ESSAY // REJSEBREV – São Paulo er Latinamerikas økonomiske hovedstad, den største by på de amerikanske kontinenter, og den største by i verden syd for Ækvator. Det er også en grim og uoverskuelig betonjungle, og det er nok de færreste, som forbinder byen med kulturel mangfoldighed. Men det er en fejl, for São Paulo har meget at byde på. Thomas Christiansen rapporterer fra en weekend med et intensivt kulturprogram, som bringer ham rundt til nogle af de mere usædvanlige hjørner af byens kulturliv.
Det er lørdag morgen, og min kone og jeg er på vej i taxa de cirka 10 kilometer til Paraisópolis – Paradisbyen – São Paulos næststørste favela. Da man ikke bare tager på en udflugt til en favela, har vi booket en guide gennem União dos Moredores e do Comercio de Paraisópolis – Paraisópolis’ Beboer- og Handelsforening. Vi har fået besked på at være på en benzinstation udenfor favelaen. Her skal vi møde Daniel – vores guide.
Inden vi kørte, havde Tina været lidt nervøs.
“Er det nu sikkert”?
Det er svært at komme med et godt svar på det spørgsmål, for der er nok aldrig noget, som er helt sikkert her i São Paulo. Der har hængt en seddel i elevatoren i vores beboelsesejendom i et år, hvor sikkerhedsprocedurerne blev gennemgået. Ingen kommer ind uden en aftale, take away skal afleveres ved vagten, som også skal have en seddel med navn og et billede, når man skal have besøg i lejligheden. Sedlen i elevatoren kom op, da der havde været et røveriforsøg i ejendommen.
Men efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at vi nok ikke kan være i bedre hænder end hos Paraisópolis’ Beboer- og Handelsforening.
Store kontraster
Paraisópolis ligger i Vila Andrade, som er en ret blandet bydel. Men favelaen støder også op til Morumbi, som er et af de mest velstående kvarterer i São Paulo. På turen derud kommer vi derfor forbi den ene gigantiske villa efter den anden, hver forskanset bag flere meter høje mure med pigtråd på toppen og overvåget fra skudsikre vagthuse. Et par kilometer før Paraisópolis passerer vi også det imposante Palácio dos Bandeirantes, São Paulo delstatens regeringshovedkvarter.
Så skifter kvarteret karakter og bliver mere fattigt, og kort efter bliver vi sat af på benzinstationen. Herfra kan vi kigge op på Paraisópolis på bakken bagved. Som forventet har bydelen en af favelaernes kendetegn – de mange ufærdige bygninger i upudsede røde mursten. Her bor øjensynligt 100.000 mennesker presset sammen på én kvadratkilometer, men ingen kender det præcise antal. Folketællingen, som skulle have været holdt i 2020, blev udsat på grund af Covid19. Indtil en gang i 2021 er det derfor et gæt, hvor mange som bor i Paraisópolis.
Lidt efter dukker Daniel op sammen med en mand i en taxa, som skal køre os det sidste stykke op til Paraisópolis. Daniel ser ud til at være i 40’erne, har smilende øjne over mundbindet og forklarer, hvorfor det er her, vi mødes.
“Både taxaer og Uber nægter at køre ind i Paraisópolis, og det er et stort problem for beboerne, når de skal have noget transporteret”.
Favelaens kulturelle centrum
Første stop er en stor pavillon, og Daniel forklarer, at den fungerede som kontor, systue, ”suppekøkken” og meget andet.
“Beboer- og Handelsforeningen holder til her, og overfor er systuen. Her lærer kvinder at sy, og de laver både tøj til sig selv og til at sælge. De sidste otte måneder har en stor del af produktionen været mundbind, som det er obligatorisk at gå med i São Paulo”.
Pavillonen rummer også kontoret, som tilhører favelaens mest overraskende kulturelle indslag. Det er Ballet Paraisópolis – Paraisópolis’ Balletskole. Den har eksisteret siden 2012 og har uddannet flere hundrede elever, og i øjeblikket er der mere end 2.000 på venteliste til en plads. Ved siden af ligger det store ”suppekøkken”. Her er der hver dag uddeling af gratis mad, som enten bliver lavet på stedet eller hjemme hos kvinder, der samarbejder med køkkenet, fortæller Daniel med en stemme, som rummer en blanding af stolthed og indignation over, at så mange har behov for den hjælp.
