Bruces B-film: På sin vis er ‘Western Stars’ i al sin snigende desillusion et modigt album

af i Kultur/Musik

MUSIK // ANMELDELSE – Mange fans af rock’n’rolleren Bruce Springsteen vil sikkert stå af allerede under første nummer af Western Stars, skriver Jan Eriksen. Gør man derimod sig selv den tjeneste at trække sin Stetson ned i panden, sætte sig ind i sin mentale convertible og trykke på cruise control opdager man snart dybderne i Bruces road trip. 

Overfladisk hørt er Bruce Springsteens nye album Western Stars et sofastykke af en popsymfoni. Men man skal ikke ret langt ind i den musikalske B-film, før man hører de 13 numre, eller rettere scener, som hans tilvirkning af amerikanske popkulturelle myter i almindelighed og Springsteens eget liv i særdeleshed.

Hvor Nebraska rakte hånden ud til Reagan-æraens glemte steinbeck’ske Tom Joad’er, fortæller Western Stars om dem, der i Trumps USA lever i minderne om en drøm.

I den bevægende Netflix-dokumentar I’ll Be Me fortæller Springteen om sin inspiration fra hovedpersonen Glenn Campbell.

Et sted mellem medio 1960’erne og medio 70’erne fløj Campbell ind fra Los Angeles til Nashville med sin strygerbaserede, genredefinerende countrypop og skabte rystelser blandt dogmatikere i countrymusikkens hovedstad. Det var med numre som “Universal Soldier”, “Gentle on My Mind” og ”By the Time I Get to Phoenix”.

Western Stars er en sangcyklus med nedslag i den arketypiske fortælling om en lone rider på rejse mellem krakelerede myter og dybt personlige historier

Det er med inspiration i dette univers af country, folk og americanapop med et ukendt antal strygere og blæsere fløjlsblødt i ryggen, man finder manden de kalder rock’n’rolls Boss på dette nye album.

Der medvirker en håndfuld gæsteoptrædende musikere. Fra E-Street Band Charlie Giordano og Soozie Tyrell og Springsteens gamle partner in crime David Sancious.

Springsteens kone Patti Scialfa lægger vokal til fire numre med kor, der giver mindelser om salig alt for tidligt afdøde Karen Carpenter. Dét alene kalder på respekt.

Mange fans af rock’n’rolleren Bruce Springsteen vil sikkert stå af allerede under første nummer.

Gør man derimod sig selv den tjeneste at trække sin Stetson ned i panden, sætte sig ind i sin mentale convertible og trykke på cruise control opdager man snart dybderne i Bruces road trip. Western Stars er en sangcyklus med nedslag i den arketypiske fortælling om en lone rider på rejse mellem krakelerede myter og dybt personlige historier.

I titelnummeret tager han skikkelse af en skuespiller, måske en stuntman, der på højden af karrieren blev skudt af John Wayne, og nu drømmer om den blå pille, der lover én det hele tilbage. Et forholdsvis sjældent anfald af humor i en Springsteen-tekst. Pakket ind i strygere ad libitum er denne ironiske westernmyte et vellydende instamoment fra en oldtimer, der drømmer om at shine bare en enkelt gang mere nede på Sunset, inden han rider ud mod horisonten.

Når Springsteen er god, ligger solidariteten med the working man ikke i ordene, men i det man hører mellem linjerne

Og han dukker op igen i ”Fast Drive (The Stuntman)”. Han kan stadig køre hurtigt, selvom flere af hans lemmer er skiftet ud med stål. Faktisk er det vist det eneste, der giver ham glæde. Hans drøm er erindringen om hende, der kom og for længst gik igen. Man kan se det som en parafrase over den amerikanske drøm.

I et af pladens absolutte højdepunkter, den uimodståeligt swingende tex-mex pastiche ”Sleepy Joes Cafe”, kan man næsten fysisk foran sig se en stille lørdag aften i bulen, hvor Joe og May regerer, forandre sig til festen, der visker mandag morgen ud. For en stund. Når Springsteen er god, ligger solidariteten med the working man ikke kun i ordene, men ligeså meget i det, man hører mellem linjerne.

Ikke alt er lige godt på dette album. “Wayfarer” f.eks. lyder som et nummer, hverken Bruce eller hans producer helt vidste, hvad de skulle stille op med.

Til gengæld rummer ”Hello Sunshine” med sit lån af meloditemaet fra klassikeren ”Everbody’s Talkin’” en nærmest rørende hilsen til en af de bedste, definerende countrypop-sange.

I ”There Goes My Miracle” hører jeg Springsteen synge til 24-25-årige Bruce siddende  på sin front porch foran det lejede hus i Oakhurst, NJ, mens han kæmper med ordene til det, der senere skulle blive til “Thunder Road”: “Like a vision she dances across the porch as the radio plays / Roy Orbison singing for the lonely.”

Snart 70-årige Bruce ved, at disse attraktive feminine skyggebilleder kommer og går for at lade ham tilbage med Roy. “Heartache, heartbreak, love gives, love takes, The book of love holds its rules. Disobeyed by fools”, som han synger.

Såvel melodi, produktion som Springsteens vokal oser af orbisonsk melodrama.

På sin vis er Western Stars i al sin snigende desillusion et modigt album, hvor Bruce Springsteen står ved sin fascination af den indsmigrende popmusik, der lød i radioen, mens han var pulling out here to win på scenerne i Asbury Park og omegn

Albummet munder ud i endnu en nedtonet countrysang om “Moonlight Motel”, hvor mælkebøtter vokser op gennem sprækker i betonen, et enkelt ungt par forsvinder mellem bølgende lagner. Med næsten uhørligt diskrete strygere, Bruces akustiske guitar med støttende håndsrækning fra en indfølt steel guitar breder musikken sig som bagtæppe for rulleteksterne:

“I pulled a bottle of Jack out of a paper bag, poured one for me and one for you as well”.

Sangens lone rider kan ikke rigtig gøre andet end at trække på skulderen og huske, hvad hende, der igen for længst er væk, en gang sagde:

“I det mindste har du prøvet at elske”.

På sin vis er Western Stars i al sin snigende desillusion et modigt album, hvor Bruce Springsteen står ved sin fascination af den indsmigrende popmusik, der lød i radioen, mens han var pulling out here to win på scenerne i Asbury Park og omegn.

Bruce Springsteen, Western Stars, album, udkommer 14. juni

 


Foto: PR. 

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur