TRO & EKSISTENS // POVCAST – Norske Tom Egeland har solgt over halvanden million bøger. De fleste af dem med arkæologen med det norrøne navn, Bjørn Beltø, men hvorfor er vi så vilde med spændingsromanerne med den konstant forbløffede hovedperson? Tom Egeland har luret finten. Mød forfatteren her og find ud af, om du også er, som folk er flest.
Den norske bestsellerforfatter Tom Egeland glaner ned i sin bærbare oppe på sit skriverum i villaen i udkanten af Oslo. Han bor i et af de kvarterer, hvor der er penge nok, som der er så mange steder efter landets olieeventyr. Men den 62-årige journalist er historisk sikker og placerer med sin viden med det samme både sig selv og undertegnede i et af den slags klassemæssige spændingsfelter, hans bøger er så fulde af.
”Jeg ved ikke, om træet hedder eg på dansk, men min slægt kommer fra det sydlige Norge, så navnet er nok dansk. Dengang i 17-1800-tallet, var det vældig populært i Norge at lave danske varianter af norske navne for at få dem til at lyde pænere på kongens dansk”, beretter han om sit efternavn, Egeland.
Det er ikke, fordi hans søn bor i København med sin danske kæreste, at han nævner det med kongen. Det er, fordi magt betyder noget for manden. Det er den, han skriver om.
Magt og atter magt
28 bøger har han forfattet til både børn og voksne. De er oversat til 24 sprog. Han har fået priser for flere af dem, og de bare sælger og sælger som varm kakao ved cafeteriaet ved siden af skiliften. De handler alle om magt, men det er der så mange bøger, der gør. Hvad er det, han tilfredsstiller hos så mange af os, siden vi køber netop hans bøger?
”Jeg er journalist”, indleder han sin forklaring.
”Jeg skriver om det, der sker”.
Han ler.
For det passer ikke.
Han digter værre end d´herrer Asbjørnsen og Moe, Peter Christen og Jørgen, der samlede de norske folkeeventyr, som også danske bedsteforældre har fyldt små jenter og gubbers barndom med. Men hvor deres ”Norske folkeeventyr” fra 1844 hørte hjemme i fjelde og fjorde, så rejser Tom Egelands hovedpersoner ofte længere væk.
Han er arkæolog og bliver altid involveret i opgaver, der har med Jesus at gøre. Hans tornekrans. Et dokument om hans lig
Især ham, han har ladet fylde de fleste sider af de ofte tykke bøger, Bjørn Beltø. Arkæolog og albino og opkaldt efter Tom Egelands egen, meget kendte bedstefar, der også var forfatter til velsælgende og let læste lange bøger. Jon Flatabø hed han og havde to pseudonymer: Bjørn Botnen and Sven Beltø.
Bibelen er ikke facit
Nok er han aktualitetsfikseret nyhedsjournalist, Tom Egeland, og har bl.a. været redaktør på Aftenposten og i NRK, og har derfor et præcist blik for sin samtid og dens interesser, men det er den vedvarende magt, der fænger ham. Den, der for alvor gør en forskel. Den, der bliver til en del af vores historiske arvegods. En del af vores kultur, vores identitet, om vi vil det eller ej.
”Jeg har faktisk vældigt mange begejstrede læsere, som er kristne. Professorer i teologi. Sågar en biskop her i Norge”, fastslår Tom Egeland og får på den omvendte måde både svaret på, hvad han skriver om og hvordan og hvem, der også er hans læsere.
Hans alter ego, Bjørn Beltø, rejser ikke tilbage i tiden som sådan, men han er arkæolog og bliver altid involveret i opgaver, der har med Jesus at gøre. Hans tornekrans. Et dokument om hans lig. Hovedhandlingen henter Egeland inde i det bibelske univers. Men han fabler videre i det. Vandrer rundt derinde og digter løs. Kan man det?
Lyt til samtalen med Tom Egeland her:
”Det er min erfaring, at de mange troende er med på legen, som vi siger i Norge. De kan godt lide, at jeg digter”, siger han og mener, at han i hvert fald har den moralske ret på sin side.
