At skrive om Blixen i en woke-tid

Peter Legård Nielsens bog, 'De elskende' har Karen Blixen i hovedrollen. Han har haft mange overvejelser om, hvordan man kan og skal skrive om Blixen i en woke tid. Hans konklusion er klar: Kunsten kan kun leve, hvis den kan ånde frit og ikke være angst for woke-tidens domme, skriver han. Illustration: Bogens forside og foto af Blixen, Creative Commons.

Peter Legård Nielsen 07.05.2023

KAREN BLIXEN // ESSAY – “Under arbejdet med at skrive romanen gjorde jeg den erfaring, at det er ikke muligt at kigge bag om en maske eller en myte for at forsøge at se det nøgne menneske bagved, hvis man er på forhånd er begrænset i, hvad man må sige, og hvordan man må sige det – hvis man på forhånd er begrænset af regler, som andre ud fra moralske principper har afstukket. Man kan heller ikke skrive en roman, der forgår i en historisk ramme og samtidig være historieløs. Som mange andre før mig har gjort, måtte jeg erkende, at kunsten kun kan leve, hvis den kan ånde frit”. Forfatter Peter Legård Nielsen har haft mange og svære overvejelser om at skrive sin seneste roman, “De elskende” om Karen Blixen i en woke tid.

KuHvordan har du kunnet skrive en roman om et så frastødende menneske? spurgte en forfatterven mig overrasket, da jeg gav hende min nye bog, “De elskende”, der har Karen Blixen som hovedperson.

Spørgsmålet kom bag på mig, fordi jeg, siden jeg som 19-årig havde opdaget Karen Blixens forfatterskab, har sat både hende og det meget højt. Faktisk havde jeg fået “Syv Fantastiske Fortællinger” i hænderne på et kritisk tidspunkt i mit liv, hvor det var splintret i tusindvis af stykker, og hvor det føltes, som om jeg kun med nød og næppe kunne overleve. Det havde været, som Karen Blixen inde fra siderne af de “Syv Fantastiske Fortællinger” uforfærdet, leende, rakte ud og tog min hånd.

Følelsen, som mange kvinder har, af at blive gjort til et objekt, er fremherskende i disse år. Men det at blive “set” har også en anden, dybere psykologisk betydning, som handler om vores eksistens

Hun havde haft nogle oplevelser, som på en eller anden måde mindede om mine, og som hun udtrykte i “Den Afrikanske Farm” med ordene: “Da til sidst den dag kom da jeg skulle rejse fra farmen, gjorde jeg den erfaring, at ting kan ske, som ligger helt udenfor vor forestillingskreds, både forinden de hænder, mens de står på og senere, når vi ser tilbage på dem. Omstændighederne har en vældig drivkraft i sig, og kan fremtvinge begivenheder, der er udenfor menneskers forståelse eller fantasi.”

Mens jeg skrev romanen, opdagede jeg til min stille undren, at mange andre forfattere og forlagsfolk, som jeg diskuterede den med, havde en lige så negativ opfattelse af Karen Blixen. Det lød, som om en hel del af dem egentlig afskyede hende.

Jeg kendte allerede den kenyanske forfatter Ngugi wa Thiongos opfattelse af hende som dybt racistisk, men det var ikke så meget det aspekt, forlagsfolkene og forfatterne gik op i. Det var mere hendes ekstravaganza, hendes krukkethed, hendes leg med masker, hele det store forsøg på at skabe en myte om sig selv – og fornemmelsen af, at masken for længe siden var revnet.

“De elskende” er bygget op på samme måde som Karen Blixens fortælling “Drømmerne”, hvor tre mænd fortæller om en mystisk kvinde, som de alle er dybt fascinerede af. Forskellen er blot, at jeg ikke har tre, men syv mandlige fortællere. Jeg bruger også Karen Blixens fortællestil fra “Samtale om natten i København” og “To gamle Herrers historier”. Og så rummer romanen en række indfoldede historier, en teknik som Karen Blixen også ofte benyttede.

Jeg var nødt til at finde en ny indfaldsvinkel, fordi hun allerede var beskrevet så grundigt i mange biografier. Min indgang fandt jeg i bogen “Bag Blixens maske”, skrevet af Morten Henriksen, søn af litteraturforskeren Aage Henriksen, der var Karen Blixens nære ven.

I den beskriver Aage Henriksen, hvordan han som helt ung blev forelsket i en pige, men også hvordan han på egentlig mystisk vis svigtede sin kærlighed. Herefter begyndte Denys Finch Hatton at tale til mig om, hvordan han elskede Karen Blixen, men samtidig ikke brød sig om hende, og han, nærmest som et livsvilkår, fra starten havde vidst, at hans kærlighed rummede denne dobbelthed.

