Arthur Koestler og kommunismens mørke midt på dagen

i Bøger/Kultur af

KOMMUNISME // LONGREAD – For 80 år siden skrev Arthur Koestler romanen Mørke midt på dagen. Bogen åbnede Vestens forfærdede øjne for Stalintidens terrorregime i Sovjetunionen. Det er måske den vigtigste politiske roman i det 20. århundrede, og den minder os om, at diktaturets første offer er sandheden og moralen. For fire år siden blev det tyske originalmanuskript fundet, og nu er en ny engelsk oversættelse udkommet. Bogen fortjener genlæsning.

For tre årtier siden faldt muren mellem det kommunistiske Østeuropa og det frie Vesteuropa. To år senere, i 1991 faldt Sovjetunionen sammen, og for russerne var det starten på opgøret med 70 års kommunistisk undertrykkelse.

Noget af det eneste positive, man kan sige om undertrykkelsens år, er desværre, at de gav inspiration til det 20. århundredes måske vigtigste politiske roman, den ungarsk-jødiske Arthur Koestlers værk, Mørke midt på dagen.

Den bør man læse, fordi diktaturet er en tilstand, som kan vende tilbage. Nogle mener, at der er tendenser til det i Europa for tiden, når man betragter Ruslands, Ungarns og Polens indgreb mod liberale rettigheder. Læser man Koestlers bog, bliver det imidlertid klart, at kommunismen var et helt anderledes totalitært og menneskenedværdigende diktatur.

Moskvaprocesserne

Kort før udbruddet af anden verdenskrig kulminerede Stalins udrensninger i Moskva-processerne 1937-38. Mindst 700.000 mennesker blev henrettet i et grotesk teater af retssager, som beskyldte høj og lav i det sovjetiske samfund for samfundsskadelig virksomhed, terrorisme, mord og samarbejde med fjender i USA og Vesteuropa. Selv de højest placerede embedsmænd, militærfolk og politikere blev ramt.

Statsanklager Vyshinskiy læser anklageskrift ved Moskvaproces i 1937.

I dag kan det kun forundre, at mange venstreorienterede i Europa og Vesten forsvarede processerne, fordi de knyttede håbet om en alternativ samfundsmodel til den sovjetiske kommunisme. Det gjorde dem villige til at se stort på ofringen af enkelte mennesker til gavn for en bedre fremtid for det store flertal.

George Orwell leverede efter anden verdenskrig en lammende kritik af kommunismens menneskesyn i romanerne Kammerat Napoleon og 1984. Af senere værker bør især nævnes Alexander Solsjenitsyns Gulag ø-havet fra 1970’erne om Sovjetunionens umenneskelige arbejds- og fangelejre. Romanerne retter på hver deres vis og fra forskellige udgangspunkter en stærk kritik af det kommunistiske totalitære regime og dets behandling af anderledes tænkende borgere.

Arthur Koesters omvendelse

Færre vil nok kende den ungarsk-jødiske Arthur Koestler, som ikke desto mindre har skrevet det 20. århundredes måske vigtigste politiske roman: Mørke midt på dagen.

Koestler blev overbevist kommunist i 1930’erne og arbejdede for Komintern, den kommunistiske internationale. Han blev imidlertid en dødsfjende af kommunismen, da hans tidligere kampfæller fra Komintern-tiden modtog dødsdomme under Moskvaprocesserne.

Arthur Koestler levede et ekstraordinært liv. Han var ungarsk statsborger, jødisk og tilhørte den tysktalende minoritet. Han nåede at være kommunist, zionist og koldkriger, inden han endte med at interessere sig for paranormale fænomener.

Mørke midt på dagen har sit anslag i 1938, hvor kommunisten Nicolas Salmanovitch Rubashov arresteres og anklages for forræderi mod kommunistpartiets officielle linje. Vi følger ham gennem nogle få uger, til han henrettes med et nakkeskud i en mørk kælder

I 1939 begyndte han at skrive på sit opgør med den kommunistiske tro, men originalmanuskriptet forsvandt i krigens tumult, og kun en oversættelse til engelsk, som hans veninde forestod, har indtil 2018 foreligget. Så fandt en tysk phd-studerende det tyske manuskript i 2015, i 2018 udkom for første gang den tyske originalversion og nu foreligger også en engelsk oversættelse fra denne.

