ANGREBET PÅ HONG KONG – 80 ÅR // LONGREAD – Japans angreb på Pearl Harbour 7. december 1941 var skelsættende for 2. Verdenskrigs udvikling. At Japan indenfor få timer også angreb Hong Kong, nemlig 8. december som er 80 år siden i dag, er langt mindre kendt. Som oftest nævnes det blot i verdenshistoriske beretninger, at Hong Kong blev angrebet, hurtigt nedkæmpet og besat. Historikeren Jens-Peter Fage Madsen stiller her skarpt på opgøret om Hong Kong og de lidelser, den brutale japanske krigsførelse kostede befolkningen. Dette er første del af en serie på to om det besatte Hong Kong fra 1941 til 1945.
Tidligt om morgenen den 8. december 1941 skete det, som mange havde frygtet, men som de fleste ikke troede ville ske: Hong Kong blev angrebet af den japanske hær. I første omgang rykkede de japanske tropper over Shenzhenfloden (Sham Chun floden), der var en del af den naturlige grænse mellem Hong Kong og Kina.
Angrebet over floden blev fulgt op af et luftangreb på Kai Tak-lufthavnen. Her blev såvel militære- som civile fly uskadeliggjort. Fra første færd syntes den japanske overmagt at være overvældende. Angrebet på Hong Kong kom cirka 18 timer efter, at det japanske angreb på Pearl Harbour for alvor havde bragt Japan og USA ind i krigen.
I Japan skabte angrebet en euforisk stemning. USA blev derimod ramt af en følelse af chok. Det betød, at den udstrakte pacifisme, der var i landet, blev erstattet af et ønske om at slå tilbage
Angrebet på Pearl Harbour var en stor sejr for Japan, idet landet hermed fik demonstreret sin styrke. Tilsvarende var det et eklatant og ydmygende nederlag for USA. Ved angrebet havde amerikanerne store menneskelige tab med 3.500 døde og sårede. Dertil kom de materielle tab: otte amerikanske slagskibe blev sænket, ødelagt eller beskadiget og mere end 180 fly blev uskadeliggjort.
De japanske tab begrænsede sig til 129 døde og 29 nedskudte fly. I Japan skabte angrebet en euforisk stemning. USA blev derimod ramt af en følelse af chok. Det betød, at den udstrakte pacifisme, der var i landet, blev erstattet af et ønske om at slå tilbage for at forsvare USA og de amerikanske værdier.
Den japanske ekspansion i Stillehavsregionen var planlagt af admiral Yamamoto Isoroku og var den hidtil største militære operation under 2. Verdenskrig.
Dagene op til angrebet på Hong Kong
I dagene op til den 8. december havde der i Hong Kong cirkuleret rygter om, at store japanske troppekontingenter var i færd med at forsamle sig langs Shenzhenfloden i grænseområdet mellem Kina og Hong Kong. Det udløste en frygt for, hvad Japans næste skridt kunne blive – ville det være et angreb på Hong Kong?
Alt imens frygten for et japansk angrebet bredte sig i den britiske kronkoloni, spurgte mange imidlertid sig selv: Tør japanerne virkelig at udfordre Storbritannien og USA med et angreb mod britiske og amerikanske besiddelser og interesseområder i Stillehavet? I et forsøg på at holde modet oppe antog mange borgere i Hong Kong, at Japan efter al sandsynlighed ville nøjes med at lægge en blokade mod kronkolonien. Netop derfor havde mange i Hong Kong samlet lagre af mad og andre fornødenheder til at imødegå de trange tider, der kunne komme.
Optimisterne, der mente, at Japan ikke ville begive sig ud i en krig mod både USA og Storbritannien, blev skuffede med angrebene den 7. og 8. december. Angrebet på Pearl Harbor og Hong Kong viste nemlig med al ønskelig tydelighed, at Japan følte sig parat til at udfordre de allierede magter for at opnå sit ultimative mål: beherskelse af Stillehavsregionen.
David mod Goliat
Angrebet på Hong Kong viste fra første færd to meget ulige hære, der stod overfor hinanden. Den engelske øverstbefalende, Christopher Maltby, rådede over seks bataljoner (to engelske, to canadiske og to indiske). Dertil kom ’Hong Kong Volunteer Defence Corps’ (HKVDC), der var et korps af frivillige.
Hovedparten af disse var englændere, der var bosat i Hong Kong, og som regnede Hong Kong som deres andet fædreland. Korpset rummede dog også frivillige fra fx Kina, Portugal og Danmark. Også det engelske politikorps skulle bidrage til beskyttelsen af Hong Kong. I alt havde Maltby kommandoen over cirka 14.000 bevæbnede mænd. Dertil kom i alt 28 flådefartøjer, fem fly og 80 kanoner.
Mens Maltby havde det militære ansvar for forsvaret af Hong Kong, lå det politiske ansvar for kronkolonien i hænderne på den forholdsvis nyudnævnte guvernør Sir Mark Aitchison Young. Da Young i september 1941 blev udnævnt til guvernør, havde han ingen erfaring fra Østasien. Tidligere havde han arbejdet med koloniforvaltning i blandt andet Ceylon (Sri Lanka), Palæstina og på Barbados.
