FILM // TILBAGEBLIK – Danmark er et land med få indbyggere, og alligevel bliver der leveret 10 film på et højt niveau år efter år, skriver POV’s filmredaktør Frederik Bojer Bové. Dansk films største problem er ikke længere kvalitativt, udfordringen er at få de bedste film til at være en del af den store filmiske debat. Her kårer han årets 10 bedste danske film.
2019 var et år, hvor grænserne var ret skarpt trukket op. Efter at filmbranchen i en del år har kæmpet for at skabe ny energi med lavbudgetfilm og generelt flere midler til nye stemmer, så virkede 2019 som et år, hvor de forskellige film skulle stå på egne ben. Mange instruktører skulle følge op på gennembruddet, og det lykkedes med blandet succes. Hverken Fenar Ahmads Valhalla eller Avaz-brødrenes Kollision var de helt store successer, og også i en lidt mindre skala var en film som Harpiks mindre god end de mindre film, Daniel Borgman tidligere har lavet.
Der er flere spor i dansk film. Først og fremmest er der selvfølgelig mainstreamfilmene, serie-filmene, komedierne som ingen anmeldere kan lide. Dem er der ikke rigtig nogen af på denne liste, undskyld. Men så er der tre former for kvalitet: Der er den store brede arthouse-film, den klassiske gode debatterende danske film, der fik en ny klassiker i form af Dronningen. Så er der den lille kunstfilm. Den fik også en nyklassiker med Onkel, der tog fusen på alt og alle, og fik fornemt mange nomineringer endda til en Robert, som ellers er en branchepris. Og som en tredje retning er der dokumentarfilmen.
At Dronningen kun er på en fjerdeplads skyldes bare, at det har været et stærkt år i toppen. Jeg vil ikke have noget imod, at denne film vandt samtlige store priser. Trine Dyrholm er bedre end nogensinde, manuskriptet er endeløst fascinerende
Problemet i år var, at de tre retninger kunne føles meget langt fra hinanden. Da lavbudgetfilm blev sat på dagsordenen, var det bl.a. med en idé om, at instruktører skulle kravle, før de kunne gå. Først starte med en lille film, og så gå i gang med en stor bagefter. Når man ser tilbage på 2019, virker det ikke som en god idé. Snarere ser det ud til, at der er nogle instruktører, som er gode til det små, og nogle som er gode til det store, og det forplumrer bare begge dele at tro, man skal kunne det hele.
De små film lever især af at være uafhængige, eksperimenterende, nyskabende. De har værdi i sig selv, ikke fordi deres instruktører måske næste gang laver noget som publikum også gider at se. Og så kommer problemet, for det er ikke helt nemt at skaffe ressourcer til at lave de her film, hvis ikke de ses som en investering i fremtiden. Men det er nødvendigt.
Så jeg sidder tilbage med en frygt for fremtiden. Også fordi det ikke var et så fantastisk år for dokumentarismen som tidligere år. Der har været gisninger om, at den manglende lyst til fornyelse skyldes omfordelingen af mediestøtten, så tv-stationerne nu har mere indflydelse på dokumentarfilmene, hvorfor de mere falder i genkendelige TV 2- eller DR3-former. Det ville også være synd.
Når det er sagt, så har jeg dog svært ved at se på de ti film nedenunder uden at tænke, at vi lever i et ret imponerende filmland, når alt kommer til alt. Vi er ikke ret mange indbyggere, og alligevel bliver der leveret 10 film på dette niveau, år efter år? Det er okay. Så længe niveauet ikke falder. Og hvis bare de smalleste af dem kunne komme bredere ud. De fortæller også essentielle historier om os alle sammen. Ofte endda om mennesker, hvis historier ellers ikke ville blive fortalt.
Her er årets 10 bedste danske film:
10. Cutterhead (Rasmus Kloster Bro)
Det føles som meget lang tid siden, at alle små film var thrilleragtige og udspillede sig på én location (3 Ting, Lifeboat, Den Skyldige…) men selvom Cutterhead måske virkede lidt forældet, så var det stadigvæk en virkelig stærk og effektiv thriller. Især viljen til at gøre op med stereotype idéer om helte og skurke i den her slags katastrofefilm gør historien konstant overraskende.
9. Western Arabs (Omar Shargawi)
Omar Shargawi har lavet to tidligere spillefilm, Gå med fred Jamil og Al Medina, hvoraf den første er virkelig stærk, mens den anden ikke rigtig virkede for mig. Western Arabs er et dokumentarisk selvportræt, der også trækker på elementer og billeder fra hans tidligere film, og som gør noget ret forrygende. Den får samlet hele filmografien til ét auteuristisk kunstnerisk hele. Centralt er splittelsen mellem to kulturer, og forholdet til den problematiske faderfigur, som også spillede med i Gå med fred Jamil. Et genbrugt filmklip fra den film bliver ophøjet til nøglefigur på smukkeste vis.
8. Håbets Ø (Sidse Torstholm Larsen & Sturla Pilskog)
Håbets Ø skulle have været én slags film, fortællingen om hvad der sker med et lille grønlandsk samfund, når et gigantisk kinesisk firma går i gang med at etablere en mine. Men minen kom aldrig. I stedet har vi fået et af de smukkeste plotløse sted-portrætter længe i dansk film, en lang melankolsk nat hen mod det håbefulde forår.
