Anne-Mette Friis: Den store hvide plet på landkortet

i Liv & Mennesker/Minoriteter af

REJSEBREV – Grønland er langt mere end klimaforandringer og storpolitiske slagsmål. Det er også ufattelig skønhed, gæstfrihed og ressourcestærke mennesker, skriver Anne-Mette Friis. Hun har besøgt Grønland flere gange i forbindelse med sit arbejde med at udbrede kendskabet til FN’s Børnekonvention som børn- og ungechef i UNICEF. 

Da jeg var barn, var Grønland den store hvide plet på verdenskortet, som en sjælden gang blev hevet ned fra loftet i klasselokalet med en krog. Det var også en række børn, der ufrivilligt ankom til min barndomsby for at bo i private familier og deltage i skolens undervisning. Pludselig var de der, og pludselig var de væk igen.

Grønland var et sted, man aldrig ville komme til at opleve, og jeg kendte især landet for de kongelige besøg og de ufatteligt smukke nationaldragter til kvinderne. Grønland var koldt, ufremkommeligt og øde og det var omgærdet af mystik og nogle grumme historier om svigt, som har klæbet til landet i årtier.

Det er stærke, stolte mennesker, med ambitioner om deres lands udvikling, og det er nysgerrighed og iver for at blive taget alvorligt og respekteret. Men det er desværre også skyggesiden af et samfund, som er udfordret af fattigdom, arbejdsløshed, dårlig infrastruktur og isolation

Henover sommeren har det hvide land mod nord fået fornyet fokus. Der er målt rekordhøje varmegrader, som får indlandsisen til at smelte hurtigere end forventet, og landet er ombejlet af store globale spillere, som får os til at se betydningen af Arktis i et nyt og anderledes lys. Måske oplever vi danskere mere end nogensinde tidligere en slags protektionistisk forbindelse til landet, og det går pludselig op for os, at Grønland faktisk tilhører Rigsfællesskabet og dermed er en del af os.

Nu er Grønland langt mere end klimaforandringer og storpolitiske slagsmål. Det er ufattelig skønhed og gæstfrihed. Det er betagende kulturer og fortællinger af mytisk karakter. Det er legende børn med røde kinder, som vender ryggen til timers unødigt tidsfordriv foran en skærm. Det er stærke, stolte mennesker, med ambitioner om deres lands udvikling, og det er nysgerrighed og iver for at blive taget alvorligt og respekteret. Men det er desværre også skyggesiden af et samfund, som er udfordret af fattigdom, arbejdsløshed, dårlig infrastruktur og isolation.

Alarmerende forhold langs østkysten

Jeg føler mig privilegeret, fordi jeg i mit voksne liv har fået anledning til at besøge Grønland flere gange. Min første rejse til Nuuk foretog jeg for snart ti år siden, og jeg har siden da holdt mange workshops, oplæg og konferencer på vestkysten. Mit arbejde i Grønland tog fart, da jeg som børn- og ungechef i UNICEF Danmark var med til at lancere et samarbejde mellem UNICEF og det grønlandske selvstyre i august 2010.

NAKUUSA hedder projektet. Det betyder ”Sammen er vi stærke”, og tanken er, at de grønlandske børn bliver stærkere af at kende deres rettigheder. Målet er at skabe de bedst tænkelige muligheder for børns opvækst og udvikling i Grønland, og midlet er FNs Børnekonvention.

At have været udsat for seksuelle overgreb er altså mere reglen end undtagelsen, ligesom selvmordsforsøg er langt hyppigere i Tasiilaq end på vestkysten

Mit kendskab til Tasiilaq, før jeg rejste, var især begrænset til de grumme historier, der er fulgt i kølvandet på en dokumentar på DR 2 med titlen: ’Byen, hvor folk forsvinder’, som blev vist den 6. maj i år. Filmen er optaget i Tasiilaq, den største by på østkysten, hvor hver femte indbygger dør af selvmord, og 81 % af byens kvindelige indbyggere, som er født efter 1970, har været udsat for seksuelle overgreb. At have været udsat for seksuelle overgreb er altså mere reglen end undtagelsen, ligesom selvmordsforsøg er langt hyppigere i Tasiilaq end på vestkysten.