“Da epidemien var på sit højeste, udleverede de 10.000 måltider mad om dagen. Nu er de nede på det halve”.
Favelaen betaler selv for sine ambulancer
I øjeblikket huser pavillonen også Yann Arthus-Bertrands udstilling ”Jorden set fra himlen”, som blandt mange andre steder blev vist på Kongens Nytorv i København i 2001. Kontrasten er brutal mellem udsigten til favelaen, og Arthus-Bertrands super æstetiske billeder.
Før vi går, viser Daniel os også rundt i den store køkkenhave, som ligger ved siden af pavillonen. Her dyrker beboere økologisk frugt og grønt i højbede og vertikale haver. Turen rundt i pavillon har taget en halv times tid, og mentalt har der indfundet sig en fornemmelse af normalitet.
Her er fattigt, men ikke usselt, beboerne tager hånd om deres liv og har samtidig overskud til både kultur og til at hjælpe de naboer, som er mere på spanden end dem selv. Men stedet rummer også nogle af favelaens skyggesider. Daniel peger på de to ambulancer, som holder foran pavillonen.
“Der er en sundhedsklinik i området, men der er intet hospital til de 100.000 indbyggere. Under Covid19-pandemien, har vi derfor selv finansieret to ambulancer med personale, som er lejet fra et privat hospital. Statens infrastruktur når ikke ud til Paraisópolis”.
Fra pavillonen går det til fods op ad bakken til favelaens centrum. Lørdag er de centrale gader spærret for trafik, og i stedet er her et af de velkendte brasilianske gademarkeder. Her sælges der frugt, grønt, kød, fisk, køkkenredskaber og lidt af hvert. Priserne er de halve af dem på vores lokale gademarked, men ellers ligner de to markeder hinanden til forveksling.
Gaudí, Robert Jacobsen og Kobra
Tæt ved markedet møder vi Paraisópolis’ ”Gaudi”, som har udsmykket sit hus med ornamenter i organiske former, som leder tanken hen på den spanske modernist. Men selvom jeg forstår sammenligningen, holder den selvfølgelig ikke 100 procent. Dels fordi den antyder, at manden fra Paraisópolis forsøger at imitere Gaudí, dels fordi udgangspunktet er et helt andet, selvom der er ligheder i det formmæssige udtryk.
Gaudí havde sit udgangspunkt i naturen. Navnebroderen i Paraisópolis har ganske vist også svungne former i sin husudsmykning, som minder om Parque Güell i Barcelona, men han har skrot og restmaterialer som sit udgangspunkt. På grund af Covid19-pandemien tager den lokale Gaudí ikke imod besøg, så vi nøjes med at vinke til ham, og give ham en ”thumbs up”.
Næste stop er hos en anden af byens kunstnere, som er en lille tæt mand med et kraftigt håndtryk og et gennemborende blik. Han laver alle sine værker ud af metalaffald, det vil sige cykel- og motorcykelkæder, tandhjul, tændrør, metaltråd og et meget langt etcetera. Noget er til udsmykning, mens andet er stole, borde og andre brugsting. Hvis beboerne i Paraisópolis kendte til dansk kunst, havde de måske kaldt ham for Paraisópolis’ Robert Jacobsen.
Ved siden af udstillingen er der et lille køkken, som vender ud mod en gård. Her byder kunstneren hver morgen på morgenmad til hjemløse. Tina og jeg står ikke lige og mangler en kontorstol eller et spisebord, så vi køber i stedet for en mindre samling tændrørsbaserede insekter til entréen.
Herfra går det videre til balletskolens træningslokale, men da vi når frem, er Daniel lidt undskyldende.
“De træner desværre ikke i dag, så her er lukket”.
Vi må derfor nøjes med at se deres træningssal udefra, hvor facaden er udsmykket af ”Kobra”. Han er en af São Paulos mest kendte street art-kunstnere, og motivet er selvfølgelig en balletpige i Kobras velkendte farvestrålende og mønstrede stil.
