Anonyme Anonyme Kilder

Lars Luplau 01.02.2016

Der findes en kvinde derude, som har specialiseret sig i at sværte mænd til anonymt. Hvorfor bruger danske medier hende kritikløst og uden blusel?

Et spørgsmål, jeg indtil for ganske nyligt aldrig troede, jeg skulle stille mig selv:

Findes der mon en støttegruppe, der hjælper folk med en sygelig trang til at bombardere pressen med oplysninger, der er fremkommet under fortrolige og private omstændigheder, og som deraf følger burde forblive fortrolige og private? En pendant til Anonyme Alkoholikere. Et sted, hvor man kan få hjælp uden at nogen ved, hvem man er.

I så fald har jeg et forslag til en kvinde, der virkelig kunne trænge til sådan en hjælp. Jeg kender end ikke hendes fulde navn, for af uransagelige årsager har pressen accepteret, at hun forbliver anonym, hver gang hun har delt private oplysninger med dem.

Denne kvinde har nu hele tre gange haft held til at lække oplysninger fra privatsfæren til pressen, endda oplysninger som potentielt har kunnet være ødelæggende for de impliceredes karrierer.

Tilbage står ikke blot, at denne kvinde åbenlyst har et problem, som hun burde have hjælp til. Foreningen ”Anonyme Anonyme Kilder” eksisterer mig bekendt ikke, og hvis den gør, kan den nok være svær at finde. Men dele af pressen burde kigge kritisk på sig selv og overveje, om de har gransket den anonyme kvindes motiver grundigt nok.

Lad mig forklare nærmere: Tilbage i 2011 blev en folketingskandidat i Køge-kredsen presset til at trække sig, fordi de lokale avisredaktioner blev bombarderet med grundløse rygter om hans mentale tilstand, stofmisbrug og aggressive fremfærd. Ekstra Bladet skrev senere en artikel, hvori det fremgik at den socialdemokratiske lokalpolitiker, Tommy Kamp, og en kvinde, som kandidaten havde haft et forhold til, skulle stå bag disse rygter. De to skulle også have tilbudt lokalaviserne at sende en lydfil, der ville være belastende for folketingskandidaten.

Hvem var denne kvinde? Jo, det er en offentlig hemmelighed blandt journalister, at det var den samme kvinde, som i 2015 havde et forhold til TV2’s daværende nyhedsdirektør Michael Dyrby. I det tilfælde handlede det ikke om lydfiler men SMS og billedmateriale, som hun kunne fremskaffe. Også her dukkede Tommy Kamps navn pludselig op i dækningen af historien.

Med inddragelsen af private beskeder i Radio 24Syvs nylige historie, hvor der bliver rettet alvorlige beskyldninger mod Ekstrabladets redaktionschef Miki Mistrati, får denne kvinde nu med andre ord lov til for tredje gang at beholde sin anonymitet på trods af, at hun tydeligvis har et problem med at forstå forskellen på privat og offentligt.

Tanken om at der kunne være noget grundlæggende i vejen med den kvinde melder sig for det første. Men for det andet – og vigtigt i en presseetisk kontekst – er det en ansvarlig presses opgave at sørge for at tage sin gatekeeper-rolle alvorligt. Denne type kilde, der vedvarende bruger private oplysninger til at sværte andre mennesker til, skal ikke uden videre sikres anonymitet, og hendes motiver burde granskes grundigere.

I en tid, hvor medielandskabet ændrer sig og hvor vi allesammen kan være medier blot vi kan ramme “slå op”-knappen på Facebook, er det vigtigere end nogen sinde, at de store etablerede spredningsmedier forstår deres rolle som dem, der filtrerer det utroværdige og det uetiske fra. Distribution af informationer, som for blot 20 år siden var forbundet med store omkostninger, er blevet stort set gratis, så alt hvad der adskiller etablerede medier fra en facebook-note er kvaliteten af den systematiserede udvælgelse og bearbejdning, som informationerne skal igennem.

Det er indtil videre lykkedes den anonyme kvinde at liste sine informationer forbi kvalitetskontrollen og stikke en kæp i hjulet for en folketingskandidat og en nyhedsdirektør. Får historien konsekvenser for Mistratis videre karriere, er det altså ikke kun et hattrick i brud på fortrolighed, men også i at skade karrieren for dem, der har været så uforsigtige at dele følsomme oplysninger med hende. Hvad der stod i de private beskeder, som Mistrati og den anonyme kvinde udvekslede, og om der er noget i indholdet, der sætter ham i dårligt lys, vil jeg slet ikke forholde mig til. Jeg vil gøre som Radio 24syv burde have gjort, nemlig lade som om de ikke eksisterer, lige indtil den alt for anonyme og fortrolighedsbrydende kvinde lægger navn og ansigt til sine oplysninger.

I øvrigt kan det undre, at 24syv finder det acceptabelt at bruge en kilde med så ringe troværdighed. Netop denne kanals nyhedschef, Simon Andersen, burde nemlig have ekstra megen forståelse for vigtigheden af at forholde sig ekstra kritisk til en kilde, der siger lige præcis det, som bakker ens historie op.

Hvorfor siger jeg det?

Fordi han netop tidligere i sin journalistiske karriere er kommet galt af sted ved at bruge en kilde, hvis troværdighed ikke var imponerende. En journalistisk fejl, som han selv har kaldt en ”katastrofe” og noget, han burde have undskyldt for. Som han senere sagde i en artikel om sagen i fagbladet Journalisten:

”Det er skræmmende, at min stræben efter den historie var så voldsom, at al fornuft blev sat ud af kraft, men det er vist desværre ikke sjældent, at journalister er så besatte af deres historie, at de begår grove fejl eller endda manipulerer for at få historien hjem. Lige så skræmmende er vores uvilje mod klart at erkende fejl og beklage dem, om nødvendigt i virkelig stor opsætning.”

Klar tale fra nyhedschefen, der dengang var lektor i journalistik, og i dag er en af landets bedste og mest ihærdige nyhedsjournalister.

Det kan sagtens være, at historien om Mistrati holder vand, men så længe historien læner sig så eftertrykkeligt op ad en kilde som den anonyme kvinde, er der efter min bedste overbevisning ikke grundlag for at bringe den. At selve interessen for historien skyldes efterdønningerne fra en privat historie, der heller aldrig burde være bragt ud i offentligheden, gør kun sagen værre.

Er der noget vi kan lære af denne sag?

Det ville være på sin plads, at medierne brugte langt mere tid på refleksion over brugen af anonyme kilder generelt. Der har altid været forholdsvis gode muligheder for, at offentlige personer i Danmark kunne have et privatliv ved siden af deres offentlige virke, fordi de store danske medier har værnet om princippet om holde folks private udskejelser ude af medierne, sålænge disse udskejelser ikke havde relevans for det offentlige virke. Der er god grund til at overveje om der er ved at ske et skred i håndhævelsen af det princip, og om dette er ønskværdigt. I det mindste kunne man håbe, at denne sag medførte, at danske medier blev enige om at stoppe med at bruge lige præcis denne anonyme kvinde som kilde. Det ville være et lille skridt i den rigtige retning.

Lars Luplau

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn. Omtrent 20 års erfaring fra den frie skoleverden. Har også været såvel skrivende som redigerende journalist.