MUSIK // KONCERTANMELDELSE – André3000 er umulig at sætte i bås. Og man må sige, at han i den grad overraskede sit danske publikum i går i Valbyparken med én på den ene side besynderlig optræden, men samtidig også en utrolig livsbekræftende koncert. POV’s Kasper Simonsen skulle lige finde sine ben at stå på med den amerikanske rapper, sanger, sangskriver og pladeproducer.
Hvis du læser denne anmeldelse, er der stor sandsynlighed for, at du kender André3000, men hvis du læser den fordi du kun har hørt hans navn og lige vil vide lidt mere så har han slået sit navn fast som den ene halvdel af hiphop-duoen Outkast, der var med til at forny hiphoppen i første halvdel af 1990erne (dem med ”Miss Jackson” og ”Hey ya” som deres nok største hits).
Ham og makkeren Big Boi Hiphop kommer fra Atlanta i Georgia, hvor de med deres miks af forskellige musikstilarter åbnede dørene for et nyt publikum. Deres musik inkluderede både rock, folk og pop og var både humoristisk og indimellem slagkraftig med stærke politiske budskaber. Med andre ord, er den 49-årige André3000, hvis borgerlige navn er André Benjamin, en nysgerrig musiker, der absolut ikke vil sættes i bås. Og da han i 2023 udkom med en spritny soloudgivelse, var det slet ikke meningen at det skulle blive dét slutresultat.
Bandet havde improviseret det hele. Så pludselig var vi alle vidner til en uropførelse i André3000s syrede fusion-jazzede univers
Sættes i bås ville han således heller ikke på Syd for Solen festivalen i Valby-parken fredag eftermiddag. Mange forventningsfulde publikummer havde trodset et timelangt regnvejr og troppede op i klar forventning om, at nu skulle de se Outkasts tidligere medlem folde sig ud med sange fra hans nye soloalbum, ”New Blue Sun”, og måske nogle af fortidens hits.
Formentlig havde de ikke hørt hans nye album, for der mødte dem en lang høj mur af forskellige introer med små trommelyde, palmeblade, ukurante bongotrommer, skæve synthesizer-riffs og en bas, der on-off fulgte med. Musikken var tilsyneladende i starten – kunne man mærke – en lettere våd klud i ansigtet på dem, der havde forventet en mere harmonisk up-tempo hiphop koncert garneret med nogle af de gamle klassikere.
Men det fik de ikke. Hvad de så fik af musik, der flød ud fra scenen, skal jeg her forsøge at gøre mig umage for at beskrive, men … først skal du forestille dig, at du er på et mindre sydamerikansk Ayahuasca-trancetrip, som du har købt med rabat. For så vil du som læser få en lidt bedre forståelse for, hvad der mødte publikum i går. Musikken vi modtog, var kun skæv og disharmonisk. Men også hele tiden søgende.
Det var som om, at musikken blev transcendental, og man fik lyst til at forlade sin egen krop
Det fire mand store band kravlede stille og roligt ind i deres instrumenter og lod André3000 være hovedmanden, hvor han prøvede at drive musikken afsted. Først en digital saxofon, senere fandt han alle mulige træfløjter frem, hvoraf en var formet som en frø … den lød i øvrigt også sådan.
Men husk nu, at du er stadig på et ayahuasca-trip, så du blev som publikum lullet stille og roligt ind i den skæve fusionsmusik, der havde fået den danske verdensmusiker jazz-fusionisten Pierre Dørge til at savle af glæde. Mens du var sammen med ca. 10.000 andre publikummer på pladsen, blev din tilstand mere og mere rolig. Det var som om, at musikken blev transcendental, og man fik lyst til at forlade sin egen krop.
Dog kun kortvarigt. Til tider blev musikken højere, og fusionsniveauet blev skærpet. En forfriskende blokfløjte fik ryddet op i den musikalske morads og guidede lytteren mod roen igen. Indtil da havde den opulente percussion og den massive synthesizermur bygget op til et større crescendo, som – fornemmede man – heller ikke musikerne vidste, hvor det skulle ende. Men så …
“How ya all feelin´?”
Hele 36 minutter efter han kom på scenen – og efter den på mange måder vanvittige start, talte den tiltalende verdensstjerne til det forundrede publikum. Han indrømmede, at intet af den musik vi lige havde hørt, var tilsigtet. Bandet havde improviseret det hele. Så pludselig var vi alle vidner til en uropførelse i André3000s syrede fusion-jazzede univers.
Bookingen af André3000 virkede som både besynderlig og en smule spøjs
Med den viden gav alting pludselig mening igen. Man behøvede ikke at lede efter en tråd eller forståelse, for han måtte fra scenen grinende indrømme, at alt var fundet på til lejligheden. Det var lige den energi, han fik fra publikum, som fik bandet til at spille lige den slags musik. Det skal så også tilføjes, at han takkede publikum for at tage sig tid til at lytte til deres kompositioner. Herefter begyndte André3000 så at tale en smule mere imellem numrene.
Lige indtil han så fandt noget, der lignede en hjemmelavet xylofon med nogle kartoffellignende rodfrugter hængende nedenunder. Og derefter kravlede han igen introvert ind i et eksotisk fløjteunivers, der indimellem lød afrikansk, og når han så skiftede fløjte, kunne det lyde orientalsk. Fløjteskiftene afgjorde med andre ord, hvilken stemning bandet gerne ville løfte os hen i.
Vi nærmede os tidspunktet for koncertens afslutning. Pludselig udbrød han noget, der kunne lyde som lidt småvrede afrikanske besværgelser. De var meget intense og han lignede en, der mente det, han sagde. Øjeblikket efter grinede han på scenen, fordi han betroede det måbende publikum, at det bare hjemmeopfundet vrøvle-snak. Heldigvis for det!
Ingen har jo lyst til at få sådan en sviner efter at være et loyalt og trofast publikum igennem hele det improviserede fusions-jazzede arrangement. Måske skulle man lige tilføje, at bookingen af André3000 virkede som både besynderlig og en smule spøjs til det mestendels yngre Syd for Solen-publikum. Ikke desto mindre fik vi alle en oplevelse, man ikke lige glemmer foreløbig.
Læs også Eddie Michels portræt “Birthe Kjær fylder 75 – hun er en af folkets kæreste sangere”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her