Medborgerhus, restaurant, radio og psykologhjælp
Sidste stop på turen er medborgerhuset, hvor Beboer- og Handelsforeningen har flere forskellige aktiviteter. Restauranten Mãos de Maria – Marias hænder – fungerer både som socialt projekt og populært spisested. Her organiserer man logistikken omkring de tusindvis af gratis måltider, som bliver uddelt hver dag. Samtidig hjælper man voldsramte kvinder med at blive økonomisk uafhængige ved først at give dem et job i køkkenet, siden at træne dem i at blive selvstændige og dermed få mulighed for at flytte ud af voldelige forhold. Det er også her, at Beboer- og Handelsforeningen har deres lille radiostudie, hvorfra de dagligt sender lokalradio til favelaen. På samme etage tilbyder frivillige psykologer dagligt hjælp til folk i personlig krise.
Som beskrevet i en tidligere artikel i POV.International har vi før været på besøg i favelaen Rocinha i Rio de Janeiro, og de to steder minder på mange måder om hinanden. Her er mange mennesker, området har et dårligt rygte, her er mindre fattigdom, end de fleste nok forventer, her er ingen synlige hjemløse eller tiggere, men til gengæld er her flere biler, motorcykler og knallerter, end de fleste nok forestiller sig. Det betyder dog ikke, at der ikke er sociale og andre problemer.
PCC og CV
Der er også problemer, som ikke er direkte synlige i gadebilledet. Det gælder for eksempel narkotikahandel. I Paraisópolis er det Primer Comando da Capital (PCC) – Hovedstadens Første Kommando – der kontrollerer narkotikahandelen. PCC er en af Brasiliens mest magtfulde narkotikabander med aktiviteter i store dele af landet. Den ligger derfor notorisk i krig med rivaliserende bander, som for eksempel Comando Vermelho (CV) – den Røde Kommando – som har sit udgangspunkt i Rio de Janeiro.
PCC, CV og de andre narkotikabander er også blevet ramt af Covid19-pandemien. De normale ruter for narkohandel er blevet begrænset, den delvise nedlukning af samfundet har ført til mindre berigelseskriminalitet, og efterspørgslen efter narko er gået ned. Det har ført til opgør om de trængte markeder, og antallet af drab er derfor vokset. Er det i den situation PCC, som holder hånden under favelaen i de trængte tider, for at sikre sig opbakning blandt befolkningen?
Vores guide Daniel er ikke meget for at tale om kriminalitet og vil – fuldt forståeligt – meget hellere fortælle med stolthed om de initiativer, som foregår i Paraisópolis. For den kultur – i bred forstand – som imod ofte svære odds også findes i Paraisópolis, er også en vigtig del af billedet.
På jazzbar i Pinheiros
Hjemme igen er det tid til en kop kaffe med fødderne i sofaen inden aftenens udflugt. Her går turen til bydelen Pinheiros, som nærmest kan sammenlignes med et forvokset Vesterbro i København. Det er et gammelt arbejderkvarter, som fra 1960’erne blev til et tilholdssted for studerende og kunstnere, der blev tiltrukket af en god beliggenhed og en billig husleje. Den kombination blev siden opdaget af mere pengestærke folk, og området er nu delvist gentrificeret. Nogle af de gamle huse blev revet ned og erstattet med højhuse, som – selvfølgelig – overvåges fra skudsikre vagthuse. Området er dog stadigvæk socialt meget blandet, og kombinationen har ført til, at her er mange barer, som tiltrækker folk fra store del af São Paulo.
Her havde vi fundet Madeleine Jazz Bar, en lille jazzklub efter amerikansk koncept, det vil sige med spisning under koncerterne. Tro mod den amerikanske inspiration viser det sig, at lørdagens band hedder David Kerr & Canastra Trio. På trods af at de er ærkebrasilianske, spiller de amerikansk croonerjazz blandet med jazzificerede Beatles-numre.
Lokalet er indrettet med rå mursten, to- og firemandsborde til det spisende publikum og en lillebitte scene. Der er plads til klaveret på scenen, men pianisten bliver nødt til at sidde på en høj barstol ved siden af. Vi snupper lidt blandede forretter, en pizza og en flaske brasiliansk champagne og nyder et par timer med glimrende musik indenfor genren. Det er ikke noget, som bringer os ned ad ukendte musikalske stier, men hverken stedet eller musikken giver sig ud for at være mere, end det er. Det fungerer fint, og når vi abstraherer fra de andre gæsters sprog, er der ikke meget som indikerer, at vi ikke er på Manhattan.