Maltby stod overfor en japansk invasionsstyrke under kommando af generalløjtnant Takashi Sakia på cirka 50.000 bevæbnede tropper, hvoraf en stor del havde betydelig kamperfaring, idet de havde taget del i invasionen af Kina først i 1931 og siden i 1937.
Den japanske hær rådede desuden over op mod 60 fly og 200 kanoner samt et meget stort antal flådefartøjer. Den britiske premierminister, Winston Churchill, skrev få dage efter angrebet på Hong Kong som en opmuntrende kommentar til tropperne:
”… Dag for dag og time for time ser vi alle på jeres stædige forsvar for Hong Kongs havn og befæstning … Vi er sikre på, at forsvaret for Hong Kong imod et barbarisk og uprovokeret angreb vil føje endnu en glorværdig side til de engelske annaler…”.
At Churchill samtidig ikke troede på, at forsvarsstyrkerne af Hong Kong havde mange chancer mod de angribende japanerne, fremgår tydeligt af hans erindringer. Heri siger han nemlig:
”… Hong Kong var blevet angrebet af Japan på næsten samme tid som Pearl Harbour. Jeg nærede ingen illusioner om byens skæbne under vægten af den overvældende japanske styrke … Lige fra starten stod de overfor en opgave, der oversteg deres formåen. De holdt stand i en uge. Enhver våbenfør mand tog del i en desperat forsvarskamp…”.
Guvernør Young fulgte Churchills formulering op med en besked til tropperne, hvori han sagde:
”… Tiden er kommet til at rykke frem mod fjenden. Imperiets øjne hviler på jer. Vær stærke, vær resolutte og gør jeres pligt…”.
Bagtæppet for den japanske ekspansion
Den japanske aggression, som man så det med angrebene på blandt andet Pearl Harbour og Hong Kong, skal ses i forlængelse af den internationale politiske udvikling, som den udspillede sig efter afslutningen på 1. Verdenskrig.
Japan havde deltaget i 1. Verdenskrig som en allieret magt. Det skyldtes primært, at Japan allerede i 1902 havde indgået i en britisk-japansk alliance. Her anerkendte de to parter hinandens interesser i Asien, samt lovede at de ville forholde sig neutrale, hvis den anden part blev involveret i en konflikt med en tredje part. Traktaten fra 1902 blev med små ubetydelige justeringer fornyet i 1905 og 1911.
Dertil kom, at Japan blev stillet territorielle gevinster i udsigt som belønning for at støtte de allierede magter. Den væsentligste af disse territorielle gevinster var Shandonghalvøen i Kina. I kølvandet på den tyske kapitulation den 11. november 1918 kunne forhandlingerne om en fredstraktat gå i gang.
Forhandlingerne, hvis formelle navn var Paris-forhandlingerne, foregik primært på Versaillesslottet uden for den franske hovedstad. Den amerikanske præsident Wilson fremlagde forud for forhandlingerne de såkaldte ’14 punkter’, hvilket rummede hans vision for den kommende fred. Heri lagde han op til en fredsordning, der kunne og skulle sikre verdensfreden for de kommende generationer. Wilson ønskede ’en fred uden sejrherrer’. Han udtrykte det ved at sige:
”… Hvad vi forlanger af denne krig, er derfor intet særligt til os selv. Det er, at jorden kan blive et godt og trygt sted at leve på, og særligt, at den kan blive et sikkert opholdssted for enhver fredselskende nation…”.
Mod slutningen af krigen havde mange end ikke råd til at købe den daglige ris, der også i starten af 1900-tallet var den vigtigste næringskilde for den japanske befolkning
Der deltog 32 lande ved Paris-forhandlingerne. Fra det amerikanske kontinent var de vigtigste deltagere USA og Canada. Fra Europa deltog blandt andet Storbritannien, Frankrig og Italien. Og fra Asien deltog blandt andet Japan og Kina. De to lande stod fra dag ét i forhandlingerne i modsætningsforhold til hinanden. Japan ønskede nemlig, udover Shandonghalvøen, såvel militær som politisk og økonomisk indflydelse i Kina. Hovedresultatet blev, at Japan blev imødekommet i hovedparten af sine krav. Således står der i den endelige fredsaftale:
”… (at) Tyskland skal overdrage alle sine rettigheder og privilegier (i Kina) til Japan…”.
I Kina førte nyheden fra Versailles naturligt nok til protester. Ud af disse fødtes 4. maj-bevægelsen, der kom til at spille en aktiv rolle frem mod dannelsen af Kinas Kommunistiske Parti i 1921. Japan havde dog stormagtsdrømme. Derfor indgik landet i en række forhandlinger med USA, Storbritannien og Kina om traktater, der skulle sikre stabiliteten i Stillehavsområdet – de såkaldte Washingtonaftaler.
Med disse aftaler gik Japan med til at tilbagelevere Shandonghalvøen til Kina. Det skete i 1922. Til gengæld fik Japan frie hænder til at udvikle sin stillehavsflåde. Det betød i realiteten, at Japan herefter fik mulighed for at udvikle sig til en af Stillehavets dominerende stormagter.
