PSYKOLOGI // LONGREAD – I den almindelige debat høres ofte udtrykket ‘jeg har fået en depression’. Ordet depression er et navneord, en ting. Det er en ting, jeg har fået, en ting der rammer mig, ligesom tuberkulose eller influenza. Derved er personen offer og uvæsenet – i dette tilfælde depressionen – er skurken. Men det er en forkert måde at forstå depressionen på, skriver Jørgen Groth, der her beskriver en mere aktiv vej mod mere livskraft.
Jeg er passiv og uvæsenet er aktiv. Hvad er det mon der foregår? Depression betyder undertrykkelse, hvem er det der undertrykker? Og hvad bliver undertrykt?
Jeg er ikke blevet overfaldet af depressionen. Derimod er depressionen resultatet af, at jeg har undertrykt følelser, der – bevidst eller ubevidst – forekom for vanskelige, smertefulde eller skræmmende. Ser jeg på det på denne måde, er jeg ikke mere offer, nu er jeg aktør.
Undertrykker jeg tilstrækkeligt ofte, tilstrækkeligt grundigt, så er vejen åbnet til tungsind, modløshed, ugidelighed, sortsyn, ligegyldighed og passivitet.
Ophører jeg med at være offer, er jeg ikke pacificeret mere, jeg har mulighed for at se på processen, hvad gør jeg? Derved får jeg et valg: Nu kan jeg overveje at gøre noget andet, end det der førte til tungsindet.
Jeg vil nævne nogle anonymiserede eksempler fra psykoterapien. Eksempler der viser vejen frem til det, vi kan kalde depression/undertrykkelse og som også viser, at der kan være en vej tilbage igen, ud af undertrykkelsen, tilbage til livet.
En stribe af tab
En mand havde opbygget en lille virksomhed, satset meget på at få den til at virke, brugt mange personlige og økonomiske resurser på det. Han talte om et livsværk, en livsdrøm. Efter nogle år blev han underløbet af et stort firma og hans eget firma, livsdrømmen, gik ned. Han fandt ingen at tale med om det, ingen så og forstod hans tab. Og han undertrykte hvad dette tab betød for ham. Han blev ansat som afdelingsleder i et firma indenfor samme branche. Efter få år blev han afskediget, igen bar han tabet i det stille, han delte det ikke med nogen.
Der kom flere tab: et barn døde, hans kone forlod ham, han blev lagermedarbejder indenfor samme branche, afskediget kort tid efter pga. for meget sygefravær.
Han opdagede og mærkede den livsenergi, han havde tilbageholdt og gradvist også den kraft, der var i tilbageholdelsen
I alle tabs-tilfældene delte han ikke sin reaktion på tabene (som kunne have været sorg, vrede, angst) med nogen, han forsøgte grundigt at lukke det ned.
Han undertrykte reaktionen, han skulle jo videre, plus han havde ikke erfaring med, at nogen ville lytte til ham, som han sagde. Han fortalte, at det liv han nu havde var trist, ørkesløst, han var modløs, tung til døde, ingen mening, ingen retning, der var intet.
Dér var han i nogle år, indtil han en dag fik en bog af en ven om krise og tab. Vennen sagde: læs den. Da han havde læst bogen, besluttede han sig for at kigge på sin situation i terapi. Det medførte at han lukkede op for de tilbageholdte reaktioner på de tab han havde lidt. Han opdagede og mærkede den livsenergi, han havde tilbageholdt og gradvist også den kraft, der var i tilbageholdelsen.
Det liv og den kraft han opdagede i sig selv førte ham tilbage i livet.
Han fandt mening, kraft og retning.
Den pludselige død
En kvinde drev sammen sin mand et firma. De havde haft det sammen, siden de var i 20’erne, tilbragt alle ugedage og aftener sammen, nu var de midt i tresserne og manden døde pludseligt. Kvindens reaktion på tabet var overvældende sorg, vrede og angst, som hun hurtigt undertrykte.