Det urbane akvarium
Søndag morgen går det løs igen, og ligesom om lørdagen foregår det mest til fods. Første stop er Aquario Urbano – det Urbane Akvarium – som er planlagt til at blive verdens største vægmaleri: Over 10.000 kvadratmeter fordelt på femten husgavle placeret rundt om en parkeringsplads ved et vejkryds i den centrale del af byen.
Kvarteret gør ikke meget væsen af sig, men i baggrunden kan man både se Oscar Niemeyers ikoniske Copan-bygning, og det tidligere Hilton-hotel, som i sin tid blev bygget af det danske ingeniørfirma Christiani og Nielsen. Men da vi drejer rundt om det sidste hjørne, inden vi når frem til kunstværket, er det tydeligt, at vi er landet i en del af centrum, som er mere skummel end godt er på en søndag. Vi vender derfor om, og jeg kommer i stedet alene forbi på en hverdag. Her er butikkerne, barerne og værkstederne åbne, og der er folk i gaden.
Det er graffitikunstneren Felipe Yung – med kunstnernavnet Flip – som står for Aquario Urbano. Som navnet antyder, er der et gennemgående maritimt tema med blæksprutter, tang og vand i psykedeliske farver. Murmaleriet er dermed hverken direkte eller indirekte politisk. På trods af det, er arbejdet gået i stå, fordi ejerne af én af bygningerne har fået en dommer til at nedlægge forbud mod, at deres bygning bliver udsmykket.
Kunst på motortrafikvejen
Street art er generelt stort i São Paulo. Ikke kun i fysisk forstand, hvor det ofte fylder hele gavle, men også i omfang. Det er accepteret som en kunstform i en sådan grad, at vægmalerier ikke er forbudte, mens tags til gengæld ikke er tilladt. Der er samtidig en meget høj grad af intern disciplin i miljøet, så vægmalerier bliver sjældent malet over eller forurenet af tags.
Vores søndagstur fortsætter indenfor street art temaet, og vores næste mål er Via Elevado Presidente João Goulart – Præsident João Goulart viadukten. Den kan bedst beskrives som en næsten tre kilometer lang udgave af Bispeengbuen i København, det vil sige en motortrafikvej, som i anden sals højde forbinder São Paulos centrum med den vestlige del af byen. Ligesom Bispeengbuen er det en øjebæ, og nogle steder er der kun 2-3 meter mellem vejen og nabohusene.
Om natten og i weekenden skifter konstruktionen imidlertid navn til Parque Minhocão – Minhocão Parken – og her indtager fodgængere, løbere og cyklister området, mens den motoriserede trafik er forvist til den almindelige vej i normalt gadeplan.
Jeg har løbet på en del af strækningen, som en del af et halvmaraton, men det er første gang, at vi går fra den ene ende til den anden. I dag er vi taget herned for at se på den store mængde street art, som igennem årene er blevet malet på husgavlene langs motortrafikvejen.
Politik, underfundighed og dekoration
For den daglige pendler i bil er gavlene et flimrende galleri af svært aflæselige billeder, som passerer forbi i øjenkrogene, mens man koncentrerer sig om den intensive trafik. På en søndag er det en permanent udstilling af street art, som viser fænomenets bredde i São Paulo. Nogle af værkerne er politiske, andre er mere underfundige, mens en tredje gruppe er rent dekorative.
Nelson Mandela kikker ud fra en gavl, to tvillingegavle er begge forsynet med teksten Eu sabia que você existia – Jeg vidste, at du eksisterede – en tredje gavl viser et hoved på en mumie, som ved nærmere eftersyn viser sig at være konstrueret af gader og bygninger, og et fjerde viser en lille pige som rækker ud efter bøger, som svæver i himlen, mens slanger og skorpioner kredser om hendes ben. São Paulos tidligere borgmester João Doria var ikke meget for konceptet. Han fik derfor malet en del af værkerne over, men meget er fortsat tilbage, og nye værker kommer til.
Lige så vigtigt er det, at kommunen nu ser på permanent at forvandle Via Elevado Presidente João Goulart til Parque Minhocão. Målet er at gøre en del af det nedslidte centrum til et mere attraktivt område. De trafikale konsekvenser er ikke kendt endnu, og bystyret mangler givetvis også pengene til at gennemføre projektet. I mellemtiden er der opstået en NGO, som arbejder på at få planen gennemført.