Udviklingen skabte dog ikke bekymring i omverdenen, idet Japan på dette tidspunkt var og betragtedes som værende en fredelig magt, der bidrog positivt til opretholdelsen af den internationale fred. Japan var således en af stifterne af Folkeforbundet i 1920, og landet indgik i en række tosidede eller flersidede internationale aftaler, der skulle sikre freden. En af disse var Briand-Kellog pagten fra 1928, der slog fast, at deltagerne:
”… fordømmer Tilflugt til Krig til Løsning af mellemfolkelige Uoverensstemmelser og giver i deres indbyrdes Forhold Afkald paa Krigen som Redskab for national Politik…”.
Økonomisk påvirkede deltagelsen i 1. Verdenskrig japansk økonomi positivt, idet landet overtog en række af de markeder, som vestmagterne tidligere havde domineret. Økonomien voksede med op mod 50%, men det var primært en eksportorienteret vækst. Landets store virksomheder, de såkaldte zaibatsuer, havde kronede dage.
De mindre virksomheder mærkede dog ikke meget til væksten. De fleste almindelige japanere kunne blot konstatere, at deres forbrugsmuligheder skrumpede på grund af en kraftigt stigende inflation. Mod slutningen af krigen havde mange end ikke råd til at købe den daglige ris, der også i starten af 1900-tallet var den vigtigste næringskilde for den japanske befolkning.
Verdenskrisen
Det japanske demokrati var i starten af århundredet relativt nyt, idet landet først i slutningen af 1800-tallet, som led i Meiji-reformerne, havde indført et begrænset demokrati. Politisk overlevede Japans spæde demokrati såvel verdenskrigen som den politiske og økonomiske uro, der efterfølgende kom. Demokratiet overlevede endog et omfattende jordskælv, der ramte Kanto regionen i 1923, hvor 140.000 mennesker blev dræbt, over 500.000 blev såret, og op mod 700.000 bygninger blev ødelagt.
Herefter blev de politiske partier opløst og demokratiet afskaffet
Da verdenskrisen i starten af 1930 imidlertid ramte Japan, vaklede demokratiet. Verdenskrisen betød nemlig, at millioner af arbejdere i Japans byer og millioner af småbønder mistede deres eksistensgrundlag. Dermed svandt støtten til de demokratiske partier. Det betød samtidig, at kræfter indenfor den japanske hær vejrede morgenluft. Disse kræfter ønskede at gøre op med demokratiet.
Op igennem 1930erne oplevede japanerne et uerklæret opgør om magten mellem de demokratiske partier i parlamentet og udemokratiske kræfter indenfor det japanske militær – anført af de såkaldte militarister. Hvor det i 1930 var de politiske partier, der sad på den politiske magt, blev denne i det følgende tiår gradvist overtaget af militaristerne og deres støtteorganisation ’Taisei Yokusanka’. Herefter blev de politiske partier opløst og demokratiet afskaffet.
Angrebet på Kina
Militaristernes øgede indflydelse definerede herefter såvel japansk indenrigs- som udenrigspolitik: Japan drejede væk fra det konsensussøgende og i retning af en stadig mere aggressiv udenrigspolitik. I første omgang gik den nye udenrigspolitik ud over Kina. Med Mukden-episoden i 1931 erobrede Japan Manchuriet og udråbte området til det selvstændige kejserrige Manchukuo med den detroniserede kinesiske barnekejser Pu Yi på tronen. I realiteten blev Manchukuo en japansk lydstat og Pu Yi en japansk marionetfigur.
I 1937 udvidedes konflikten i Kina, idet Japan med afsæt i en påstand om kinesisk aggression ved Marco Polo broen (der på kinesisk hedder Lugouqiao) gennemførte et angreb på hele Kina. I Kina trak japanerne et blodigt spor efter sig. I by efter by oplevede man grufulde massakrer. Tusindvis af mænd, kvinder og børn blev myrdet. Mange blev drevet på flugt. Kvinder og store piger blev bortført for at blive brugt som sexslaver for den japanske hær. Beboelseshuse, industribygninger, landbrugsområder og kulturinstitutioner blev ødelagt.
Oplysninger om Nanjingmassakren og behandlingen af Guangzhou nåede hurtigt frem til Hong Kong. Derfor var det ikke spor mærkeligt, at frygten for fremtiden bredte sig i kronkolonien
Værst gik det ud over Nanjing, hvor op mod 300.000 mennesker blev myrdet på få uger. Da de japanske tropper nåede Guangzhou (Canton), indledte de en total blokade af byen fulgt op af intensive bombardementer. Hensigten var helt klart at drive byens befolkning på flugt. I løbet af få måneder mere end halveredes Guangzhous befolkning. Oplysninger om Nanjingmassakren og behandlingen af Guangzhou nåede hurtigt frem til Hong Kong. Derfor var det ikke spor mærkeligt, at frygten for fremtiden bredte sig i kronkolonien.
Ideologien bag den japanske ekspansion
For at forstå ideerne bag den japanske ekspansion skal man dykke ned i dokumentet ’Storasiens fælles velfærdsfære’, som den nye regering udsendte i 1940. Heri fremgår det tydeligt, at målet var at gennemføre en centralisering af det japanske samfund under kejser Hirohito. Partierne skulle derfor afskaffes og erstattes af ’Taisei Yokusanka’, og uddannelsessystemet skulle primært tjene statens interesser.
