Women Deliver 2016 – Konference for ligestilling i Bella Centret. Dag 1
Hvad skal man vælge at lytte til? Det er som at være på festival, en meget stor festival, hvor musikken tilbyder sig på flere scener samtidig og man er totalt frustreret, for man kan ikke nå det hele.
Her er 4 dage proppet med foredrag om alle sider af pigers og kvinders liv; de besværlige, livsfarlige, uretfærdige, ulige, urimelige og usunde liv, men også de smukke, modige, stolte, stærke og optimistiske med repræsentanter fra hele verden
Med sådan et udbud må man vælge, og jeg valgte her på førstedagen at høre på en session med titlen ”Værdien af piger” – Uddannelse i Afghanistan, arrangeret af organisationen Voices of Hope, der er en del af George W. Bush Institute.
Umiddelbart kan det virke lidt overraskende. Vi ved, at USA er krigsangriber i Afghanistan, den seneste i rækken. Landet har været i krig i 35 år. Så hvordan hænger George W. Bush sammen med et projekt, der udretter noget genopbyggende i det krigshærgede land?
Forbindelsen stammer fra ‘The Afghan Women Project’, som instituttet støtter, og projektet har blandt meget andet udgivet bogen ”We are Afghan women” , med forord af Laura Bush, der er præsident for foretagendet. I USA har den tidligere førstedame været en stærk fortaler for afghanske kvinder i årevis, og hun optræder jævnligt på TV og i radioudsendelser med budskabet om, at de fremskridt for kvinder og piger, der har fundet sted over de seneste 10 år ikke må tabes på gulvet i takt med at de vestlige, krigsførende nationer trækker sig ud.
Man kan se meget mere i denne video – “Afghan Women: Progress and Peril” fra 2012, hvor flere ambassadører, kvinder fra Afghanistan og Laura Bush medvirker:
I det lys er der ikke tale om to fjender – USA og Afghanistan – men forskellige kræfter og bevægelser fra de to lande, der med sponsorpenge i ryggen ønsker at sætte fokus på at uddanne landets piger og kvinder.
Og hvis det lyder forvirrende i danske ører er det godt at møde to seje afghanske ældre kvinder, der kan berette helt konkret, hvad de udretter. Og det var netop, hvad vi kom til i paneldiskussionen.
Efter Taleban
Her fik vi også tilbudt nogle tal: Under Taleban gik 5000 piger og 900.000 drenge i skole, men efter at Taleban har mistet magten, er det lykkedes for enkelte ildsjæle at stable undervisning på benene.
Iflg Voices of Hope er 3,5 millioner piger og 8 millioner nu i skole. Se flere resultater i filmen til sidst
”Hvis man investerer i piger eller kvinder, giver det fremskridt til alle!”
Razia Jan, fra Razia’s ”Ray of Hope” Foundation, har med stort mod åbnet en pigeskole i Kabuls omegn for 9 år siden. Hun mødte megen modstand i starten. Velklædte mænd kom til hende og sagde: ”Du bliver nødt til at ændre det her. Du skal lave en drengeskole!” Hun svarede dem, at de er blinde. De kan ikke se værdien af at uddanne pigerne på lige fod med drengene. De truede hende, men lod det blive ved truslerne. De fik ikke held med at stoppe hende.
Fra anden side modtog hun trusler om, at en bulldozer ville komme og rydde hendes skole, så den ville forsvinde for altid – synke i jorden. Hun svarede: ”Hvis I kommer med en bulldozer, så lægger jeg mig foran, så kan I tage mig med. Det vil være min største fornøjelse, den lykkeligste dag i mit liv!”.
De kom aldrig.
Nu er der 100 piger på skolen, og mange er uddannet gennem årene, fortæller hun. “Da de kom, kunne de ikke skrive deres eget navn. Det første de lærer, er at skrive deres eget navn og deres fars navn”
En far til en af pigerne kom grædende hen til skolen: ”Jeg kan ikke skrive mit eget navn. Jeg har altid underskrevet mig med mit fingeraftryk. Min datter kan skrive mit navn!”
