
ARGENTINA // POVCAST – Argentina virker til at være i evig økonomisk krise og uløseligt forbundet med ord som hyperinflation, gæld og valutakrise. “¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika” taler med 28-årige Mailen Iturrioz, som flyttede til Danmark for at finde et arbejde og opleve en ny kultur. Unge studerende i Buenos Aires søger i stigende grad ud af landet for at bygge sig en fremtid. POV bringer podcasten som led i vores samarbejde med Globalnyt.
“Alt har forandret sig. Priserne stiger, men lønnen er den samme.”
Sådan forklarer Mailen Iturrioz situationen i sit hjemland, Argentina. I dag bor hun i Danmark, hvor hun er leder i et rengøringsfirma. Hun kom hertil for omkring halvandet år siden og nyder den større frihed, men savner sit hjemland – og sin familie.
“Hvis du vil flytte hjemmefra og bo i din egen lejlighed, er det virkelig svært nu, for hver dag stiger priserne. De ændrer sig hele tiden, så du kan aldrig lægge planer,” fortæller hun om Argentina.
Ifølge tal fra den argentinske ambassade i Danmark bor der i dag omkring 2.000-4.000 argentinere i Danmark.
Det sydamerikanske land befinder sig i en evig økonomisk krise. Inflationen har nået sit højeste i 20 år og er i dag på over 70 procent. Til sammenligning har vi i Danmark netop rundet ni procent. Men inden udgangen af året forventes inflationen i Argentina at nå over 90 procent. Priserne i landet står altså til at stige til næsten det dobbelte i løbet af et år.
Argentina – et land i dyb krise
Det er de udfordringer, den argentinske regering står over for. Landets økonomiminister, Sergio Massa, er den tredje på posten siden starten af juli, og der er nok for ham at få styr på.
Argentinas præsident, Alberto Fernández, fik ellers ros for sin håndtering af den økonomiske krise, da han overtog posten fra sin forgænger, Mauricio Macri. Den Nobelpris-tildelte økonom Joseph E. Stiglitz kaldte ligefrem håndteringen for et mirakel oven på det “økonomiske rod”, som Macri efterlod sig. Det er blandt andet lykkedes den siddende regering at opnå en BNP-vækst i 2021 på 10 procent. Men det har ikke været nok.
Mange argentinere går på gaden i hovedstaden Buenos Aires for at protestere imod præsidentens håndtering af økonomien. Argentina har nemlig fået opbygget en enorm gæld til Den Internationale Valutafond (IMF) og har modtaget en redningspakke af et hidtil uset beløb på 57 milliarder dollars.
Så hvad gør man som ung argentiner i et land, der kan virke til at være på randen af et økonomisk kollaps? ¿Qué pasa? – Podcasten om Latinamerika taler med to unge argentinere: 28-årige Mailen Iturrioz, som i dag bor i Danmark, og 31-årige José Menace, som for nylig er flyttet til Spanien.
Lyt til podcasten her:
Podcasten sætter fokus på stort og småt i Mellem- og Sydamerika og dækker både aktuelle begivenheder, tendenser og kulturelle fænomener fra hele regionen.
Bag podcasten står Josefine Aude Raas og Mette Mølgaard, journalister med speciale i Latinamerika.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her