Med ’Storasien’ mentes i første omgang Japan, Manchukuo og Kina. Det betød, at alle tre lande ifølge ideologien blev set som en samlet politisk og økonomisk enhed under Japans og den japanske kejsers absolutte ledelse. Den samlede landbrugs- og industriproduktion i de tre lande skulle således tjene Japans interesser. Det betød i realiteten, at Kina skulle være Japans spisekammer i den forestående konflikt med USA og Storbritannien.
Ideologien bag ekspansion kan siges at koble traditionel japansk tænkemåde og ideer hentet fra den kinesiske konfucianisme sammen med tidens fascistiske, nationalsocialistiske og racistiske tanker hentet fra Tyskland og Italien
I forlængelse heraf introduceredes begrebet ’hakko ichiu’, som kan oversættes til ’hele verden under et tag’ eller ’hele menneskeheden skal gøres til en stor familie’. Det betød i realiteten en forståelse af et verdensbillede, hvor hele verden skulle organiseres i et hierarki med Japan og kejseren i toppen. Et system hvor alle lande skulle kende sin naturlige plads i hierarkiet under det japanske overherredømme.
Ideologien bag ekspansion kan siges at koble traditionel japansk tænkemåde og ideer hentet fra den kinesiske konfucianisme sammen med tidens fascistiske, nationalsocialistiske og racistiske tanker hentet fra Tyskland og Italien.
Netop inspirationen fra Tyskland og Italien gjorde, at Japan i 1940 indgik i et bindende samarbejde med de to lande. Herved var Berlin-Rom-Tokyo aksen født. Japan havde hermed for alvor forladt den fredssøgende udenrigspolitik og cementeret en aggressiv ekspansionspolitik. En politik der måtte føre til angrebet på Pearl Harbour og Japans deltagelse i 2. Verdenskrig.
Kronkolonien
Geografisk bestod Hong Kong i 1941 af 4 områder: Hong Kong øen, Kowloon, De Nye Territorier samt et antal små og større øer. Hong Kong øen var den oprindelige britiske koloni, som Storbritannien erhvervede sig efter sejren over Kina i første opiumskrig (1839-1842). Herefter blev Hong Kong en britisk koloni.
Efter et nyt kinesiske nederlag i anden opiumskrig (1856-1860) udvidede Storbritannien sit koloniområde med Kowloonhalvøen. Endeligt sikrede Storbritannien sig en udvidelse af sit koloniområde i 1898 med en 99-årig lejeaftale af De Nye Territorier, hvilket er området der går fra Kowloon til Shenzhenfloden. Baggrunden herfor var, at Kina var økonomisk på hælene efter nederlaget i den første kinesisk-japanske krig (1894-1895), idet landet skulle betale en efter datidens normer astronomisk stor krigsskadeserstatning til Japan.
Kronkoloniens forsvarsmuligheder
Med den japanske ekspansion i Kina i 1930erne blev man fra britisk side naturligt nok nervøse for et eventuelt angreb på Hong Kong. Derfor opførte man 1936-1938 en række forsvarsstillinger på tværs af Kowloonhalvøen. Samlet skulle de fungere som en art forsvarslinje á la den franske Maginotlinje.
Forsvarsanlægget blev kaldt ’Gin Drinkers Line’ eller ’Den orientalske Maginotlinje’. I alt havde den en længe på 18 km. Den bestod af en række betonbunkers, skyttegrave og artilleristillinger. Målet med anlægget var, at den skulle forsinke en eventuel japansk invasionsstyrkes bestræbelser på at erobre kronkolonien med op mod flere måneder.
Den japanske hærs vold gik også ud over den øvrige del af civilbefolkningen. Det var her ikke mindst kineserne, der blev ofre for den japanske blodrus
Da den skulle stå sin prøve, skulle det vise sig, at linjen brød sammen allerede efter mindre end to dage. Hovedårsagen til dette var dels, at ’linjen’ var underbemandet, og dels at japanerne havde et godt indblik i linjens opbygning og bemanding. Det forholdt sig nemlig således, at Japan op gennem 1930erne løbende havde modtaget blandt andet militære efterretninger fra japanere, der boede i Hong Kong. Dertil kom, at den japanske efterretningstjeneste betalte en række kinesere, der var bosat i Hong Kong for at videregive oplysninger om situationen i kronkolonien.
Det betød, at den japanske hær havde et ganske godt indblik i såvel de civile- som de militære forhold, da angrebet blev indledt den 8. december 1941.
Angrebet og krigens første fase: 8. – 12. december 1941
Som tidligere nævnt blev angrebet på Hong Kong indledt den 8. december – få timer efter angrebet på Pearl Harbour. I den første fase af krigen bevægede den japanske hær sig hurtigt fra grænseområdet ind i De Nye Territorier. Efter nedkæmpelsen af ’Gin Drinkers Line’ den 10. december bevægede invasionsstyrken sig videre sydpå mod Kowloon, hvilket betød, at Maltbys styrker allerede omkring den 12. december befandt sig i den sydlige del af Kowloon.
