Angsten for at min stammen vender tilbage kommer buldrende som en tsunami midt om natten

af i Liv & Mennesker/Sundhed

DAGENS POV // LIV – Kunne du tænke dig at overtage min stammen, for en dag, en uge, en måned, et år, ja måske resten af dit liv, spørger Chili Djurhuus. Selvom hendes talehandikap ikke er så alvorligt som for andre stammere, har hun mærket angsten for at blive ignoreret og set som uintelligent på grund af sit handikap.

I slutningen af februar så jeg TV 2-dokumentaren Jeg stammer. Dokumentaren beskriver en ung mand, Peter Nielsen, der stammer. Han stammede så meget, at han boede hjemme hos sine forældre. Han turde ikke tage telefonen, og han talte så lidt som overhovedet muligt. Han hakkede sig verbalt igennem sit liv og var dybt invalideret af sin stammen.

Mens jeg sad der i sofaen, ramte dokumentaren mig som hagl skudt ud fra fjernsynet. Jeg blev konfronteret med, hvordan det var engang. Dengang jeg stammede. En følelse blussede op i min krop, da jeg sad der foran fjernsynet og kiggede med i bedste sendetid.

Frygten for at folk bliver utålmodige. At dem jeg taler med, måske begynder at grine. At de – værst af alt – ignorerer mig

Jeg har aldrig stammet så meget som Peter Nielsen. Men jeg var ramt, da jeg så hvordan han uden held forsøgte at få ordene ud af munden. En følelse af klaustrofobi. En følelse af at være fanget i min egen krop. Fanget i et fængsel, i en erindring, hvor ordene satte sig fast i min hals. Lige meget hvad jeg gjorde, så kom de ikke ud. Ordene. Dengang jeg stammede føltes tiden som en evighed. Tiden gik i stå. Jeg havde allermest lyst til at grave et stort hul, hoppe ned i det og blive der for evigt.

Når min stemme blokerer en lille smule og hakker i et ud af 10.000 ord, frygter jeg, at jeg vil begynde at stamme igen. Jeg frygter, at denne hakken vil accelerere, og at jeg til sidst vil blive invaderet af min stammen fra min barndom, som den onde ånd fra Exorcisten. En ond ånd der bare ikke vil give slip.

Talepædagogen

Jeg var 13 år og henvist til en talepædagog. Jeg skulle snakke med hende, fordi jeg stammede. Jeg husker, at jeg kom ind i et rum. Rummet var nærmest beklædt med mørke egetræsmøbler. Det er nok min hukommelse, der spiller mig et puds, for jeg tænker ikke, at sådanne møbler var en del af det danske skolevæsen i start 1990´erne.

Måske handler det om den følelse jeg havde, da jeg blev nødt til at konfrontere realiteterne: At jeg stammede, og at jeg stammede så meget, at mine lærer mente at jeg skulle til talepædagog. Talepædagogen fortalte om en kendt politiker der brugte Øh-metoden som metode for ikke at stamme. Hun fortalte også, at der er forskellige måder at stamme på, at kombinationer af vokaler og konsonanter for nogle kunne være udfordringer.

Tænk hvis du kunne mærke, hvordan det føles i min krop, når min hals snører sig sammen. Hvad hvis du kunne fornemme min frygt for, at folk vil se mig som værende mindre intelligent

Måske var mit selvbillede, at jeg ikke stammede? Måske skyldtes det, at når jeg hørte andre stammere, så blev jeg ofte utålmodig: Jeg havde lyst til at færdiggøre deres sætning, selvom jeg vidste, at jeg måske ville færdiggøre sætningen, mens jeg stammede. Jeg blev irriteret. Tanken om, at de der stammede måske ikke var de skarpeste knive i skuffen, gav mig skyldfølelse: I og med at jeg kunne tænke sådan, ville andre også tænke sådan om mig. Bum. Right in your face. Av.

Det at stamme passede ikke ind i mit selvbillede. Jeg gjorde alt for ikke at stamme. Og løsningen var: Ikke at snakke så meget. Og når jeg snakkede, fyldte angsten for at stamme så meget, at jeg begyndte at stamme mere.

Efter at jeg havde konsulteret talepædagogen, begyndte jeg roligt at træde ud i verden på en anden måde. Jeg blev mere aktiv på trods af min stammen. Jeg blev en del af elevrådet, og min stammen blev langsomt elimineret.

