KUNST // ANMELDELSE – Andy Warhol stod som en central kunstner i 1960’erne og senere. Spørgsmålet er blot, hvad han er central for. Jakob Brønnum har set udstillingen “Warhol 68” i Stockholm og nu forstået Warhol på en ny måde.
Der har altid været noget stift og stillestående over Andy Warhols arbejder i min oplevelse af dem. Man ser ham jo overalt. Hans arbejder har ætset sig ind i bevidstheden hos os, som et mærkværdigt grænseløst og grænseoverskridende udtryk for forholdet mellem kunst og forbrug.
Hvis man ikke selv har en Warhol derhjemme, ser man den hver gang man kommer på besøg hos nogen. En af vore nære familiemedlemmer har personligt importeret Cambell Soup-dåser fra USA, og de står på en krydderihylde over køleskabet. Man kan ikke gå i Bilka og passere plakatafdelingen uden at se en Warhol, som regel den oprindelige skildring af Marilyn Monroe. Men det kan også være dronningen eller formand Mao.
Sticky Fingers rummer formentlig en af de største fabriksordrer på lynlåse i verdenshistorien
Den stivhed og stilstand er forbi nu. I forbindelse med pressevisningen af udstillingen Warhol 68 på Moderna Museet i Stockholm forleden, opdagede jeg, at jeg formentlig aldrig har forstået Warhol helt.
Der har ellers været nok af muligheder for at komme til indsigt. Jeg har læst hans fragmentariske selvbiografi og beskæftiget mig med hans indflydelse i kunstnermiljøet midt i 1960’erne i forbindelse med den bog jeg har skrevet om Bob Dylans tekster, hvor i hvert fald tre af de mest ufattelige mesterværker er blevet forbundet med The Factory, Warhols atelier i New York, nemlig kvindeportrættet på Like A Rolling Stone, fejlagtigt viser det sig, og miljøet i sangene Visions of Johanna og personskildringen i Queen Jane Approximately. Det var i 2014.
For nylig har jeg så været omkring Warhol igen, fra en ny vinkel. Jeg har arbejdet med en bog om David Bowies tekster, som udkommer om kort tid, og jeg kan ikke se andet end at Andy Warhol må opfattes som Bowies største kunstneriske inspirationskilde. Warhol har et netop grænseløst forhold mellem kunst og pop, som Bowie lærer af. Det er ikke tilfældigt, at Warhol ironisk kalder sit atelier for fabrikken.
Til overmål er han desuden producent af nogle af pladeudgivelserne fra Bowies største musikalske inspirationskilde, The Velvet Underground.
Der er imidlertid et lag, der stikker dybere, og som jeg ikke har været opmærksom på. Andy Warhol laver hele verden om til en satirisk installation.
Udstillingen
Selve udstillingen på Moderna Museet i Stockholm er reelt en udstilling om en udstilling, nemlig den skelsættende Warhol-udstilling museet holdt i 1968. Et rundspørge blandt byens kendteste moderne kunstnere viste, at de stort set alle sammen opfattede Warhol, ikke som fiduskunstner men som utilbørligt kommerciel i sin tilgang.
Samtidig er det en rundvisning i Warhols univers. Den viser hovedværker som sæbeæskerne, de stærkt farvede grafiske arbejder af kendte personer, blomstermotiver mm, der er Warhols kunstneriske signaturarbejder for eftertiden. Der er også to kontinuerlige filmscreeninger af Warhols minimalistiske stemningsskildringer i filmform, og i et af udstillingslokalerne kører musikken af Velvet Underground.
Selve tomheden er i sig selv et udsagn om menneskesynet i dagens teknokratiske markedssamfund
Warhol har også lavet pladeomslag, bl.a to for The Rolling Stones. Udstillingen viser også det oprindelige cover på Stones-albummet, mesterværket Sticky Fingers, der formentlig rummer en af de største fabriksordrer på lynlåse i verdenshistorien.
Senere vinyludgaver har blot haft en fingeret bukselynlås, men på det oprindelige album kan man trække lynlåsen ned på det, man må antage skal forestille Mick Jaggers jeans og derefter få … nej, det kan I selv regne ud, albummet hedder jo …
The Medium is the Message
Udstillingens kurator John Peter Nilsson gjorde i sin præsentation af udstillingen for pressen opmærksom på en sammenhæng, jeg ikke havde set. Warhol og Marshall MacLuhan var åbenbart nære samarbejdspartnere en periode. De havde åbenbart også begge en kirkelig, katolsk baggrund.
MacLuhan er den, der i bogen The Medium is The Message har forklaret, at de medier, vi bruger, ikke blot fortæller nyheder eller andre budskaber, men fortæller dem, sådan som de medier nu kan rumme nyhederne. Det er stadig en bog, alle bør læse.
