BEFOLKNINGSTAL // ANALYSE – Danmark oplever lav fertilitet, men det skyldes i høj grad, at kvinder i mellemklassen følger øvre middelklasses mønstre: længere uddannelse, karriere først – og børn senere. Det er ikke nødvendigvis en krise, men et midlertidigt skift, der afspejler kulturelle forandringer i synet på arbejdsliv og familiedannelse.
Med “nyheden” om, at vi nu officielt er 6 mio. danskere, bliver fertilitetsdebatten taget op igen. Baggrunden er selvfølgelig, at stigningen i befolkningstallet skyldes indvandring, mens fertiliteten bidrager negativt til stigningen: Uden indvandring ville befolkningen skrumpe.
Men hvor meget? Her er det blevet lidt hysterisk. Den store debat de sidste tre år har været udløst af – som man sagde på P1 her til morgen – at “fertiliteten i Danmark er skrumpet til 1,46”. Tallet er tilsyneladende korrigeret af DST til 1,47, men det er detaljer. Altså pr. kvinde i gennemsnit.
Det er åbenlyst færre end de 2, det traditionelt kræver at “lave” børn – og derfor falder befolkningen uden indvandring.
Hvad er forklaringen? Formentlig en simpel kombination af udskydelse og kohortedynamikker
Men: Så kommer der en kedelig, men afgørende teknisk note. De 1,47 er et udtryk for den samlede fertilitetsrate, TFR (total fertility rate). Den måler, hvor mange børn den gennemsnitlige kvinde i den fødedygtige alder ville få i hele sin livstid, hvis hun fødte det antal børn, som kvinder har født netop i det eller de år, TFR er målt i. (Man har typisk både et femårigt gennemsnit og et etårigt mål.)
Det er et afgørende hvis. For læg nu mærke til, at vi bare skal tilbage til 2021, før TFR i Danmark lå væsentligt højere, på 1,72. Hverken incitamenter eller kultur har formodentlig ændret sig voldsomt på de tre år (1,47-tallet er for 2024).
Så hvad er forklaringen? Formentlig en simpel kombination af udskydelse og kohortedynamikker.
Selv i et i øvrigt klasse- og uddannelsesmæssigt statisk samfund vil der være bølger op og ned i fertilitet. Små og store årgange afløser hinanden, og tidligere kunne vi sige, at frekvensen på de bølger var ca. 25-27 år – fordi alderen for førstegangsfødende var nogenlunde fast. Derfor var 25 år et gængs mål for en generations længde.
Men det er det ikke længere. Jo længere uddannelse kvinder får, desto senere får de børn. Og jo mere de gerne vil etablere karriere først, desto senere får de børn.
Det skyldes både økonomiske incitamenter og psykosociale processer: Økonomisk giver det meget mere mening at tage barsel på en løn som ansat end som studerende. Og risikoen for at skade karrieren er – sikkert både opfattet og reel – mindre, hvis man er kommet i gang med arbejde før første fødsel end omvendt.
Psykosocialt er det også blevet det mest acceptable kompromis mellem de modstridende kræfter i vores samfund: ønsket om familie og ønsket om at manifestere sig i verden ved at udfolde sit intellekt og sin arbejdskraft.
I hvert fald – og her kommer “kickeren” – hvis vi taler inden for den universitetsuddannede øvre middelklasse. Her har fertiliteten længe været ret høj, men med en i historisk kontekst meget sen alder for første barn – tæt på 35.
Akademisering og karriere først – også i mellemklassen
Og nu er der så sket ikke bare det, at flere kvinder får længere uddannelser – hvormed flere også udsætter første barn.
Der er også ved at ske det, at flere og flere kvinder i de numerisk meget større mellemste og lavere middelklasser er begyndt at adoptere den øvre middelklasses mønstre kulturelt. Det er i øvrigt en tendens, som har været karakteristisk på rigtig mange andre områder i årtier, fordi den øvre middelklasse er så kulturelt dominerende i Danmark, hvor vi ikke har nogen afgørende overklasse til at indtage den rolle.
