Mathilde Falch, pressefoto

Mathilde Falch: magisk musik, der tvinger lytteren til at stille skarpt, tænke og føle

i Kultur/Musik af
MATHILDE FALCH // ANMELDELSE – Mathilde Falch har været aktiv på den danske musikscene i elleve år. Siden begyndelsen har hun modigt og kompromisløst gjort sine sjælelige sår og skrammer til en del af sit musikalske udtryk. Således også på det nyeste album Solen brænder, der adskiller sig fra de foregående med et mere elektronisk udtryk. “Mathilde er intens som få og hun vil tages alvorligt. Og det finder jeg befriende. En kunstner, der tør risikere sig selv og konstant udfordrer lytteren,” skriver POVs anmelder Henning Høeg.

Selvom man måske, som hr. Larsen engang sagde, er “forklædt som voksen”, så kan man sagtens stadig kæmpe med tvivl, angst og ungdommens eksistentielle spørgsmål. Det viser Mathilde Falch på sit nye album Solen brænder.

På det nye album bliver Mathilde ifølge pressematerialet voksen. Men følsom, det bliver hun ikke lige pludselig. Det har den 31-årige mor, sangskriver og komponist nemlig været lige siden karrierestarten i 2009 – og heldigvis for det.

Ligesom for de fleste andre på Guds grønne jord var det forgangne år ikke som noget andet for Michael Falchs yngste datter. Således har hun sammen med sin mand Jesper Juhl og deres søn, Leo, tilbragt størstedelen af de seneste 15 måneder bag lukkede døre uden mulighed for at hænge ud med familien, vennerne og, i Mathildes tilfælde, bandet.

Af lige dele nød og nødvendighed er de ti sange på Solen brænder derfor blevet til alene som et samarbejde imellem hende og guitaristen og produceren Christian Ki.

Til gengæld har hverdagen bl.a. været hærget af misbrug og anoreksi. Lykken har også sneget sig ind i form af ægtemand og barn. Men takket være sit eget selverkendte snørklede sind, vælger Mathilde Falch aldrig den lette udvej … heller ikke musikalsk.

Den organiske og lidt Mellencamp-agtige band-lyd, der normalt kendetegner Mathildes album er denne gang erstattet af en masse elektronik og trommeloops. Lidt i stil med C.V. Jørgensens Sjælland er Mathilde Falchs meget organiske sang og lyrik denne gang således rammet ind af en mindre maskinpark. Men det gør faktisk ikke spor – tværtimod.

Det, der kunne være endt som lidt af et lidt voldsomt stil-sammenstød, går i stedet op i en højere enhed. Således kommer Christian Kis dynamiske lydflader aldrig i vejen for solistens velskrevne tekster og vokal. Tværtimod bygger han med opfindsomhed og sans for detaljen soniske vindeltrapper, dansegulve og svimlende haller, hvor Falch kan boltre sig.

Kortene på bordet

Som sangskriver har Mathilde Falch altid hørt til typen, der bare ikke kan lade være. Og hverken Covid-pandemi eller for den salgs skyld en zombieapokalypse ville kunne stoppe hende. Derfor er de ti nye sange som sædvanlig drevet frem af nødvendighed. Allerede på åbningsnummeret, “Suk Hjerte”, lægger Mathilde Falch kortene på bordet.

“Jeg tror aldrig, jeg bliver mig selv igen,” synger hun om den svære tid, hvor sønnen Leo ikke kunne finde fred for sine refluks-smerter.

Der er sket meget, siden Mathilde på debutsinglen Måske om 5 år forudså sin egen bortgang. Spådommen holdt heldigvis ikke stik. Til gengæld har hverdagen bl.a. været hærget af misbrug og anoreksi. Lykken har også sneget sig ind i form af ægtemand og barn.

Men takket være sit eget selverkendte snørklede sind, vælger Mathilde Falch aldrig den lette udvej … heller ikke musikalsk. Derfor hører heller ikke det nye album til typen, du kan lytte til med et halvt øre, mens du brygger morgenkaffe.

Mathilde er intens som få, og hun vil tages alvorligt. Og det finder jeg befriende. En kunstner, der tør risikere sig selv og konstant udfordrer lytteren. På Solen brænder er der herligt poppede undtagelser som “Mellem mig og Gud” og “Før vi mister forstanden”. Men for det meste er det stadig tvivlen og angsten for at miste det hele, der sniger sig ind langs panelerne i det nye, lykkelige hjem.

Mathilde Falch, 'Solen brænder', cover
Mathilde Falch, ‘Solen brænder’, cover

Melodierne er ofte langsomme og lidt drone-agtige. Andre ligger og vugger i dulmende midt-tempo. Men uanset stil og hastighed, går selvransagelsen som en rød tråd igennem det hele.

Som mange andre moderne mennesker er Mathilde måske sin egen værste fjende – ingen kan så tvivl som dig selv. Men heldigvis for både os og hende selv formår hun at omsætte tvivlen til magisk musik, der tvinger lytteren til at stille skarpt, tænke og føle.

Og der er håb for alle (også livslange neurotikere som undertegnede), når Mathilde Falch som på albummets efter min mening stærkeste sang ”Meget større” med held forløser nagende indre monologer som “I mine tanker er vi meget større, end vi i virkeligheden er” til det forrygende omkvæd: “Farvel min ven – vi så lykken, men kunne aldrig nå derhen”. Alt til en inciterende melodi, der smager lidt af Bowie.

Melankolsk? Selvfølgelig. Men også sært livsbekræftende. Der er liv i Mathildes på én gang unge og gamle hjerte.


LÆS MERE AF HENNING HØEG HER:


Mathilde Falch: Solen brænder, album


PR-foto

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur