I AM THE ARM, AND I SOUND LIKE THIS, er blot en ud af mange mystiske replikker i den spritnye 2017-sæson af Twin Peaks. Og hvilken genkomst! De første fire episoder findes nu på HBO Nordic, og Kim Jong Andersen har været nødt til at se dem ikke bare en men to gange, for David Lynch er tilbage i instruktørstolen, og ikke alene er han i storform, han er samtidig også i sin mest uforståelige form. Men kun på overfladen. Tager man sig tid til at dissekere de kryptiske tegn på, hvad der foregår, er der mening med galskaben, skriver Kim om fortsættelsen af 1990’ernes ultimative kultserie, der ændrede måden at lave, og se, TV på for altid.
Der er en mening med den nye Twin Peaks. Men som altid hos filmskaber David Lynch skal man lede efter den. Det er den gode nyhed for ægte fans, men nok knap så god for dem, der blot holdt af seriens oprindelige mordgåde – “hvem dræbte Laura Palmer” – i et format, som i seriens begyndelse var en krimiserie med et klassisk plot kombineret med teenage soap opera og udsat for den særlige Lynchske kombination af snigende uhygge, et finurligt persongalleri og sort humor tilsat et skvæt surrealisme.
Tingene udviklede sig dog i en mere bizar retning hen mod slutningen af S02, der sluttede med at Agent Cooper (Kyle MacLachlan) var fanget i The Black Lodge – en mørk underverden, der kan tilgås fra en portal ude i de mørke skove, som omkranser byen Twin Peaks.
Her er i øvrigt et resume af både S01 og 02 samt filmen Fire Walk With Me til de seere, som ikke måtte være inde i Twin Peaks-universet. De tidligere 90’ere, hvor serien første gang løb over skærmen, ligger trods alt nogle år tilbage:
https://www.youtube.com/watch?v=dxUC8QH8miU
The Black Lodge fungerer som et fængsel for sjælen, herunder den myrdede Laura Palmers, og seriens antagonist, dæmonen Killer Bob samt hans medsammensvorne, Mike, og dennes arm, som han amputerede for at blive fri for Bob. Det var armen, der bar tatoveringen Fire Walk With Me – titlen på den spillefilm som David Lynch lavede umiddelbart efter serien, men som ikke var en fortsættelse men en såkaldt prequel – en optakt til seriens første sæson. Det kan i øvrigt stærkt anbefales at se denne først, da den sætter mange af hændelserne, gåderne og “brødkrummerne” i relief i den nye serie.
Lidt sjov – men allermest skræmmende som ind i helvede
I første omgang af Twin Peaks var armen repræsenteret ved en dansende dværg, men her 27 år efter er armen så blevet til en træagtig rygrad udstyret med en slags talende i hjerne. Første gang den siger noget – “I am the arm, and I sound like this” – må jeg tilstå, jeg kom til at slå en latter op. På den fede måde. Det er langt ude, og alligevel grotesk morsomt.
Da S02 af Twin Peaks stoppede i sin tid, lykkedes det som det vil være fans bekendt Bob at slippe fri ved at fange Agent Coopers sjæl i The Black Lodge og besætte hans krop i den virkelige verden. Så udgangspunktet for den nye serie er, at der er to versioner af vores allesammens yndlings-FBI agent, en Good Coop og en Bad Coop.
Ved gensynet lyder Angelo Badalamentis karakteristiske titelmelodi igen lige så dragende som for næsten tre årtier siden, og alt er på overfladen ved det gamle i Twin Peaks.
Nu lyder det jo altsammen meget hyggeligt. Men det er det ikke …. Twin Peaks anno 2017 er drønhamrende uhyggelig, og meget mere ovre i horror- og muligvis science-fiction-genren
Det er lykkedes for Lynch og seriens anden skaber, Mark Frost, at samle næsten hele den gamle rollebesætning fra dengang, og det er en ægte fornøjelse at se dem igen så mange år senere i deres gamle roller.
De er der allesammen: The Log Lady, Hawk, Bobby, James, Shelly, Bobby, Andy, Lucy, Horne-brødrene, Dr. Jacoby, FBI agenterne Albert og Gordon (spillet af David Lynch selv) og deres nye chef, den transkønnede Denise (stadig spillet David Duchovny iført dametøj), Laura Palmer og ja, selv hendes far, Leland Palmer (selvom han døde i S02, da han blev afsløret som Killer Bob, Lauras morder, tilbage i 1991).
Der er dog også kommet nye figurer til, bl.a. en ny Sherif Truman, glimrende spillet af Robert Forster, der har overtaget posten fra sin bror, som sjovt nok også gik under navnet Sherif Truman.