Herefter begyndte man at forflytte tropperne til Hong Kong øen. Det skete for de indiske regimenters vedkommende med de berømte ’Star Ferrys’. Undervejs gennem De Nye Territorier og Kowloon begik den japanske hær grusomme krigsforbrydelser: læger og patienter blev slået ihjel og sygeplejersker blev voldtaget ved erobringen af hospitaler. Den kun 19-årige løjtnant Osler Thomas, der var udstationeret i Hong Kong som medicinstuderende, blev vidne til en sådan krigsforbrydelse. Det skete ved missionsstationen Salesian Mission, der blev brugt af den britiske hær til uddannelse af læger. Osler Thomas kunne således berette:
”… Efter at de sårede var blevet myrdet … blev lægerne ført ud, klædt af til taljen, opstillet langs et afløb og under råb og latter blev de hakket til døde med bajonetter… ”.
Den japanske hærs vold gik også ud over den øvrige del af civilbefolkningen. Det var her ikke mindst kineserne, der blev ofre for den japanske blodrus. I løbet af den 12. december stod det klart for alle, at såvel De Nye Territorier som Kowloon var tabt. Krigsskuepladsen ville herefter blive Hong Kong øen.
Situationen blev yderligere forværret af udviklingen udenfor Japan. Ved angrebet på Pearl Harbour den 7. december var det som tidligere nævnt lykkedes for Japan af sænke et større antal skibe. Dertil kom, at Japan den 10. december fik ram på to engelske slagskibe, nemlig Price of Wales og Repulse ud for Malaysias kyst. Specielt sænkningen af de to slagskibe gjorde stort indtryk i Hong Kong. Det blev nemlig hermed klart for Maltby og Young, at de ikke kunne forvente amerikansk hjælp.
Den japanske øverstbefalende, Takashi Sakia, mente helt klart, at denne nyhed måtte kunne bruges til at få afsluttet kamphandlingerne i Hong Kong. Han ’tilbød’ derfor Maltby og Young en mulighed for en hurtig britisk kapitulation. Det skete gennem et ultimatum, der blev fremsendt den 13. december. Ultimatummet havde følgende ordlyd:
”… Siden vore tropper gik ind i kampen har jeg sikret besiddelse af Kowloon Halvøen på trods af deres mænds gode kampkvalitet, og mit Artilleri og Luftvåben, som er parate til at knuse alle dele af Øen (Hong Kong øen), venter nu på min ordre. Deres Excellence kan se, hvad der vil ske med Øen, og jeg kan ikke forholde mig tavs om det. I har alle indtil nu gjort jeres pligt ved forsvaret af Hong Kong, men resultatet af de kommende kampe er givet, og yderligere modstand vil føre til tilintetgørelse af en million gode indbyggere, og jeg kan næsten ikke bære at se frem til en sådan sorg. Hvis Deres Excellence vil acceptere det offer, det er at starte forhandlinger om Hong Kongs overgivelse under visse betingelser, vil det være ærefuldt. Hvis ikke, er jeg, mens jeg ’undertrykker mine tårer’, forpligtet til at handle for at nedkæmpe Deres styrker…”
Young svarede med en afvisning af forhandlinger, idet han orienterede japanerne om, at kolonien var stærk nok til at modstå en invasion. Young havde ganske givet også læst formuleringen ’visse betingelser’ som betingelsesløs overgivelse.
Krigens anden fase: 13. – 17. december 1941
Afvisningen fra britisk side af at indgå i forhandlinger om overgivelse skabte en ny situation. Det blev nu klart, at det kun var et spørgsmål om tid, før Maltbys og Takashi Sakias tropper ville stå overfor hinanden i direkte kamp på Hong Kong øen. Briterne forberedte sig på en forsvarskrig.
De indiske tropper blev koncentreret omkring byen Victoria og dens havn. De engelske tropper og ’Hong Kong Volunteer Defence Corps’ blev koncentreret omkring den centrale del af øen, og de canadiske tropper blev koncentreret omkring den vestlige del af øen. Kommunikationen mellem de forskellige enheder skulle foregå gennem det etablerede telefonsystem og personligt overbragte beskeder.
Japanerne gik samtidig i gang med at forberede en invasion af Hong Kong øen. Inden en sådan skulle løbe af stablen, skulle Maltbys tropper dog trættes gennem intensive artilleribetydninger og bombardementer gennemført af det japanske luftvåben. Tropper og civilbefolkning blev udsat for en bomberegn, der spredte død og ødelæggelse over det meste af øen.
Den 17. december kl. 10.30 indstillede japanerne til briternes forbavselse pludselig bombardementet. Klokken 11.00 viste det sig, hvorfor denne ensidige japanske våbenhvile var indtruffet, idet en båd anløb Victoria havn med et brev, der var adresseret til Young og Maltby. Heri gentog japanerne endnu en gang kravet fra den 13. december om betingelsesløs overgivelse. Hertil svarede Young, at briterne hverken ville indgå i forhandlinger om overgivelse eller ville modtage flere tilsvarende breve. Alle kunne nu se, at det drejede sig om få timer eller dage før den japanske invasion af Hong Kong øen ville være en realitet.
