HÅNDBOLD // BOGUDDRAG – POV’s sportsredaktør, Kurt Lassen, har i samarbejde med Jens Boesen og hans familie skrevet biografien “Bossen Boesen”. Mister KIF var måske nok igennem næsten 40 år boss for Danmarks mest vindende håndboldklub i historien, KIF Kolding, men helt så meget boss var han ikke nødvendigvis på hjemmefronten. POV bringer her et uddrag fra bogens kapitel 1.
Kapitel 1: 14 mesterskaber senere
Vi begynder fortællingen nede ved vandkanten. Helt nede ved en af de måske smukkeste pletter på landkortet, om end vi alle har vores favoritter, hvad den slags geografisk smag og behag angår. Men der er en notorisk flot og en fin udsigt derude på Feddet, hvor Kolding Fjord er drejet højre om og blevet til Lillebælt.
En mand sidst i 40’erne går langs stranden og taler i telefon. Sikkert en af de store og halvtunge Nokia-modeller. Det ligger ikke helt klart. Men han snakker og snakker i hvert fald fanden et øre af. Højt, for hans vokal er af en volumen, der skærer igennem menneskeforsamlinger. Men herude går han mutters alene, dybt optaget af samtalen med en unavngiven person i den anden ende af røret. Måske en ny spiller til klubben inde i byen? Han tager ingen særlig notits af, at en kvinde nærmer sig. Hans hustru:
“Jeg kæmpede en brav kamp for at undgå, at vi snakkede håndbold hele tiden. For at den ikke fyldte det hele. Jeg kæmpede virkelig, og min frustration har indimellem været voldsom. I en sommerferie i begyndelsen af 00’erne, nede i sommerhuset i Bjert, havde børnene og jeg nærmest kun set Jens med armen bøjet og telefonen oppe ved øret. Fem minutters nærvær måske. Så gik jeg hen og flåede mobiltelefonen ud af hånden på ham og kastede den ud i Lillebælt.
I månedsvis havde Jens Boesen været genstand for massiv og ubønhørlig kritik i medierne, i bysladderens kroge og i selve klubben. Den såkaldte “spanske satsning” var slået sportslig fejl
Han tog det meget pænt. Sådan har jeg altid forsøgt at sætte grænser. Håndbolden har sat dagsordenen for så mange ting i vores familie, at vi har skullet kæmpe for at give plads til noget andet. Det har bare været nødvendigt. Vi har ikke skændtes om det, men diskussionslysten har altid været stor i huset, og hvis man gik forbi udenfor, ville nogle da nok tænke: ‘Hold da kæft’. Ikke sådan, at det gik højt for sig hele tiden i dagligdagen, men Jens kunne fylde rummet, hvis noget gik ham på i klubben. Som en tordensky efter en kamp eller på vej ud ad døren, når tingene ikke lige kørte, som de skulle,” som hustruen til Mister KIF, Vita Boesen, fortæller hjemme i stuen på Kobbelvænge i Kolding.
Næsten et par årtier senere afleverede Jens Boesen helt frivilligt sin telefon som en del af arbejdsredskaberne i jobbet som direktør for KIF Kolding Elite. Ved den ekstraordinære generalforsamling 30. maj 2018 valgte han selv at sige farvel og tak til sit sportslige livsværk i spidsen for Danmarks mest vindende håndboldklub. 14 mesterskaber, otte pokaltitler og Europa Cup-succes var en del af livsværket. Han var 65 år, havde spillet, trænet eller stået i spidsen for klubben i et halvt århundrede. Hans kontrakt som direktør løb ellers, indtil han blev 70, men nu orkede han ikke længere. Med sportens kliché smed han håndklædet i ringen. Havde han ikke gjort det, havde andre måske gjort det for ham.
I månedsvis havde Jens Boesen været genstand for massiv og ubønhørlig kritik i medierne, i bysladderens kroge og i selve klubben. Den såkaldte “spanske satsning” var slået sportslig fejl året forinden i modsætning til den svenske af slagsen op igennem 00’erne, der kastede seks mesterskaber af sig. Efter samarbejdet, eller for mange koldingensere, den stedmoderlige fusion med resterne fra Jesper “Kasi” Nielsens rygende konkursbo, AG København, der blev til det langt fra mundrette og langstrakte KIF Kolding København, var de sportslige resultater efter et par mesterskaber under det umage navn for mere end nedadgående. Ditto var økonomien. Den var presset helt i bund. Og tilskuerne begyndte at svigte på københavnersiden. Den spanske træner Carlos Ortega brokkede sig over ikke at få sin løn til tiden. Spillerne også.
