JAPAN // ESSAY – Japansk mimik kan være vanskelig at tolke, skriver Martin Paludan-Müller, men hvis man anerkender hinandens oprigtige forsøg på at gøre sit bedste, er meget opnået. Og det kan være til stor gensidig fordel.
OSAKA – Renæssancens uforfærdede, lærde individ åbnede verden. Efterkommeren trives som fromt provokerende tilbeder af ’egne meninger’, blottet for et mindstemål af viden. ”Die Partei hat immer Recht” tilhører Europas mørke historie. ”Her står jeg, jeg kan ikke andet” lyser af renæssancens humanisme. Europæiske linjer indrammer, hvad jeg ser som menneske i verden.
Rusland er som Europa – kun minus renæssancen, har nogen sagt. Et etnocentrisk, men forståeligt forsøg på at se de russere. Men nu springer jeg over dem – og til Japan, hvor jeg har boet meget længere. Ganske vist har jeg hørt, at jo flere år man tilbringer i øriget, des mindre har man at berette. Er der glemsel i luften?
”Kunden er Gud”, siger et japansk mundheld. Den rejsende nyder det – og de varme og hjælpsomme mennesker undervejs. Men kan man som bosat europæer rumme og leve med massesamfundets kultur? Det nytter jo ikke at fremture østpå med: Japan er som Europa – minus hvad, Europa? Man ville da øjne et sort hul, trods den perfekte æstetik og teknik. Lad mig hellere fortælle om mit eget forsøg.
Min usikkerhed var følelig på vej til min første dansktime i Osaka – det var med 2. årgang. Men snart mærkede jeg, at de hjertelige studerende ville hjælpe mig i gang. Den svære begyndelse var at tyde, hvor meget dansk de forstod på hvert klassetrin. For en nys ankommen sproglærer er det bestemt vanskeligere i Japan end alle andre steder.
Mimikken er minimalistisk, så jeg opfandt en regel om, at et japansk smil på 1 millimeter svarer til et dansk på 1 centimeter – det japanske kræver altså skarpere syn at læse
For det første er personlig tilbageholdenhed en rodfæstet japansk væremåde. Mimikken er minimalistisk, så jeg opfandt en regel om, at et japansk smil på 1 millimeter svarer til et dansk på 1 centimeter – det japanske kræver altså skarpere syn at læse. For at lette atmosfæren trækker man til gengæld munden bredt ud, mens man taler; det forvrider uheldigvis udtalen af andre sprogs runde vokaler.
For det andet mødes læreren stadig med ærefrygt – selv ganske uden personlig fortjeneste. Der kan ligge en kølig udvendighed og afstand i det konfucianske forhold, som står i vejen for hyggelig, fortrolig samtale, der efter min erfaring bedst udvikler sproget, på bølger af indføling og motivation. Overfladisk respekt presser jo den lærende til kun at give det perfekte svar – eller intet. Sådan lærer man ikke fremmedsprog.
Her må jeg nævne den perfekte japanske ’kontrakt’ mellem læreanstalt og elev: Eleven skal aldrig bekymre sig om at evaluere sine lærere, men kan mod betaling og høflighed få sin eksamen uden at have ydet stort fagligt. Derfor kommer det nok bag på nogle, når forholdet til en udenlandsk lærer ikke helt spiller sådan.
At man ikke automatisk får point for at være fysisk til stede og opføre sig høfligt, er muligvis nyt. Da er det lærerens pligt at forklare, at faglig bedømmelse intet har med det personlige forhold at gøre. Jeg har oplevet at dumpe studerende, som jeg allerhelst ville skåne – og har omvendt med ulyst ladet andre bestå.
Kunsten er lidt efter lidt at opløse tom og frygtsom respekt til fordel for tillid og faglig agtelse, der vokser, når man anerkender hinandens oprigtige forsøg på at gøre sit bedste. En dansker bør ikke blåøjet tro, at man overalt i verden straks kan optræde demonstrativt uformelt og afslappet. Men at lære et nyt sprog er også at vænne sig til en kultur, og hvis læreren tør røbe sig, sågar klovne lidt, vil eleverne til gengæld forstå, hvad der er vigtigt. Og de vil være mindre bange for selv at forsøge sig og vise, hvem de er. Så er der mulighed for, at god samtale opstår, gerne med et anstrøg af leg. Det fører videre mod højskoler og venskaber i Danmark – og har skaffet Danmark mange venner.