I årene efter tabet kunne kvinden kun ligge i sin seng ked af det, modløs, meningsløs, paralyseret, uden nogen energi til noget. Hendes søster foreslog hende at bearbejde sin reaktion på tabet af manden i terapi. Hun sagde: Går jeg ind i det sorte, kommer jeg aldrig ud igen, det tør jeg ikke. Hun valgte at undertrykke sine følelser.
Det var kvindens vendepunkt. Hun mærkede det nye liv i sig, den nye begyndelse, vækst, livslyst, at vokse og at hun tydeligt var på vej ud af tungsindet
Efter noget tid besluttede hun sig alligevel for at kigge på smerten over tabet og fandt en terapeut at gøre det med.
På et tidspunkt i terapiens sorgarbejde, da hun havde samlet sig tilstrækkeligt, valgte hun at gå ind i det sorte. Hun fik det forslag at blive dér og se og fortælle, hvad der skete. Selv om hun var meget bange, blev hun dér. Efter et stykke tid sagde hun: jeg sidder i et sort hul. Hun blev dér. Igen efter et stykke tid sagde hun: der begynder at komme små blomster i de sorte vægge.
Hun fik det forslag at forestille sig at være en af de små blomster, blive i oplevelsen som denne og at sige nogle sætninger som denne. Lidt efter sagde hun: jeg mærker liv, jeg mærker det nye, begyndelse, jeg spirer, jeg gror ud af den sorte jord, jeg er det nye.
Det var kvindens vendepunkt. Hun mærkede det nye liv i sig, den nye begyndelse, vækst, livslyst, at vokse og at hun tydeligt var på vej ud af tungsindet.
Senere fortalte hun, at hun havde fået sig et nyt liv.
Chok efter utroskab
En mand var gift med en dejlig kvinde, som han var utrolig glad for. Kvinden havde i flere år fortalt manden, at hun oplevede ham fraværende. Han kunne godt se, hvad hun mente, men han havde svært ved at gøre noget ved det, havde han sagt. Gradvist begyndte kvinden at være mere ude om aftenen og flere gange også om natten. En dag sagde kvinden, at hun var blevet forelsket i en fælles ven, som de ofte sås med. Og efter nogle måneder sagde hun, at hun ville skilles og at hun ville flytte sammen med den nye kæreste.
Manden blev chokeret: Det kan ikke passe. Det er noget jeg drømmer, om lidt vågner jeg, sagde han. Dernæst blev han ked af det og vred. Samtidig sagde han, at han godt kunne se, hvad det var hustruen fandt i den nye kæreste, netop det som han ikke havde. Han kunne godt forstå hende, og netop den forståelse gjorde at han ikke fokuserede på sin reaktion på tabet, han undertrykte den. Derimod forstod han konen.
Han genvandt livet, sagde han. Hans tidligere hustru fortalte ham, at den måde han nu var på, var den måde hun i mange år havde kaldt på
Han blev mere og mere indadvendt, modløs, havde mistet livsmodet og –lysten, var tungsindig, energiforladt, overvejede at tage sit eget liv, kun det at have to børn afholdt ham fra det.
Han fik gentagne forslag af en veninde om i psykoterapi at kigge på sin reaktion på hustruens handling. Han fulgte forslaget og blev opmærksom på, at han bar en voldsom sorg og vrede, og (3 år efter bruddet) besluttede han sig for at dele det med den tidligere hustru. Den tidligere hustru sagde i øvrigt efterfølgende, at hun godt kunne forstå den voldsomme vrede han nu vendte mod hende, den havde hun ventet på i tre år.
Hans accept af sin reaktion på hustruens handling (vrede og sorg) og de sider af sig selv, han derved opdagede, gjorde at han opdagede en kontaktfuldhed, en kraft og et nærvær, der indtil nu havde været ukendte for ham. Han genvandt livet, sagde han. Hans tidligere hustru fortalte ham, at den måde han nu var på, var den måde hun i mange år havde kaldt på.
Hvad kan vi lære af disse eksempler?
Jeg synes, jeg kan se, at reaktion – smerte, lidelse – på tab er en naturlig og uundgåelig livsytring.
