BOG // ANMELDELSE – Vibe Termansens nye bog, Kampen om Centraleuropa, er væsentlig, fordi den forklarer årsagerne til, hvorfor de centraleuropæiske lande i vestlig optik har bevæget sig væk fra demokratiet henimod autokratiske tilstande. Selv har landenes ledere en anderledes opfattelse af virkeligheden – og den legitimeres blandt andet via fortiden.
Jeg kan huske, at jeg tænkte på Frankfurts finansdistrikt, da jeg i 2015 sad på en vesteuropæisk kaffekæde i Warszawa og kiggede ud på byens mange nye højhuse. Fra dette moderne Polen, der ikke bare strakte hals mod himlen, men også byggede så højt, at man kunne spejde mod idealet Vesteuropa, kunne man sporenstregs stå i den gamle by tæt på floden Wisła, så det knapt blev registreret på skridttælleren.
Ligeså kort afstanden mellem de to områder er, ligeså stor er den arkitektoniske forskel. Den gamle by blev rekonstrueret som den så ud for flere hundrede år tilbage efter de altomsiggribende ødelæggelser under 2. Verdenskrig.
Ikke bare arkitektonisk, også mentalt er Polen delt i to. På den ene side de unge: veluddannede og vestligt orienterede, der har nydt godt af tiltrængte økonomiske reformer. På den anden partiet Lov og Retfærdighed, der kontrollerer pressen, har indsat loyale dommere og konsolideret sin magt eftertrykkeligt ved at styrke fortællingen om den ægte polak, der vil gå i døden for sit fædreland, og i brechen for at bekæmpe den såkaldte antipolinisme.
Det er vestens bekymring over Polens demokratiske svækkelse, der oftest belyses i Danmark, snarere end det er de mange polakkers utilfredshed med Lov og Retfærdighed. Ligesom det er den ungarske leder Viktor Orbáns vellykkede forsøg på at holde flygtninge stangen og værne om det kristne demokrati, der skildres, når man skriver om Ungarn i Danmark.
Ikke bare arkitektonisk, også mentalt er Polen delt i to. På den ene side de unge: veluddannede og vestligt orienterede, der har nydt godt af tiltrængte økonomiske reformer. På den anden partiet Lov og Retfærdighed, der kontrollerer pressen, har indsat loyale dommere og konsolideret sin magt eftertrykkeligt ved at styrke fortællingen om den ægte polak, der vil gå i døden for sit fædreland, og i brechen for at bekæmpe den såkaldte antipolinisme.
Med fokus på blandt andet Polen og Ungarns position i Centraleuropa har historikeren og journalisten Vibe Termansen skrevet bogen Kampen om Centraleuropa. Fra vestlig side kan det se ud som om, at centraleuropæiske lande forsøger at kopiere vestlig levemåde.
Hvor Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn da også forfærdeligt gerne ville tilhøre Vesteuropa i 1980’erne, er det ifølge Termansen interessant at se, hvordan de tidligere kommunistiske lande i dag på mange måder foragter, hvad der er forbundet med Vesteuropa: vegetarisme, migranter, cykelkultur og menneskerettigheder. Landene er i dag ikke blot dårlige kopier af gamle vesteuropæiske demokratier – de ser anderledes på, hvad den rigtige civilisation beror på.
Ikke om grænser, men om værdier
Termansen har også godt blik for sprogets vigtige rolle i udformningen af, hvad de forskellige områder i Europa skal hedde. I ordet Centraleuropa ligger en helterolle og dermed også en distance til de andre, der tilhører periferien og det forkerte Europa – Østeuropa.
Bogens fokus på hvem der er de rigtige europæere, og hvordan de skal defineres, har også ifølge forfatteren udviklet sig over tid. Eksempelvis i slutningen af 2. Verdenskrig og i tiden efter, da Churchill, Stalin og Roosevelt skulle redefinere Europa. Termansen skriver klogt om bogens berettigelse: ”Jerntæppets placering harmonerede ikke nødvendigvis med tidligere tiders opfattelse af, hvad der var Øst-, og hvad der var Vest-europa. Det samme begreb kan sagtens ændre mening over tid. Det er netop derfor, det kan være politisk opportunt at tage det op og diskutere det igen.”
En sprænglærd pointe i bogen er, at kampen om Centraleuropa står mellem EU’s kamp mod de polske og ungarske regeringer og ikke med landenes befolkninger. Men det er ikke alle der mener, at Centraleuropa er på afveje.
Termansen pointerer også indsigtsfuldt, at Europa ikke i dag er ved at rejse sig efter en verdenskrig. Bortset fra i Ukraine er kontinentets grænser ikke til diskussion, som det var tilfældet i 1919 og 1945. Derfor handler kampen om Centraleuropa ifølge forfatteren om kulturelle, historiske og religiøse spørgsmål, snarere end det handler om landegrænser og begrebet Centraleuropa, som forfatteren redegør for noget rodet og sprogligt snublende i bogens indledende kapitler.