Facebook, som MacLuhan ikke kendte, fortæller nyheder ved, at vi deler en andens deling af en avisartikel, de fleste kun læser overskriften på, og så bliver det det, man diskuterer. Eller TV-nyheder, der ikke tillader uddybende bemærkninger, så politikerne må udtrykke sig i overskrifter. Alle medier sætter begrænsninger for nyhedens eller fortællingens nuancering, undtagen tekstbårne tidsskrifter, der så til gengæld altid rummer en avantgardistisk undertone eller en forskningsmæssig eksklusion.
Den Marilyn, der hænger på din væg, afløser Jomfru Maria-ikonen, der hang på vore katolske forfædres vægge i middelalderen
Warhols berømte citat, som også var med på udstillingen den gang og nu, ”I fremtiden vil alle mennesker være berømt i 15 minutter” skal forstås i den sammenhæng. Det er en nærmest profetisk fremskrivning af mediebilledet til de sociale medier og reality-tv, bortset fra at mange brugere af de sociale medier åbenlyst forsøger at få det til at strække sig udover det første kvarter.
En af de ting, Warhol og MacLuhan var enige om, forklarede undstillingens kurator John Peter Nilsson ved pressevisningen, var det moderne menneskes religiøse forhold til virkeligheden, til forbrug, til berømtheder. “Reklamens framväxt i början av 1900-talet gjorde vad religiös konst hade gjort under 1200-talet, menade Marshall McLuhan: reklamen använder bilden och sin egen auktoritet för att både skapa och tillfredsställa människors önskningar och övertygelser. Warhol var aktiv katolik sedan barnsben och McLuhan hade konverterat till en romersk-katolsk trosuppfattning under unga år. Båda har uttryckt ömsesidig respekt för varandra och Warhol var även han medveten om hur masskulturen ersatte religionen under 1900-talet.” Et kort essay med sammenfatningen af disse tanker ligger på museets hjemmeside
Warhols portrætter af f. eks. Marilyn Monroe er en replik i diskussionen om kunstværkets mellem original og kopi, som den tyske intellektuelle Walter Benjamin rejste, da han reflekterede over bl.a. amerikanske kunstfotografer, Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder. Men de er også noget andet.
De er en gengivelse af det moderne, ikke-religiøse menneskes ikoner. Den Marilyn, der hænger på din væg, afløser Jomfru Maria-ikonen, der hang på vore katolske forfædres vægge i middelalderen og senere. Katolske er vigtigt her, eftersom protestantismen har adskillige opgør med netop den religiøse billedbrug.
På den måde laver den ironiserende Andy Warhol hele verden om til en kæmpemæssig kunstinstallation, hvor vi alle medvirker, i hvert alle der har en Warhol-plakat derhjemme.
Så forstår man pludselig også, hvad Warhol ser i den elektriske stol (se artiklens topfoto), som han har afbildet og som er med på udstillingen og også var det i 1968.
Naturligvis var dødsstraf jævnligt til drøftelse i USA’s på den tid, ligesom samfundets brutalitet i forbindelse med Vietnamkrigen, Koreakrigen og de åbenlyse forfølgelser af anderledestænkende, venstreorienterede i 1950’erne og mordet på præsidenten og hans bror i 1960’erne har været groft provokerende for den intellektuelle newyorker. Så der behøver ikke mere forklaring end det til en gengivelse af den elektriske stol.
Men det er også bare der, det bliver stående, indtil man læser det på samme måde som Marilyn Monroe kan læses som religiøs ikonografi, som en Maria-ikon. Den elektriske stol er en moderne korsfæstelsesscene. Men uden den korsfæstede.
Selve tomheden er i sig selv et udsagn om menneskesynet i dagens teknokratiske markedssamfund. Og tolkningen af brugen af den elektriske stol som en moderne korsfæstelsesscene bliver et mangetydigt, muligvis endda evangelisk budskab, helt i Warhols ånd.
1) Du kan læse det frigjort fra den samfundsmæssige magtmisbrug af religionen som en grundlæggende solidaritet med det enkelte menneske i sin mest fordømte situation (jf. Matt 25,45). Eller 2) som en teknologisk ny og enklere måde, magthaverne gør sig til herre over liv og død, ligesom de gjorde ved Jesu Korsfæstelse. Eller 3), du kan lægge i det, nøjagtig lige hvad du vil.
Det var ikke hele kunstverdenen, der afviste Warhol eller så skævt til hans bestræbelser. Udstillingen i 1968 var Warhols første europæiske separatudstilling. Og en af byens dagbladskritikere skrev, at selvom der måske er amerikanske kunstnere, man bedre kan lide, så kan man ikke frakende Warhol hans stærke og kunstnerisk intense sandhedssøgen.
Det har vi måske nok overvejende gjort i mellemtiden. Man har set Marilyn Monroe en gang for meget i Bilkas plakatafdeling. Uden at vide, at man derved selv deltog i verdens største kunstinstallation.
Fotos: Jakob Brønnum fra udstillingen “Warhol 1968” (Moderna Museet, Stockholm) Vises til 17. februar 2019, derefter på museets filial i Malmö
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