Den sorte jul: 18. – 25. december
Angrebet kom dagen efter afvisningen af fredsforhandlinger – nemlig den 18. december. Ordren blev givet til de japanske tropper klokken 18.00.
Klokken 20.00 blev de første japanske tropper landsat. I løbet af aftenen og de kommende dage blev op mod 7.000 japanske tropper landsat på Hong Kong øen dækket af kraftig artilleriild. Tropperne blev sat i land med en forhåndsordre om ikke at tage fanger.
Kronkoloniens forsvarsstyrker stod således overfor en overvældende overmagt. De havde ikke en chance. I bedste fald kunne de forlænge krigen. Hurtigt blev det klart, at område efter område faldt i japanernes besiddelse. Alle forsøg på at stande de japanske tropper eller slå dem tilbage mislykkedes. Den 24. december var alle kronkoloniens forsvarsstyrker omringet af japanske tropper. Trods dette fastslog Young så sent som den 25. december om morgenen, at tropperne fortsat skulle kæmpe. Det skete med ordene:
” … kæmp. Hold fast for Kongen og Imperiet…”
Maltby supplerede guvernøren med at sige, at dagens ordre til tropperne var, at de skulle kæmpe videre. For tropperne måtte disse ord forekomme virkelighedsfjerne. Store tab, massive bombardementer og indesluttede enheder, der ikke havde nogen muligheder for at forsvare sig, var den virkelighed, de stod overfor.
En del af dagligdagen i lejrene var også ekstrem brutalitet, hvor minimale overtrædelser af lejrenes reglement blev ekstremt hårdt straffet. Forsøg på flugt blev altid straffet med døden
Hen på eftermiddagen den 25. december tydede meget på, at byen Victoria ville falde. Den var et af de få ikke besatte områder på Hong Kong øen. På omtrent samme tidspunkt indtog den japanske hær St. Stephens College på Kowloon. Netop her var der et midlertidigt lazaret, hvor sårede soldater var indlagt til behandling. Japanerne slog lægerne og mange af de sårede soldater ihjel. Sygeplejerskerne blev udsat for gruppevoldtægter. Canadieren James Barret, der var feltpræst på lazarettet, blev ufrivilligt vidne til de japanske soldaters fremfærd. Ved Tokyo-processen efter krigens afslutning kunne han blandt andet fortælle:
”… Næste dag (det vil sige den 26. december) gik jeg en runde på lazarettet. Der så grufuldt ud. Jeg fandt ligene af to mænd, som var blevet trukket ud af deres senge. De var frygteligt mishandlede; deres ører, tunger, næser og øjne var skåret bort. Henved halvfjerds mand, måske endnu flere, var blevet dræbt med bajonetstik, mens de lå i deres senge. Langt flere var hårdt sårede. Ingen af ofrene havde været bevæbnede … I et krat i nærheden af parken fandt vi ligene af de tre sygeplejersker tildækket med grene; på det ene af ligene var hovedet næsten skåret fra kroppen…”.
Onkel John
Det var ikke alle japanere, der billigede den behandling af civilister og soldater, der fandt sted i Hong Kong.
Et eksempel på dette var Kiyosho Watanabe, som også gik under navnet Onkel John. Kiyosho Watanabe var født Japan i en buddhistisk familie. Som ung valgte han at konvertere til kristendommen. Han blev med familiens billigelse døbt og tog en uddannelse på et præsteseminarium. Sidenhen fungerede han som lutheransk præst i blandt andet Hiroshima. Dog havde han en enkelt afstikker til Gettysburg i Pennsylvania i USA, hvor han deltog i et seminar. Det var under dette, han fik tilnavnet ’Onkel John’. I 1941 blev han tvunget til at lukke sin kirke i Hiroshima.
Kort tid efter blev han, 51 år gammel, indkaldt til militæret, hvor han blev sendt til Hong Kong som tolk for det japanske militærpoliti, Kempeitai. Her arbejdede han i flere fangelejre, hvor han blev vidne til, hvordan hans landsmænd behandlede civile og militære fanger. Det, der fandt sted, stod i diametral modsætning til de humanistiske principper, Watanabe selv hyldede.
Ad omveje engagerede han sig i humanitært arbejde til gavn for fangerne: han smuglede breve ind og ud af lejrene, forsynede fangerne med livsnødvendig medicin og støttede fangernes familier med mad. På grund af dette blev han dødsdømt af Kempeitai, Watanabe overlevede dog frem til verdenskrigens afslutning, hvorefter han genoptog præstegerningen i Hiroshima
Kapitulationen
Hen på eftermiddagen den 25. december stod det klart for alle, at enhver modstand var nyttesløs. Klokken 15.00 blev der udsendt en ordre om våbenstilstand, og det hvide flag blev hejst. En halv time efter opsøgte guvernør Mark Aitchison Young og den øverstbefalende for de britiske tropper, Christopher Maltby, den japanske general Takashi Sakai i dennes hovedkvarter.
Her overgav de sig på vegne af kronkolonien. Kampene var slut. En ny dyster epoke i Hong Kongs historie tog sin begyndelse. Det var derfor bestemt ikke uden grund, at julen 1941 af mange indbyggere i Hong Kong blev husket som ’den sorte jul’. Efter overgivelsen blev Young og Maltby begge interneret som krigsfanger.
