Tiden er nærsynet – en læsning af Peter Handke

af i Bøger

BØGER // ESSAY – At være nærsynet er en konkret defekt, som ændrer betingelserne for blikkets opmåling af verden: den nærsynede er i kraft af den uskarpe horisont berøvet afstandens perspektiv, og som sådan lukket inde i sit eget lille univers. Hos Peter Handke bliver nærsynetheden en metode til at åbne verden op på ny.

Hos østrigske Peter Handke (1942-) finder man ingen Donald Trump eller andre navngivne eksponenter for vor tids narcissisme og omverdensblindhed. I stedet støder Handkes fortællerjeger ofte på irriterende allegoriske bifigurer og randeksistenser, der viser sig som udtryk for kulturens åndelige modeluner og utilpassede afvigelser i kraft af deres specifikke form for nærsynethedslidelse:

Vi møder “amokløberen”; folk som kondiløberen, der tromler derudaf uden blik for andet end sin egen sveddryppende bersærkergang – eller i den modsatte grøft: den samfundsdistancerede, besatte svampesamler i skovens udkanter, som har mistet den store verden af syne i sin indadvendte, langsommelige skattejagt.

Den ene har blikket stift rettet mod horisonten, men ser ikke de andres mulige horisont; den anden har mistet horisonten selv af syne ved stædigt at fæstne blikket til jorden og det, der umiddelbart viser sig for fødderne af ham.

Som vandrende, snublende, småbekymret menneske kan man i denne forbindelse ikke helt fortænkes i at nære et lille, blussende håb om at flere får øjnene op for Handkes besværlige prosa

Nærsynetheden hos Handke udfolder sig her som et konkret metodisk blik, der afslører sprogets og tidens selvomsluttende blindhed; men i tilfældet med svampesamleren med det tvist, at der i selvsamme bliks tunnelsyn viser sig en alternativ vej ud af de klaustrofobiske småhorisonters rum.

Nærsynethedens apostel

Som forfatter og dramatiker til et utal af værker siden debuten i 1966, står Peter Handke som en af den tysksprogede verdens litterære elefanter, der gennem sin trodsigt særegne stil utrætteligt har undersøgt sprogets selvmodsigelser og indre betydningskontingens. Altid lige uforsonlig i sin urokkelige tro på “førstehåndserfaringens” universelle gyldighed, og altid lige radikal i formens eksekvering – noget som, mere eller mindre fortjent, har givet ham ry for at være en svært tilgængelig sprogesoteriker; en gold formalist uden humor og med hang til uendelige, springende sætningskonstruktioner, der synes designet til at kaste sin læser af eller kede vedkommende langt ud på irritationens overdrev.

Et sted, jeg som læser ofte har befundet mig i selskab med Handke.

I denne mikroskopiske verden af sproglige iagttagelser, uendelige præcisioner og mærkværdige omrokeringer bliver nærsynetheden selve grundbilledet på den dobbelthed, som er på spil hos Handke: at være nærsynet er en helt konkret lidelse, en fysisk defekt, som ændrer betingelserne for blikkets opmåling af verden: den nærsynede er i kraft af den uskarpe horisont berøvet afstandens perspektiv, og som sådan lukket inde i sit eget lille univers.

Men samtidig giver nærsynethedens afkobling fra omverdenen også et unikt udgangspunkt for uforstyrret at se verden, som den opstår og forsvinder i horisonten omkring det næste sætningsled; for foden af den skrivendes vej gennem rummet.

Citronkernehorisonter

I opposition til samfundets og kulturens snæversynede nytteværditænkning skriver Handke i Det Store Fald fra 2011 en sådan alternativ, mere fri og bevægelig nærsynethed frem, hvor horisonten skæres væk og verden tages ind og åbnes op ved insisterende at rette fokus mod de undseelige betydningsrum i bevidsthedens allernærmeste miljøer; mod de fænomener, som er så nære, at vi ikke ser horisonten, de også altid indeholder. Som en citronkerne tabt under sengens dunkle vidder:

Han måtte absolut samle kernen op fra gulvet med det samme, det skulle være nu, der stod alt på spil. Det lykkedes ham bare ikke, hver gang sprang, smuttede, flintrede den knap nok ærtestore, men i modsætning til en ært glatte og desuden strømlinjeformede citronkerne fra hans fingerspidser, til sidst tværs over hele gulvet og ind under sengen ved væggen, og da han lagde sig på maven foran sengen, med en kost i den ene hånd og en stavlygte i den anden, fik han øje på den hvidlige lille kerne i det fjerneste hjørne under sengen, der var for bred til, at han kunne nå derind med kosten, og desuden ikke til at flytte, fordi den var skruet fast til væggen: da lyste og blinkede det til ham fra mørket, “også en horisont, bare en anden end den fjerne lige uden for vinduet”.”