”Man kan med en vis ret stille spørgsmål, for Bibelen er ikke et facit. Det Nye Testamente indeholder forskellige historier om Jesu liv, der ikke stemmer overens. Der er fire forskellige fortællinger om Jesus. Hvis man mener, Bibelen er Guds ord i bogstavelig forstand, så ville den nødvendigvis være fejlfri. Det kan den ikke være med fire versioner. Det gør det åbenlyst for mig, at Bibelen er en bog skrevet og redigeret af mennesker”, argumenterer han og adskiller selve troen fra teksten, som han ikke anser for hellig.
”Svaret på, om det er en sand historie, altså med andre ord findes Gud, og var Jesus Guds søn, finder man ikke i Bibelen. Det handler om en tro eller overbevisning i menneskets hjerte”.
Ateisten, der er vild med bogen
Selv er han ”ikke en troende person”, men han ”sætter Bibelen ekstremt højt som både et litterært værk og som rettesnor for menneskelig opførsel og samkvem”.
”Det kristne grundlæggende budskab om næstekærlighed er et fantastisk budskab, uanset om man tror på Gud. Problemet i mine øjne er, at mange kristne ikke lever efter de kristne bud. Det gælder næsten alle religioner, også islam. Krige udkæmpes i guders navne”.
Selv jeg, som er ateist, er en slags kulturkristen. Jeg har et grundlæggende kristent livssyn
Tom Egeland skriver ikke krimier med Jesus og co. for at udbrede kristendom, men heller ikke for at afskrække fra religioner.
Han prøver at gøre os nysgerrige på vores fortid. Hvad bygger vores kultur på? Hvilken skjult viden bærer vi på?
”Jeg ser på Bibelen som en mytologisk beretning om vor vestlige civilisations ophav. Det Gamle Testamente bygger på babylonske, sumeriske og arkaiske myter og skabelsesberetninger, der, hvad skal jeg kalde det, forfines og bliver til jødedommen og senere kristendommen”, sammenfatter Tom Egeland og finder deri både sin egen fascination og læsernes hunger efter at tage med Beltø tilbage til fortiden.
Alle er troende – på en måde
”Jeg tror, at alle mennesker nærmest er genetisk disponeret for at tro. Alle kulturer i verdenshistorien har som noget af det første skabt guder. De boede i himlen, på fjeldet, i store træer. Med tiden er troen blevet mere avanceret, men jeg tror, at den i bund og grund handler om det samme håb”, siger han og ser det som det, der tændes, når vi læser om troen – også i hans bøger.
Jeg blev ikke troende, men jeg lod mig forføre af fællesskabet og af håbet om noget mere.
”Vi er alle bange for at dø. Vi er alle urolige for det mørke, som venter os efter døden. Derfor er vi så optagede af religion. Hvad end vi tror eller ej. På den måde er vi alle troende. Vi ser nok, som den russiske digter Vladimir Nabokov skrev, livet som et spinkelt lysglimt mellem to evigheder af mørket”.
Sådan har han det selv, Tom Egeland, men håbet kan han ikke finde i troen, hvor gerne han end ville. Men ved at skrive om det faktuelle og digte videre i en faktuelt fokuseret genre som spændingslitteraturens kan han blive i nærheden af håbet på en måde, han kan leve med.
”Jeg kan ikke bruge den trøst, som ligger i en gudstro. Jeg er alt for rationelt indstillet til at acceptere i hvert fald Bibelens Gud og jomfrufødsel og at blive korsfæstet for vores synders skyld. Det er alt for abstrakt for mig”.
Som barn var han dybt troende, men da han var 10-12 år gammel, begyndte hans behov for bevis at tage over, og mens han gik til konfirmationsforberedelse, smuldrede troen helt.
Han vil gerne medvirke til at gøre både troende og ikke-troende mere bevidste om, hvad de tror eller ikke tror på
”Jeg så det som ren manipulation, men jeg er fascineret af, at de historier har formet vores samfund. De præger vores syn på liv og død. Hele den vestlige tænkning udspringer af Jesu lære, selv om de færreste af os lever, som han ønskede, vi skulle. Der er så meget hykleri”, siger han og taler videre om en splint af det hos sig selv.