Krigens omkostninger
Det er vanskeligt at skabe sig et præcist overblik over krigens omkostninger. Det første eksakte bud, der kom på dette, kan findes i Christopher Maltbys rapport, ’Official Report by C.M. Maltby’, fra den 27. januar 1948.
Rapporten blev offentliggjort som supplement til The London Gazette den 29. januar 1948. Heri siger Maltby, at 1.045 soldater og officerer under britisk kommando blev dræbt. Dertil kom, at 1.068 på dette tidspunkt stadig var meldt savnet. Heraf angives 196 af de dræbte og 135 af de savnede at være fra ’Hong Kong Volunteer Defence Corps’ (HKVDC). Endeligt angiver han, at 2.300 blev såret i alvorlig grad som følge af kamphandlingerne. Alle, der fik mindre skader, og som kunne vende tilbage til fronten, er ikke medtaget i statistikken.
De Japanske tab sætter Maltby til 3.000 døde og 9.000 sårede. De angivne tal for de japanske tab er han primært nået frem til efter en samtale med en japansk militærlæge. Hermed opjusterede han et tal på 1.995 døde, der tidligere havde været offentliggjort i Hong Kong avisen ’Hong Kong News’. Maltby fortæller også, at kinesiske kilder talte om, at japanerne mistede cirka 10.000 mand. Dette tal mener han imidlertid er udtryk for en ’orientalsk overdrivelse’.
Nyere tal af Hong Kong historikeren Tony Banham bekræfter hovedtendensen i Maltbys tal. Dog anfører Banham, at tabene blandt de britisk ledede styrker var cirka 1.500 døde, hvilket jo kan dække over, at en del af de hårdt sårede døde af de kvæstelser, de havde pådraget sig.
Endelig var der også omfattende civile tab. Det anslås således, at mellem 4.000 og 6.000 civilister mistede livet som følge af kampene, og de massakrer, den japanske hær foranstaltede. Ud over døde og sårede medførte krigen også omfattende materielle ødelæggelser. Beboelse, fabrikker, landbrugsjord og meget andet blev ødelagt. At sætte tal på ødelæggelserne lader sig ikke gøre.
I japansk fangenskab
Endelig havnede et stort antal af de besejrede tropper i de fem japanske krigsfangelejre, der blev oprettet efter sejren over Hong Kong. Den japanske regering meddelte i februar 1942, at Japan have taget 10.947 krigsfanger. Omkring halvdelen af disse var britiske. Hertil kom et større gruppe indere (3.829) og canadiere (1.689). De øvrige kom fra en lang række lande. Heraf var en del fra ’Hong Kong Volunteer Defence Corps’. Blandt disse befandt der sig også danskere.
Der var i Hong Kong seks forskellige krigsfangelejre, der var i brug i perioden 1941-45. Disse var:
Sham Shui Po lejren: Den blev indrettet i nogle barakker, der oprindeligt blev opført til den britiske hær. Det var blandt andet i denne lejr en række danskere sad interneret.
North Point lejren: Den blev indrettet i en flygtningelejr, der blev lavet til de mange kinesere, der efter 1931 og 1937 flygtede til Hong Kong.
Argyle Street lejren: Også denne lejr var oprindeligt en flygtningelejr. Den husede efter 1942 primært tilfangetagne officerer
Ma Tau Chung lejren: Endnu en japansk krigsfangelejr, der blev indrettet i en tidligere flygtningelejr. Den blev lukket i 1944 for derefter at blive åbnet under navnet Ma Tau Wai lejren. Sidstnævnte rummede blandt andet krigsfanger fra Kina, Sydamerika og Thailand.
Stanley lejren: Lejren blev indrettet i St. Stephens College.
De indespærrede krigsfanger oplevede en hverdag fyldt med sult og elendighed. Canadieren George Palmer beskrev maden således:
”… Risene, som mændene blev tildelt, var i en meget dårlig kvalitet og næsten altid angrebet af orm. Ofte var det blevet fejet op fra lagrenes gulve … fisken var ofte ødelagt (fordærvet) … Japanerne overlod det til fangernes forestillingsevne og evner at lave mad … og skabe deres egne måltider… ”.
Dertil kom udmarvende og hårdt arbejde i lejrene. Krigsfangerne arbejdede blandt andet i miner, havne og jernbaner. En del af krigsfangerne blev dog også sendt til arbejdslejre i Japan. Andre blev sendt til Thailand og Burma, hvor de blandt andet var med til at opføre dødens jernbane og broen over floden Kwai. Det var primært englænderne, der blev sendt ud af Hong Kong-lejrene. Men det skete også for fanger af anden nationalitet.
Meget tyder på, at danskerne på dette område var blandt de mere privilegerede af fangerne. Englænderne derimod blev oftere nægtet besøg og hjælp udefra
En del af dagligdagen i lejrene var også ekstrem brutalitet, hvor minimale overtrædelser af lejrenes reglement blev ekstremt hårdt straffet. Forsøg på flugt blev altid straffet med døden. Mange af de indsatte blev meget syge af epidemiske sygdomme (som eksempelvis dysenteri og kolera). Sygdommene havde gunstige betingelser på grund af lus og lopper samt utilstrækkelige sanitære forhold.