Det er da sødt og charmerende, at du stammer

Som sagt stammer jeg sjældent i dag. Måske fordi jeg begyndte at bruge øh-metoden som talepædagogen havde lært mig. Dog så kan jeg, når jeg bliver entusiastisk, engang imellem stamme en lille smule. Jeg får at vide, at det er sødt og charmerende, at jeg stammer lidt.

Jeg har altid tænkt:

Du skulle bare være i min krop i 15 minutter, når min stammen tager over. Også selv om det er sjældent. Tænk hvis du kunne mærke, hvordan det føles i min krop, når min hals snører sig sammen. Hvad hvis du kunne fornemme min frygt for, at folk vil se mig som værende mindre intelligent.

Frygten for at folk bliver utålmodige. At dem jeg taler med, måske begynder at grine. At de – værst af alt – ignorerer mig, fordi de ikke kan forholde sig til, at jeg stammer. Heller ikke selvom jeg stammer så lidt, at det måske kun er mig selv der lægger mærke til det, når alt kommer til alt.  I mit system opleves det hverken sødt eller særligt charmerende at være en stammer.

Alle stammere er ramt på hver deres måde. Jeg ved ikke, hvordan det er for Peter Nielsen eller andre. Jeg kan kun tale for mig selv

Når folk har kaldt min stammen for sød og charmerende, har jeg ofte haft lyst til at spørge:

Kunne du tænke dig at overtage min stammen, for en dag, en uge, en måned, et år, ja måske resten af dit liv? Jeg har aldrig sagt den tanke højt, fordi jeg ved, at de jo bare vil mig det godt og vil fortælle, at det ikke betyder noget for dem.

Det er et ekstra krydderi, når jeg begynder at stamme. Det er bare mig. Sødt og charmerende. Dog så ved jeg, at hvis jeg satte dem overfor en løgnedetektor, ville testen nok slå seriøst ud, hvis de fik spørgsmålet om de ville overtage min stammen, og de svarede ja.

Alle stammere er ramt på hver deres måde. Jeg ved ikke, hvordan det er for Peter Nielsen eller andre. Jeg kan kun tale for mig selv. For mig var det at stamme et handicap, der var så modbydeligt, at jeg ville give min venstre arm for at slippe af med det. Sådan har jeg det stadigvæk, selvom jeg stammer så lidt, at dem jeg kender siger, at min stammen er sød og charmerende.

Stammen er fysiologisk

I en artikel på TV2.dk udtaler universitetslektor på Institut for Neurovidenskab på Uppsala Universitetet, Per Alm, der har forsket i stammen i over 20 år:

”Det er ikke, fordi man fra barnsben har været mere ’nervøs’, altså har haft social angst eller lignende. Jeg tror, at svaret skal findes i noget fysiologisk hos alle, der stammer.”

Næste gang du møder en der stammer: Husk at pågældende med stor sandsynlighed har den samme IQ som dig. Han eller hun er måske charmerende og sød, men det skyldes ikke at vedkommende stammer

Og det er netop det, der er min erfaring. Jo mere jeg fokuserede på, at jeg potentielt kunne stamme, jo mere stammede jeg. Efter mit møde med talepædagogen begyndte jeg at bruge øh-metoden. Jeg kunne mærke i min krop, når stammen viste sit grimme ansigt. Langsomt fandt jeg ud af, at jeg stammede, når jeg brugte forskellige bogstav- og ordkombinationer.

Tilbage til rummet beklædt med tungt egetræ – i hvert fald i min hukommelse – sad jeg foran talepædagogen. Da de obligatoriske 30-45 minutter var gået, hørte jeg talepædagogen sige: ”Du stammer ikke særligt meget.”

Næste gang du møder en, der stammer: Husk at pågældende med stor sandsynlighed har den samme IQ som dig. Han eller hun er måske charmerende og sød, men det skyldes ikke at vedkommende stammer.


 

H.C. Andersen sagde: ”At rejse er at leve.” Jeg siger: ”At skrive er at leve.”

Kære læser.

Tak fordi du læser mine artikler. Ord har altid været en stor del af mit liv. Udover at være journalist har jeg en baggrund som musikpædagog og psykoterapeut, hvilket gør at jeg naturligt er optaget af pædagogik, psykologi, politik. Også har jeg en svaghed for melankolsk musik.

Jeg har altid interesseret mig for de nære og autentiske historier. Historier der har fokus på livet, som det leves her og nu i nærområdet - eller i den store verden. Historier der får læseren til at reflektere over sin egen eksistens - og andres.

Hvis du har ideer til artikler, er du altid velkommen til at kontakte mig på Messenger eller chilidjurhuus@gmail.com.

God læselyst.

Seneste artikler om Liv & Mennesker