KLUMME – Er det sværere, ja nærmest umuligt, at få venner efter man er fyldt 30? Det hævdede en artikel, som Annegrethe Rasmussen læste i denne uge, og den provokerede hende, fordi hun er uenig. Hun kunne heller ikke genkende sig selv i et eneste af de beskrevne eksempler. Nu funderer hun over, om fænomenet mon skulle være noget dansk – fordi hun ikke selv har boet i sit fædreland i 16 år. Og hvad siger POV’s læsere?
WASHINGTON D.C. – Når man bor ude i verden, ser man måske (måske ikke) anderledes på visse ting end hvis man bor i det samme land hele sit liv – eller (gys) det samme sted fra man bliver født, til man dør.
Og ja ja, spar mig for sangen om hvor skønt og trygt, det kan være, for det kan det da givet for nogle mennesker, men jeg er bare selv mest på det hold, der ser social kontrol og let klaustrofobi midt i al det livslange naboskab.
Jeg ved en smule om den sag, da jeg fra jeg var seks år til jeg fyldte 18 boede i en lille landsby i det sønderjyske, hvor alle vidste alt om alle, og det var, tro mig, ikke noget, jeg ville anbefale. Ikke fordi – skal jeg vel sige – at der var noget særligt graverende at opdage om hverken min familie eller om mig selv – desværre var jeg forrygende uinteressant som barn og teenager, og alle de spændende ting, som jeg håbede på, der kunne ske, fandt kun sted i min egen fantasi.
Næh, det var mere en klæbende følelse af, at ingen hverken kunne eller ville foretage sig noget spændende ud over at tale om hinanden, og når det endelig skete en smule – en anvorpen knægt stjal fra Brugsen eller genboens kone lå i med postbudet eller psykologparret, der havde gået på RUC, råbte højt, når de havde sex, ja så vidste alle det netop øjeblikkelig.
Jeg er uenig i eksemplerne, uenig med dem, der citeres og uenig med konklusionen. Og herved siger jeg naturligvis ikke, at det er en dårlig artikel. Næh, tværtimod, for jeg kan godt lide at læse tekster, der får mig til at tænke og ærlig talt er der ikke noget så kedeligt, som konstant at læse artikler, hvor man enten er 100 procent enig eller selv har skrevet noget lignende
Nuvel – i går læste jeg en artikel i det digitale medie Zetland, skrevet af den glimrende skribent Kirstine Dons Christensen – du kan læse den her.
Den var interessant, fordi jeg sjældent har læst en artikel, jeg er så lodret uenig i.
Jeg er uenig i eksemplerne, uenig med dem, der citeres og uenig med konklusionen. Og herved siger jeg naturligvis ikke, at det er en dårlig artikel. Næh, tværtimod, for jeg kan godt lide at læse tekster, der får mig til at tænke og ærlig talt er der ikke noget så kedeligt, som konstant at læse artikler, hvor man enten er 100 procent enig eller selv har skrevet noget lignende.
Pointen i artiklen er, som der står i overskriften, at “Ja, det er faktisk sværere at få nye venner efter man er fyldt 30”.
Fra 17-67 – mine bedste venner kommer i mange aldre
Det er ikke min hensigt at komme med lange og kedelige eksempler på det modsatte – min påstand kan siges meget kort:
Jeg har en håndfuld meget gode og elskede venner, som jeg har erhvervet mig fra 20-30 – og tak for dem.
Men flertallet af de dejlige mennesker, der er mine venner i dag, har jeg mødt i alderen 35-50. Og de har i øvrigt også selv aldre fra alt mellem 17 (min yngste au-pair-pige, som jeg i dag er gode venner med og som i dag er 29) til min bedste amerikanske veninde, der er 67. Jeg har også en anden ikke så nær, men dog god ven, der fyldte 80 sidste år, og hendes fødselsdagsparty var forrygende og talte flere BBC-journalister og en enkelt verdensberømt real tennis player, der også havde været i finalen i French Open i sin ungdom.
Og det har ikke været spor svært at anskaffe sig disse venner. Det er kommet naturligt, det har ikke været påtvungent eller villet, og jeg har så absolut ikke været nødt til at opfinde arrangementer, hvor jeg har måttet lave kaffe-aftaler med folk, jeg aldrig har talt med før, som den kvinde, der optræder i starten af Zetland-artiklen beretter om, at hun har.
Det ville for mig være virkelig mærkeligt og kunstigt.
Men da jeg så tænkte over, hvorfor jeg var så uenig med præmisserne i artiklen og overhovedet ikke kunne genkende mig selv i den, så kom jeg til kort.
For det kan jo være, at det “bare er mig”. Sådan en DNA-forklaring, og så er den ikke længere. Noget med at være et ekstrovert og et evigt søgende og nysgerrigt menneske. For det er jeg, indrømmet.
Men jeg overvejer, om det også kan handle om at flytte sig. For mange danskere bliver, hvor de er (jfr. i øvrigt også “den store udflytningsdiskussion”) og jeg har flyttet mig rigtig meget. Jeg har boet i fire lande over de seneste 18 år først og fremmest. Og i fire hovedstæder København, London, Paris og Washington D.C., hvortil jeg flyttede for 10 år siden.
I min barndom boede jeg på landet som nævnt – indtil jeg var 18, og lige præcis fra denne periode har jeg siger og skriver to venner tilbage. Og dem mødte jeg ikke i min folkeskole eller på mit gymnasium men via politisk arbejde.
Og så har jeg også rejst og arbejdet over hele verden samt skiftet arbejdspladser rigtig mange gange – omend i samme branche bortset fra fire ulykkelige måneder som embedsmand i undervisningsministeriets EF-sekretariat i 1991.
Ved jorden at blive, det tjener danskerne bedst?
Kan det med de mange “modne venskaber”, som jeg har oplevet – og i følge artiklen modsat de fleste andres oplevelser – måske have have noget med Danmark at gøre? Altså, at jeg ikke bor i mit fædreland mere.
Er mange danskere indadvendte, provinsielle og/eller tribale eller blot virkelig tryghedssøgende?
Og nej – modsat fordommen i Danmark – som jeg har mødt så tit – er amerikanere hverken mere overfladiske eller troløse end danskerne. Tværtimod er de faktisk ofte ret meget mere høflige og varme – også overfor mennesker, de ikke kender.
Eller er det noget tredje?
I Zetland-artiklen citeres flere for at sige, at det også gælder udenfor Danmark. Men læg mærke til, at den forfatter, der citeres som ekspert, er norsk. Og med forlov, så ligner nordmænd ofte danskerne, måske er de faktisk blot endnu mere hjemmefødinge.
Der er selvfølgelig også den mulighed, at artiklen tager fejl. Men det vil jeg ikke konkludere, for det har jeg ikke undersøgt sagen grundigt nok til.
Jeg kan blot sige her fra min stol i USA’s hovedstad, at det ikke er et amerikansk fænomen, jeg har observeret.
Mine amerikanske venner har mange, mange venner, de har fået i en høj alder og USA er et sindssygt mobilt samfund. Og nej – modsat fordommen i Danmark – som jeg har mødt så tit – er amerikanere hverken mere overfladiske eller troløse end danskerne. Tværtimod er de faktisk ofte ret meget mere høflige og varme – også overfor mennesker, de ikke kender.
Hvad siger I, derude? Jeg vil gerne høre fra jer. Vær med i en diskussion under artiklen her på POV’s Facebook-side.
LÆS MERE AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER
Topillustration: Pexels.com
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