Det Store Fald er en fortælling om en dag i en navnløs skuespillers liv: vi følger ham fra morgenens bratte opvågning i et lille hus i udkanten af en europæisk “megaby” (som til forveksling minder om det Paris, Handke selv bor i udkanten af) gennem døgnet ind mod byens og nattens gådefulde afslutning.

Den lille allegoriske roman leverer flere paradoksale observationer til hvad man kunne kalde nærsynethedens alternative horisont, samtidig med at Handkes fortæller optegner adskillige metodiske regler, som vender den nærsynede linses optik om fra at være et udtryk for en fejl – et sygdomstegn i tiden – til på dobbelttydig vis at agere modgiften selv.

En metode skuespilleren benytter her er de såkaldte “fejllærestier”: en række objekter langs en vej, der ligner andre ting, end det de i virkeligheden er, udgør en følt eller antydet merværdi, idet den vandrende passerer forbi og ser dem som levende, uimodståelige syner:

“… en glimmerklump, der tydeligt skinnede frem fra den sorte eller røde jord, gav forestilling om en sølvåre. Et sammenrullet stykke birkebark, stiplet i linjeform, kunne se ud som en middelalderlig håndskriftrulle. En firkantet af den ægte kastanjes sammenknyttede blomstersnore kunne være et orientalsk tæppe. En kugle vildsvinelort en sort trøffel.”

Disse vibrerende, sanselige visioner, som jo i virkeligheden blot er illusioner, gør ikke objektet mindre interessant for Handkes fortæller, men afslører netop, når bedraget går op for ham, deres nærvær som enestående og lysende på en helt særlig måde – og dermed værd at betragte og undersøge nærmere; som den seendes blik i sig selv er værd at dvæle ved og skærpe.

– Og? Hvad så? Hvad kunne det bruges til? Hvad var værdien af et blegt insekthylster, skarpt belyst og isoleret fra sine omgivelser? Hvor stor? Hvor mange yen eller rupier? Må vi venligst bede om markedsværdien! – Fejltagelsesobjektet i sig selv: værdiløst. Værdien af at betragte det: uvurderlig.

Interesseløs nærsynethed

Forsøg over svampenarren fra 2013, som er det seneste af forfatterens foreløbigt fem fortællende essays, foregår langt ude i skovenes fremmede hjemlande og handler ligeledes om at se: om hvordan fantastens og den skrivendes blik netop også kan se sig blind.Handkes fortæller vil berette om sin ven, den forsvundne såkaldte svampenar, som blev besat af at gå ud i skovene og lede efter de små jordslåede paddehatte i alle deres unikke former og fremtrædelser:

 “… en sort pukkel, over jorden, i den lodrette middagssol, en underlig hundelort den dér, men den dufter helt herop, på næsten to meters afstand, dufter som en trøffel, jamen, det er det jo også!”. 

Efter i første omgang at have åbnet verden ved at se efter det skjulte, svampenes hemmelige verden og “lys”, forskyder søgningen sig for vor tragiske helt dog lidt efter lidt og bliver i stedet til målrettet aktivitet, der lukker sanserne for rummets åbenhed. Nærsynetheden går fra at være et åbnende vindue i det nære til i stedet at snævre synsfeltet radikalt ind, når målet for søgningen – svampene, og det at lokalisere dem – bliver vigtigere end søgningen i sig selv:

Hvor hans søgen engang havde skabt omgivelser, så fik hans søgen og finden, især i overflod, dem nu til at skrumpe. Hvor havde enkeltfundene dog været fine og velgørende engang. Det var ikke længere nogen mulighed, det rum var lukket; og det betød: slut med rumfølelsen.”

Forsøg over svampenarren leverer i dette paradoksale tema og de måder, det kommer til syne i teksten, flere prægnante eksempler på den nærsynethedsaffekt, der gør Handke til så ufremkommelig læsning for mange: trods det slentrende sprogs til tider umådeligt langsomme og dvælende tempo, bliver resultatet for de fleste læsere ofte at meningen går tabt når sætningslogikken brydes op og kompleksiteten stiger – i takt med at blikket zoomer længere og længere ind på verdens og sprogets helt små enheder og forskydelser.

Her bliver svampenes verden et konkret sted for nærsynethedens alternative horisont og modsprog til samfundets egoistiske, tillukkede nærsynethed, som ikke vil eller evner at se den andens verden

Hvad der er burde åbne op og tilbyde “omgivelser”, rum og bevægelsesfrihed i sproget, kan for mange resultere i det modsatte. For hvordan skal det hele forstås? Hvad er perspektivet, baggrunden, hvorpå denne nærsynethed i øjenhøjde skal tolkes og sætte læseren fri til selv at se? – sætte vandreren fri til selv at bevæge sigud i verden?