Tab kan have mange former: det kan være tab af førlighed, af en af de kære, fyring fra job, ens ægtefælle vil skilles, ens grænser bliver voldsomt overskredet (f.eks. voldtægt), tab af livet (man får en forfærdelig diagnose), tab af selvrespekt (man er blevet udsat for krænkelse, f.eks. mobning som barn og ikke kunne sætte noget imod,) tab af forældrerolle, hvis et barn flytter hjemmefra, mv.
Oplevelse af tab medfører meget ofte krise hos os. Vi går ind i, hvad der kan kaldes et kriseforløb.
Hvis jeg kommer ud for en række af tab, som jeg undertrykker reaktionen på, og det strækker sig over hel del år, så kan det deraf følgende tungsind blive en del af min selvforståelse, min identitet
Efter min opfattelse kan kriseforløbet anskues som en organisk proces, organismens måde at tage vare på sig selv. Det viser sig, at tillader vi os at være lige dér hvor vi er undervejs i kriseforløbet, vil vi af os selv komme videre gennem krisen. Altså ikke ved at ville os videre, men derimod ved at overgive os til processen. Så opdager vi, at vi ”af os selv” kommer videre, og til sidst kommer ud på den anden side og kan sige: nu er jeg kommet igennem krisen.
Hvis vi godt igennem kriseforløbet, hvor vi ikke har bremset, undertrykt forløbet (især den følelsesmæssige reaktion), kommer vi ud på den anden side med større livsbredde/dybde/højde. Større livsduelighed.
Hvis vi ikke kommer så godt igennem, har vi bremset/undertrykt noget af kriseforløbet, og så kommer vi frem med reduceret livsudfoldelse til følge. Det der pt. kan kaldes depression
Det er nødvendigt at sige, at der findes meget store tab, ulykker og tragedier, som er så store, at det tager lang, lang tid inden jeg kan finde mod, styrke og beslutsomhed til at kigge på, hvad sker der med mig.
Kriseforløbets fire faser
Jeg vil vove den påstand at der er nogle fællestræk hos os alle i vores kriseforløb. Kriseforløbet kan deles i fire faser. Længden af hver fase er individuel og varer lige så længe som den varer:
Chokfasen
1.) Første fase er chok. Her er forskellige individuelle reaktioner: Jeg forsvinder helt væk. Jeg siger, det er en fejl. Det er naboen der skal have den diagnose. Jeg er helt konfus, forstår intet. Jeg er lammet. Jeg tænker, at jeg drømmer, om lidt vågner jeg.
Reaktionsfasen
2) Anden fase er reaktionsfasen. Nu begynder jeg at reagere på tabet, nu går virkeligheden op for mig. Nu er det klart, hvad der er sket. Nu kan jeg mærke smerten, lidelsen. Nu mærker jeg sorg over at have mistet det, jeg har mistet. Jeg bliver vred over det der er sket, rasende over, at det er mig, det går ud over. Og jeg bliver bange for, hvordan jeg overhovedet skal kunne klare mig uden det jeg har mistet. Kan jeg det?
Jeg oplever, at jeg er i mine følelsers vold, de kører med mig.
Denne fase, reaktionsfasen, er uhyre vigtig med hensyn til hvordan jeg kommer igennem krisen: Mærker jeg mine følelser? Tillader jeg mig at mærke dem? Tillader jeg at de overvælder mig? Giver jeg slip ind i dem, eller bremser jeg?
Giver jeg ikke efter for følelserne, får jeg et bremset kriseforløb, med reduceret livsudfoldelse til følge. De tårer der bliver grædt, slipper op på et tidspunkt. De tårer der ikke bliver grædt, slipper aldrig op. Er jeg træt, kan jeg hvile og derved blive frisk.Anerkender jeg ikke at jeg er træt, kan jeg ikke hvile og jeg bliver ikke frisk.
Med Laurens Van der Post (ét digt kan sige det tydeligere end en hel bog):
Get ready to weep tears of sorrow
As bright as the brightest beads
And like the bright beads you string
To wear around your throat at the burial
Gather your tears and string them
On a thread of your memory to wear around
Your heart or its shattered fragments
Will never come whole again.