I snart 30 år har han skiftevis været charmerende og brutal. Hans velkendte temperament er så afgjort overgået i kærlighed til KIF. Jens Boesen har givet sit liv til den håndboldklub, og de mange timer er aldrig foræret for egen vindings skyld
TV 2’s håndboldredaktør, Dan Philipsen
Direktøren forsvarede sig med, at sådan havde det altid været i KIF. At det kneb lidt med pengene sidst på måneden, men at han altid havde fundet flere og svaret enhver sit. Måske ikke altid til tiden, men alligevel. Han kaldte det en slags kultur, som spillerne både havde accepteret og lært at leve med. I sidste ombæring gik historierne på udeblivende løn i både to og tre måneder. Som TV 2’s håndboldredaktør, Dan Philipsen, allerede året inden, hvor der ligeledes var lønproblemer, blandt andet skrev i en kommentar på tv2.dk i marts 2017:
“Skal man hylde direktør Jens Boesen for at have holdt skuden oven vande i mange år eller skose samme person for at drive en så elendig, økonomisk forretning fra år til år? Lad os lige tage ophold ved Boesen. En kæmpe personlighed i dansk håndbold. En mand, der i høj grad deler vandene. I snart 30 år har han skiftevis været charmerende og brutal. Hans velkendte temperament er så afgjort overgået i kærlighed til KIF. Jens Boesen har givet sit liv til den håndboldklub, og de mange timer er aldrig foræret for egen vindings skyld.
Uanset de mange problemer, så er Jens Boesen en mand, man skal have respekt for. Han har gjort meget godt for dansk håndbold. Men vi skal også huske, at han har sat sig selv i spidsen for butikken i Kolding. Derfor må han også stå til ansvar for de massive problemer.”
Jens Boesen var kendt for at være kølig i sit forhold til pressen. Det meste kritik prellede af på ham, selvom det ikke nødvendigvis gjorde på hans familie. Han havde en håndboldklub at drive, mens pressen havde sine dagsordner:
“Det var vel 27. gang, Dan Philipsen dødsdømte klubben. Og når de skrev deres historier om underskud, var det mest fordi, de fleste journalister ikke satte sig ind i tingenes sammenhæng. Der var lige så store aktiver, blandt andet i hallen, som der var passiver. Det har der været hele tiden. Det er derfor, at klubben har overlevet siden 1941.”
Den slags pressehistorier slider desuagtet på en klubkonges anseelse, når han først og fremmest lever af velviljens penge fra erhvervslivet i nærmiljøet. Så længe man vinder, går det nok. Når det i stedet går ned ad bakke sportsligt, har sladder og rygter også en sneboldeffekt i købstadsstørrelse.
Og det var ikke nødvendigvis kun Dan Philipsen eller hans ligesindede, der var skyld i det. Journalisterne, som Jens Boesen ofte påpegede, passede bare deres arbejde. Det var snarere en bys politiske og et erhvervslivs magtstrukturer, der kom til udtryk. Mest i krogene, på golfbaner, i sponsorloger eller over den gode middag på diverse spisesteder, eller hvor sponsorbedsteborgerskabet nu holdt til. Hvad Dan Philipsen angår, havde han stor indsigt i klubben, er i branchen kendt for høj journalistisk integritet. Og sportsligt klædt godt på i forhold til KIF. Hans far, Ivan Philipsen, dækkede KIF’s kampe i mange år for netop Jyllands-Posten. Og Dan havde og har, som han også skriver i sin kommentar, stor respekt for Jens Boesens indsats i og for dansk håndbold.
Snakken i byen, kald det bare en by i provinsen, selvom Kolding er Danmarks syvendestørste, gik fremdeles på negativ vis. Fordi håndbolden var byens stolthed sammen med slottet oppe på bakken ved søen
Boesen tager endnu en gang tråden op helt frem til den ekstraordinære generalforsamling den 30. maj 2018, der var hans sidste reelle arbejdsdag:
“Folk forstod det ikke. Vi havde syv millioner kroner i overskud det år. Ikke i likvider. Det var blandt andet på grund af nedskrivning af gæld, konvertering til egenkapital og halaktier. Og en egenkapital på 3,4 millioner. Jeg forlod klubben i en økonomisk forfatning, så den kunne drives forsvarligt videre, selvom nogle i byen mente noget andet. Det var derfor, jeg havde den samme bestyrelse i mindst ti år, den samme statsautoriserede revisor og advokat, der godkendte regnskaberne hvert år.”
Klubben holdt en formel og formildende afskedsreception for Mister KIF, da vi nåede hen i august. Københavnerdelen var fortid, streget ud under den førnævnte generalforsamling. Skåltaler og det halve Håndbolddanmark lagde vejen forbi.