Fra Vesteuropas side er det i dag retsstaten og demokratiet, der er den store bekymring i forhold til visse centraleuropæiske lande. Og det har haltet særligt i Polen og Ungarn. Polen og Ungarn er eksempler på illiberale (som i disse år er et omdiskuteret begreb) demokratiske lande, hvor nationen ejer staten, der ifølge Termansen fortolker EU’s grundværdier anderledes end traditionelle vesteuropæiske medlemslande.
En sprænglærd pointe i bogen er, at kampen om Centraleuropa står mellem EU’s kamp mod de polske og ungarske regeringer og ikke med landenes befolkninger. Men det er ikke alle der mener, at Centraleuropa er på afveje. Den ungarske premierminister Viktor Orbán har således sagt, at der ”vil blive to civilisationer i Europa. En blandet muslimsk-kristen i Vest og en traditionel europæisk-kristen i Centraleuropa. Vi har nået et punkt i Europa, hvor liberale er blevet frihedens fjende nummer et.”
Dermed ser Termansen opvakt, at det kristne bliver brugt som led i kampen om, hvad der er det sande Europa, og at Vesteuropa ikke nødvendigvis er bannerførere for den mest civiliserede samfundsindretning – i hvert fald ikke ifølge Orbán. Kampen om, hvem der er de sande europæere, har historikeren Termansen ligeledes et fint blik for: ”Denne tanke, om hvor Det Sande Europa, Det Kristne Europa findes, er ikke forbeholdt ungarerne, og den er ikke ny. Den er for eksempel blevet plejet og dyrket siden 1400-tallet af den polske adel, der så sig som en særlig stamme.”
Må ikke være for demokratibelærende
Det er altså ikke nok at se på Centraleuropa isoleret set. Opfattelsen af området indebærer Vesteuropas forhold til området. Termansen inddrager i den forbindelse den tyske idehistoriker Jan-Werner Müller, der er imod begrebet illiberalt demokrati, som mange forbinder særligt Ungarn med. Müller mener, at der i ordene fejlagtigt fortsat ligger en opfattelse af, at eksempelvis Ungarn er demokratisk, hvilket han ikke mener, er tilfældet.
Netop ordvalgene til lande som Ungarn er vigtige at dvæle ved, for det betyder meget for opfattelsen af landet. Med det i baghovedet folder Termansen én af bogens mange vigtige pointer ud. Hun er ikke bange for at mene noget, og skriver i forlængelse af vigtigheden af den gensidige forståelse, at vi ikke må være for demokratibelærende:
”Hvis man omvendt kalder de polske og ungarske regeringer for ”fascister”, deres styrer for ”regimer” eller lederne for ”diktatorer” eller ”stærke mænd”, har man sprogligt placeret dem et sted, de ikke er (endnu i hvert fald), og dermed givet dem mulighed for en rystende lang række yderligere handlemuligheder, før prædikatet eventuelt skal ændres. Hvis de allerede er ”fascister” nu, hvor de fyrer og tilsviner folk, de ikke bryder sig om, hvad skal man så kalde dem, hvis de begyndte at fængsle eller deportere dem? Eller, Gud forbyde det, udrydde dem, som fascisterne gjorde?”
Vigtigt i Vesteuropas forhold til centraleuropæiske lande er det også, at der ikke kun er foragt, men også beundring i Vesteuropa over den måde Ungarn og Polen bliver styret på.
Alternative für Deutschland, Dansk Folkeparti og Front National bruger Ungarn som skoleeksempel på national selvbestemmelse og at Ungarn ikke har taget flygtninge og vil være et kristent demokrati. Den vinkel er vigtig, for den peger på, at vi ikke må fokusere på illiberale demokratier for ensidigt.
Ifølge Termansen er:
”Det (…) oplagt at beskylde ”Polen” eller ”Ungarn” for illiberalisme, autokratiske tendenser og forsøg på at bortskaffe retsstaten, eftersom det er regeringernes politik, og regeringerne har opbakning i befolkningerne. Gør man det, bekræfter man regeringernes fortælling om, at de er under angreb fra vest. Man ser gennem fingre med, at deres holdninger ikke udelukkende er centraleuropæiske, men også findes i Vesten fra USA over Frankrig og Tyskland og helt op til Skandinavien. Og ved ikke at sondre mellem regeringsstøtter og regeringskritikere forråder man de mennesker i Polen og Ungarn, der ikke ønsker den illiberale udvikling, som ikke har kunnet forhindre den, og som derfor naturligt nok appellerer til EU.”
Kampen om Centraleuropa falder på et tørt sted. Der mangler i den grad perspektiv på de centraleuropæiske lande, politisk såvel som historisk. Det har vi fået nu – særligt med bogens anden halvdel om Polen og Ungarn i dag, der har klarere struktur end bogens første halvdel.
Vibe Termansen – Kampen om Centraleuropa.
Gads forlag. 216 sider. 249,95 kr.
Udkommer i dag.
Foto: Kremlin.ru.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
