KONCERT // ANMELDELSE – Doric String Quartet, der i år har eksisteret i et kvart århundrede, nåede endelig til Danmark, hvor de i samspil med Jonathan Biss leverede mesterlige forløsninger af tre af Schumanns, Beethovens og Brahms’ vægtigste kammermusikværker.
Det var på allertætteste hold, man forleden aften kunne opleve samspillet af en af tidens mest spændende strygekvartetter udspille sig i Mogens Dahl Koncertsal, som generøst tilbød publikum at opleve Doric String Quartet her i deres 25. års jubilæumsår i tæt samspil med den amerikanske pianist Jonathan Biss.
Sammen havde de fem musikere valgt et meget velafbalanceret repertoire med tre af kammermusikkens vægtigste værker, hvor de to måske tungeste var placeret på hver side af en forunderlig ungdommelig og legende strygekvartet af den unge Beethoven.
Robert Schumanns store og intense Klaverkvintet op. 44 fra 1842 skrev han for og tilegnede hustruen, Clara. Samtidig var den en af de første i genren, der udvidede strygerkvartettens hele udtryksverden gennem tilføjelsen af koncertflyglets mange klangmuligheder. At komponisten havde en formidabel pianist og ægtefælle ved sin side, har sikkert været afgørende for, at han bevægede sig ind i denne nye instrumentale konstellation. Og at værket har hørt til et af de mest centrale i kammermusiklitteraturen siden da er indlysende.
Uanset at kvintetten følger samtidens formelle krav i de fire satser, så bliver hver enkelt af disse med deres rige samspils- og klangmuligheder til selvstændige kompositioner, der kunne stå tilbage som afrundede fortællinger. Ikke mindst den largo-mæssige sørgemarch-lignende 2. sats bliver her til et centralt udtryk for hele den schumannske verden.
Med stor intensitet og kropslig tyngde blev denne sats og hele kvintetten formidlet, så hver enkelt musiker lagde endog megen fysisk vægt bag nodernes mange accentueringer, sforzandi og synkoper. Doric String Quartet lod os derved mere end ane en komponist, der ikke blot ville udleve strygekvartetgenrens passionerede budskaber, men tillige udvide dem klangmæssigt og dynamisk til den yderste grænse gennem tilføjelsen af en samlende klaverstemme.
Jonathan Biss har en både fin og sikker klaverteknik, hvor han ligesom ryster hænderne frie igen efter hver af værkets mange kraftudladninger
I samspillet med pianisten nåede musikerne her de yderste spændinger af, hvad salens akustik og deres egen tætte placering på publikum måske kunne bære. Til gengæld sad vi ikke et sekund tilbage med indtryk af uforløst musikerskab, snarere tværtimod. Med stor generøsitet og indlevelse nåede de ind til værkets dybeste afkroge gennem komponistens ur væld af tonerækker og dynamiske fraseringer.
Hvad der måske mest gjorde indtryk var strygerstemmernes tætte samspil, der gjorde, at man i lange passager havde en oplevelse af ikke fire individuelle, men snarere ét enkelt samlet strengeinstrument, som i sin afpassede farvelægning af klangen var af så bredspektret og samlende karakter, at man i sandhed kan tale om kammerspil gennem ét enkelt musikalsk corpus.
Denne fornemmelse har jeg kun sjældent tidligere oplevet, og den udbyggedes kun yderligere af pianistens fine indlevelse og tætte dynamiske forståelse overfor de øvrige musikere.
Jonathan Biss har en både fin og sikker klaverteknik, hvor han ligesom ryster hænderne frie igen efter hver af værkets mange kraftudladninger, inden han tager fat på de næste. Netop dette gør, at hans musikerskab bliver af en stærk formidlende og fortællende art.
Mere end værd at opleve live
Efter Schumann fik vi som mellemakt Beethovens legende og lyse ungdomskvartet op. 118, nr. 2 fra 1799, hvor partiturets mange små krummelurer og figurationer hænger som ornamenter på hans utallige gevækster af nodeforløb, der gennem hele værket virker som om, de alene er ude på at spille både musikerne og tilhørerne et puds.
Kvartetten blev dermed et både fint og lyst åndehul inden aftens sidste programpunkt i form af Brahms’ mastodontiske Klaverkvintet nr. 2 fra 1861. Her kom musikeres fælles mesterskab til sin fulde udfoldelse overfor den uhyre mængde af noder. Man kan næsten ikke kan fatte, at både de udøvende og komponisten selv har kunnet mestre at forholde sig til dem alle i såvel dynamiske som strukturelle henseender.
I Brahms’ klaver-intermezzi når komponisten ind til den samme grad af intensitet og indadvendthed gennem en musik, der samtidig besidder en sjælden tyst form for storladenhed
Ikke desto mindre fik vi en fortolkning, hvor hver enkelt sats fik sin fuldt fortjente opmærksomhed, ikke mindst gennem de meget centrale klaverpassager, der som en fælles klangbund stod klart overfor strygernes individuelle udladninger og dermed sammenbandt helheden.
Igen var det her den inderlige Adagio cantabile, som måske mest betog undertegnede gennem dens fint afbalancerede forløb. Hver enkelt af kvartettens medlemmer nåede ind til selve kernen af deres respektive musikalske ”bekendelser”.
Kun i Brahms’ klaver-intermezzi når komponisten ind til den samme grad af intensitet og indadvendthed gennem en musik, der samtidig besidder en sjælden tyst form for storladenhed. Det var med denne særegne form for storladenhed i både øre og sind, at man forlod en stor aften i selskab med de fem fuldmodne musikere på deres one-night Amager-gæstespil.
Måtte de komme tilbage og fortsætte med nogle af de nutidige værker, der gennem årene er blevet skrevet til dem af komponister som John Adams, Thomas Adès og Brett Dean. Det er mere end værd at opleve live, ikke mindst når man som her har chancen for at være så tæt på, at man i deres fysiske nærhed næsten føler sig som inviteret medlem af disse fine musikeres tætte samspil.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og