Den grønlandske befolkningsundersøgelse fra 2018 afslører, at forholdene i den største by i øst er særdeles alarmerende i forhold til byer langs vestkysten.

De voksne har meget at lære

Børn bliver stærkere af at kende deres rettigheder. Og i dag er der efterhånden flere grønlandske børn end danske, der ved, at de har rettigheder, som er beskrevet i FN’s snart 30 år gamle Børnekonvention. Der er børneråd i alle de grønlandske kommuner, og der er minibørneråd på skolerne. Et fællesskab omkring rettigheder er blevet opbygget, og de grønlandske børn og unge giver løbende gode råd og anbefalinger videre til politikere, lærere og forældre.

Men selvom børn og unge bliver mere og mere opmærksomme på deres konventionsbestemte rettigheder, tager det tid før, de voksne er med på vognen. Voksne har meget at lære, før de bliver i stand til virkelig at lytte og tage børns meninger og holdninger alvorligt. Det ændrer ikke et samfund fra dag til dag, at børn styrkes gennem rettigheder, men det giver dem mulighed for at udfordre gamle normer, og det styrker dem, at de ved, hvad der i hvert fald ikke er i tilladt i henhold til Børnekonventionen.

Min opgave i Tasiilaq var at levere en todages workshop for byens lærere og pædagoger og deres kollegaer fra de omkringliggende bygder. 22 dedikerede mennesker var sejlet eller fløjet til Tasiilaq for at høre om FN’s Børnekonvention, UNICEFs børnesyn og børnedeltagelse. To intensive dage på byens hotel finansieret af venskabsbyen Gentofte med diskussioner, udvekslinger og masser af grin på trods af enorme sprogbarrierer.

Gruppearbejde under en workshop. Foto: Skribenten.

Vi forstår ikke hinandens sprog. Vestgrønlandske og østgrønlandske dialekter er forskellige. Danskerne forstår hverken den ene eller den anden, og grønlænderne er tøvende med at udtrykke sig på dansk. Jeg talte udelukkende mit modersmål, men de fleste diskussioner foregik på grønlandsk. Udfordrende og interessant, og en prøve på vores vilje til at kommunikere og til at forstå hinanden.

Kulturforskelle

En af de sessioner, vi havde i forløbet, handlede om fordomme. Børnekonventionen fortæller os, at alle børn uden undtagelse har ret til et værdigt liv uden nogen former for diskrimination, og diskrimination opstår mange gange netop på grund af fordomme, som pr definition er negative.

En øjenåbnende betragtning gennem workshoppen var, at danskerne og grønlænderne optrådte grundlæggende forskelligt i den kontekst, vi var i sammen. Danskere lavede larm. De talte højt, meget og længe. Det er som om, at vi danskere nogle gange taler ret uovervejet fordi vi ofte danner vores mening, mens vi taler. At høre os selv tale hjælper os til at blive tydelige på vores synspunkter og holdninger. Men det er måske bare min egen fordomsfælde, jeg der giver udtryk for.

Jeg kom ikke for at redde nogen. Jeg kom for at fortælle, hvorfor konventioner og rettigheder er vigtige ingredienser i vores demokratiske samfund. Jeg kom for at høre, om der var interesse for i fællesskab at arbejde bevidst med vores børnesyn, og jeg blev mødt med en kæmpe interesse for netop det

Grønlænderne var helt anderledes. De lyttede til hinanden. De tænkte, før de udtrykte sig, og de generedes ikke af tavshed og pauser i gruppen. De talte langsomt og roligt, og de bidrog gerne, men først efter de blev spurgt. Under arbejdet med fordomme blev det klart, at alle vi, der var i rummet, havde en vis grad af negative fordomme mod hinanden. Grønlændere overfor danskere og omvendt. Østgrønlændere overfor de gæster, der kom fra Nuuk, og vestgrønlænderne overfor bygdefolkene fra øst.

Nogle af deltagerne frygtede, at der blev set ned på dem, og at danskerne følte sig bedre værd. Indrømmelserne stod i kø for at blive sagt, og så snart de var ude i rummet, blev stemningen, accepten og tolerancen højnet.