Revolution og menneskesyn

Der er tale om en forholdsvis kort roman med en meget fortættet handling, som foregår næsten klaustrofobisk i en fængselscelle og et forhørslokale.

Mørke midt på dagen har sit anslag i 1938, hvor kommunisten Nicolas Salmanovitch Rubashov arresteres og anklages for forræderi mod kommunistpartiets officielle linje. Vi følger ham gennem nogle få uger, til han henrettes med et nakkeskud i en mørk kælder. Rubashov er en figur, som Koestler har skabt ved at lave en syntese af flere virkelige personer, der blev henrettet.

Handlingen foregår i Sovjetunionen, selv om vi aldrig hører navnet på hverken landet eller på den diktator, der står bag anklager, udrensninger og henrettelser. Stalin omtales kun som nr. 1.

Revolutionshelten Rubashov har brugt hele sit voksne liv, 40 år, på partiet og på at bygge et utopisk kommunistisk samfund op. Han er medlem af partiets centralkomité og har haft vigtige ministerposter. Mange af hans gamle venner er allerede blevet udrenset, og Rubashov har ikke længere illusioner om, at han selv vil gå fri.

”Princippet om, at målet helliger midlet, er og forbliver den eneste etiske regel i politik; alt andet er kun en vag sludren”

I dag betragter vi almindeligvis begreber som skyld og uskyld, menneskelig værdighed og retfærdighed som umiddelbare sandheder. Rubashov og kommunismen har imidlertid for længst ofret sådanne moralske og etiske overvejelser for revolutionens sag. Det er borgerlige begreber, som man ikke kan tillade sig i en overordnet kamp for den fremtid, hvor menneskenes lykke på jord vil blive virkeliggjort.

Individet som en abstrakt størrelse

I den kommunistiske kamp eksisterer individet kun som en million mennesker divideret med en million. Mennesket og dets lykke er en abstrakt størrelse, hvorfor det enkelte menneske kan ofres, hvis og når det gavner den store sag.

Det er i opgøret med denne tænkning, Mørke midt på dagens eviggyldige indsigter af etisk karakter skabes. Inden vores hovedperson når dertil, går han imidlertid gennem grumme tilskikkelser og dybe refleksioner.

Rubashov er som sit parti overbevist om, at kun logik, fornuft og nytte tæller. Et menneskes handlinger skal udelukkende vurderes i historiens lys. Den vil fælde den endelige dom over et menneskes fortjenester. Dommen afgøres ud fra, om handlingerne var til gavn for den for masserne.

Denne nyttefilosofi kombineres med et historiesyn, hvor samfundsudviklingen bevæger sig fremad over kommunismen mod det klasseløse samfund med samme nødvendighed, som naturlovene får en sten til at falde til jorden. Kommunisterne har derfor de sociale love på deres side, og borthøvling af kritik og indvendinger (herunder retssager og nakkeskud!) er blot bump på vejen mod den menneskelige paradislykke på jord.

Partiet kan ikke tage fejl, sagde Rubashov. Du og jeg kan tage fejl. Ikke partiet. Partiet, kammerat, er mere end du og jeg og tusinde andre som os. Partiet er legemliggørelsen af den revolutionære idé i historien. Historien kender ikke til skrupler og tøven.  Uden afbrydelse flyder den mod sit mål. Ved hvert sving aflejrer den mudderet og de druknedes kroppe. Historien kender vejen. Den laver ikke fejl. Den, som ikke har absolut tro på historiens gang, hører ikke hjemme i partiets rækker.