En grundlæggende forskel fra Europa henset til faglighed er, at et europæisk universitet aldrig ville tillade egne sportsklubber at beherske en masse studerendes tid og liv. Når én fortæller, at hun bruger 20 timer om ugen på sin klub og kun et par timer på at studere, må man spørge, hvad hovedfaget er – og meningen.
I visse klubber hersker streng rangorden mellem yngre studerende og de ældre, som tvinger dem væk fra studierne. Ingen hindrer dem i det – så længe alle blot viser lærerne ’respekt’ og ikke forstyrrer. At kunne begå sig i en sportsklub, bøjelig og med tomme øjne, tæller hos arbejdsgivere, der ofte i forvejen har ansatte fra netværket. Ingen andre fag efterspørges.
Forsigtig vaghed anses for høflig, overlegen klogskab
En klub kan være et nådesløst hierarki, hvis hovedfag er lydigt samarbejde. For få år siden befalede en træner i en klub for amerikansk fodbold en af sine dygtige spillere at uskadeliggøre en modspiller ved med tilløb at hamre sit hjelmklædte hoved ind i dennes ryg. Det virkede!
En student var sikkerhedsansvarlig i en aikidoklub, hvis medlemmer, endog i den fugtigvarme sommer, har strengt forbud imod at indtage væske, selv under flere timers træning. Hun kunne umuligt få denne regel omstødt, skønt den havde medført ambulancebesøg. Ifølge styret enighed er det bare sådan – til gengæld var ansvaret formelt set hendes, altså ingens. Opgaven er jo alene at sikre det usynlige hierarki mod kritik. Hun havde det dårligt.
Et kritisk, altså egoistisk individ har ulykkeligvis ikke lært sig at lodde stemningen: ’At læse luften’, hedder det. Ord som ’nej’ og ’hvorfor’ bruges sjældent uden for hjemmet. Forsigtig vaghed anses for høflig, overlegen klogskab. Den sociale duks har føling med flokken, men ingen erindring, når vinden er vendt eller krigen tabt. I luften står at læse: Det var ikke mig – for jeg’et var jo fraværende.
For min søn med rod i to kulturer har jeg altid ønsket, at han ligevægtigt af europæerne lærer at ytre sig, men med ydmyghed, og af japanerne lærer at mærke de andre, dog ikke som kamæleon
At læse luften artigt er at deponere sig i totalitet, harmonisk eller totalitær. Går man restløst op i en helhed, uden spor af kontrapunktisk tvivl, er der ingen rød tråd af samvittighed bagud. Afkræves man stillingtagen, stilles man til ansvar, henviser man blankt til hele organisationen, altså ingen. Vi har hele tiden ret, selv når det modsatte gælder i morgen.
For min søn med rod i to kulturer har jeg altid ønsket, at han ligevægtigt af europæerne lærer at ytre sig, men med ydmyghed, og af japanerne lærer at mærke de andre, dog ikke som kamæleon.
I en luft, hvor magten er Gud, har ingen gud magt, men guderne knokler som statister. Der udgår intet uafhængigt bud fra de dekorative religioner – endsige da fra udenlandske ideer, begreber og navne, som man ynder at pynte sig med.
På et stort universitets fakultet for internationale studier må man som tilkaldt lektor opleve at få sin kontrakt kun på japansk, og at man aldrig indbydes til drøftelse af afdelingens arbejde. De bukker for hinanden, men ikke for dem med fremmede tanker. Udlændinge forstår jo ikke at læse samarbejdets luft: Man ønsker ingen akademisk diskussion, kun at bruge deres viden i sit beskyttede værksted. Øernes lov virker bekendt: ”Du skal ikke tro, du kan lære os noget”. Dog er det vigtigt at vise sin udlænding frem, når nye studerende skal hverves – men ikke, hvad den eksotiske skabning måtte have at sige.
Ved sandkassen, i mødrenes verden, er vi da heldigvis i samme båd – den fremmede er et menneske i parken. Skæg og blå øjne, den eneste far – alligevel sætter vi ingen grænser: ”Er du holdt op med at amme?”
Hvis magten ligner et sort hul, må kunst pynte op – som et haikus luftige tegn i det tomme
Fjernsynet undgår farlige emner og opviser nuttethed samt mad, der føres ind i munde, fulgt af kloge eller henrykte udbrud. Unge afprøver hullede bukser og farvet hår i årene før deres jobsamtaler. I romanen ’Døgnkioskmennesket’ er den perfekte butiksmedarbejder kun sine koreograferede funktioner – i et mystisk fravær af mystik.
Hvis magten ligner et sort hul, må kunst pynte op – som et haikus luftige tegn i det tomme.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