Staten har forpligtet sig

Inden jeg ankom til Tasiilaq, var min værste fordom, at grønlænderne ikke ville byde mig velkommen. Jeg var bange for, at jeg ville møde modvilje mod danskere, og at jeg ville blive ignoreret på gaden. At folk ville se skævt til mig på grund af årtiers mere eller mindre vellykkede indsatser fra velmenende danskere og organisationer, der uden respekt for den grønlandske kultur, har villet redde landets børn.

Jeg kom ikke for at redde nogen. Jeg kom for at fortælle, hvorfor konventioner og rettigheder er vigtige ingredienser i vores demokratiske samfund. Jeg kom for at høre, om der var interesse for i fællesskab at arbejde bevidst med vores børnesyn, og jeg blev mødt med en kæmpe interesse for netop det. Det er ikke min idé, at vi skal oplyse grønlandske børn og voksne om børnerettigheder. Staten har forpligtet sig til at gøre netop det for 30 år siden, da vi underskrev konventionen, og vi kan ikke fornægte nogen at kende dens principper og bestemmelser.

En demonstration mod alkohol i Tasiilaq. Foto: Skribenten. 

Jeg mødte en kæmpestor vilje til, at vi i fællesskab påtager os den opgave det er at lære børn om deres ret til god skolegang, til at blive hørt og medinddraget, til at blive beskyttet mod overgreb og til at leve et godt og trygt liv. Alle var klar til at løse opgaven og til sammen at blive stærke, som netop er lige præcist, hvad NAKUUSA går ud på.

Alle har lige rettigheder

Og ja – Grønland er storslået landskab. Det er klimaforandringernes konsekvenser. Det er hvaler og natur, som vi ikke finder andre steder. Det er triste beretninger om svigt og overgreb og forældre, der glemmer deres ansvar den sidste fredag i måneden.

Men Grønland er også virkelig ressourcestærke mennesker, der gerne vil løfte i flok. Der gerne vil inddrages og tages alvorligt. Der gerne byder velkommen så længe vi er jævnbyrdige og lige ydmyge overfor de opgaver, vi skal løse.

Første skridt på vejen ud af de sociale problemer i Grønland er at gøre op med fordommene blandt de voksne i kongeriget og holde fast i, at vi alle har lige rettigheder

Grønland har lært mig meget om respekt og mine personlige fordomme overfor landet og dets indbyggere. De negative tal fortæller deres egne triste historier, men de underbygges alt for ofte af fortællinger, der bunder i vores uvidenhed og forestillinger. Forestillinger om, at alle lærere er uuddannede og møder fulde op om morgenen, at grønlændere generelt er sjuskede, at de sover i samme seng som deres børn, og at de altid er fulde. Myter, kan vi kalde dem, og ikke af den gode slags, men af den slags, der dannes af fordomme og uvidenhed om det moderne Grønland. Den slags skal vi have aflivet, hvis vi skal skabe en bedre fremtid.

Første skridt på vejen ud af de sociale problemer i Grønland er at gøre op med fordommene blandt de voksne i kongeriget og holde fast i, at vi alle har lige rettigheder.


Topfoto: Filip GieldaUnsplash.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Anne-Mette Friis (f. 1960) er Børn- og ungechef i UNICEF Danmark, hvor hun har arbejdet i 14 år. Hun er blandt andet ansvarlig for udvikling af UNICEF Rettighedsskoler og har selv en baggrund som skolelærer med en pædagogisk overbygning fra DPU. Tidligere arbejdede Anne Mette i den kreative branche som modedesigner og med kostumeproduktion til store teaterforestillinger. Anne Mette har tidligere udgivet undervisningsmaterialer for forskellige forlag, inden hun blev ansat i UNICEF, og i dag er børns rettigheder hendes hjertesag. Hun deltager i de store FN sessions i Geneve, hvor alle lande eksamineres i forhold til børnerettigheder, og hun har besøgt et utal af lande for eksempel, Laos, Bolivia, Ghana og Ukraine, hvor hun hver gang har fokus på at kigge nærmere på børnenes vilkår. I 2009 var Anne Mette med til at lede og gennemføre det store klimatopmøde for børn under COP 15. Her deltog 165 børn fra 44 forskellige lande. I sin fritid arbejder Anne Mette for voldsramte børns rettigheder i Grevinde Danners bestyrelse.

Seneste artikler om Liv & Mennesker