Avisen eller livet!

i Digitalt/Featured/Kultur & Medier af

FREDAGSKLUMME – “De senere år er den næsten eksistentielle nødvendighed ved at læse en papiravis blevet klarere og klarere for mig. Da man var barn vidste man godt, at der var en eller anden næsten hemmelig forbindelse mellem avisen og forældrenes autoritative udsagn om verden og virkeligheden. Men vi glemmer hele tiden at tænke over, hvad den mon består i.” Jakob Brønnum skriver fredagsklumme om forholdet mellem nyheder, verdensbilleder, demokrati og den daglige avis

Det var ikke bare en gang i mellem, forældrene sad med avisen eller sågar bag den. Det var morgen, middag og aften. Det var Berlingeren eller Politiken om morgenen – det vekslede lidt. Nogle gange blev de trætte af en af dem, og så byttede de. Men avisen kom i brevsprækken hver eneste morgen.

Derefter læste de BT eller Ekstra Bladet i deres frokostpause på kontoret – de to udkom dengang op ad formiddagen. Til aften var det Berlingske Aftenavis – der senere er blevet lavet om til Weekendavisen.

I mellemtiden har de fleste af os glimtvis eller i længere passager glemt den nærmere begrundelse for, hvorfor man skal have en hel avis eller flere i papir og hvad den dybere mening er med det.

Det bliver klart for en, når man kommer i diskussion med mennesker, som ikke modtager en nyhedsformidling, der er sammenhængende, men plukket fra mange forskellige, tilfældige kilder. Der bliver noget fragmenteret over et virkelighedsbillede, der er sat sammen på den måde.

Et reelt billede af virkeligheden

Det er ikke nok med en nyhedshistorie, der er vinklet i den og den retning, medmindre man også har adgang til baggrundsanalyser, lavet af den samme kreds af professionelle nyhedsformidlere, der har vinklet den og hvis arbejde, man har kendt i længere tid, så man forstår, hvorfor de vinkler den sådan. Så man hele tiden husker, at alting kan ses fra flere sider. Husker, at alting farves af, hvilke detaljer, man fortæller sine fortællinger ved hjælp af. Har man ikke den indsigt med, kan man ikke være sikker på at have et reelt billede af virkeligheden.

Jeg mener, den dybere mening med at have et dagblad, man stoler på i brevsprækken, har at gøre med den grundlæggende evne til at være og handle som et demokratisk menneske. Hvor mærkeligt det end kan lyde.

Det at være og at handle som et demokratisk menneske har nemlig ikke noget at gøre med at stå i stemmeboksen og bide i en blyant. Det har heller ikke noget at gøre med at synes eller at føle eller at have lyst til.

Et demokratisk menneske bliver man, når man forholder sig eksistentielt til samfundsfællesskabet og bemærker, hvordan samfundsfællesskabet forholder sig til en. Og finder sig selv inden for det spektrum.

Når man forlader avisen og går over til at pluklæse sine nyheder og sætte sit nyhedsverdensbillede sammen på nettet, ud fra hvad man har lyst til og hvad man sådan lige synes og hvad man bliver tiltrukket af og hvad der ser spændende ud, så mister man gradvist evnen til at være i kontakt med samfundsfællesskabet på den forpligtende måde, der er nødvendig for at opretholde demokratiets grundlæggende normer – normer som tilstræbt objektivitet, tilstræbt sandhed, retfærdighed, ligeværdighed. Og så den daglige, konstante stræben efter forøget lighed mellem mennesker, som det som bekendt er vores moralske pligt at leve for i et demokratisk samfundsfællesskab.

Hvad ens verdensbillede er dannet af

Det lyder voldsomt! Kan avisen virkelig at have noget med det at gøre? Ja, for hvis man lader sit verdensbillede danne af et arbejdsfællesskab, som har sat dette verdensbillede sammen på baggrund af et fagligt engagement, en ekspertise i at sætte verdensbilleder sammen, som journalister og redaktører jo har i kraft af deres uddannelse, så forholder man sig til en virkelig virkelighed, og ikke bare en virkelighed, man selv har stykket sammen – som let kan være og næsten altid er skæv, sprukken og usammenhængende.