Og hermed opfylder Razia Jan på fornemste vis noget af det, der er hele formålet med Women Deliver: Ved at uddanne pigen, får hele familien hjælp.
Eller som mottoet er: ”Hvis man investerer i piger eller kvinder, giver det fremskridt til alle!”
I dag ligger Razia Jans skole øverst på listen over de bedste private skoler i Afghanistan.
Børnebrude
Et af destore problemer for pigerne i Afghanistan er fortsat, at de bliver gift eller lovet væk til ægteskab som 10-11 årige. Under normale omstændigheder ville det betyde, at pigerne forlader skolen. Men også det har Razia Jan en løsning på. I samarbejde med familierne. Hun fortæller dem, at pigerne slet ikke er klar til at få børn, fordi de stadigvæk er børn. Hun viser illustrationer af kvindekroppen og forklarer, at deres kroppe slet ikke klar til at få børn. Og så laver hun aftaler, forklarer hun.
13 piger i skolen er forlovede, men aftalen er, at de venter med at blive gift til de er færdige med skolen. 3 piger er gift, men fortsætter i skolen og venter med at få barn til de er færdige. Et kæmpe fremskridt for de piger.
Mankan støtte Razia Jan og projektet her: https://raziasrayofhope.org/sponsor-a-girl.html
Alt er imidlertid langt fra idyl og der er mange områder, der er præget af enten tilbageskridt eller stilstand. Der er områder, der fortsat er styret af Taleban, hvor pigerne ikke går i skole. Her er planen at sende undervisning i radioen, og på den måde forsøge at få kontakt til de indelukkede piger.
Drengene vil også uddannes
En anden kvinde Dr. Sakena Yacoobi er også til stede under debatten. Hun er leder af Det afghanske Institut for Læring, som hun selv har startet. Hun fortalte en dramatisk historie om, hvordan hun for nogle år siden kørte med en gruppe kvinder i en bil gennem landskabet. På et tidspunkt blev de standset af bevæbnede mænd, der sagde, at de var på jagt efter hende. Med andre ord kendte mændene til hende og vidste, at hun underviste piger. Rædselsslagen og rystende af skræk steg hun ud af bilen, men lod modigt sin bodyguard og de andre blive tilbage, idet hun var overbevist om, at hun ville blive likvideret.
Men så fik hun sig en overraskelse. Soldaterne sagde: ”Vi kan kun det her. Vi kan skyde med et gevær og holde vagt. Om mange år står vi stadigvæk her. Vi ved du uddanner piger. Vi vil også uddannes! Vi kræver uddannelse”.
Langsomt fik hun talt sig ud af situationen og tog hjem, rædselsslagen over at de vidste, hvem hun var og frygtede, at de ville komme efter hende. Men da hun herefter talte med sin ledelse, sagdede til hende: Du er nødt til at gøre det.
Så hun tog tilbage til mændene, der var i 20’erne.
Soldaterne sagde: ”Vi kan kun det her. Vi kan skyde med et gevær og holde vagt. Om mange år står vi stadigvæk her. Vi ved du uddanner piger. Vi vil også uddannes! Vi kræver uddannelse”
Og den første besked var både bramfri og konkret: ”Det første I skal gøre, er at blive barberet og vasket!”
Mændene var, fortæller hun, langskæggede, snavsede og uhumske. ”Og så skal I komme hver eneste dag. Jeg ved jo ikke, hvor hurtige I er til at lære, så hvis ikke I er der hver dag, går det ikke.”
De blev både barberet og vasket, og de kom hver dag til undervisning. 3 ½ år efter kunne de tage 8. klasses eksamen og skrive engelsk på computer.
Jeg sidder tilbage med stor beundring for den ufattelige indsats, de to kvinder yder. Sikke et mod, sikke et virke. Ingen tvivl om at ‘Women Deliver’. Og disse to kvinders indsats vil betyde fremgang for rigtig mange familier i Afghanistan. Ikke i dag og ikke i morgen, men om nogle år. Det er stadig et land i krig, der sukker efter fred. Så man skal have tålmodighed med Afghanistan, som de siger.
Fotos: Private fotos
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook ved at like vores side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Min Mobile Pay: 28546818
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
