NY BOG // UDDRAG – Om en måneds tid stævner Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen ud på en comeback-turne. Der er solgt ca. 70.000 billetter. POV Internationals Jan Eriksen har skrevet bogen Anne, Sanne og Lis – historien om en dansk musikrevolution, der fortæller historien om tre store personligheder og enestående musikalske talenter, som hver for sig og ikke mindst sammen har skabt en stribe rock- og pophit.
”Nu går Anne Linnet ind for hustruvold”.
Mon ikke det gav et gib i de fleste, der så ordene printet med flammeskrift på Ekstra Bladets spisesedler den dag i sommeren 1983. Det var lykkedes en af avisens journalister at få fat i teksterne til det første album med Anne Linnets nye gruppe, Marquis de Sade.
Hvad var nu det? Hende den følsomme fra Aarhus med ”Smuk og dejlig” og ”Det er ikke det du siger”. Var hun blevet voldelig?
Alene det nye bandnavn i sig selv sendte unægtelig temmelig utvetydige signaler om sadomasochisme.
Titelnummerets tekst var optrykt inde i avisen. Det var svært at tolke på anden måde end som en hyldest til vold:
Slå mig ud, slå mig ned,
slå i en uendelighed,
brænd mig ud og brænd mig af,
tæsk mig til jeg intet ka’,
riv og flå i alting nu,
pisk mit hjerte helt itu,
når min gråd går alt for vidt,
stop og lad os elske lidt.
(…)
Spotter nu en kvindelig mester,
sort og rund og meget smuk,
spurgte bodyguarden: “Lever jeg til næste dag,
hvis jeg kaster mig i armene på denne sorte sag?”.
“Hun vil få dig til at kravle på dine knæer,
hun er meget hård og streng og du sku’ hel’re la’ vær'”.
Den 7. august bragte Politiken et interview med Anne Linnet, hvor hun fortalte, at hun var blevet sadomasochist.
Nej. Anne Linnet var ikke pludselig begyndt at gå ind for hustruvold. Hun havde været på besøg i Reeperbahn Strasse.
Teksterne handlede om at føle sig bundet – som kvinde. Af sine følelser, af sine omgivelser, konventionerne, og om at være stærk nok til at sprænge de lænker. Det blev til Marquis de Sade, og det blev hårdt og voldsomt
Det første kim til det, der skulle blive til Marquis de Sade, blev plantet under en turné med Anne Linnet Band i et par klubber i Hamburgs red light district. Senere i Berlin lærte Anne sporadisk to ’farlige’ kvinder at kende – henholdsvis den smukke bartender Thula og Barbarella, der en gang havde været mand, indtil en kønsskifteoperation ændrede på det.
Næste skridt på vej mod Marquis de Sade blev foretaget en sen nat i S/M-klubben Hellfire i Manhattan-kvarteret med det i denne sammenhæng passende navn Meat District.
I den mørke klub lod hun sig drage. Lokke. Forføre. En sort dominatrix slog med sin pisk. Igen og igen og igen. Det gjorde vanvittig ondt. Og ubeskrivelig godt.
Menneskeligt og kunstnerisk var det en anden Anne, der vendte hjem til Danmark. Hun var på vej ind i det, hun skulle komme til at kalde sit sorte univers.
Selvom hendes ryg lignede et barns første forsøg på at tegne streger på et stykke hvidt papir, mærkede hun både varme og forløsning.
”Jeg er i syv sind. Sidder i Kennedy Airport i New York. Min ryg er et stort maleri af gule og røde striber og mærker. Den er stadig brændende varm. Det er en rar fornemmelse, så nær, så virkelig. Jeg er udmattet. I sort læder sidder jeg og overvejer at drøne ud af lufthavnen og hoppe ind i en taxa og tage på Hellfire i aften og møde den sorte kvinde.”
Sådan beskriver Anne Linnet i Testamentet sine følelser før hjemrejsen fra New York.