Det kan godt være, det er politisk eller kommercielt motiveret, det virkelighedsbillede man ser i avisen, men selvom det er det, er det dog en helhed, skabt af folk, der er uddannet i at formidle brudstykker, der tilsammen udgør helheder. Og hvis de er dygtige nok, husker de at bekende, at det er motiveret på den og den måde, så man ikke kan tage fejl.

Hvad kunne man ikke have nået at læse, der havde højnet ens nyhedsniveau eller nuanceret det, mens man så dumme videoer uden sammenhæng med noget i virkeligheden?

Det behøver ikke være den rigtige virkelighed eller den eneste virkelighed, men det er en virkelig virkelighed. Man kan afvise den eller blive træt af netop den måde, lige netop det faglige fællesskab sammensætter virkeligheder på. Men man kan ikke få det samme, hvis man befinder sig nede i sumpen af tilfældigheder på nettet, som man gør, når man ikke længere har en daglig avis i postkassen. En anden gang kan vi diskutere, om man kan klare sig med TV-Avisen og public service debatprogrammer – i dette tilfælde var det de læste nyheders virkelighedsbillede, jeg var ude efter.

Måske er jeg ikke den rette til at drøfte TV-Avisen. Jeg har ikke set den i 35 år. Ikke siden, jeg opdagede, at der ikke siges noget, der ikke kan stå i en lille én-spalter i en avis, som man kan øje henover på et halvt sekund og siden jeg læste Marshall MacLuhans bog “The medium is the message,” som forklarer, at indholdet af et bestemt medium er genereret af, hvad mediet kan formidle og ikke af, hvad der formidles.

TV-Avisen formidler illustrerede én-spaltere indenfor et loop af på forhånd bestemte spor, med lidt indenrigs, lidt udenrigs, lidt økonomi, og hvor der også skal være plads til vejret, sporten og billeder af dyrebørn eller noget andet nuttet. Man må ikke tale med bisætninger eller bruge mere end to ord, der er længere end otte bogstaver i hver sætning. Det har intet med et virkeligt nyhedsbillede af gøre, det er en form. Det er mediet, der er budskabet, og budskabet er: “Sådan så TV-Avisen ud, og det var, hvad vi fik plads til i dag.” Det kan næppe erstatte en papiravis.

Undskyldningerne står i kø

Hvis vi er enige om nødvendigheden af det dybere fundament, der ligger i en fagligt sammensat nyhedsformidling, kan vi begynde at se på undskyldningerne for ikke at have en daglig papiravis. Der er to næsten uigennemskydelige undskyldninger. 1) Man når ikke at læse avisen og 2) Den er for dyr.

Den første undskyldning er den værste. Den gælder også diverse tidsskrifter og blade, man måtte abonnere på. Jeg har i årevis kæmpet med fristelsen til at lade være at betale for den slags publikationer, fordi jeg har så dårlig samvittighed over, at jeg kun læser en enkelt artikel i hvert eneste nummer, hvis det er et ugetidsskrift med lange artikler. Sådan som f. eks. de uundværlige The New Yorker eller Times Literary Supplement eller hvad man nu kan have det sådan med af de mere seriøse, internationale kulturpublikationer. Selv Kritik, der kun kom fire gange om året, fik man jo sjældent læst igennem.

Jeg kan ikke være den eneste, der har det på den måde. The New Yorker, der var et af de to tidsskrifter, hvor Ronan Farrow bragte de oprindelige #metoo-artikler, kommer i et ugentligt trykoplag på en million eksemplarer. De fleste af de bedre artikler i tidsskriftet er på 20-25 A4-sider eller 8, 10 eller 12 sider i bladet. Uden illustrationer af betydning. Det får man jo ikke læst.

Undskyldning med, at man ikke får det læst, bør imidlertid kun anvendes til at lære en at finde et mindstemål af, hvad man synes man skal nå. Det er jo klart, at det er ens roderi på nettet, særligt i de sociale medier, der koster værdifuld læsetid. Det har ikke noget med tidsskriftet at gøre, men med hvordan man sløser med sin tid.

