
Sådan siger 23-årige Mariam Hassanian om den periode af sit liv, hun nu har lagt bag sig.
”Hvordan kunne det forventes af mig, jeg skulle trives, når fokus konstant var på overfladen i et skolesystem, der forsøgte at gøre mig til et produkt, frem for at fokusere på, hvorfor jeg var så usikker, så vred og så ofte kom i konflikter? Jeg havde en indre stemme, der blev ved med at sige til mig, at jeg var ubrugelig. Mest af alt havde jeg lyst til at dø og ingen vidste, at jeg gik med selvmordstanker”, fortæller hun om perioden. Det er en ung kvinde, der signalerer alt andet end mistrivsel, der ser på mig med sine blide brune øjne og jeg har svært ved at sætte de vrede ord på den rolige kvinde, der sidder overfor mig.
Mariam Hassanian er forfatter, coach og medstifter af Young Rolemodel Academy. Hun har gået på Politikens kritiker- og debattørskole og har været projektleder på eventet ”Salaam Shalom – Muslimer og Jøder for Fred”. Vejen frem til, hvor hun befinder sig i dag, har langt fra været nem for hende.
Jeg er inviteret hjem til hende og vi sidder ved bordet i hendes etværelses ungdomsbolig, mens vi spiser af den gode mad, hun har tilberedt. En lækker pasta, en sund og grøn salat og stegt kylling.
Solen skinner fra en skyfri himmel, denne sene efterårsdag, mens vi taler om den periode af Mariams liv, der var overdækket af mørke skyer i meget lang tid. Som hun sidder overfor mig, bemærkelsesværdigt hvilende i sig selv, fremstår hun både afklaret og målrettet og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en klog og vigtig kvinde, jeg kan lære noget af, jeg sidder i selskab med.
Det er ikke første gang, Mariam vækker min interesse. Jeg har bemærket hende, fordi hun har blandet sig i flere af de kvindesagsdebatter, jeg har deltaget i. Blandt andet ved et debatmøde i Politikens Hus, som var blevet til i et samarbejde med foreningen Sabaah, der kæmper for minoritetsetniske LGBT-personers rettigheder. Og ved markeringen af 10-året for drabet på den unge pakistanske kvinde Ghazala Khan, som Etnisk Ung havde arrangeret. Og ved et debatmøde med direktøren for Kvinfo, Nina Groes og jeg, som Københavns Universitets Humanistiske Fakultet havde arrangeret i forhold til, hvordan kvindesagsorganisationerne kan bakke op om den nydanske kvindekamp.
Forventninger, pres og en modreaktion
Det er over tid blevet til en række spændende samtaler, som vakte min nysgerrighed efter at vide mere om hende. Mariam Hassanian er vokset op på Amager, København, med en marokkansk mor og en dansk far. Hun var som barn meget forvirret, fordi der var en underlig forventning om, at dét at have en anden etnisk baggrund end dansk og dét at være dansk ikke skulle kunne gå op i en højere enhed. Forvirringen fik hende til at gøre modstand, men ikke på en konstruktiv måde, der kendetegner hendes engagement i dag. Hun var vred og frustreret og påtog sig en hård overflade udenpå, samtidig med, at hun følte sig meget sårbar og kæmpede med et lavt selvværd indeni. ”Jeg overlevede – jeg levede ikke”, siger hun alvorligt.
Mariam Hassanian har udgivet bogen ”Tør du drømme? Intet står i vejen for dig!”, der indeholder interviews med inspirerende personligheder, som alle har det til fælles, at de har satset på og opnået deres drømme. Hun holder foredrag om at tale unge op. Det gør hun blandt andet med sine motiverende taler på landets folkeskoler. Selv har hun hadet at gå i skole, fordi hun ikke følte, hun passede ind:
”Jeg kan ikke sidde stille, jeg er ordblind og ikke boglig i den klassiske forstand. Det har gjort, jeg ikke kan klare at komme i skole, hvor vi skal sidde stille, lytte og tage noter. Jeg er ikke den klassiske 12-tals pige. Jeg er ikke en stræber i skolen men i livet. Lysten til at lære bliver dræbt, og det hænger blandt andet sammen med de meget målrettede krav om, hvad man skal kunne, og hvordan det skal læres. Det er som om, man har glemt, at trivsel kommer før indlæring”, siger hun.
Det betyder dog ikke, at Mariam ikke vil lære. Hun elsker ny viden, læring om mennesket, verden, historie, biologi, kroppen og så meget andet. Men hun trivedes ikke særlig godt i mange af sine års skolegang:
”Jeg var ked af det, vred, ustabil og kom i mange konflikter. Men i stedet for at komme ind til sagens kerne, det gælder mine forældre, men også skolen, da det var der problemet opstod og udspillede sig, så var der konstant fokus på, hvordan jeg skulle forbedre mig, øve mig og gøres til et produkt, der ikke var mig,” siger hun og fortsætter:
“Der var aldrig fokus på, hvorfor jeg var så usikker, hvorfor jeg så ofte kom op at skændes, hvorfor jeg var så vred og ikke kunne koncentrere mig. Min trivsel kom i anden række, og jeg blev symptombehandlet, plaster på såret, jeg skulle bare arbejde hårdere for at passe ind i skolesystemet. Jeg tror jeg ville have lært mere og haft en bedre skolegang, hvis der var fokus på, hvordan jeg kunne trives. Frem for at gøre mig til problemet, kunne man have kigget på strukturen. Skolestrukturen,” understreger hun og konkluderer:
“Jeg kan ikke være den eneste i denne verden, der er fint begavet, men som ikke kan sidde stille, er ordblind eller har svært ved at koncentrere mig. Men vi bliver kigget ned på. Vi får at vide vi skal rette ind og forholde os til hvad vi vil uddanne os til.”