Mine syv fortællere var nødt til at have aspekter af hinanden og nok ligheder til at kunne være i det samme system, mens Selvet kom til udtryk som romanens “sjæl” og samlingspunkt. Man kunne sige, at Karen Blixen blev rygsøjlen, som alle historierne samlede sig omkring

Efter det kom romanens yderligere seks fortællere til syne. De er alle virkelige personer fra Karen Blixens liv, bortset fra én: rigmandssønnen Morten de Coninck fra fortællingen “Et familieselskab i Helsingør”. Han er et spøgelse.

Karen Blixen og det mandlige blik

Jeg havde en frygt for, at det, at mine fortællere alle var mænd, i sig selv nærmest kunne opfattes som et overgreb. Man kunne anklage flere af dem for, at de gennem romanen betragtede Karen Blixen med “det mandlige blik” – en form for begær, som vi dæmoniserer hos mænd, og som også har relevans i forhold til Karen Blixens forfatterskab.

Følelsen, som mange kvinder har, af at blive gjort til et objekt, er fremherskende i disse år. Men det at blive “set” har også en anden, dybere psykologisk betydning, som handler om vores eksistens. Vi længes alle som mennesker efter netop at blive set, men det skal være på den rigtige måde.

Mange af mændene i Karen Blixens univers betragter kvinder på den forkerte måde, som udspringer af et ønske om kontrol og magt, som justitsråden Mathiesen i “Digteren”, der udspionerer danserinden Fransine gennem sprækkerne mellem nogle skodder. Det fortvivlende ved ikke at blive set som kvinde kommer til gengæld til udtryk i fortællingen “Heloïse”, hvor heltinden til slut udbryder til den mand, der kunne være blevet hendes elsker og have forløst hende: “Nej, gid De havde set mig dengang.”

For at holde sammen på en fortælling med syv fortællere, var jeg nødt til at finde en form, der kunne rumme dem. Det gjorde jeg i den psykoterapeutiske model, som jeg er trænet i, kaldet Internal Family Systems, forkortet IFS.

Som del af den tid, jeg lever i, var det svært at komme uden om at overveje, hvordan det ville blive opfattet, at en mand skrev om en kvindelig forfatter?

Vi arbejder med en opfattelse af psyken som mangfoldig, det vil sige, at den består af en mængde delpersonligheder og et Selv, der leder psyken indefra. Derfor var mine syv fortællere nødt til at have aspekter af hinanden og nok ligheder til at kunne være i det samme system, mens Selvet kom til udtryk som romanens “sjæl” og samlingspunkt. Man kunne sige, at Karen Blixen blev rygsøjlen, som alle historierne samlede sig omkring.

En af karaktererne, som jeg var nødt til at ændre mest på, var Thomas Dinesen. I hans dagbog fra 1. Verdenskrig “No Man’s Land” giver han udtryk for en glæde og fascination ved at være i krig, som får ham til at fremstå overfladisk og afstumpet. I en nutidig sammenhæng ville han simpelt hen ikke have virket troværdig.

Blixen woke — Holdt op mod anklagerne om, at Karen Blixen var racist og en feudal aristokrat, er det interessant at se, hvordan man midt i tidsånden også kan insistere på, at hun bliver et forbillede, en foregangskvinde, eller som det retteligt bør hedde, en foregangsperson. Foto: The Karen Blixen Camp.

I de senere år er der kommet en lang række såkaldte exofiktive romaner, først og fremmest skrevet af kvinder om andre, historiske kvinder, som på grund af vores patriarkalske samfundsstruktur ikke har fået den anerkendelse, som de fortjener, for eksempel inden for videnskaben og kunsten. Som del af den tid, jeg lever i, var det svært at komme uden om at overveje, hvordan det ville blive opfattet, at en mand skrev om en kvindelig forfatter?

Og ikke kun det, for jeg tillod mig også som hvid mand at beskrive indefra, i jeg-form, hvad Karen Blixens tjener, Farah Aden, tænkte, følte og gjorde. Man kan sige, at jeg fra en patriarkalsk og kolonialistisk vinkel udnyttede både Karen Blixen og Farah Aden. Imidlertid var det, jeg var optaget af, det fællesmenneskelige, som knytter os sammen.

Da jeg i sin tid havde opdaget hendes forfatterskab, var jeg blevet forført af de raffinerede, intrigante historier, hendes usædvanlige livsfilosofi og den maske, som hun viste os, men gennem årene havde jeg mistet tiltroen, både til hendes livsvisdom og selvopfattelse.

Igen stødte jeg på interessante reaktioner i det litterære miljø, ikke fra dem, der ikke brød sig om Karen Blixen, men denne gang fra dem, som gjorde. Sikkert fordi det lå i tiden, blev jeg gjort opmærksom på, at jeg skulle have beskrevet hende som en helt eller som en naturkraft i stedet for som et genialt menneske med gode og dårlige sider.