7. Ulveland – Børnene på Blågårds Plads (Olivia Chamby-Rus)
Apropos stedportrætter. Jeg har været umanerlig mange gange på Blågårds Plads, synes jeg kender stedet ret godt. Men Olivia Chamby-Rus gør det som dokumentarfilm kan gøre så fremragende: Hun fotograferer, klipper, stykker sammen, og pludselig er det velkendte område som en eventyrverden. Ulvelandet. Som et langdigt stykket sammen af velkendte sætninger. Og så er nogle af de unge medvirkende ret forrygende.
6. Qs Barbershop (Emil Langballe)
Emil Langballe havde et fantastisk år, hans Et Ægte Par kunne også have været på listen. Men Qs Barbershop er en lille genistreg. Et helt simpelt setup: Ryk ind i en barbershop i Vollsmose, og filmsamtalerne mellem kunder og barber. Resultatet giver selvfølgelig et indblik i, hvad folk i ‘ghettoen’ går og tænker, folk som ellers ikke får ret meget plads i den offentlige debat. Men også rent filmisk er det forrygende, de mange slags hår bliver til et endeløst fascinerende filmisk stof, og når filmen en sjælden gang bevæger sig væk fra barberstolen filmer den i butikken fra helt fantastiske vinkler. Et glimt af en ged er et af årets smukkeste billeder.
5. Danmarks Sønner (Ulaa Salim)
Ulaa Salim viser, at en gang imellem skal man starte med at tænke stort. Danmarks Sønner er længere end de fleste danske debuter, har flere karakterer og et gennemført twistet plot. Det er en effektiv thriller, der også tør smide de største klassiske værker på soundtracket, og male hele verden med grønt og rødt lys.
4. Dronningen (May el-Toukhy)
At Dronningen kun er på en fjerdeplads skyldes bare, at det har været et stærkt år i toppen. Jeg vil ikke have noget imod, at denne film vandt samtlige store priser. Trine Dyrholm er bedre end nogensinde, manuskriptet er endeløst fascinerende. Og så er Jasper Spannings fotografering undervurderet eminent. Tredje akt slår så hårdt bl.a., fordi kameraet filmen igennem har været forelsket i den stærke kvinde. Alene solen i hendes hår, da hun danser, gør klassikerstemplet nogenlunde fortjent.
3. Onkel (Frelle Petersen)
Rent personligt, så kan jeg bedre lide små film. Onkel er en lille åbenbaring, amatørskuespil, en helt lille historie, som nærmest bare er en hjerteskærende situation, der udfordres på forskellige måder. Men filmen viser hvor stærk minimalisme kan være, hvis man har en situation, som er stærk nok, og ved hvor man skal stille kameraet. Et kæmpe gennembrud for Frelle Petersen, der foruden at instruere skrev manuskript og såmænd også selv fotograferede og klippede. Tankevækkende og hjerteskærende. Filmen burde blive en gigantisk inspiration til fremtidens talenter.
2. Før Frosten, Michael Noer
Før Frosten har det, som en stor dansk film skal have: Sturla Brandth Grøvlen fotograferer suverænt, Jesper Christensen spiller med glød og glæde, som var det hans første hovedrolle, og musikken, komponeret af Rune Tonsgaard Sørensen og indspillet af Den Danske Strygekvartet, er et af de bedste soundtracks i årevis. Men mest af alt har Før Frosten en stramhed, hvor dens drama føles skæbnetungt som en græsk tragedie. Og hvor mange danske film har en tendens til at kulminere med et råbende skænderi, så rammer den sidste hviskede replik heri så meget desto stærkere qua sin dæmpede ironi.
1. Giraffe, Anna Sofie Hartmann
Dansk films største problem er ikke længere kvalitativt. Vi har stadigvæk problemer med at få de bedste film til at være en del af den store filmiske debat. Anna Sofie Hartmann er et af vore største talenter, men fordi hun laver sine film i en tysk kontekst, får hun nærmest ingen opmærksomhed. Man skulle ellers tro, at Maren Ade – Min Far Toni Erdmann – som co-producer på en film af en dansk instruktør ville vække opsigt, men nej. Eller at hun var nomineret som European Discovery ved European Film Awards i 2015 for debuten Limbo, noget næsten ingen danske instruktører har opnået. Heller ikke.
Der har været så meget snak om filmforlig, om branchekrise, om hvilke slags film filmverdenen har brug for. Men i sidste ende er det vel vigtigere, hvilke film vi har brug for?
Grunden til at Hartmann ikke rigtig diskuteres i Danmark er selvfølgelig, at hendes film er så forbasket tyske. Hun er uddannet fra Berlin-skolen, og laver små melankolske stedportrætter fra Lolland med samme finesse som Angela Schanelec eller Ulrich Köhler. I Limbo var det om Nakskov, nu handler det om konsekvenserne af Femern-forbindelsen. Giraffe er bare en vidunderlig sær lille film, fra dens åbningsbillede af to giraffer – nok fra Knuthenborg Safaripark – til dens mange brevlæsninger og klip fra færger. I centrum er en romance – eller to meget forskellige tilrejsende arbejdere, men i virkeligheden er det en film om at være tilrejsende, om at være kvinde, om at føle sig udenfor. Som en giraf?
Der har været så meget snak om filmforlig, om branchekrise, om hvilke slags film filmverdenen har brug for. Men i sidste ende er det vel vigtigere, hvilke film vi har brug for? Og som jeg ser det, har Danmark brug for film som Giraffe, som Onkel, som Qs Barbershop. Film fra randområderne, film der tager sine mennesker seriøst, film der skaber kunst og billeder og metaforer ud af glemte historier. Små ting. Store tanker. Poesi.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Dronningen, PR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og