Med et nyt band som afløser for Anne Linnet Band ville hun starte forfra. Hun havde ønsket at komponere mere. Det foregik nu udelukkende ved den synthesizer, hun havde købt med hjem fra USA. Og hun mærkede, at teksterne tog udgangspunkt i hendes liv i en opbrudstid og den depression, hun følte mere eller mindre latent.
En nat i nattoget hjem tænkte hun på en kvinde, hun savnede. Hun gik meget, forsøgte at finde ud af sig selv, mens hun gloede på vinduer.
Anne havde fået stor respekt for Anne Linnet Bands trommeslager Kent Hansen. Gennem resten af tiåret skulle han blive hendes tætteste musikalske samarbejdspartner. Kreativt set var de som soulbrother og -sister. Det gjorde det ikke værre, at Kents kæreste, Elona Sjøgren, var gudesmuk.
Guitaristen Per Møller havde været lige så præcis fabulerende, hvinende fanden-i-voldsk og støjende, som forventet i Anne Linnet Band. Så han kom også med i det nye band.
Anne Linnet havde længe haft et øje på bassisten Moussa Diallo og hans slagbasspil. Marquis de Sade skulle lyde farligt. Hårdt. Funky. Intenst. Og modsat Anne Linnet Band, der efter Annes mening havde udviklet sig til en diskussionsklub, var hun i overført betydning Marquis de Sades svar på en dominatrix. Ingen kompromisser. Veto-ret til Mor i musikalske spørgsmål.
”Teksterne handlede om at føle sig bundet – som kvinde. Af sine følelser, af sine omgivelser, konventionerne, og om at være stærk nok til at sprænge de lænker. Det blev til Marquis de Sade, og det blev hårdt og voldsomt,” har Anne Linnet sagt til mainlifestyle.dk.
Der var lagt planer i forbindelse med lanceringen af lp’en. Først skulle den på gaden. Derefter forhåbentlig en del omtale og spilletid på P3. Og så turné med orkestret, der udover de nævnte bestod af to sangerinder, Donna Cadogan og Pia Ahler, og en fræk danser, Kent Hansens svoger Elo Sjøgren.
Men Anne Linnet og CBS havde muligvis glemt Murphys fjerde lov: ”Hvis der er et tidspunkt, hvor det vil være specielt dumt, at noget går galt – så vil det ske på det tidspunkt.”
For oven i afsløringen af teksterne, blev albummet forsinket. Det betød, at Marquis de Sades koncertturné begyndte, før nogen havde haft mulighed for at høre musikken.
Altså min aversion mod journalister er mere end normal. Og det er på grund af presset mod Marquis de Sade, for jeg har aldrig haft det sådan før. Man finder ud af, hvor mange røvhuller, der er. Der er forskel på at blive brugt og misbrugt
”Det havde ikke været uheldigt, hvis pladen havde nået at komme ud til tiden for tre uger siden, for så havde folk nået at høre den inden de kom til vores koncerter. Nu har aviserne på forhånd givet folk et billede, et forvrænget billede af, hvad Marquis de Sade er,” sagde Anne Linnet til P3 i 1983.
Journalisten Peter Genild befandt sig i orkanens øje – nemlig en opvarmingskoncert i Helsingør, som blev beskrevet således i MM:
”Lige siden hun kom op fra kælderen med pisken i den ene hånd og Marquis de Sade i den anden, har folkeviddet blomstret og pegefingrene peget. Og her – på denne lørdag aften i Helsingør – er det begyndt at dæmre for hende, at folk måske betaler for at se hende, på samme måde som de ville betale for at se den tatoverede kæmpedame eller den vilde mand fra Borneo.”
Der var ingen vildmand på scenen i Helsingør. Til gengæld var der Elo Sjøgren, hvis ekspressive dans konstant udfordrede alt omkring ham. Ikke mindst de to korsangerinder. Anne Linnet var grotesk sminket til uigenkendelighed.
Fra scenen rasede hun mod pressen, der var gået i selvsving efter den nævnte artikel om hendes tekster. ”Medieflip” og ”modetrip” skrev de. Selv avisernes lederskribenter beskæftigede sig med Marquis de Sade. Stadig uden at havde lyttet til musikken.
På den ene side var der pressen. På den anden side kvindebevægelsen, der købte præmissen om hustruvold. Stadig uden at have sat sig ind i historierne bag. Under turnéen, der fulgte efter de første koncerter, blokerede aktivister visse spillesteder, så publikum ikke kunne komme ind.
En aktivist, der som helt ung deltog i en blokade ved Saltlageret, kalder det flere årtier senere ”en fuldstændig latterlig blokade.”
”Jeg lærte at tænke, før jeg taler. Endnu en gang var Anne langt forud for sin tid,” siger hun.
Da MM i 1986 interviewede Anne Linnet i London under miksningen af det tredje Marquis de Sade-album, En elsker, bad journalist Niels Frid-Nielsen hende evaluere sine oplevelser med pressen.
”Altså min aversion mod journalister er mere end normal. Og det er på grund af presset mod Marquis de Sade, for jeg har aldrig haft det sådan før. Man finder ud af, hvor mange røvhuller, der er. Der er forskel på at blive brugt og misbrugt. Jeg synes det til enhver tid er fint at blive brugt. Men Marquis de Sade er blevet misbrugt til at sælge flere eksemplarer af frokostpressen. Jeg blev jo tillagt en masse meninger, som jeg ved Gud aldrig har haft. Der var en del journalister, der brugte den plade til at få fyret en masse private ting af, som de så overførte på mig,” sagde hun.
I samme artikel tilføjede trommeslager Kent Hansen lakonisk:
”B.T. gik så langt, at de ligefrem udspionerede os og en gang kom brasende ind i vores øvelokale med skudklare kameraer. Jeg ved ikke, om de havde forestillet sig, at vi stod og piskede hinanden.”
Den tidligere B.T. underholdningsjournalist Arne Møller bekræfter, at Anne Linnet i den periode var det varmeste navn på redaktionen.
”Redaktionscheferne blev skrupliderlige,” siger han lige ud.
”Endelig skete der noget, der rykkede helt vildt i den tabloide verden. Det var pikant, sensationelt. Det er rigtigt, at B.T. forsøgte at få billeder af Anne i studiet. Det havde jeg ikke noget med at gøre, men jeg husker det tydeligt.”
At mediernes interesse handlede om sensationshunger, kan næppe diskuteres. På redaktionerne kan der meget vel have været den opfattelse, at Anne Linnet selv lagde ved på bålet. Endelig en kunstner, der gik det skridt videre, som altid vil være hvilken som helst tabloidredaktørs våde drøm: at kunstnerne selv åbnede døren til soveværelset og dermed brød en ellers uskreven aftale mellem journalist og kilde.
”Hvis du spørger Sebastian, Sanne, Michael Falch og Anne igen, da bølgerne havde lagt sig, hvorfor vi altid var med, også backstage. Så ville de svare: fordi de aldrig skrev om vores sexliv. Hvem de kyssede, hvem de var sammen med. Vi så det. Men skrev ikke om det. At den uskrevne aftale blev udfordret, f.eks. da rygterne begyndte at gå om, at Anne Linnet havde haft en donor til sin søn Alexander, er så noget andet. Men også dengang handlede Anne meget professionelt. Jeg gik over til hendes pladeselskab og spurgte, om det var rigtigt. Og der bekræftede de, at det var rigtigt,” siger Arne Møller.
Der var noget Davids kamp mod Goliat over Anne Linnets kamp på det tidspunkt. Hun havde alle imod sig. Skæbnens timing, lunkne anmeldere, kvindebevægelsen, en skeptisk Familien Danmark, der kunne se TV-Avisen citere forskellige aktivister for, at Anne Linnet gik ind for middelalderlige forhold.
Trods rygter om det modsatte var diskomusikken ikke død. Den forandrede sig til en mutantform. Blandede sig med punk, funk, electro, art rock og lidt senere hiphop
DR-vært Monica Krog-Meyer blev ikke forarget, da hun første gang stiftede bekendtskab med Marquis de Sade. Til gengæld blev hun forvirret.
