STREAMING // ARTHOUSE FILM – Eller to. Sex fra to lande. Indien og Frankrig. I år er det halvtreds år siden pornografien blev sat fri i Danmark, hvilket bliver fejret med en kavalkade af danske sexfilm i Cinemateket. POV benytter lejligheden til at guide om nylige arthousefilm om sex, og hvor de kan streames. For hvis der er noget som er svært på nettet, så er det at finde film om sex.
Der er en ret stærk forbindelse mellem kunstfilm og sex, nok stærkere end de fleste har lyst til at indrømme. Når jeg læser om gamle klassikere, så er der overraskende mange der blev markedsført på et ‘sexet’ indhold, selv den nænsomme japanske klassiker Ikiru af Akira Kurosawa havde i USA en plakat, der forestillede den stripper, der danser på lærredet i tyve sekunder. I tresserne og halvfjerdserne var nøgenhed også et trækplaster, måske mere end de nouvelle vague-agtige nybrud som film som Bonnie & Clyde og Easy Rider brystede sig af. Og hvem kan glemme, at det helt store gennembrud for indiefilmen ligefrem hedder Sex, Løgn og Video?
Sex sælger, sex markerer mod og modstand, så sex er naturligvis også til stede i en del streamet arthouse. Lad os kigge lidt nærmere på et par eksempler.
Indien: Lust Stories
Jeg har før skrevet om indisk film på Netflix. Af en eller anden mærkelig grund er der et virkelig godt udvalg af indisk arthouse på streaming, hvilket især er sært eftersom indisk indie i virkeligheden ikke har det særlig godt for tiden.
Det var i år hele 25 år siden en indisk film sidst var i hovedkonkurrence i Cannes, en ret forbløffende statistik når man tænker på, hvor gloværdig en filmhistorie det store land egentlig har. Men da Indien gennemførte en liberalisering i halvfemserne, så fjernede man også det meste filmstøtte, og så må man bare sige, at kunstfilmen på det nærmeste kollapsede.
Frem for en kunstfilmverden efter europæisk forbillede, så pibler det nu i stedet frem med film, der minder mere om amerikanske indiefilm, hvilket måske ikke er så mærkeligt, når Bollywood dominerer nærmest lige så meget som Hollywood gør i USA.
Så måske er en film som Lust Stories et ret logisk produkt. Fire instruktører – Anurag Kashyap, Zoya Akhtar, Dibakar Banerjee og Karan Johar – lavede sammen i 2013 filmen Bombay Talkies, der fik premiere uden for konkurrence i Cannes, men nu kan ses på Netflix. De fire instruktører lavede hver deres kortfilm for at markere hundredeåret for indisk film, og fik naturligvis samtidig markeret sig selv som instruktører, der tør prøve noget nyt og markant i stedet for at lave endnu en dansefilm.
Jeg tror faktisk sjældent, jeg har set en kvindes orgasme være skildret med så meget dur-klimaks på soundtracket
Viljen til at prøve det anderledes er endnu mere markeret i opfølgeren, der griber fat i noget så tabuiseret som kvinders seksualitet. Uha, den slags tror vi ikke, de snakker om i Indien – fordommen er vel, at man stadigvæk ikke engang må kysse på film. Helt sådan er det dog ikke længere, og der er masser af sex i de små film, der pibler frem, bl.a. er instruktøren, der blot kalder sig for Q, meget eksplicit og kontroversiel i sine film Gandu og Garbage, som jeg beskrev fra Berlin sidste år. Der er faktisk heller ikke nogen nøgenhed i Lust Stories, så så kontroversiel er den heller ikke. I stedet handler den især om kvinders forhold til sex, og især især om middelklassekvinders forhold til sex. Om noget så markerer Lust Stories, at indiefilm især, især, især er en middelklasseting.
I Anurag Kashyaps segment begynder en kvindelig universitetsprofessor at stalke en ung studerende, hun har haft sex med. Dibakar Banerjee skildrer en midaldrende kvinde, der bliver afsløret i at have en affære med sin mands bedste ven. De to historier er næsten mest interessante, fordi deres kvindelige hovedpersoner dels er ret usympatiske og dels er umådelig priviligerede, men alligevel er skildret med sympati og forståelse. Jeg ved ikke, om det er fordi Lust Stories går efter et priviligeret publikum, men der er tydeligvis blik for de problemer som også kvindelige millionærer har i Indien.
Om noget så markerer Lust Stories, at indiefilm især især især er en middelklasseting.