Jens Boesen var ikke blevet rullet i tjære og fjer og sendt ud af byen, som velsagtens var kutyme i byens vartegn Koldinghus’ storhedstid. Men undertiden havde han selv den fornemmelse. Det samme havde resten af familien. Snakken i byen, kald det bare en by i provinsen, selvom Kolding er Danmarks syvendestørste, gik fremdeles på negativ vis. Fordi håndbolden var byens stolthed sammen med slottet oppe på bakken ved søen. Slet og ret.
Naturligvis påvirkede snakken og Jens’ lettere apatiske eller depressive adfærd hans hustru, Vita. Også den ældste datter, Line, der havde sin daglige gang i klubben som træner for sin datter, selv havde spillet i den i årevis og arbejdet i elitedelens administration i en årrække, var ramt af Boesen-snakken i byen. At han havde fået for lang snor, havde ageret som bykonge i alt for mange år. Den yngste datter, Mia, var på afstand nede i Wien i sit job som eventmanager i det europæiske håndboldforbund EHF’s hovedkvarter. Men hun var mangeårig spiller på højeste niveau i KIF og senere i lokalfusionen KIF Vejen, anfører på ungdomslandsholdet i fem år, og hendes liv drejede i bund og grund om en håndbold. Så der var også småtravlt på mobillinjen mellem Kolding og Wien.
Vita husker tilbage på en episode med en Kolding-fan, der aldeles ikke brød sig om fusionen KIF Kolding København:
“Jeg går nede i Jernbanegade og skal købe en eller anden gave. Pludselig kommer der en mand målrettet hen imod mig og begynder at råbe og nærmest spytte mig i hovedet: ‘Hvad helvede har din mand gang i?’ Så går han. Det gør jeg også. Rystet og noget af det, der har sat sig allerdybest i mig. Fordi det kom fuldstændig bag på mig. Jeg kendte jo overhovedet ikke manden.”
Allermest involveret, og måske påvirket, fordi han var så tæt på, han overhovedet kunne komme, var Lasse. Han havde de seneste par år været sportschef og også assistenttræner i klubben, lige fra han stoppede som aktiv. Lasse Boesen er en af dansk landsholdshistories tre-fire bedste backer, han spillede i klubben i hele sin opvækst, og som voksen og professionel i tre omgange i KIF Håndbold og KIF Kolding København i hele ti sæsoner. Mens han også havde en stor udlandskarriere i henholdsvis Portland San Antonio i Spanien, Lemgo og Flensburg-Handewitt i Tyskland.
Han kendte alt til den pressede økonomi. Havde i virkeligheden altid gjort det, fordi det også var en del af hans fars lange arbejdsdage, da han var dreng i Hjarup og ikke så Jens til aftensmad, fordi han sad på kontoret eller i bilen og solgte sponsorater, så spillerne kunne få deres løn. Et år var det så grelt, mens Lasse spillede i Flensburg, men boede i Kolding, at Jens fortalte ham, at den var helt gal, og at klubben var på nippet til at lukke. Om han, eller KIF, kunne låne en halv million kroner? Det kunne de godt, og Lasse fik pengene tilbage tre dage senere. Det var næsten rutine med den slags feberredninger.
Lasse Boesen sagde stop 13 dage efter sin far. Det var som at sige farvel til sin familie. Men han havde trods alt mere tilovers for den af sit eget blod, så nu var det tid til at tage afsked med KIF. Dynastiets fald var en realitet. Efter manges mening skulle der nye kræfter til. Og det kom der.
Sådan var aftalen, og Kolding-publikummet var rasende over ikke at kunne se deres hold på hjemmebane. Fordi hallen var optaget af en modeltogsmesse
De nye folk i ledelsen ville af med københavnerne, fordi indtægterne på grund af dårligere sportslige resultater derovre faldt i volumen, og så kan man slet ikke få sådan et projekt til at løbe rundt i København, hvis også tilskuerne begynder at udeblive. De nye folk mente, at håndbolden hørte til i Kolding. Og kun Kolding.
Lasse Boesen havde for længst set skriften på væggen. I 2016 havde han kæmpet for at holde liv i københavnerdelen, ringet og bønfaldt borgmesteren om hjælp til at gøre noget, så de kunne spille DM-semifinale i Kolding og ikke i Brøndby, som de havde gjort året før. Sådan var aftalen, og Kolding-publikummet var rasende over ikke at kunne se deres hold på hjemmebane. Fordi hallen var optaget af en modeltogsmesse. Lasse husker samtalen:
“Borgmesteren skældte mig ligefrem ud over, at jeg formastede mig til at ringe om det. Den dag stod det klart for mig, at det her stopper snart. Det var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, fordi folk i Kolding ikke længere ville være med til at dele med København. De ville have håndbolden for sig selv. Projektet havde hele tiden bygget på min fars personlige, mentale investering og energi. Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, det her ikke ville lykkes, hvis du ikke kunne holde Kolding til ilden. Lige dér tog jeg beslutningen, og det har jeg også sagt til min far og få andre mennesker, at jeg var der, indtil jeg kunne få min far ud.”