Flere og flere i den mellemste og nedre middelklasse vil nu også gerne have en “karriere” og ikke “bare” et job
En væsentlig del af det, vi ser lige nu, er altså formentlig ikke en permanent nedgang i fertiliteten, men en udsættelse af fertiliteten blandt kvinder med mellemlange og korte videregående uddannelser. Det er sygeplejersker, lærere, pædagoger, bankrådgivere, farmakonomer, fysioterapeuter etc.
Det sker samtidig med en bevægelse i holdningen til ideen om arbejdslivet.
Grundlæggende har man meget længe kunnet observere, at kun den øvre middelklasse har haft borgerstandens idé om arbejdet som havende et særligt telos i livet – og derfor tænker de på deres arbejdsliv som en “karriere”. Det er derfor, at det i lang tid kun var folk med en universitetsuddannelse, der var på LinkedIn. LinkedIn er til for at hjælpe din karriere – fordi ethvert job (selv statsminister i Danmark, har vi siden Anders Fogh fundet ud af) blot er en trædesten til det næste job. Det skal pege frem og op.
I modsætning til det har man i den mellemste middelklasse og “ned” altid bare haft et arbejde. Jo jo, måske kunne man blive overlærer eller sjakbajs – men ikke Senior Assistant Executive vicelærer of Global Teaching. Det har altid været den øvre middelklasses særlige neurose og selvfølgelig, ikke mindst, økonomiske privilegium.
Men kulturelt – om end vist-ikke-rigtigt økonomisk – er det ved at skifte.
Flere og flere i den mellemste og nedre middelklasse vil nu også gerne have en “karriere” og ikke “bare” et job.
Karriereambitioner breder sig i nye samfundslag
Og det ændrer både arbejdslivet og nu altså familielivet. For arbejdslivet er det en udfordring for alle de mange jobs, der ikke har indbygget, at man kan avancere løbende igennem livet.
Sygeplejersker og lærere er oplagte eksempler, selvom sygeplejerskerne faktisk måske har de bedste muligheder i hele den mellemste middelklasse med mange muligheder for specialisering, videreuddannelse og forfremmelse. Men de går op og ned ad den øverste middelklasse i form af lægerne, som ikke bare er højere stillet fra start, men også igen og igen igennem et arbejdsliv stikker af fra dem gennem det naturlige avancement – hvilket skaber det ressentiment, som meget af sygeplejerskebevægelsens kollektive kampkraft er drevet af.
Et godt, fagligt bud er, at tallet vedbliver at være lavt og måske dykker yderligere nogle (få) år endnu, for så at flade ud og langsomt stige igen
Tilbage til start ser vi altså formentlig bare, at kvinderne i de store mellemgrupper lige nu, as we speak, er svunget lidt mere over mod borgerskabets karriereorientering. Det indebærer, at første barn udsættes med nogle år.
Jeg kan selvfølgelig ikke garantere det, men et godt, fagligt bud er, at tallet vedbliver at være lavt og måske dykker yderligere nogle (få) år endnu, for så at flade ud og langsomt stige igen, når udsættelserne begynder at blive indhentet.
Statslige fertilitetstiltag virker sjældent – og sjældent som ønsket
I mellemtiden er det ikke klogt at iværksætte alle mulige tiltag for at højne fertiliteten. Ingen enkelt-policy virker, bortset fra dem vi allerede har – bl.a. god adgang til stærkt subsidieret børnepasning.
I modsætning til, hvad Mikkel Bjørn (DF) fik sagt på P1 i morges, så har heller ikke Ungarn knækket koden til at styre befolkningens ønsker om at få børn. Det er – heldigvis – ikke noget, staten lige kan lave om på.
Og Ungarn bruger altså – via skattefordele især – knap 4 % af sit BNP på skattefordele til børnefamilier. Heller ikke Tyrkiet, Rusland eller andre lande, der har prøvet med dyre, reaktionære metoder, er rigtigt lykkedes med det.
Det skyldes, at de primært skaber en yderligere opdeling mellem moderne og konservative familier, som også kendes fra Sydeuropa og Tyskland: Kvinder skal i tiltagende grad vælge mellem at have karriere og at få børn.
Og selvom det for nogle familier øger børnetallet, mindsker det det for andre. Desuden lader det til, at en del af incitamenterne bare fremskynder allerede ønskede børn – altså giver små, midlertidige hop i TFR.
Eller, det omvendte af, hvad vi ser i Danmark i dag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og