(L. Van der Post: sydafrikansk forfatter, landmand, soldat, pædagog, journalist,
filosof og opdagelsesrejsende, 1906-1996)
Man kan også tale om, at jeg er med tabet er blevet påført et sår: jeg er såret i min sjæl. Såret behøver luft for at kunne heles. Bliver det pakket væk, lukket ned i mørke, kan det ikke hele, men forbliver sår. Heler det, vil der tilbage være et ar. Ar gør ikke ondt, sår gør ondt. Både fysiske og sjælelige sår.
Her må også nævnes, at bremser jeg for de såkaldt negative følelser ved at lægge låg, kommer jeg uundgåeligt også til at lægge låg på alle følelser, også dem jeg gerne vil have. Deraf følger den massive livløshed.
Bearbejdningsfasen
3.) Tredje fase er bearbejdningsfasen. Nu begynder jeg at se mere nøgternt på min situation: hvad er det, der er sket? Nu begynder jeg at fokusere på realiteterne, nu er jeg ikke så kraftigt påvirket af mine følelser, nu begynder jeg ”at få hovedet op over vandet”. Hvad er realiteterne? Hvilke muligheder har jeg, hvad kan jeg gøre uden det jeg har mistet?
Har jeg i anden fase nærmet mig det forfærdelige – min reaktion på det tragiske – så kommer jeg videre. At være ved det, der ER, bringer mig videre. På eventyrsprog hedder det: at kysse frøen.
Ny-orienteringsfasen
4) Efter et stykke tid er jeg i en ny-orienteringsfase. Her har jeg indstillet mig på at leve uden det, jeg har mistet. Her har jeg, i en eller anden udstrækning, sluttet fred med tabet.
Jeg har arrangeret mig i den nye situation, fundet mig selv i det nye. Og så er det jeg kan opdage, at jeg har større bredde, dybde og højde i min personlighed, i min måde at være i verden.
Jeg opdager, at jeg har større livsudfoldelse: føler mere, sanser mere, har mere klarhed om mig selv og andre, mere livslyst. Jeg er vokset i min krise. Jeg har mere retning og kan mere mærke min dynamik. Jeg tillod mig, eller fandt styrke og mod til at være i det, der var: de følelser, reaktioner jeg havde, og fik derved den lutring – renselse, forædling – der følger af være i/leve disse følelser og reaktioner.
I modsat fald hvis jeg bevidst eller ubevidst, har bremset mit kriseforløb. Og det vil især sige min reaktion på tabet, det sjælelige sår jeg blev påført, den skade jeg led.
Et offer for “sygdommen”
At bremse kriseforløbet – at undertrykke min følelsesmæssige reaktion på tabet – smerten, lidelsen – kan meget vel ske ubevidst, det vil sige at det ikke er noget jeg vælger bevidst, det er noget der bare ”sker”.
Lige efter at tabet er sket, kan jeg måske godt mærke mine voldsomme følelser – sorg, vrede, angst – dernæst begynder jeg at ”glemme” dem.
Endvidere kan jeg også lidt senere fortrænge erindringen om selve tabet. Så jeg både har ”glemt”, hvad det var jeg mistede og ”glemt” min reaktion på tabet. Det eneste jeg sidder tilbage med er et tungsind, en modløshed, en livløshed, det kan vi kalde ”en depression”.
Den undertrykte smerte kan være så massiv, at jeg for enhver pris vil væk fra den, væk fra at tage ansvar for, at sådan en smerte rummer jeg, skabt da jeg led et tab eller kom ud for en ulykke.
Så kan det være meget nærliggende at lægge dette ansvar væk: Det er noget uvæsen, der har ramt mig, en sygdom af en slags. Modsat at min tilstand er naturlig reaktion på tab, ulykke eller tragedie, der er sket i mit liv.
Derved er jeg blevet til offer og ”sygdommen” er skurken, og jeg er pacificeret. Fastlås i en uheldig rolle: offer-rollen. I den er jeg magtesløs, passiv, har ingen virkemidler, ingen redskaber til at gøre noget ved min situation.
Hvis jeg kommer ud for en række af tab, som jeg undertrykker reaktionen på, og det strækker sig over hel del år, så kan det deraf følgende tungsind blive en del af min selvforståelse, min identitet: Det er mig, sådan er jeg – og det må jeg og andre leve med.