Et lille års tid senere var Lasse Boesen dog tilbage for en kort stund. Bedst af tre kampe, der gjaldt liv eller død for klubben, da de skulle spille om at blive i den bedste række i direkte duel med TM Tønder. Han tilbød klubben og træner “Lille Lars” Rasmussen at træde til som assistenttræner, de takkede ja, og det lykkedes med hiv og sving og i tredje kamp at holde KIF i Håndboldligaen. Siden har der ikke været bud efter Boesens assistance, hverken Jens’ eller Lasses.
Alt imens Jens sad og stirrede ud ad vinduerne, blev tingene klarere. Måske også fordi han i mellemtiden blev opereret for grå stær. Men lige så stille bundfældede følelsen af at give slip sig. Måske endda en fornemmelse af at blive sat fri
Alt imens Jens sad og stirrede ud ad vinduerne, blev tingene klarere. Måske også fordi han i mellemtiden blev opereret for grå stær. Men lige så stille bundfældede følelsen af at give slip sig. Måske endda en fornemmelse af at blive sat fri.
Og så alligevel ikke helt, for han blev syg. Blev diagnosticeret med prostatakræft og gik vanlig grundigt til værks. Spurgte for sig i netværket, alle mulige, folk, han kendte, der havde været igennem samme tur: kemo eller operation? Stillede spørgsmål og fik svar. Som hans yngste datter, Mia, der var vendt hjem fra Wien til et job i Divisionsforeningen, udlægger det:
“Man er heldigvis blevet dygtige til at behandle prostatakræft i dag. Han tog den positive hat på og behandlede det næsten som en case. Sagde: ‘Det skal bare ordnes og skal sgu nok gå’. Det gjorde det. Med operationen og det hele. Det har da også gjort, at vores bånd er blevet endnu stærkere, når man møder ekstrem meget modstand, som han gjorde i sin sidste tid i KIF.”
Temperamentet fejler nu stadig ikke noget. Jens kan sagtens hidse sig op under vores samtaler. Når han får talt sig varm endnu mere. Enetaler, ville man nok nærmere kalde det:
“Jeg kunne jo skaffe penge. Og når vi vandt, hold kæft, så måtte de indrømme, så var han alligevel dygtig, og så roste de mig. Når vi havde tabt, fik jeg hug. Og når vi havde dårlig økonomi, fik jeg skældud. Sådan var det hele tiden. Alle har en mening om én, når man er en halvoffentlig person. Og det skal man vel finde sig i. Nogle gange kan man tage det, andre gange kan man ikke tage det. Dengang jeg var i det, blev jeg ikke så ked af det, fordi der kunne jeg gøre noget ved det. Men nu her bagefter, hvor jeg har haft tid til at tænke det hele igennem, kan jeg da godt blive påvirket af det. Og også blive både ked af det og lidt rasende.”
Her kommer sidste medlem af familien på banen. Midtimellem-datteren, Line:
“På den måde minder jeg utrolig meget om vores far. Når nogen træder mig over tæerne, er jeg en tordensky ligesom ham. Tro mig, jeg kan blive gal. Men samtidig vil jeg også sige, at det der med, at det var svært at gøre plads til andre ting, også handlede om passion. Sådan oplevede jeg det som barn. Passionen. Klubben har været fars fjerde barn. Og som mor siger, kom den som- metider også før hans egne børn.”
Det er ikke sådan, at jeg står og stamper i gulvet og tager køllen og smider den ad helvede til. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg har vundet nok i mit liv
Jens Boesen
Og selvom Jens indleder næste kapitel med at fortælle, at hans store ambition i livet har været at vinde, så hænger det faktisk ikke helt sådan sammen længere:
“Jeg har aldrig kunnet forstå, når man er ude at spille golf, som jeg er ved at lære nu, at man skal vinde. Det har jeg sagt, inden jeg begyndte: ‘Der er én betingelse: Det her er ikke noget med at vinde’. Nu har jeg konkurreret hele mit liv, og jeg skulle vinde og vinde og vinde. Når jeg spiller golf med min kone, så kan vi slå en bold ud til højre, en til venstre og en ligeud. Men det er ikke sådan, at jeg står og stamper i gulvet og tager køllen og smider den ad helvede til. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg har vundet nok i mit liv. Jeg har vundet guldmedaljer nok. Okay, Trivial Pursuit, det kan mine børn, svigerbørn og børnebørn ikke slå mig i. Alle vil være på hold med mig, for jeg kan huske alt muligt, fordi jeg har læst avis lige siden Vietnamkrigen…”
Kurt Lassen: Bossen Boesen
281 sider
299 kroner
Bogen udkom 17. juni på forlaget Momenta
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