Herudover er der adskillige store navne, der har stået i kø for at få lov til at spille mindre roller. Bl.a. Ashley Judd som Benjamin Hornes sekretær og Naomi Watts (der også spillede hovedrollen eller snarere hovedrollerne i Lynch-mesterværket Mulholland Drive, en af de bedste film de sidste 20 år) som konen til en mand, der sjovt nok også ligner Agent Cooper, men som Good Coop ved et uheld kommer til at erstatte, da han undslipper The Black Lodge i en seriens mest underlige sekvenser – tilsat nogle primitive effekter, der helt bevidst ligner noget, som er lavet tilbage i ’90’erne.
Jeg vil sige så meget, at det indebærer noget seriøst ulækkert bræk og teleportering via en stikkontakt.
De ligner sig selv, selvom alderen selvfølgelig har sat sig præg. Men især Kyle MacLachlan er fuldstændig forrygende igen som både Bad Coop og Good Coop. Han spiller især Bad Coop aka Killer Bob så overbevisende, at vi vitterlig tror på, at han er en ravende ondskabsfuld psykopat, selvom det er manden, der med sit venlige smil udtalte de berømte ord: “This is damn fine cup of coffee.”
Nu lyder det jo altsammen meget hyggeligt. Men det er det ikke, selvom der stadig er grinagtige optrin som f.eks. Lucy, der besvimer hver gang, hun ser Sherif Truman, fordi hun ikke kan forstå, hvordan han pludselig kan stå i receptionen, mens hun stadig taler med ham i telefonen. Han taler i en mobiltelefon, kære Lucy 🙂
Nej, Twin Peaks anno 2017 er drønhamrende uhyggelig, og meget mere ovre i horror- og muligvis science-fiction-genren (sidstnævnte kommer vi tilbage til). Lynch bruger alle sine mest effektive virkemidler udviklet igennem en lang karriere i forhold til at skabe en maksimalt skræmmende og voldsom oplevelse.
Lynch bruger alle sine mest effektive virkemidler udviklet igennem en lang karriere i forhold til at skabe en maksimalt skræmmende og voldsom oplevelse.
Det gælder f.eks. de overdimensionerede lydeffekter, hjemsøgte figurer (en kvinde, hvis øjne er syet sammen, armens onde tvillingebror / træskelet-dublet, et spøgelsesagtigt monster m.fl.), brutale drab og maltraktrede lig, der matcher dem i David Finchers klassiske krimigyser, Seven, og Lynch’ særlige kamerateknik med at zoome ind på noget, der bare ligner en rekvisit, men som bliver gjort til en yderst truende genstand eller beliggenhed (som f.eks. overflyvningerne af nåletræerne ude i skovens mulm og mørke), mens lydsiden lyder som en million insekter, der er på vej ud af skærmen.
Der er med andre ord tale om en aldeles mareridsagtig forestilling, der kan give stof til onde drømme i årene fremover. Samt et vognlæs af næsten uigennemtrængelige gåder. F.eks. når kæmpen i The Black Lodge siger til Agent Cooper: “Remember. 430. Richard and Linda. Two birds with one stone”, hvortil Cooper gudhjælpemig replicerer “I understand”. Det gør han måske, men vi andre kradser os som besatte i hovedbunden!
Der er mere end rigeligt at holde styr på i Twin Peaks i 2017-udgaven
Handlingen er svær at bedømme endnu, da den nye serie er skudt som én lang film på 18 timer/18 episoder, og derfor er der stadig meget, vi ikke ved (og som vi muligvis heller aldrig kommer til at forstå noget af), men der er indtil videre en del handlingstråde at holde styr på allerede efter de første fire episoder.
Vi kommer mere vidt omkring end tidligere, hvor vi hovedsageligt opholdt os i og omkring den lille grænseby:
1.
Bad Coop har udviklet sig til en mean gangster a la Frank Booth i Dennis Hoppers uforglemmelige figur i Blue Velvet inkl. langt slikhår og mørke rande under øjnene, der kæmper en kamp mod tiden for ikke at blive trukket tilbage til The Black Lodge, hvor Mike aka The Arm kæmper for at ham lokke ham tilbage og få Agent Cooper/Good Coop sparket ud.
2.
Agent Cooper/Good Coop slipper fri, men han ikke kan huske, hvem han er, hvad han laver og han har heller ikke noget sprog selv, hvorfor han lyder lidt som en papegøje, der gentager alt, hvad omgivelserne fortæller ham. Til gengæld har han fået en evne til at se, hvilke enarmede tyveknægte (!!) på et casino, der giver jackpot. Selve flugten er det stof, som de værste mareridt er gjort af, og det involverer et fald gennem universet, en uhyggelig lejlighed i en bygning på en anden planet med udgang til selve verdensrummet, en kvinde, hvis øjne er syet sammen og hendes moder, der banker stadig tungere på døren (vi ser hende aldrig, men forestiller os det værste monster).