”Marquis de Sade gav mig et granatchok. Jeg tænkte, ”hvad vil Anne fortælle os her?” Det var en udfordring af seksualitet, ja. Det var let at høre. Det sagde mig ingenting, men jeg havde det på den anden side også sådan, at hvis det er der, hun er, så fint. For mig lå det i forlængelse af nogle af de eksperimenter, David Bowie havde foretaget i 70’erne. Først langt senere har jeg forstået, at hun havde det ad helvede til på det tidspunkt, og at det var en form for udfrielse. Det var overraskende. Pigesind, børnepladen Go’ sønda’ morn’, Cha-cha-cha og så sadomasochisme,” siger Monica Krog-Meyer.
I sin bog Så’dansk – dansk rock i 80’erne beskriver musikjournalist Torben Bille, hvad det egentlig var, der skete i Danmark den sensommer 1983.
”Forhåndsforventningerne gjorde de første koncerter (…) til tilløbsstykker for mange af de aviser og blade, der ellers højst havde betragtet rockmusikken som en fotogen minoritet. Den udsendte medarbejder fra Ugens Rapport måtte dog skuffet forlade Motown i Århus sammen med sin fotograf. Anne Linnet var klædt i læder, men der var desværre hverken samleje på scenen eller rygge, der blev pisket til blods.”
Samme Bille var temmelig uforsonlig i sin anmeldelse af Marquis de Sade-albummet, da det endelig udkom.
”Vi har attituder, postulater og professionelt iscenesat hulhed i rigt mål allerede. Og Marquis de Sade er alt dette plus noget så elementært som kedelig.”
Til gengæld kom det nystartede aarhusianske musikblad Gaffas anmelder tæt på kernen i Anne Linnets vision i en begejstret liveanmeldelse:
”De fire i front har en meget fin lineær kontakt, rytmen fejer fra venstre side, harmonierne fra højre, og midt i kommenteres det hele af en enkel og stiliseret koreografi. Ikke nogen bløde linjer – hårde rytmer pumper ud, trommerne pisker den enkle og markerede rytme med den karakteristiske diskante synthesizerlyd, bassen tør og metallisk, dansernes stroboskopbevægelser – så det kommer egentlig ikke bag på mig, at Anne synger rap. Det virker uendelig selvfølgeligt i denne sammenhæng.”
Under sine ophold i New York havde Linnet med sit eget udtryk ”iført sig gummiskoene” og besøgt de hippe undergrundsdiskoteker. Det var her, lyden af Marquis de Sade opstod.
Den amerikanske forfatter Tim Lawrence beskriver i sin bog Life and Death on the New York Dance Floor, hvad der skete på New Yorks klubscene mellem 1980 og 1983.
Trods rygter om det modsatte var diskomusikken ikke død. Den forandrede sig til en mutantform. Blandede sig med punk, funk, electro, art rock og lidt senere hiphop. Klubscenen blandede sig med kunsten. Diverse kunstnere blev ligefrem medlemmer af nogle af disko-grupperne.
Musikken kunne være franske Voyage, engelske Depeche Mode, den lokale rapper Grandmaster Flash og lidt ældre funknavne som Chic og Sly and the Family Stone.
Kim Larsens to New Yorker-album med gruppen Jungle Dreams udsprang i øvrigt af den samme vibe i byen, der aldrig sover.
”Modvinden varede næsten i et år, og jeg kom til at skylde en helvedes masse penge væk, men jeg var sikker på, at det kun var et spørgsmål om tid, før folk ville fatte, hvad det egentlig handlede om. Og jeg fik ret. Det var livsmodigt. I så lang tid at blive misforstået og holde ud, at ens børn blev mødt med: ”Nå, din mor vil gerne have smæk i røven, ha, ha,”” sagde Anne Linnet til mainlifestyle.dk.
Og hvad var det så, det handlede om? At Marquis de Sade også handlede om kvindesagen, mente Anne Linnet. Om at sprænge sine lænker. Seksuelt, men også bare kvinder, der gør sig fri af mandlig dominans.