Kan man i øjeblikket i den vestlige verden overhovedet tillade sig at fremhæve en kvinde, fordi hun er kvinde?

Holdt op mod anklagerne om, at Karen Blixen var racist og en feudal aristokrat, er det interessant at se, hvordan man midt i tidsånden også kan insistere på, at hun bliver et forbillede, en foregangskvinde, eller som det retteligt bør hedde, en foregangsperson. Kan man i øjeblikket i den vestlige verden overhovedet tillade sig at fremhæve en kvinde, fordi hun er kvinde?

Kan en hvid mand skrive om en sort tjener?

Men Karen Blixen var ikke en berømt forfatter, da hun mødte sin store kærlighed Denys Finch Hatton. Og hendes bror Thomas Dinesen kendte hende også som en pige og en ung kvinde. For dem ville det have været besynderligt at se hende som en myte. For to andre fortællere, Thorkild Bjørnvig og Aage Henriksen, ville det have været lettere – og jeg lader da også Henriksen argumentere for, at Karen Blixen er en misforstået profet.

I en vis forstand kan det vel næppe blive større, men samtidig er det spørgsmålet, om det egentlig kan opfattes som en ros. Hvem ville ønske at være en profet nu om dage?

Tiden, vi lever i, er også et problem i forhold til at skrive om Farah Aden. Kunne jeg tillade mig at beskrive ham som en stolt, loyal tjener, der på mange måder affandt sig med og accepterede sin plads i hierarkiet, eller skulle jeg have ændret på virkeligheden og gjort ham til en undertvungen brun mand, en rebel?

Sagen kompliceres af, at han ifølge forfatteren Ulf Aschan på et tidspunkt udtalte: “Jeg respekterer en Gud og to dødelige: Allah og Baron og Baronesse Blixen.”

I en nutidig politisk korrekt kontekst skulle det have været:

“Jeg respekterer en Gud, Allah, men ikke de to dødelige, Baron og Baronesse Blixen”. Jeg kunne selvfølgelig have udeladt det, men samtidig sagde sætningen noget afgørende om ikke blot Farah Aden, men også om samtiden – og om Karen og Bror Blixens forhold til de sorte.

Karen Blixen i Rungstedlund. Foto: The Karen Blixen Camp.

Det kan være svært at finde en tidsforskudt kollektiv skyld

I løbet af året arbejder jeg som program assistent for et institut i USA, som jeg gennem IFS er knyttet til. Når vi afholder undervisninger, laver vi en introduktion om diversitet. En interessant iagttagelse er, at det er begyndt at blive for betændt at tale om sorte og hvide, og at vi derfor i stedet er begyndt at tale om personer med sorte kroppe og personer med hvide kroppe som et forsøg på at være mere neutrale.

Hvis jeg havde været en person med en sort krop, ville jeg have følt, at umådelig meget tid gik med, at personer med hvide kroppe piskede sig selv, at de endnu engang tog al ilten i rummet

Deltagerne bliver opfordret til at give udtryk for deres egne erfaringer, og det er ganske imponerende at se mængden af personer med hvide kroppe, der fortæller om, hvor meget de skammer sig over deres hvidhed, og at det var en stor oplevelse for dem at indse, hvor privilegerede de er.

Hvis jeg havde været en person med en sort krop, ville jeg have følt, at umådelig meget tid gik med, at personer med hvide kroppe piskede sig selv, at de endnu engang tog al ilten i rummet.

For en person som mig, der er vokset op som outsider i en lille nordjysk landsby, omgivet af hvide, fjendtlige kroppe og fra en familie, der aldrig har holdt slaver, kan det være vanskeligt at finde perspektivet og føle sig privilegeret og forholde sig til denne tidsforskudte, kollektive skyld.

Derfor er det heller ikke svært for mig at forstå den kenyanske forfatter Ngugi wa Thiongo, når han hævder, at Karen Blixen er racist og endda en af de værste. Det er næsten umuligt ikke at reagere, når man som en nutidig læser kommer til en beskrivelse som denne fra “Den Afrikanske Farm” af en gammel grædende kikuyu-kvinde:

“Idet hun spærrede stien for mig, stirrede hun på mig på ganske samme måde som en ko i en hjord… Hun stod der som en ko, der lader vandet på sletten foran en.”

Afrikanere er vant til nedsættende at blive sammenlignet med dyr, og det er let at forstå Ngugi wa Thiongos og senere skribenters sensitivitet over for at blive beskrevet som dyr eller små børn, som de hvide må kolonisere til deres eget bedste.

