Balletdanser Magnus Christoffersen: Jeg øver mig i at kunne begå fejl

af i Kultur/Scenekunst

BALLET // INTERVIEW – I ballettens verden skal alt udføres med perfektion. Derfor gik den 25-årige balletdanser Magnus Christoffersen i mange år og var bange for at begå fejl – i livet og på scenen. Men for to år siden rykkede han fra sin sikre og hjemmevante base på Det Kongelige Teater til en mere usikker fremtid som solist ved Los Angeles Ballet. Et sceneskift han ikke har fortrudt. POV’s Ole Blegvad har mødt Magnus Christoffersen under hans sommerferie i Danmark.

Smilet er bredt, da jeg møder Magnus Christoffersen på en kaffebar i indre by i København. Han ligner en glad forvokset dreng, som har lyst til at fortælle sin historie om det at være balletdanser. Om at være begyndt på Det Kongelige Teaters balletskole som 7-årig, blive aspirant som 16-årig, og blive en del af corps de ballet i Den Kongelige Ballet som 19-årig. Om at have haft sin skole- og arbejdsadresse på Danmarks fineste adresse, Kongens Nytorv, i 15 år.

Derfor var det vigtigt for mig at komme ud, hvor folk så på mig med nye og andre øjne. Og vigtigt, at jeg kunne komme ud og genopfinde mig selv

Men Magnus Christoffersen er også klar til at fortælle om angsten, om forventningerne, om kroppen som redskab, om drømmene og om at sige farvel til den livslange kontrakt med pension på Den Kongelige Teater for at begynde et nyt dansekapitel ved Los Angeles Ballet i USA, der har den tidligere balletchef på Det Kongelige Teater, Aage Thordal-Christensen, som chef.

– Jeg gæsteoptrådte i 2016 på LA Ballet, hvor jeg dansede Benvolio i Romeo og Julie. Aage Thordal-Christensen tilbød mig en kontrakt som solist. Det var en chance jeg ikke ville sige nej til. I København var jeg en del af korpset, så det betød meget for mig, at jeg kunne gå næste skridt i karrieren og blive solist, fortæller Magnus Christoffersen.

Magnus Christoffersen i rollen som Gurn i August Bournonvilles Sylfiden. Foto: Reed Hutchinson.
Magnus Christoffersen i rollen som Gurn i August Bournonvilles Sylfiden. Foto: Reed Hutchinson.

– Jeg havde det rigtigt godt på Det Kongelige. Det er jo mit andet hjem – hvis ikke mit første. Men jeg kunne samtidig mærke, at der måtte ske et eller andet nyt. Jeg begyndte på Balletskolen, da jeg var 7 år, pludselig var jeg ikke en lille dreng længere, alligevel var det som om, at mange blev ved med at se mig ”som den lille dreng fra balletskolen”. Derfor var det vigtigt for mig at komme ud, hvor folk så på mig med nye og andre øjne. Og vigtigt, at jeg kunne komme ud og genopfinde mig selv.

Jeg øver mig i at acceptere fejl

Ved at flytte til USA fik den 25-årige danser lavet et benspænd for sig selv på vejen mod et andet liv med nye udfordringer. I de trygge omgivelser på Det Kongelige Teater kunne Magnus Christoffersen godt føle sig låst fast i en bestemt rolle og i nogle bestemte forventninger både fra sig selv og fra omverdenen.

– Balletten er perfektionens kunst. Alle bevægelser, alle trin skal udføres fejlfrit. Det er hele målet. Og den mindste afvigelse kan ofte ses på scenen. Det nytter ikke noget man snurrer den forkerte vej rundt eller lander i en fjerde position hvis alle andre lander i femte. Derfor er mange balletdansere bange for at begå fejl. Og jeg var i høj grad bange for at fejle. Men man undgår det selvfølgelig ikke helt. Så at acceptere, at det kan ske, er jo at gå med livets klang. Det tog mig rigtig lang tid at erkende, at kun ved at lave fejl, kan du rejse dig og gøre tingene bedre næste gang, og kunne komme angsten for at fejle til livs. Man overlever hver gang alligevel, selvom det er noget af det, man frygter mest. Det er på den måde, man udvikler sig som menneske og som balletdanser. Så for tiden øver jeg mig faktisk i at kunne acceptere at jeg ikke er fejlfri i ballet.

Rollen som solist er en helt anden. Du kan være alene på scenen eller sammen med en partner… Du kan bidrage med dit hjerte uden at skulle være helt militær præcision i dine trin

Springet fra at være korpsdanser i Den Kongelige Ballet til at være solist i Los Angeles har også rykket grænserne. Som danser i korpset er man en ud af mange i den gruppe af dansere, der ikke er solister eller solodansere.