Jeg kan have været så længe i tungsindet, at jeg begynder at tage min næring fra dette tungsind: Det er hvad jeg har, så må jeg finde meningen i det. Tungsindet kan blive til et slags gangstativ, som jeg får min tryghed fra. Der er noget at holde fast i. Og så er det dobbelt svært for mig selv – eller nogen anden – at udfordre tungsindet, at stille spørgsmålstegn ved det. Det er alt hvad jeg har! Og jeg undgår det, som Kierkegaard kalder ‘frihedens svimlen’.
At drukne i tungsind
Lider jeg af en ”sygdom”, tungsindet som jeg – eller nogen – kalder depression, kan det være meget nærliggende at efterspørge – eller blive tilbudt – noget ”medicin”, som kan kurere ”sygdommen”.
Og jeg bliver yderligere befæstet i min tilstand. Jeg er syg. Jeg er nu hjælpsøgende, er patient ( = at lide, at være passiv) og min ansvarlighed er væk. Jeg har kun ringe mulighed for at opdage, hvad der skete mig, da tragedien/tabet ramte mig, og hvad jeg senere gjorde med erindringen om reaktionen.
Tungsindet kan blive til et slags gangstativ, som jeg får min tryghed fra. Der er noget at holde fast i
Der er ingen opmærksomhed på det naturlige, der er sket mig. Jeg kom ud for et tab, eller en række tab – ulykker, tragedier – med uundgåelig smerte og lidelse til følge. Sorg, vrede og angst. Ganske naturligt. Tab i livet kan jeg ikke undgå og den følgende smerte, lidelse (som er livsenergi) kan jeg heller ikke undgå, begge dele er naturlige følger af at leve livet.
At jeg er druknet i mit tungsind, er ikke en sygdom, det er et følgevirkning af, hvad der er sket mig i livet. Undertrykkelse af smerten, af lidelsen, den tilbagetrækning – fra livet – er det eneste jeg kunne have undgået. Som Franz Kafka siger hos RD Laing:
Du kan trække dig tilbage fra denne verdens lidelser‚
det står i din magt og er i overensstemmelse med din natur‚
men måske er netop denne tilbagetrækning den eneste lidelse‚
som du havde været i stand til at undgå.
Det er således en del af vores natur, at reaktionen på tabet, smerten, lidelsen var for meget for mig, jeg havde ingen at dele det med, jeg syntes jeg skulle klare det selv, det var ikke noget at tale om, ingen grund til at pylre, jeg skal jo videre. Min opfattelse var, at blev jeg hvor jeg var (det vil sige med mine følelser) – bare et lille stykke tid – så kom jeg aldrig videre.
Alt det foregår i mig, ubevidst eller bevidst, med undertrykkelse til følge og endnu videre livløshed til følge, som vi kan kalde depression.
Ifølge mine erfaringer, er omdrejningspunktet at opdage, hvad foregår der, hvad gør jeg? Er jeg i min selvopfattelse offer, er jeg pacificeret, lammet?
Bliver jeg – igen i min selvopfattelse – aktør, har jeg mulighed for at gøre noget andet end det jeg plejer at gøre. Hvilket vil sige at undlade at undertrykke, fortrænge, eller fraspalte min reaktion – livsenergi – på de tab, skader, krænkelser, ulykker, lidelser og tragedier, som jeg kommer ud for.
Jeg kan vedblive med at vide, hvad der er sket mig. Derved har jeg mulighed for at holde mig i livet.
Topfoto: Pablo Picasso, 1902, ‘Women with bangs’
Litteratur:
Johan Cullberg, Krise og udvikling, Hans Reitzels Forlag, Kbh. 1993
Laurens van der Post, Flamingo Feather, Penguin Books Ltd., 1973
Laing, R.D. Det spaltede selv, Paludan 1979
Marianne Davidsen-Nielsen, Den nødvendige smerte, Gyldendal Akademisk, Kbh. 2004
Bo Jacobsen, Eksistensens Psykologi, Hans Reitzels Forlag, Kbh. 1998
Abraham Maslow, På vej mod en eksistenspsykologi, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busk, Kbh. 1968
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