Da hun mistede farmen, kunne hun have taget et almindeligt arbejde, men foretrak at forblive i den feudale verden, ofte uden en krone på lommen. Hellere sulte end at blive borgerlig.

At Karen Blixen ofte sammenlignede afrikanerne med vilde dyr, som hun satte langt højere end de tamme dyr, der for hende i høj grad var et billede på europæerne, er én ting.

Men vi kan heller ikke komme uden om konteksten, som “Den Afrikanske Farm” er skrevet ud fra, af en dansk forfatter til et vestligt publikum. Hvor Karen Blixen kan have en afstand, næsten en kulde i sin beskrivelse af sine europæiske venner, selv Denys Finch Hatton, er det helt anderledes, når hun beskriver sit forhold til de sorte.

Et af de mest bevægende træk ved “Den Afrikanske Farm” er i min opfattelse den respekt og dybe medfølelse netop med de sorte, som hun giver udtryk for. Faktisk blev hun frosset ud af mange i sin samtid for sin medmenneskelighed og sit forsvar for dem og blev betragtet som en forræder mod sin race.

Der, hvor det til gengæld bliver svært for mig at forsvare hende, er i hendes forhold til det at være en feudal aristokrat. Der er ingen tvivl om, at hun betragtede de sorte på farmen som sine undersåtter, og at hun elskede at leve, som man havde gjort i Danmark et par hundrede år tidligere.

En af de vigtigste grunde til, at hun ikke ville skilles fra Bror Blixen var, at hun så ville miste sin prestige som baronesse, især hvis han giftede sig igen. Da hun mistede farmen, kunne hun have taget et almindeligt arbejde, men foretrak at forblive i den feudale verden, ofte uden en krone på lommen. Hellere sulte end at blive borgerlig.

Kunsten kan kun leve, hvis den kan ånde frit

Da jeg som 19-årig fandt Karen Blixen, faldt jeg også med en 19-årigs naivitet pladask for hendes livsopfattelse som den kom til udtryk i den kendte historie om storken fra “Den Afrikanske Farm”, hvor moralen er, at man skal elske sin skæbne, og at det bringer storhed. ‘

Da jeg som 19-årig fandt Karen Blixen, faldt jeg også med en 19-årigs naivitet pladask for hendes livsopfattelse som den kom til udtryk i den kendte historie om storken fra “Den Afrikanske Farm”, hvor moralen er, at man skal elske sin skæbne, og at det bringer storhed.

Man kan heller ikke skrive en roman, der forgår i en historisk ramme og samtidig være historieløs …. Nødvendigheden kan føles som at svømme ind i en åleruse, der bliver smallere og smallere for hvert tag. Man kan ikke give mulige krænkede et veto. I den forstand må man være hensynsløs

I mange år forsøgte jeg med frustrerende resultater til følge at leve op til det og fandt kun masker, kulde og tomhed, men meget lidt varme og liv. Efterhånden gik det op for mig, hvordan denne holdning tilsyneladende også havde forgiftet Karen Blixen og ledt hende til at være et menneske, der opførte sig kontrollerende og grusomt, for eksempel over for en nær ven som Thorkild Bjørnvig, som hun forsøgte at få til at begå ægteskabsbrud og til sidst forbandede. Uden tvivl var hun jaloux, men det gav hende ikke carte blanche til at opføre sig på de måder, som hun nogle gange gjorde.

Under arbejdet med at skrive romanen gjorde jeg den erfaring, at det er ikke muligt at kigge bag om en maske eller en myte for at forsøge at se det nøgne menneske bagved, hvis man er på forhånd er begrænset i, hvad man må sige, og hvordan man må sige det – hvis man på forhånd er begrænset af regler, som andre ud fra moralske principper har afstukket. Man kan heller ikke skrive en roman, der forgår i en historisk ramme og samtidig være historieløs.

Som mange andre før mig har gjort, måtte jeg erkende, at kunsten kun kan leve, hvis den kan ånde frit. Ingen kan vist være i tvivl om, at den i øjeblikket er udfordret i sin klassiske rolle som provokation, og derfor er det endnu mere afgørende at stå fast på retten til at udtrykke det, man vil, og ikke at være bange for samfundets eller aktivisters holdninger.

Nødvendigheden kan føles som at svømme ind i en åleruse, der bliver smallere og smallere for hvert tag. Man kan ikke give mulige krænkede et veto. I den forstand må man være hensynsløs.

Læs mere om at være woke i POV her.

Og læs andre artikler om Karen Blixen her.

Peter Legård Nielsen

Peter Legaard Nielsen har udgivet 9 romaner og 2 digtsamlinger og redigeret et større antal antologier. Han var formand for Danske Skønlitterære Forfattere fra 1997-2001 og fra 2002-2007. I 1992 fik han tildelt Statens Kunstfonds 3-årige legat.