Korpsets rolle er primært at bevæge sig synkront og positionere sig på scenen i forhold til ballettens fortælling. Som solist får man lov at lave andre roller, hvor man kan spille særlige karakterer. Det er rigtigt spændende at lave karakterarbejde.

Magnus Christoffersen på Venice Beach ved Los Angeles. Foto: Yansen Setiawan Photography.

Erfaringen har betydet meget for Magnus Christoffersens udvikling fra korpsdanser til solist.

– Som korpsdanser er du hele ballettens krop, som det oprindelige navn hentyder til. Rollen som solist er en helt anden. Du kan være alene på scenen eller sammen med en partner.  Du er mere på egen hånd som solist. På den måde kan du finde din egen kunst i det. Du kan bidrage med dit hjerte uden at skulle være helt militær præcision i dine trin. Det er på nogen måder hårdere, fordi du er på, på en anden måde, men også mere spændende. Egentlig er det lidt den omvendte verden. Jeg kan huske, at jeg som aspirant tænkte, at det var mærkeligt, at vi, de mest uerfarne i korpset, skulle kunne 16 roller i hovedet, når vi var så unge, mens solisterne og solodanserne bare skulle kunne danse deres egne soloroller. Nu nyder jeg at være blevet ældre og kende mine roller og have de privilegier.

Forskellen på USA og Danmark

Det tog lidt tid før Magnus Christoffersen faldt til i Los Angeles. Alt var – som man siger om USA – større. Afstandene, armbevægelserne og ambitionerne. Nu er der kommet ro på de fleste parametre. Han deler lejlighed sammen med kammeraten Hamza i Culver City og, som alle andre i LA har Magnus købt en bil, så han nu kan suse rundt som det passer ham.

– Det var en stor omvæltning at komme fra sikre København til LA. I Danmark er der mere ro på tingene. I USA er den offentlige kulturstøtte så lille, at et kompagni som vores hele tiden skal finde private donationer. Det giver et vist pres på alle funktioner, og på dansen. Hvis vi ikke hele tiden har et højt niveau, så gider folk ikke støtte os med penge.

Magnus Christoffersen fortæller, at man tydeligt mærker, at LA er en by med fokus på showbiz. Der bliver tænkt i film, musik og underholdning. Der er ikke den samme fokus på ballet som for eksempel i New York, hvor blandt andet New York City Ballet, Alvin Ailey American Dance Theater og American Ballet Theater er med til at sætte den kulturelle dagsorden. Så at være en del af underholdningsindustrien i LA er noget anderledes end i København. Det er et helt andet game og en anden vibe. Man er allerede et godt stykke henne ad vejen, hvis man er i byens balletkompagni.

Magnus Christoffersen i Nøddeknækkeren. Foto: Reed Hutchinson.

I verdens store balletencyklopædi fylder Los Angeles Ballet slet ikke det samme som den traditionsrige, over 250 år gamle, Kongelige Ballet. Faktisk er det kun 12 år siden, at danske Aage Thordal-Christensen, med sin hustru Colleen Neary, grundlagde deres kompagni.

– Vi vokser step for step og har ofte nogle gode solister, der kommer på gæstevisit. Personligt er den største forskel, at jeg i Danmark havde en livstidskontrakt, i USA bliver jeg forlænget med et år af gangen. På den måde er det mere usikkert. Mens jeg kan føle det som et pres, så virker det som om, mine amerikanske kollegaer er mere hærdede i den livsstil. I en by som Los Angeles, hvor det vrimler med hjemløse, er man glad for bare at have et job der løber et år frem.

En anden forskel er, at Los Angeles Ballet ikke har en fast scene. Kompagniet lejer sig ind på forskellige teatre. Magnus Christoffersen har blandt andet danset solo i Nøddeknækkeren på det kendte Dolby Theater, hvor den årlige Oscar-uddeling foregår.

– Jeg tænker, at kritikken er hårdere her. I Danmark kan det virke som om, alle kender hinanden på kryds og tværs, så kritikken aldrig bliver helt nådesløs. I Los Angeles skylder danserne og journalisterne/anmelderne ikke hinanden noget, siger Magnus Christoffersen, der indtil nu selv er blevet skånet for negative anmeldelser.

Værn om August Bournonville

Som amerikansk dansekompagni, så er repertoiret præget af amerikanske koreografer, blandt andet værker af George Balanchine (grundlæggeren af NYCB) Men den dansk hofkoreograf August Bournonville også på plakaten. Blandt andet med Sylfiden, som de dansede sidste sæson, hvor Magnus Christoffersen dansede Gurn, rivalen til James.