Mere desperation er der i Zoya Akhtars segment, der er fremragende på den måde, som kun en kortfilm kan være det. Akhtar – den eneste kvindelige instruktør blandt de fire – skildrer et forhold mellem en rig ungkarl og hans husholderske, et forhold der snart må stoppes, fordi han skal indgå et arrangeret ægteskab. Hele filmen skildrer en eftermiddag, hvor først parret har sex, og hvor derefter husholdersken er tvunget til at gå rundt og rydde op og servere for mandens forældre, den forlovede, og den forlovedes forældre, selvfølgelig uden at vise sin egen sorg og desperation. Det er en ubærlig situation, og Akhtar skildrer den helt nøgternt, helt uden narrative komplikationer, men med fornem filmiskhed. En stærk halv time.
Alligevel er det nok Karan Johars mere letsindige segment, som var min favorit. Lidt overraskende, eftersom Johar var den eneste af de fire, jeg ikke i det mindste vidste, hvem var (Kashyap har haft gangsterfilmen Gangs of Wasseypour i Cannes, Banerjees Shanghai blev vist på PIX for nogle år siden, og Akhtar skrev jeg såmænd om tidligere i år da hendes Gully Boy blev vist i Berlin). Johar lader til at være den mest mainstream, den mest Bollywood, af de fire, og hans segment klimakser (pun intended) også på en måde, som jeg egentlig tror, jeg så i en amerikansk teenkomedie for femten år siden.
Det er samtidig også det segment, der mest direkte handler om kvinders seksualitet. Der egentlig handler om lyster. Megha, endnu en lærer, gifter sig med Paras, der mener, han er enormt god til sex, eftersom han er hurtig som et lyn, og så kan hun jo så hurtigt som muligt blive gravid. Der er en smuk montage, hvor Megha tæller på fingrene, mange små klip af fem sekunders varighed, og forskellige små samtaler om kvinders behov. Når Megha til sidst forsøger med et lille vibratoræg hjemme hos svigerfamilien, så kan vi formentlig gætte os til, at det går galt, men den forudsigelige scene er alligevel herlig, mens bedstemor klapper til en Bollywood-sang, hvis ekstatiske violiner fint akkompagnerer den offentlige orgasme. Jeg tror faktisk sjældent, jeg har set en kvindes orgasme være skildret med så meget dur-klimaks på soundtracket. Og det ville vel sådan set også være progressivt i Europa.
Lust Stories kan streames på Netflix. Det kan Bombay Talkies også.
Frankrig: En Kniv i Hjertet
I modsætning til i Indien har sex længe spillet en stor rolle i fransk film, ikke mindst siden det der blev kaldt ‘New French Extremity’ fra omkring årtusindskiftet. Her blev der sat nye grænser for nøgenhed og eksplicit sex i film som Romance, Intimacy og Irréversible. Og for vold. De fleste, der har set Irréversible, husker nok især de meget voldsomme scener. Af en eller anden grund er sex og vold ofte knyttet sammen i fransk film.
Det har man også set i forbindelse med den bølge af LGBTQ-film, der har ramt Cannes-festivalen de seneste år: Af en eller anden grund, og ofte til skade for filmene, er de ofte ret voldelige. I den ellers meget roste Girl var der et ubehagelig fokus på vold, der i sidste ende blot forstærkede fordomme om transkønnede. Mange af de bøssefilm, der har været på festivalen, har også haft AIDS og generelt lidelse og død som omdrejningspunkt. Med stor kunstnerisk succes, film som Christophe Honorés Sorry Angel og Robin Campillos BPM, er skildringer af AIDS-krisen på højt kunstnerisk niveau. Og mere metaforiske skildringer, såsom Alain Guiraudies nyklassiker Stranger by the Lake, hvor en morder er løs blandt gæsterne på en kombineret nøgenstrand og cruising-mødested, har skildret en blanding af sex- og dødsdrift, der tydeligvis har haft AIDS i bagtankerne.
Alt det for at sige, at når Yann Gonzalez’ En Kniv i Hjertet skildrer en seriemorder, der hærger i miljøet omkring et lille selskab, der producerer bøsseporno i halvfjerdsernes Paris, så er det lidt set før. Men derfor kan det være meget godt alligevel.
Yann Gonzalez er en ret ung instruktør, der dog med sine to langfilm har opbygget en ret tydelig tematik. Det handler om mennesker, der bygger fællesskaber, omkring sex. I debuten You and the Night møder vi en gruppe mennesker, der mødes for at afholde et orgie. Der vises bestemt en del orgie, men ellers hører vi mest deres fortællinger, der fortælles fantasifyldt, fabulerende og med stærk æstetisering.
Og så er fodboldlegenden Eric Cantona i øvrigt med som ‘Rytteren’, der er blevet inviteret med udelukkende på grund af ydre atributter. Hvad You and the Night beskriver måske bedre end nogen anden film, er kontrasten mellem det fantasmogoriske orgie og så den ret kedsommelige planlægning.