Rubashov har ingen illusioner, da han arresteres. Han er afklaret med, at han formentlig vil blive henrettet. For ham er der nu kun ét, der tæller. Det er, hvilken sag det vil fremme, når hans liv ofres

Det er en visionen, der driver Rubashov, visionen om det klasseløse samfund som Karl Marx formulerede; et samfund som er karakteriseret ved frihed, lighed og broderskab – slagordene fra den franske Revolution. Den endte som bekendt i et blodbad, da Jacobinerne tog over og begyndte at halshugge deres egne kampfæller. At revolutionen æder sine egne børn, er således ikke en nyhed, hverken historisk set eller for Rubashov og det kommunistiske parti.

Rubashov er et overordentligt intelligent menneske med styr på sine følelser. Impulser skal kontrolleres, og det har han gjort sig til mester i. Han er hærdet af kampene i den russiske borgerkrig, hvor han var leder af en partisanhær. Han har derefter været udsat for tortur i Nazi-Tyskland, hvor regimets bødler, Gestapo mishandlede ham, så han mistede hørelsen på det ene øre og, de fleste af hans tænder blev slået ud, og han tilbragte lang tid på krykker. Han er et menneske, som er i stand til at bringe store personlige ofre for sagen.

Kristusfærd

Rubashov har ingen illusioner, da han arresteres. Han er afklaret med, at han formentlig vil blive henrettet. For ham er der nu kun ét, der tæller. Det er, hvilken sag det vil fremme, når hans liv ofres. Han tror stadig stålfast på kommunismens sag. Derfor får romanen den overraskende slutning, at Rubashov tilstår stort set alle de forbrydelser, han anklages for. Selv vanvittige anklager som at have planlagt et giftmord på Stalin (nr. 1), tilstår han.

Det gør han, fordi han derved gør partiet en sidste tjeneste. Han har brugt hele livet på partiet. I dets navn har han begået utallige forbrydelser. Nu stiller han sig til skue i en offentlig retssag, hvor han tilstår alle disse forbrydelser og dermed tiltrækker sig folkets had.

Rubashov bliver således et offer for sin egen tankegang, sin logik, og først og fremmest sin tro.

Romanen har fire faser: arrestation, forhør, retsproces og henrettelse. Et enkelt forløb med detaljerede beskrivelser af cellen, forhørsrummet og retssalen. Men netop fordi bogen har så enkelt et greb på handling og miljøbeskrivelser virker det så meget desto stærkere, når Rubashov indgår i spidsfindige dialoger med sine forhørsledere. Eller dvæler ved sindsstemninger og erindringer, som han har brugt et helt liv på at undertrykke. Midt i umenneskeligheden finder Rubashov tilbage til sin egen menneskelighed. Og måske i virkeligheden til et kristent menneskesyn.

Rubashov får et valg. Han kan enten blive forhørt, tilstå under pres og tortur og blive henrettet som led i en administrativ proces. Eller han kan tage del i og gennemgå en offentlig proces, hvor han stilles for retten.

Her vil han blive gjort til partiets syndebuk og trukket gennem et søle af anklager og retoriske modbydeligheder, der pletter hans glorværdige karriere som revolutionshelt og tjener for de kommunistiske idealer – denne sidste løsning vil være til den største nytte for de fleste mennesker på længere sigt – og det vil kræve en tilståelse fra Rubashov.

Gletkin er tabula rasa, det ubeskrevne blad, formet af partiet og udtryk for en mennesketype uden sentimentalitet og moralske værdier rettet mod det konkrete medmenneske. En nyttig robot som kun lever for det endelige mål

Det er denne tankegang, Rubashov indleder sig på, og det kan være svært for et moderne, nutidigt menneske at forstå. Fordi vi tænker i individer og i begreber som moral, skyld og retfærdighed.

”Den største fristelse for sådan nogle som os er at afsværge os volden, at angre, at finde fred med os selv. De fleste revolutionære falder for denne fristelse, fra Spartacus over Danton til Dostojevskij; de udgør det klassiske forræderi mod sagen. … ethvert kompromis med egen samvittighed er perfidt. Når den indre stemme taler til dig, så hold dig for ørerne”.