Han kan høre, det lyder godt, men han forstår ikke selv den kulturelle og demokratiske rækkevidde af det mytologiske udsagn, at være ”en fjende af folket”

Jeg har i flere tilfælde overtalt mig selv til, vedrørende den daglige avis, at får jeg åbnet den bare tre-fire gange om ugen, så er det godkendt. Der er et bestemt opslag i det dagblad, jeg læser, altså to modstående sider, som nærmest får en til at føle sig som et bedre menneske, hvis bare man når dertil.

Lederredaktionen skriver fire-fem ret korte tekster, samtidig med at der publiceres en såkaldt op-ed-klumme, altså en analyse ”opposite the editorial”, altså modsat lederne på samme opslag. Læser man de tekster, ved man, hvad man skal vide den dag og ofte de nærmeste dage med, og man ved det på en perspektiveret, gennemreflekteret, rutineret, redaktionelt dygtigt og ofte elegant formidlet måde.

En undskyldning, der ophæver sig selv

Det med at det er for dyrt at abonnere på en avis, man alligevel ikke får læst, det er jo lige præcis en undskyldning som ophæver sig selv. Det er kun for dyrt, fordi sådan nogen som dig og mig ikke længere abonnerer på det, fordi vi har glemt sammenhængen mellem journalistik og virkelighedsforståelse. Fordi folk sidder fast i internettets hængedynd med de tilfældige nyhedsprojektiler, der måtte ramme en, mens man browser. Og som man bliver så optaget af, at man suges ind i en labyrint af links, man trykker på, indtil man sidder og glor på videoer med freaks, dansekonkurrencer, dådyr, der bliver reddet op af brønde eller ud fra skovbrande eller hajer ud for New Zeelands kyst, der bider efter hvide kvinders blottede lår. Hvad kunne man ikke have nået at læse, der havde højnet ens nyhedsniveau eller nuanceret det, mens man så de dumme videoer uden sammenhæng med noget i virkeligheden?

At abonnere på en avis er simpelthen et bidrag til demokratiets opretholdelse, et bidrag til, at der kan findes en virkelighed, som vi alle sammen fælles refererer til, fordi den er sat sammen som nyhedsformidling og kulturformidling, og det af mennesker som har uddannet sig til netop det. Så bliver det af mindre betydning, hvor meget man egentlig får læst hver dag. Det er ikke det, pengene går til.

Det er jo ikke tilfældigt at New York Times 37-årige redaktør og USA’s barnagtige præsident netop har holdt et møde. Det er heller ikke tilfældigt, at de har givet hver sit referat af indholdet. Mødet kom i stand, fordi præsidenten har kaldt den frie journalistik, som The New York Times og Washington Post står for, ”en fjende af folket”. Han har kun gjort det, fordi Newyorkeravisen i årevis kritisk har fulgt ham og hans families projekter i byen, og fordi han er uvenner med Jeff Bezos, Amazonmogulen, der ejer Washingtonavisen.

Trump kan høre, det lyder godt, man han forstår ikke selv den kulturelle og demokratiske rækkevidde af det mytologiske udsagn, at være ”en fjende af folket”, for han interesserer sig hverken for kultur eller demokrati, men kun for, hvordan man kan gøre en god handel, og midlerne, man bruger til at gøre en god handel er underordnede. At kalde pressen ”fjende af folket”, er imidlertid den største løgn, en radikaliseret populist kan sende sin katapult afsted mod magten med, som vi har set det mange gange i historiens løb. Den frie presse er det modsatte af en fjende af folket, den er et af sammenhængskraftens vigtigste elementer i et frit samfund.

Og mere i dag end nogensinde tidligere. Det er nødvendigt at have et redaktionelt sammensat samlet billede, man kan stole på, for at begive sig ud i de sociale mediers nyhedsformidling med en rimelig grad af sikkerhed for, at man kan finde rundt i labyrinten. Det er nødvendigt, at vi betaler for det, hvis vi vil have, at det skal findes.

Topfoto: Internationale aviser, Wikimedia Commons.

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger. Udvalg af de seneste bøger: Langsomheden 1.0 (digte 2015) Argumenter mod døden (essay 2015) Lysåret (haiku, 2016) Fortællinger fra undergrunden (2016) Pengeguden (essay 2016) Porten til den indre by (digte, 2016) Den sidste passion (digte, 2017) Matthæuseffekten (essay 2017) Nøjsomhedens tivoli (digte 2017) Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger. POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste artikler om Digitalt