Som en kantarel under skovbundens gulbrune løvtæppe ligger der måske et hint gemt i fortællerens karakteristik af svampenarrens egen lille søgepoetik:

I den forbindelse hjalp det så at min svampenar på stedet slog over i noget han kaldte “søgegangart” og, med et skævt blik til mig, “den episke gangart”, en måde at bevæge sig på hvor han hele tiden var tæt på at stå stille, men alligevel, ind gennem gren- og buskeværk, aldrig stoppede op, men tværtimod fortsatte, regelmæssigt, uden afbrydelser; og skete det endelig, så var formålet med søgegangarten opfyldt; ikke bare blive stående, men i stedet bevæge sig på hans måde, anderledes stille, mens man ledte, det bar frugt, mere end noget andet.”

Det kan se ud til at den ellers ganske formeksperimenterende Peter Handke i virkeligheden benytter sig af en af de ældste skabeloner for æstetisk erfaring – og at den gamle provokatør tillige spiller med nok så åbne kort. Hvad vi her har fat i ligner en moderniseret, svampenaragtig udgave af den tyske filosof Immanuel Kants (1724-1804) “smagsdom”, hvor fantasi og forstand indgår i en såkaldt fri, harmonisk dans på stedet, og som Handke med glimt i øjet hinter til ved at benytte Kants eget knastørre begreb for denne æstetiske erfaringsform: det “interesseløse velbehag”.

Oversat til nærsynethedens horisont kunne man fristes til at sige, at den ufrie og selvtilstrækkelige form for nærsyn er den, der blot har ét overordnet mål for øje, og som ikke forholder sig undersøgende eller nysgerrigt sansende overfor fænomenet, som træder frem i synsfeltet – hvorimod den frie, interesseløse nærsynethed åbner nye rum og horisonter ved, med åbent sind, at holde fokus på den nære verdens konkrete fremtrædelser, i hvilken form de end måtte vise sig, uden at træde over i nyttetænkningens ensporede optik.

Det handler om at indstille øjet og dets lytten mod de singulære fænomener og former, der som sådanne først anerkendes og tildeles værdi, når vanens blinde kategoriseringer afvises som bevidstløs stirren ud i sprogets tomme rum.

Her bliver svampenes verden et konkret sted for nærsynethedens alternative horisont og modsprog til samfundets egoistiske, tillukkede nærsynethed, som ikke vil eller evner at se den andens verden; hvor det nære rum og bevidsthedens meningsfylde ikke er defineret af jegets megalomane lyster, men tværtimod er afhængig af de ukontrollerbare, vilde vækster, som svampene legemliggør.

Tiden er nærsynet

Hos Handke kan den nærsynede optik således anskues som en slags disrupter af den blinde (selv)fortælling, der ikke ser omgivelsernes rum og sin egen tidslige bevægelse heri; det er tunnelsynets naragtige monomani sat på spidsen og udfordret af sit eget spejlbilledes endnu mere insisterende stirren tilbage.

Men samtidig aner man i Handkes prosa ved selvsyn paradoksalt nok en form for utopisk håb – tør man ligefrem hviske ordet frelse? – i selvsamme nærsyns underligt ufokuserede klarsyn, i noget der kunne minde om en snublende, poetisk øjebliksopmåling af den nære verdens usete, udsatte citronkernehorisonter.

Tæt nok på til at verden, det fjerne, medierede og fremmede uforvarende træder frem som nært; tæt nok på til at sproget tager over og du ser “jeget” forsvinde ind i verden – med faren for at gå vild i det forskelsløse som det negativ, dine nyvundne småhorisonter afslører deres lys og tilstedeværelse gennem.

Tiden er nærsynet, men ikke som hos Handkes fortællere og anti-protagonister hvor blikket på verden i én snublende, stålsat bevægelse fordrer og skaber rummets indretning og betydning frem mod større åbenhed og kompleksitet i det konkrete. Trumpisme og klimakrise blandt meget andet synes i stedet at have sat ekstra fut i entropiens accelleration af tiden mod kaosrummets udvidelse, hvor nærsynet betyder at man på abstrakt og distanceret vis lukker sig inde i sig selv og ignorerer sprogets konkrete tegn på mødets og frihedens mulighed.

Som vandrende, snublende, småbekymret menneske kan man i denne forbindelse ikke helt fortænkes i at nære et lille, blussende håb om at flere får øjnene op for Handkes besværlige prosa, hvor nærsynetheden på faustisk vis blænder op for et andet slags fald; som et kritisk korrektiv og modsprog til tidens ignorering af sprogets revolutionære potentialer.


Peter Handke: Det Store Fald
Oversat af Hanne Lund
Forlaget Rod&Co, 2016

Peter Handke: Forsøg over svampenarren.
Oversat af Hanne Lund
Forlaget Batzer & Co, 2017


Topfoto: Forlaget Batzer & Co.

Tags:

Simon Lund Petersen, født 1986. Er cand.mag. i dansk litteratur og medier samt filosofi.
Arbejder blandt andet som højskolelærer, biblioteksvært og litterær vandrelaugsguide - hvorfor han ofte ses strejfe rundt ude i landskabet eller gennem byens hemmelige passager på jagt efter de rum, hvor litteraturen og fortællingen finder sted.

Seneste artikler om Bøger