Det er i denne sekvens, at vi begynder at ane at Twin Peaks måske slet ikke er en krimiserie, men ten science-fiction gyserserie. Bob, Mike, Armen og alle de andre er muligvis slet ikke af jordisk herkomst, men kunne være aliens, der har brugt Twin Peaks-indbyggerne som et eksperimentarium ligesom i Alex Proyas sci-fi klassiker, Dark City. Den teori bestyrkes yderligere af, at den afdøde Major Briggs ansigt viser sig i verdensrummet og udtaler ordene “Blue Rose”, en slags FBI-slang for de X-files som Mulder og Scully jagtede rundt efter i sin tid.
3.
I en lejlighed i New York sidder en ung mand og kigger på et glasbur, og fotograferer en gang imellem nogle “hændelser” i buret. Vi kan ikke se, hvad det er, der bliver fotograferet. Kun et tomt bur. Som publikum kigger vi på manden, der kigger på buret. Det gør vi længe, mens Lynch med en anden velkendt teknik fra hans arsenal, krydsklipper mellem manden og buret et utal af gange. En dag får han besøg af sin veninde, der har taget “a damn fine cup of coffee” med til ham. Herefter bryder der noget løs fra en anden dimension (den samme som Good Coop er fanget i), der nok må klassificeres som værende en af de mest uhyggelige skrækscener i nyere tid.
4.
Twin Peaks ligger i staten Washington i det nordvestlige USA på kanten til Canada. Øst for Washington ligger Idaho og så kommer North Dakota. Her findes en bibliotekar myrdet på bestialsk vis. En skoleinspektør anholdes som mistænkt, da han har haft en affære med hende – men han husker ikke at have dræbt hende, kun “at have drømt det”. Sounds familiar? Inspektørens kone har heller ikke rent mel i håndtasken men en affære med familiens advokat.
5.
Hawk, der sammen med de øvrige betjente i Twin Peaks – inkl. en ny betjent i styrken, der er ingen ringere end ungdomsballademageren Bobby – forsøger at fortolke The Log Ladys seneste kævle-profetier, mens han nærmer sig indgangen til The Black Lodge dybt inde i verdens mest faretruende skov.
6.
FBI agenterne Gordon (med høreapparaterne) og Albert – efter at have fundet Bad Coop i et biluheld – begynder at fornemme, at der er noget helt, helt galt med hele situationen. Agent Cooper er tydeligvis ikke længere den kære kollega, som de respekterede så højt. Også de mistænker, at de er på sporet af endnu en “Blue Rose”-sag.
7.
Dr. Jacoby bor i en hytte ude i skoven, og maler skovle på et noget interimistisk samlebånd. I guldfarve. Han går stadig rundt med et par briller med røde og blå-tintede glas, men hvad han skal bruge skovlene til, kan vi kun gisne om. Noget må ligge begravet et sted.
Hvert afsnit sluttes af på kroen The Bang Bang Bar, hvor Twin Peaks indbyggere i alle aldre mødes til en fyraftensøl og ørehængende, æterisk synth-pop spillet af navne som The Chromatics, the Cactus Blossoms og Au Revoir Simone.
Hvad sådanne storby-navne laver i en by som Twin Peaks med den type musik, må guderne vide, men godt lyder det. Personligt er jeg glad for, at vi havner der hver gang, for efter en times nerveflænsende tableauer og dybt forstyrrede påfund har man brug for lidt drømmende toner til at finde vej ned på jorden igen.
Bandet Chromatic optræder forbløffende nok også på en afsides landvejskro i Twin Peaks med lækker synth-pop.
Som nævnt indledningsvis er der en vis logik i historien, som kan tolkes både abstrakt, metaforisk og lige ud af landevejen trods de til tider mystiske og til dels uigennemtrængelige koder.
Twin Peaks i 2017 minder mere om et kunstnerisk eksperiment på TV end nogen anden serie, og det er egentlig utroligt, at Lynch overhovedet har fået muligheden for at gå til disse yderlighedere i både manuskriptet og udførelsen på en så kommerciel station som Showtime.
Men det er ikke engang det vigtigste, selvom det er kan give hovedbrud at gætte, hvad pokker der egentlig foregår – og om der overhovedet er en sammenhæng udover den, der givetvis eksisterer oppe i David Lynch og Mark Frosts vildtvoksende fantasi.
Twin Peaks i 2017 minder mere om et kunstnerisk eksperiment på TV end nogen anden serie, og det er egentlig utroligt, at Lynch overhovedet har fået muligheden for at gå til disse yderlighedere i både manuskriptet og udførelsen på en så kommerciel station som Showtime.
Nej, i denne udgave af Twin Peaks gælder det bare om at glide ind i selve oplevelsen og lade sig rive med, fordi det først og fremmest er en sanselig tur i en twisted David Lynch-forlystelsespark. Og er der først løst billet til den, vil man blive rystet godt igennem – omend man bestemt ikke har den ringeste lyst til at blive fanget der ligesom Agent Cooper. Med mindre man har en særlig masochistisk trang til at risikere at få angstanfald i tide og utide.
Topfoto: Scene fra Twin Peaks (Showtime)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