Rubashov får 14 dage, hvor han kan overveje i ro og mag, om han vil underskrive en tilståelse og tage imod tilbuddet om en offentlig retssag. Gør han det, vil han overleve, og måske endog kunne vende tilbage til politik i løbet af nogle få år. Inden han når at beslutte sig, bliver forhørslederen Ivanov arresteret og henrettes efter en administrativ rettergang. Nu foreligger en ny situation, hvor Rubashov får at vide, at han, ligegyldigt hvad han vælger, vil blive dødsdømt og henrettet.

Ivanov var som Rubashov en tidligere revolutionshelt, og de to respekterede hinanden. Ivanov fravalgte tortur, og forsøgte at overbevise Rubashov gennem dialoger med ham, nærmest sokratiske samtaler. På den måde afspejler forhørene det kommunistiske, dialektiske historiesyn.

Tabula rasa – det politisk støbte menneske

Den nye forhørsleder, Gletkin er af den yngre generation, et menneske uden erindring om tiden før revolutionen, hvor ortodoksi, nyttelære og brutalitet endnu ikke havde taget den fulde magt over kommunistpartiet.  Han er en ny mennesketype, som er endnu mere barsk end den forrige forhørsleder Ivanov. Mere brutal end Rubashovs generation.

Gletkin er tabula rasa, det ubeskrevne blad, formet af partiet og udtryk for en mennesketype uden sentimentalitet og moralske værdier rettet mod det konkrete medmenneske. En nyttig robot som kun lever for det endelige mål, og for hvem alle midler til at nå målet er legitime. Gletkin viser os, hvilken mennesketype totalitære regimer frembringer.

For at knække Rubashov torturerer man en af hans gamle våbenfæller, en revolutionshelt og flådeadmiral. En uskyldig og moralsk uantastelig skikkelse, som Rubashov sætter meget højt. Den torturerede fange føres forbi Rubashovs celle, da han skal henrettes, og råber klagende sin gamle kammerats navn.

At finde tilbage til medmenneskeligheden

Alt dette er udtænkt for at demoralisere Rubashov, men får den virkning, at han finder ind til sin egen menneskelighed, og erkender det enkelte menneskes betydning.

Rubashovs vej til henrettelsen bliver dobbeltsidig. På den ene side erklærer han sig skyldig og lader sig henrette, fordi det vil være i revolutionens fortsatte interesse. En slags perverteret Kristusfærd, hvor han tager partiets skyld på sig, så regeringsledelsen fortsat kan have folkets opbakning. Hans lise i denne stund er, at han ved, at historien vil være den endelige dommer for, om han i virkeligheden har haft ret i sin egen tolkning af den politisk korrekte vej. At eftertiden vil rense ham for alle anklager.

På den anden side gennemgår han en udviklingsproces, hvor han finder tilbage til humanistiske værdier. Han indser, at mennesket og summen af mennesker ikke kan reduceres til et spørgsmål om ren materie og nytteværdi.

Det er en bog om eksistentielle overvejelser. En roman der viser, at et menneske til tider kun ser klart, når det står nøgent, nedbrudt, desillusioneret overfor døden

I sine sidste uger bliver Rubashov igen til menneske, og tillader sig selv at føle og at give sig hen. Han dvæler ved sine erindringer og oplever det, som Sigmund Freud beskriver som den oceaniske følelse af at smelte sammen med verdensaltet. En psykologisk tilstand som Rubashov til sin egen overraskelse oplever som lige så reel som at spise og drikke. Han accepterer dermed det menneskelige grundvilkår, at vi er andet end den rå materie, at vi også er forbundet med hinanden og med vores omgivelser via mentale tilstande, der er mere end blot impulser.

Det er en bog om eksistentielle overvejelser. En roman der viser, at et menneske til tider kun ser klart, når det står nøgent, nedbrudt, desillusioneret overfor døden. Et værk som viser, hvordan vi taber os selv, når vi gør os til genstand for abstrakte mål, der legitimerer umenneskelige gerninger.

Mørke midt på dagen spidder det 20. århundredes kommunistiske ideologi. Den påviser, at når man lader målet hellige midlerne, så ender midlerne med at blive målet. Den demonstrerer, hvad der sker, når vi lader utopien tage over, og negligerer de moralske normer og etiske standarder, som knytter sig til det konkrete menneske. Den viser os, at den abstrakte menneskehed ikke må få fortrin for de nulevende individer.

Det er en bog, som minder om holocaustlitteratur af Primo Levi som Hvis dette er et menneske, og Alexander Solsjenitsyns fangelejrroman fra Gulag, En dag i Ivan Denisovitch’ liv.

Det vil være på sin plads, om værket bliver genoversat til dansk, nu hvor originalmanuskriptet foreligger.

Arthur Koestlers genrejsning

Ved romanens udgivelse i 1945 var modtagelsen blandet. Kommunisterne havde stor opbakning efter krigen og mange sympatisører i Vesteuropa. Den kolde krig var endnu ikke gået i gang, og det blev anset for næsten forræderisk at tale negativt om det sejrende Sovjetunionen, som havde lidt mest af alle nationer under krigen. Koestler blev anset som propagandist, i CIA’s tjeneste og som en tvivlsom, løgnagtig figur.

Langt hen ad vejen lykkedes det for kommunisterne at så tvivl om Koestlers person og troværdighed i den vestlige offentlighed. Således advarede Københavns Universitets rektor Mogens Fog ligefrem mod at læse Koestlers roman. Mogens Fog var tidligere modstandsmand og medlem af Frihedsrådet, samt kommunist. Sovjets indsats mod nazisterne under krigen og ikke mindst de vestlige intellektuelles begejstring for det nye samfund i øst var stadig en dominerende magtfaktor.

Arthur Koestlers roman Mørke midt på dagen er en isnende oplevelse, der sætter sig spor i sjælen. Læs den og få genopfrisket, hvorfor personlig samvittighed og borgerlige moralbegreber er det eneste værn, når de abstrakte mål tager magten

Oprejsningen kom herhjemme i 1968, hvor Arthur Koestler modtog Sonning-prisen. I begrundelsen anførtes hans ”bidrag til litteraturen og til europæisk kultur, som på så mange måder har stimuleret den europæiske debat”.

Prisen blev overrakt af – Mogens Fog. Stadig rektor ved Københavns Universitet.

Tiden havde givet Koestler ret. Med sine erfaringer og sin intuition havde han gennemskuet kommunismens totalitaritet og dissekeret dens psykologi. Sandheden kom frem, men vejen havde været stenet og brolagt med personlige skuffelser.

Også det havde Koestler forudset i Mørke midt på dagen: “Hvad der i sidste instans er sandheden, er altid en vildfarelse i næstsidste instans. Den, som viser sig at få ret til slut, vil forinden stå som en afsporet og skadelig person.”

Koestler ventede spændt hvert år i oktober måned på, om han ville modtage Nobelprisen i litteratur, men det skete aldrig.  Det ville ellers have været et både moralsk rigtigt og litterært fortjent valg.

Vi lever i en tid, hvor antidemokratiske tendenser ses flere steder i Europa, og selv om der er langt til diktaturet, så er god litteratur en effektiv vaccination mod farligt tankegods. Arthur Koestlers roman Mørke midt på dagen er en isnende oplevelse, der sætter sig spor i sjælen. Læs den og få genopfrisket, hvorfor personlig samvittighed og borgerlige moralbegreber er det eneste værn, når de abstrakte mål tager magten.

I en moden alder blev Arthur Koestler interesseret i personlighedens vækst. Han endte med at begå selvmord med sin tredje og yngre kone i 1983. Men det er en helt anden historie.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Oversættelser af samtlige citater fra ”Mørke midt på dagen” er foretaget af Claus Agø Hansen


Fotos: Wikimedia Commons.

Læs mere

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har bibeholdt sin interesse for økonomisk geografi og geopolitiske problemstillinger.

Privat har han en forkærlighed for bluegrass, idræt, skak, litteratur og vandringer i de høje bjerge. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK/Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på kulturhistoriske og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger.

Du kan støtte Claus’ fortællervirksomhed ved at indsætte et beløb på mobile pay 40459528.