Få kan filme et blowjob så rørende som Yann Gonzalez
I En Kniv i Hjertet er to former for homoseksualitet sat endnu mere på spidsen, en drømmende, vidunderlig og frigørende seksualitet, og så den vold som morderen bringer ind i miljøet – og som afspejler den død, der snart ville hærge hele den verden, filmen foregår i. I en fantastisk åbningsscene kontrasteres de to, idet vi både ser en smuk iscenesat porno, to smukke mandekroppe i en skov, optaget på flot, gnidret celluloid, samt en dunkel og dekadent mordscene, hvor den ene skuespiller myrdes med en kombineret dildo og springkniv. Det er skåret ud i pap, og det ville være alt for meget, hvis ikke scenen i skoven var så smuk og så transgressiv i sin nostalgiske skønhed.
Vi følger selskabets instruktør Anne, spillet af Vanessa Paradis, mens hun forsøger at højne niveauet og lave en episk pornofilm, samtidig med at hendes lesbiske kæreste har forladt hende, og der altså er en morder løs, der hærger hendes selskab. Filmen bliver undervejs til en lidt tung krimi, og den endelige løsning på mordgåden interesserede mig ikke så meget.
Men til sidst er der endnu en fantastisk drømmescene. Anne drømmer om endnu en orgiescene, smukke nøgne kroppe der vrider, kysser, sutter, mens en anden smuk mand i et satyrkostume danser rundt imellem dem. Det ligner noget fra en græsk vase, og det er meget dejligt. Men så pludselig stopper de alle sammen, kigger rundt imellem sig, er lidt bange, foruroligede. Døden lurer i fremtiden. Sorgen trænger sig på.
Yann Gonzalez kan det at få sex og nøgenhed til at virke ikke ekstremt, men smukt og længselsfyldt. Han har også et trumfkort i ærmet, han er nemlig bror til Anthony Gonzalez, der står bag det populære band M83, kendt fra hits som ‘Midnight City’ og ‘Kim & Jessie’. Anthony har lavet soundtracket til begge broderens film, og de er små kunstværker i sig selv, nostalgiske, længselsfyldte og sensuelle. Det er Yann Gonzalez’ styrke. Få kan filme et blowjob så rørende som han. Så det er lidt ærgerligt han føler, han skal blande det op med al den vold.
En Kniv i Hjertet kan downloades fra Filmperler eller Blockbuster.
Underkastet af begær
At sex og vold i lang tid har været en del af fransk film kan man forvisse sig om ved at se den dokumentar som DR har givet navnet Underkastet af begær – den hedder Ceremonin i hjemlandet Sverige, La Cérémonie i Frankrig og The Ceremony i USA/England, men det var vel for svært at få oversat til dansk.
Den svenske instruktør Lina Mannheimers film, der blev vist på CPH:DOX i 2014, men som for nylig har været vist i dansk fjernsyn, og som derfor kan streames på dr.dk for tiden, omhandler Catherine Robbe-Grillet, forfatter og skuespillerinde, enke efter forfatter og filminstruktør Alain Robbe-Grillet og en af Frankrigs mest kendte sado-masochister.
At lave noget så kedeligt som en stjernetegnsfilm, en folkekomedie blandet op med hardcore porno, virker overhovedet ikke som noget franskmændene bryder sig om
Det er en simpel film. Talking heads, der fortæller om sadomasochismen, forholdet mellem ceremonilederen og de medvirkende, forholdet til Catherine specifikt, og så filmiske fremstillinger af forskellige ceremonier. Helt nøgternt. Mænd agerer kyllinger, kvinder danser og piskes, men det hele er fremstillet, som var det det enkleste i verden. Hvilket det i og for sig også er, når forholdene er i orden, og alle er med på, hvad der skal ske.
Catherine Robbe-Grillet, nu i firserne, har fortjent sin egen film, men talking heads-segmenterne og de historiske passager om hendes liv, er ikke så filmisk interessante, at det gør noget. Ceremonierne kan derimod en del. Kameraet står helt stille og fanger fint det iscenesatte, det rituelle, ved det hele. Der er vitterlig noget fransk over det, man mærker arven fra Sade og Bataille (efter en ung kvinde har danset, bliver der løftet et lille æg op inden kameraet klipper væk, hvilket i hvert fald gav mig mindelser om ‘Historien om Øjet’).
Mere præcist er der måske noget katolsk om det. Det hele er stadig så opstyltet. Jeg tænker, der er stor forskel på at være kedelig dansk frisindet og så de franske libertinere. At lave noget så kedeligt som en stjernetegnsfilm, en folkekomedie blandet op med hardcore porno, virker overhovedet ikke som noget, franskmændene bryder sig om, det er overhovedet ikke transgressivt nok, ikke blasfemisk og obskønt nok. Hvilket jo så ironisk nok ville gøre det til det mest obskøne overhovedet.
Underkastet af Begær kan streames fra dr.dk.
Fotocredit: PR.
Lust Stories: Netflix
En Kniv i Hjertet: Ella Herme
Underkastet af Begær: Lina Mannheimer
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