”Selv jeg, som er ateist, er en slags kulturkristen. Jeg har et grundlæggende kristent livssyn i den forstand, at jeg mener, at livet er helligt, og at du skal opføre dig anstændigt overfor mennesker og klode”, erkender han og påpeger, at det ”ikke er alle religioner, der har det grundlag, men det har den kristne”.
Vil vække læserne politisk
I stedet for at skrive om tro digter han videre på den konkrete, historiske Jesus og de andre medvirkende i historierne, de fleste af os kender en del til på forhånd. Netop vores forhåndskendskab drager ham.
For da kan han provokere med effekt, fordi han kan fastholde os. Da kan han fokusere på Jesus som en oprører og det, mener han, nordmænd og også danskere har godt af at læse om.
Hvorfor voksede asatroen frem i Norden i flere hundrede år efter Jesus?
”Hvis vi skræller trosaspektet bort, så er han en jødisk oprører med et klogt budskab. Og i den udstrækning, at jeg har ambitioner udover at skrive spændende og underholdende, så er det at bidrage til, at mine læsere begynder at tænke selv”, siger Tom Egeland.
Han har ”ingen ambition om at tage troen fra mennesker”, men han vil gerne medvirke til at gøre både troende og ikke-troende mere bevidste om, hvad de tror eller ikke tror på.
”Som 18-årig boede jeg, der var ateist, et år i en amerikansk mormonfamilie og fulgte deres hverdag. Jeg blev ikke troende, men jeg lod mig forføre af fællesskabet og af håbet om noget mere. Men det er for mig at se et kulturelt rammeværk for at få et samfund til at fungere. Det vil jeg gerne, at vi skal tale om”.
Jætter som faldne engle
Selv er han glad for at tale og glad for at få en pause foræret af en opringning sydfra.
”Jeg sidder og skriver på en ny Beltø-bog om et spørgsmål, der altid har interesseret mig. Hvorfor voksede asatroen frem i Norden i flere hundrede år efter Jesus? Mens resten af Europa blev underlagt kristendommen, så dyrket vi Odin og Thor og alle de andre norrøne guder her i nord. Det, synes jeg, er et fascinerende spørgsmål”.
Tom Egeland ved, at svaret ikke er så enkelt, som det ind imellem fremstilles, men snarere er det sådan, at kristendommen levede ”side om side med de norrøne guder i ganske mange århundreder”.
”I min fantasi, siden jeg nu engang er skønlitterær forfatter og ikke forsker, så finder jeg linjer fra den norrøne gudelære til Det Gamle Testamente. Det hænger sammen. Tænk på kæmperne i Det Gamle Testamente. De var faldne engle og blev udryddet i syndfloden, står der, men måske flygtede de blot herop og blev vores jætter”, spørger Tom Egeland og ægger til fantasien og til et bogkøb, når den nye titel udkommer næste år.
Tom Egeland
Født 1959 i Oslo. Journalist fra 1979, blandt andet på Aftenposten og fra 2002-2006 som nyhedschef på norsk TV2. Siden 2006 fuldtidsforfatter.
Har modtaget en række priser, bl.a. Riksmålsprisen og ARKs barnebogpris. Boganmelder i VG (2011–2018). Bestyrelsesmedlem i Den norske Forfatterforening (2010–2018). Præsident i krimselskapet Rivertonklubben (2015–2019). Juryleder for prisen Gullpennen fra 2018
Aktuel med: ”Sølvmyntene” (norsk, 2021), hvor arkæolog Bjørn Beltø skal finde et 2000 år gammelt brev fra Pontius Pilatus til kejser Tiberius. Det kan måske afdække, hvad der skete, da Judas forrådte Jesus, og hvilken rolle Pilatus egentlig spillede.
Udkommet på dansk
- ”Cirklens ende”, 2005
- ”Ulvenatten”, thriller, 2007
- ”Pagtens vogtere”, 2008
- ”Lucifers evangelium”, 2010
- ”Fædrenes løgne”, 2011
- ”Katakombens hemmelighed”, 2015
- ”Nostradamus’ testamente”, 2015
- ”Lazaruseffekten”, 2018
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