Kilderne angiver, at cirka 2.400 af de internerede soldater døde af deres sygdomme. For nogle af fangerne blev den monotone dagligdag i lejrene forsødet med besøg og hjælp udefra. Det var således muligt for de internerede ind imellem at få korte besøg af deres forældre, ægtefæller, børn eller andre udefra. Ligesom de derigennem fik mulighed for at få fx mad og sæbe, der kunne gøre deres ophold i lejrene mindre uudholdeligt.
Endelig kunne krigsfangerne i et vist omfang modtage Røde Kors-pakker. Det var dog konstant op til de japanske fangevogtere om den enkelte fange måtte modtage besøg og hjælp udefra. Japanerne tog sig med mellemrum betalt for at acceptere hjælpen udefra ved fx af plyndre Røde Kors pakkerne. Det var ikke alle grupper af fanger, der tillodes at få hjælp udefra. Meget tyder på, at danskerne på dette område var blandt de mere privilegerede af fangerne. Englænderne derimod blev oftere nægtet besøg og hjælp udefra.
Den inhumane behandling af krigsfanger skete på trods af, at Japan have underskrevet den tredje Genevekonvention i 1929. Denne byggede videre på Genevekonventionerne fra 1864 og 1906. Genevekonvention fra 1929 handlede specifikt om behandlingen af krigsfanger. Heri stod der i artikel 2, at krigsfanger:
”… til enhver tid skal behandles humant og … (de skal) … beskyttes mod voldshandlinger … repressalier mod dem er forbudt…”.
Japanerne følte sig dog ikke bundet af konventionen, idet landet aldrig havde ratificeret den.
Hvordan kunne det gå så galt?
I London kom det fatale militære nederlag i Hong Kong næppe som en overraskelse. I januar 1941 skrev Winston Churchill til sin nærmeste militære rådgiver, general Hastings Lionel Ismay, i forbindelse med en forespørgsel om udstationering af flere tropper i Hong Kong, at Storbritannien ikke havde en chance, hvis Japan angreb Hong Kong. Han gjorde det med følgende ikoniske ord:
”… Hvis Japan går i krig med os, er der ikke den mindste chance for at holde eller undsætte Hong Kong. Det er meget uklogt at forøge tabene, vi skal lide der…”.
I sine erindringer vedstår han sig udtalelsen, idet han dog erindrer, at han lod sig overtale til at sende forstærkninger. Disse stod med Churchills ord:
”… overfor en opgave, der oversteg deres formåen. De holdt stand i en uge. Enhver våbenfør mand tog del i en desperat forsvarskamp. Deres standhaftighed spejlede sig i de britiske, civile indbyggeres tapperhed. Juledag slap kræfterne op, og en kapitulation var uundgåelig … ”.
I den tidligere omtalte rapport fra 1948 forklarer C.M. Maltby detaljeret, hvorfor det efter hans mening gik så galt, som det gjorde. Han anfører (i vi– og de-form) følgende forklaringer på nederlaget:
- Vi troede ikke, at Japan ville erklære krig mod Storbritannien.
- Vi havde et svagt efterretningssystem.
- Vi troede, at japanerne bluffede.
- De opererede om natten iført sko med gummisåler, således at vi ikke kunne høre dem.
- De gennemførte en hurtig fremrykning, blandt andet fordi soldaterne bar på en let udrustning.
- De havde spioner alle steder.
- De havde et effektivt efterretningssystem.
- De havde gode kort over Hong Kong.
- De gennemførte en tung beskydning af vore stillinger.
- De gennemførte en fremrykning for enhver pris, hvor de ikke tog hensyn til tab af menneskeliv.
- De havde et effektivt luftvåben.
Det britiske nederlag kan i få ord koges sammen til, at de mandtalsmæssigt underlegne britisk ledede tropper tabte på grund af manglende forberedelse til et opgør mod en overlegen, kampberedt, grusom og dødsforagtende japansk hær.
Litteratur:
Churchill, Winston S.: ERINDRINGER om Den Anden Verdenskrig. Bind 2: 1941-45, Rosenkilde 2006
Churchill, Winston S.: The Grand Alliance, Penguin Books Ltd 2005
Coop, Terry: The Defence of Hong Kong: December 1941, Canadian Military History, vol. 10, 2001
Hong Kong Veterans Commemorative Association: Life as a Canadian Prisoner of War: Canada in the Pacific, World War II (https://www.hkvca.ca)
Liverpool, Lord Russel of: BUSHIDO RIDDERNE, Schønberg 1958
Madsen, Jens-Peter Fage: Ansigt til ansigt med japanerne. KULTUR-HISTORIE-SAMFUND, Pantheon 2017
Madsen, Jens-Peter Fage: Ansigt til ansigt med kineserne. KULTUR-HISTORIE-SAMFUND, Pantheon 2010
Stolzenbach, Simon Leth: Danske soldater mindes i Hongkong, dr.dk den 4. december 2016
The London Gazette den 27. Januar 1948 (Maltby-rapporten)
Welsch, Frank: A History of HONG KONG, HarperCollinsPublishers 1993
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