”Kigger man på verden i dag, er der stadig god grund til, at kvinder rejser sig og gør sig fri af mandlige tyranner,” har Anne Linnet sagt til gaffa.dk.
Ved hjælp af sort læder og hvid magi lykkedes det Anne Linnet at generobre den trone, hun sammen med Lis Sørensen og Sanne Salomonsen havde erobret i 80’ernes begyndelse
En af dem, der forstod Anne Linnet, var forfatteren Erik Thygesen. Han så medierne kaste sig over den aarhusianske musiker uden at lytte til hverken hende selv eller hendes musik. Så han gik til forsvar på P3 med kløerne hvæsset og de helt store perspektiver malet op:
”Janteloven lever. Og visse reaktionsmønstre i den offentlige debat skriger så meget til himlen, at det sommetider er utroligt, at skrigerne ikke selv kan høre det. Lige nu tænker jeg mest på den behandling et af de allerstørste talenter på den danske rockscene har været udsat for. Nemlig Anne Linnet. Den behandling vækker mindelser om andre talenter, der er blevet træt af forstillelse og har spillet rent ud: Agnes Henningsen, Inge Merethe Nordentoft, Suzanne Brøgger.”
Allerede fra begyndelsen på det første album Marquis de Sade kom Linnets nye band marcherende ind i stereoanlægget med Moussa Diallos bas som tung puls, med syrede lyde fra synthesizeren, den tørre lyd af Hansens elektriske trommer og Møllers skingre guitar – og Anne Linnet, der lød som … Anne Linnet. Også melodisk. Omkvædet i By Your Side kunne direkte tilbageføres til 14-årige Anne Linnet, der opdagede The Beatles i England. Marquis de Sade var funkmusik af en type, der hidtil ikke var hørt i Danmark.
På de følgende to album, blev lyden mere rund og mere danskrock, som den lød medio 80’erne, påvirket af Linnet selv og diverse internationale kunstnere.
Et nummer som Tomme timer kunne lige så godt være indspillet af Shit & Chanel med håndholdt, analog lyd. Numre som Hvid magi og Venus – med linjen, der nærmest står som overskrift på Anne Linnet i 80erne, “Du har sat dig på tværs i mit indre univers” – lyder lige så meget af dansk festival-scene som af spanking i New York.
Den iørefaldende digitaliserede lyd af den samtidige britiske popscene – ABC, Duran Duran, Spandau Ballet – satte tydelige fodspor på Hvid magi, især i Hvor du er.
Anne Linnets personlige rejse fra den mørke undergrund til en hvid fase, hvor hun i stigende grad søgte lyset, påvirkede musikken. Og de danske pladekøbere. De tre album, Marquis de Sade nåede at udgive, solgte flere hundrede tusinde eksemplarer. Også hendes andet album med Tove Ditlevsen-fortolkninger, Barndommens gade blev hånd i hånd med Astrid Henning Jensens Ditlevsen-film med samme titel, en kæmpe kommerciel succes.
Ved hjælp af sort læder og hvid magi lykkedes det Anne Linnet at generobre den trone, hun sammen med Lis Sørensen og Sanne Salomonsen havde erobret i 80’ernes begyndelse.
Hvad der skete for Anne Linnet i den periode, var et eksempel på, at ubestrideligt talent og tæft for gode melodier kombineret med højkonjunktur i pladebranchen, faktisk kunne overvinde jantelovens ellers normalt meget lange hukommelse.
Med tilladelse fra forlaget Story House/Lindhardt & Ringhof bringer vi her et uddrag af kapitlet Pop, pisk og Pisserenden fra Jan Eriksens bog Anne, Sanne og Lis – historien om en dansk musikrevolution, hvor de store kunstnere fortæller deres historier helt tilbage fra 50’ernes Århus og København over Shit & Chanel og Anne Linnet Band til tilblivelsen af deres største hits – samt historien bag deres brud og om deres succesfulde solokarrierer.
Illustration: Pladecover.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