Jeg tror på, at der er mange veje her i livet og det at gå i skole er en af mange. Men vi er blevet et konkurrencesamfund, hvem kan uddanne sig hurtigst og bedst og tjene godt, for så man har en form for magtposition. Jeg vil bare gerne have, at vi også har fokus på trivsel og relationer først og fremmest, da lykkelige, sunde mennesker kan nå langt længere end stressede og travle mennesker
Vi beslutter os for at gå udenfor for at nyde det gode vejr i de grønne omgivelser, der udgør bebyggelsens gårdområde. Det er et grønt område med træer og buske og en legeplads for beboernes børn. Der er bænke placeret strategisk og tyder på et gårdmiljø med masser af liv.
Trivsel og relationer er vigtigt
Lige nu, er der ingen andre mennesker end Mariam og mig. Her er bemærkelsesværdigt fredeligt. Det er som om, vi ikke befinder os i hjertet af København med det pulserende liv lige på anden side af husmurene men på et afsidesliggende sted i Danmark. Og mens vi for et øjeblik nyder solens varme stråler, opmuntrer jeg Mariam til at fortælle mig, hvad der gjorde udslaget for hende. Hvor kom vendepunktet fra at være den vrede elev, der røg i den ene konflikt efter den anden til den rolige selvsikre kvinde, der omvendte vreden til konstruktiv handling?
”Det var først, da jeg fik en mentor, der blev ved med at forklare mig, at der intet var i vejen med mig, at jeg var som jeg var og at det ofte er normen, der ødelægger børns fantasi, drømme og måde at udtrykke sig på at jeg ændrede indstilling.”
“Derfor besluttede jeg mig for at lave en ungdomsbog, hvor jeg har interviewet nogle inspirerende, primært unge mennesker om, hvordan de har fået modet og drivet til at gå en anden vej, end der forventedes af dem. For at vise, at det at gøre som største delen ikke altid er din vej. Og det at springe ud i livet og tage ja-hatten på, når man får en mulighed, kan åbne døre,” indleder hun og siger videre:
“Jeg tror på, at der er mange veje her i livet og det at gå i skole er en af mange. Men vi er blevet et konkurrencesamfund, hvem kan uddanne sig hurtigst og bedst og tjene godt, for så man har en form for magtposition. Jeg vil bare gerne have, at vi også har fokus på trivsel og relationer først og fremmest, da lykkelige, sunde mennesker kan nå langt længere end stressede og travle mennesker.”
Hun understreger også, at det for hende er vigtigt at kæmpe for, at alle unge føler sig hjemme gennem deres skolegang, fordi disse første mange år vil komme til at præge dem langt ind i fremtiden. Derfor er hendes målgruppe primært udskolingens 8.-10. klasser.
Hun tager ud på skoler og fortæller sin egen historie om at bryde ud af forståelsen om at være et ”produkt” til at skabe sin egen vej. Hun er bevidst om, at intet kommer af sig selv og trivsel er vigtigste faktor for at kunne yde, både for sig selv og andre.
Det var også først da hun selv begyndte at trives, fandt sit eget selvværd og blev glad, at hun fik modet til at tænke ud af boksen og få øje på nye muligheder, der udviklede og styrkede hende til den person, hun er i dag. Det er denne erfaring, hun med stor entusiasme deler ud af ved at fungere som inspiration med sit eget eksempel. Hun motiverer unge til at turde udleve deres drømme.
Når blomster trives i vejkanten mod all odds
Alle, der deltager i et foredrag med Mariam Hassanian, får et gratis eksemplar af hendes bog. Mariam håber, hun kan være med til at vande det lille frø, der kan få de unge til at blomstre endnu mere og give dem en tro og vilje på at gå efter deres drømme. Jeg håber, jeg kan være med til at sprede dette budskab videre.
Det er blevet tid til at bryde op og jeg takker Mariam for mødet og maden, hvorefter jeg begiver mig ud i Københavns myldretidstrafik. Som forventet på denne tid af dagen, går der ikke lang tid, før jeg er fanget i en trafikprop og for et øjeblik minder det mig om Mariams ord om at sætte tempoet ned for at finde freden i sig selv.
Således ser jeg mig pludselig takke de højere magter for trafikproppen, fordi jeg nu øjner en mulighed for at betragte bevoksningen langs kørebanen og nyde synet af de smukke blomster, der mellem ukrudt og ugræs og mod alle odds strækker sig fri af græsset mod en skyfri himmel, hvorfra solen stadig skinner på en sen efterårsdag. Dét ville jeg ikke have fået øje på, hvis jeg blot havde kørt derudad. Jeg smiler ved mig selv, da bilerne foran mig begynder at rykke på sig og sender Mariam Hassanian en kærlig tanke.
Bog eller foredrag kan bestilles her.
Topfoto: Mariam Hassanian.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her