KONCERT // ANMELDELSE – Ikke blot har pianisten Angela Hewitt Bachs musik kropsligt i sig. Hun formidler også dens mange overraskende akkordbrydninger og temposkift, når hun nærmest fysisk ærligt udstråler sin overraskelse over kompositionernes konstante uforventede udviklinger ud til salen.
Som det andet af fire aftener i Tivoli Sommer Klassisk-serien ”Stjernepianister” blev vi budt indenfor til et sprudlende overskud af Johann Sebastian Bachs hovedværker for cembalo, der i dag næsten udelukkende opføres på de store koncertflygler.
Det er ikke til debat, om Bachs musik kan bære den store rumlige klang, som koncertens Fazioli-flygel tilbyder, for det kan den. I hvert fald når den canadiske verdenspianist Angela Hewitt står for udførelsen og formidlingen af disse storværker på dette, hendes foretrukne instrument.
Bach selv var berømt i sin samtid, og måske allermest som en blændende virtuos af sin egen musik. Koncerten var da også lidt som at være hjemme hos ham selv med dens fokus udelukkende på hans egne værker og iblandt disse især dem, der kan siges at besidde et stærkt improvisatorisk tilsnit.
I denne suite af dansesatser fløj Hewitts hænder helt bogstaveligt henover tangenterne i forrygende skalaforløb
Med sin tætte kompositionsstrukturer minder hans musik allermest om vævet stof med en trådtæthed af den mest kompakte slags, som udfylder ethvert hjørne af musikken med mønstre og figurer, der bestandig overrasker. Ikke så meget gennem deres gentagelser, men mere ved deres bestandige dynamiske udvikling, som ingen ende synes at tage.
Bachs fantasi er her både universel og uendelig, så man undertiden må spørge sig selv, hvordan han nogensinde skal komme frem til en afslutning. Det gør han hver eneste gang, men altid på den mest logiske og overbevisende måde, som når den musikalske strøm ligesom af sig selv når frem til sit naturlige leje og falder til en selvvalgt ro.
Krystallinsk klarhed og præcis motorik
Den samme iboende fremdriftsenergi formår Angela Hewitt om nogen at formidle, når hun sidder foran Bachs klaviatur.
Ikke blot har hun Bachs musik kropsligt i sig, men hun formidler også dens mange overraskende akkordbrydninger og temposkift, når hun nærmest fysisk ærligt udstråler sin overraskelse over kompositionernes konstante uforventede udviklinger ud til salen.
I koncertens åbningsnummer, ”Toccata i C-mol” (BWV 911), præsenteres vi for en styrke og en fasthed i både klang og anslag, der fortæller os, hvem Bach og hvem Hewitt er i dette musikalske univers. Værket blev formidlet med stor kraft og præcision, og bar os videre til de mere elegante melodiske satskompositioner, som Bach ligefuldt behersker i stort anlagte ”Fransk Suite nr. 5 i G-dur” (BWV 816), der hører hjemme blandt ungdomskompositionerne.
I denne suite af dansesatser fløj Hewitts hænder helt bogstaveligt henover tangenterne i forrygende skalaforløb, som man knap kunne tro mulige, men som alle fremstod med krystallinsk klarhed og præcis motorik.
Før pausen fulgte ”Kromatisk Fantasi og Fuga i D-mol” (BWV 903), hvor Bachs improvisatoriske hovedsats ligesom vrider enhver tangents muligheder ud af instrumentet og kaster et kaleidoskopisk stormvejr ud over salen. Sjældent har jeg hørt hans musik så voldsomt og overbevisende fremført. Ikke engang i hans største orgel- eller orkesterværker får vi så dystre og uhæmmede musikalske udsagn kastet ud imod os. Man føler her et slags interstellart bombardement, der bestandig nærmer sig os, om end musikken ikke udtrykker egentlig undergang, men snarere en kraftfuld musikalsk opbygning og ufattelige kreative konstruktioner.
I fri leg
Med koncertens to sidste storværker, den formidable halvtimes lange ”Ouverture i fransk stil” (BWV 831) og den afsluttende ”Italiensk koncert” (BWV971) satte Hewitt punktum med et pianistisk overskud, der hører til i den absolutte verdenselite.
I ouverturen følger Bach den franske suites stærkt varierende dansesatser, som han her nu nærmest instrumenterer live for os, så man føler os hensat til et symfoniorkester, hvis instrumentale klangvirkninger Bach måske selv blot kunne ane mulighederne af, men ikke selv nåede at opleve. Hewitt formidlede dette med et differentieret klangregister, som udfoldede det store koncertflygels næsten ubegrænsede akustiske muligheder.
Til slut kom vi forbi en side af Bach, der løsner en del af trådene i hans tætvævede musikteksturer, og lader cembalisten/pianisten slå sig løs i fri leg
I den velkendte og ofte opførte ”Italiensk koncert” kom vi til slut forbi en side af Bach, der løsner en del af trådene i hans tætvævede musikteksturer, og lader cembalisten/pianisten slå sig løs i fri leg.
Der er en lethed i dette værk, som fører os henimod Domenico Scarlattis melodiøse cembaloværker, der i dag også oftest opføres på koncertflygel, og det med rette.
Et program med Angela Hewitt, som sammenstiller Scarlattis sydlandske sangbare charme med Bachs kompositionsstyrke, må efter denne mesterlige koncert stå højt på ønskesedlen.
Koncertserien ”Stjernepianister” er med dens to følgende kunstnere, tyske Alice Sara Ott (16. august) og sydkoreanske Yunchan Lim (22. august) kommet i fornemt selskab og fortjener at blive velbesøgte, for musikerniveauet er ligesom musikken her himmelhøjt.
I sit afsluttende tyste ekstranummer i form af en koncerttransskription af en af Bachs allersmukkeste arier, tog vi afsked med en komponist, der også overbeviste os om sin iboende musikalske intimitet bag de voldsomme maskuline styrkeudladninger.
Hewitt er om nogen kvinden til at kunne forløse begge dele med sit ligefulde naturlige og nøgterne musikerskab.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