– Jeg er faktisk vildt overrasket over, hvor etableret et navn Bournonville er blandt udenlandske balletkendere. Når jeg fortæller, at jeg er fra Det Kongelige Teater i København, så indgyder det kæmpe respekt. Det fortæller mig, at vi virkelig har en dansk ballettradition, som er værd at værne om. Jeg hørte på et tidspunkt, at Sylfiden blev opført fire steder på samme tid rundt i verden. Det fortæller alt, siger Magnus Christoffersen.

Magnus Christoffersen. Foto: Tigran Sargsyan.

I den danske kulturdebat diskuteres for tiden, hvad kunsten skal kunne, og hvorfor vi overhovedet skal bruge offentlige støttekroner til kunst og kultur, om kommercielle tiltage skal kunne stå af sig selv. Den debat har også ramt balletten på Det Kongelige Teater, hvor balletchef Nikolaj Hübbe er blevet kritiseret for at dyrke Bournonville for lidt, og for at have for få danske dansere med kompagniet.

Jeg er faktisk vildt overrasket over, hvor etableret et navn Bournonville er blandt udenlandske balletkendere. Det fortæller mig, at vi virkelig har en dansk ballettradition, som er værd at værne om

– Jeg vil ikke blande mig i den debat. Jeg kan både lide klassisk og moderne ballet – og påvirkningen dem imellem. Her fra USA kan jeg se, at vi med Bournonville har en ballettradition, som vi skal passe godt på. Mange af August Bournonvilles værker er vigtige i den danske ballets DNA

Vil udbrede dansen

Med rejsen til USA har Magnus Christoffersen en drøm om at være med til at udbrede balletten endnu mere. Gennem sin manager – sådan en skal man have i USA – har Magnus Christoffersen fået kontakt til en masse forskellige mennesker. De har for eksempel produceret filmen The Dancer, som har åbnet mange døre for den danske danser i Los Angeles.

 – Min Manager Jerry Silverhart har hjulpet mig med at navigere i La La Land. Jeg har fået et samarbejde med den tidligere solodanser Kirsten Bloom Allen, stifter af Arc Entertaintment Company. Vi har begge en drøm om at udbrede kendskabet til ballet. Dansen skal engang imellem ud af de finkulturelle rammer. Hvor jeg blandt andet har lavet workshops på skoler i fattige højkriminelle områder i LA. Det smukke ved dans er, at det er kroppens sprog. Det er universelt, alle i hele verden kan tale det, siger Magnus Christoffersen.

Ballettens vej til en bedre verden

Foreløbig har Magnus Christoffersen været to år i Los Angeles Ballet. Han er i gang med at søge Green Card til USA, men det er en længere og omkostningstung proces. Han er begyndt at tage timer som skuespiller, for at åbne nye døre og måske kombinere dansen med andre kunstformer.

– Gennem min kunst vil jeg gerne være med til at rykke andre menneskers horisont. Dansen kan få tilskuerne væk fra hverdagen, eller den kan få dem til at tænke over den på nye måder. Scenekunsten en lille tidslomme for en stund, slutter Magnus Christoffersen optimistisk.


Forside foto: Deborah Ory & Ken Browar.

Ole Blegvad er født i 1963. Han er uddannet på Journalisthøjskolen i Aarhus i 1991. Inden da havde han et år med Nordisk Litteratur på Syddansk Universitet - hed dengang Odense Universitet.
Ole kom til DR i 1989, og var der i 25 år. Der er stort set ikke den afdeling eller den programtype, som han ikke lige har snuset forbi. Han har været tv-vært i B&U afdelingen, radiovært i kulturafdelingen, redaktionssekretær, reporter, journalist, fast live-reporter på Tv-avisen m.m.
Stofområderne har primært været kunst og kultur med fokus på især teater, film og musik, samt samfund/politik og sport. Ole Blegvad var dækket et hav af begivenheder blandt andet da Danmark i 1992 blev Europamestre i fodbold, og da Lars von Trier vandt De Gyldne Palmer i Cannes for Dancer in The Dark i 2000.
Han har ligeledes - sammen med Rasmus Funder - skrevet den anmelderroste guidebog, Berlindk, hvor 11 danske kulturpersoner fortæller om den tyske hovedstad. Han har lejlighed i Berlin, så har stort kendskab til tysk kultur.
Ole Blegvad har sammen med Emil Falke, et af dansk films store talenter, video-og produktionssamarbejdet www.falkeblegvad.dk
Hvis I har mod på at honorere denne artikel, kan det ske via MobilPay på 53644413

Seneste artikler om Kultur

Ghetto made in Denmark

Engang banebrydende arkitektur funktionalisme og brutalisme ghetto på Corbusier-steroider berømmet blandt arkitekter