Fra enden af Parque Minhocão har vi kun omkring fire kilometer i luftlinje til weekendens sidste kulturstoppested Pinacoteca – São Paulos kunstmuseum. Vejen derhen går imidlertid gennem Cracolandia – São Paulos foretrukne tilhørssted for crackmisbrugere – så vi tager en taxa.
Neo-gotik og indiansk kunst
På grund af Covid19 er der kun adgang til Pinacoteca, hvis man har købt billet i forvejen til et bestemt tidspunkt. Vi ankommer en god halv time, før vi kan komme ind, og benytter lejligheden til at kikke ind i Estação da Luz – São Paulos hovedbanegård – på den anden side af gaden. Den er et fint og velrestaureret eksempel på engelsk inspireret neo-gotik, så resultatet er en kombination af et trafikknudepunkt og en nedskaleret udgave af Westminster Palace.
Det er tid til at komme ind på Pinacoteca, hvor vi gerne ville have set udstillingen om kunstnerduoen OSGEMEOS, som laver street art. Den udstilling havde passet til resten af dagens tema, men der var udsolgt. Vi har i stedet billetter til en kombination af den permanente udstilling og museets første udstilling nogensinde om indiansk kunst. I betragtning af at Pinacoteca åbnede i 1905, er vi enige om, at det ikke er for tidligt.
Forsinkelsen skyldes givetvis, at Brasiliens indianerne er et ømtåleligt emne i både historien og samtiden. Frem til starten af det 20. århundrede blev de nådesløst forfulgt, indfanget som slaver eller udryddet. I dag er indianerne formelt anerkendt som samfund med ret til egne territorier, men de er fortsat pressede mange steder af guldgravere og landbrug, som forsøger at overtage jorden med mere eller mindre voldelige metoder.
Omvendt antropologi og kosmologisk kunst
Den permanente udstilling løber ingen steder, så vi koncentrerer weekendens sidste energi om den indianske særudstilling, som viser sig at være mangefacetteret. I en montre er der udstillet 9 glas med de forkullede rester af genstande, som var udstillet på det historiske museum i Rio de Janeiro, indtil det brændte i 2018. Selvom glassene kun indeholde kulsort aske, er der en lille forklaring til hvert, som forklarer, hvad der er indeni. Den uudsagte konklusion er selvfølgelig, at selv når Brasilien forsøger at bevare indianske artefakter, ender de med at blive ødelagt. Udstillingen forvandler dermed det brasilianske antropologiske syn på indianerne til indianernes antropologiske syn på brasilianerne.
I baggrunden kører en video, som viser en gruppe indianere i gang med en traditionel dans. De fleste er iført moderne tøj, og en ung fyr er iklædt en sort Game of Thrones t-shirt. Mens de danser, synger gruppen, og det er tekstet til portugisisk. Det viser sig at være en sang og dans til ære for ”Majsguden” i anledningen af den kommende høst. I det hele taget er de fleste værker knyttet til indiansk kosmologi. L’art pour l’art ser ikke ud til at eksistere som begreb, uanset om der er tale om dans og sang, kostumer, malerier eller optræden. Udstillingen får dermed en dobbelt kunstnerisk-antropologisk vinkel, som også er selvreflekterende.
Hermed er weekendens program slut. Det har spændt vidt, og vi har bevæget os rundt i universer præget af mangfoldighed og mange steder med et stort lokalt initiativ. Det meste af det vi har set, har været udenfor de traditionelle kulturinstitutioner, og selv da vi bevægede os ind på Pinacoteca, var det for at se en del af Brasilien, som ellers ofte er usynlig, ignoreret og set ned på.
På trods af at São Paulo er en stor grim, forretningsfokuseret millionby, er der et frodigt miljø for kunst og – i bred forstand – kultur som trives i de mest forskelligartede og nogle gange overraskende miljøer. Diversiteten er stor, og den afspejler Brasilien og brasilianernes mangfoldighed, men også den ofte indbyrdes vanskelige relation mellem de forskellige miljøer. Her er nok at se på og efterfølgende fordøje.
DU KAN LÆSE FLERE ARTIKLER AF THOMAS CHRISTIANSEN HER
Fotos: Thomas Christiansens egne
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her