Chaka Khan manglede et band, der turde udfordre hende

Dan Rachlin 15.07.2024

MUSIK // ANMELDELSE – ”Desværre er lydbilledet i Tivoli ikke just beregnet på funk og soul, som skal mærkes i maveregionen og i hjertet. Og Chaka Khans band, tjah … de føjede deres chef, men var i bedste fald middelmådige. Selvom Khan er en sand legende, var stemningen hyggefredagsagtig uden på nogen måde at løfte sig til himmelhøjder,” skriver Dan Rachlin.

Fotos: Eddie Michel

Chaka Khan

Plænen i Tivoli
Fredag d. 12. juli 2024.

Fredag aften havde Tivoli endnu en perle på Plænen, intet mindre end soul-baronessen Chaka Khan. Desværre har Tivolis koncertafdelings medarbejdere ikke mere styr på deres aftaler, end at hovedpersonens nevø (!), jeg har glemt navnet, skulle varme op. Virkelig en kikset disposition.

Vi skulle igennem en gennemført pinlig, sjælløs tåkrummende seance, umiddelbart vurderet som indspillet på forhånd. Han var en dårlig sanger, en dårlig DJ (uden ledninger i DJ-pulten) og dårlige sange. Trist og aldeles unødvendigt.

Efter 25 ulidelige minutter nåede vi heldigvis frem til hovedretten: Den nu 71-årige Chaka Khan, hvis bedrifter over de seneste 50 år har indprentet sig i soulmusikkens historie, og ved udvalgte lejligheder også på pophitlisterne (hvorfor hendes igangværende turné således hedder A Celebration of 50 years in Music).

Alene og i bandet Rufus, på duetter og musikalske samarbejder med bl.a. superproduceren Quincy Jones, der har produceret fra Frank Sinatra til Michael Jackson, er hendes karakteristiske, voldsomme og voldsomt smukke vokal dukket op. Denne juli-aften i Tivoli med startkonstateringen: ”This Is Your Night”. Det ved jeg dog desværre ikke, om det blev.

Hurtigt derudaf med sange, der er så stærke i deres udtryk, at de er en slags statements i sig selv: ”Do You Love What You Feel”, ”Tell Me Something Good” og ”You Got The Love”. Chaka var indsmigrende, smilende og flirtende, men … desværre er lydbilledet i Tivoli ikke just beregnet på funk og soul, som skal mærkes i maveregionen og i hjertet.

Og hendes band, tjah … de føjede deres chef, men var i bedste fald middelmådige. Og selvom vi oplevede en sand legende, var stemningen hyggefredagsagtig uden på nogen måde at løfte sig til himmelhøjder.

Karrierens største pophit ”I Feel For You”, havde simpelthen brug for to af elementerne, som dengang i 1984 sendte den til tops over det meste af kloden; Melle Mels’ mørke rap samt Stevie Wonders samplede mundharmonika enten druknede i lydbilledet, eller også var de der slet ikke.

denne aften fik vi den i originaludgaven, desværre med mere brøl, hvis ikke ligefrem råb

I det rodede medley, som indledtes med ”I Feel For You”, dukkede hendes stærke, mørke kvinderøst heldigvis op igen på ”Whatcha Gonna Do For Me”, der handler om uafhængighed, noget for noget, og ”Jeg er ikke din slave, jeg er din kvinde og du er min mand”.

Det er fair at se og opleve Chaka Khan som en slags storesøster til vores egen Sanne Salomonsen. Ikke kun på grund af de mørkerøde læderbukser, hun havde iført sig til lejligheden, men fordi begge har klaret sig i en mandeverden, i mandebands, og står stærke med en jeg-kan-selv-tak-attitude.

Chaka Khans store hits og langstrakte karriere har ikke uden grund været ledestjernen for hendes efterfølgere, som eksempelvis Beyoncé, Mariah Carey og ikke mindst Whitney Houston. Og det var da også sidstenævnte, der i 1993 (på soundtracket The Bodyguard) udbredte/genopfandt ”I’m Every Woman”, som Khan oprindeligt indspillede i 1978 – denne aften fik vi den i originaludgaven, desværre med mere brøl, hvis ikke ligefrem råb end de nuancer, som også den sang burde byde på.

Da seancen, kun afbrudt af dansere, og heldigvis ikke assorterede familiemedlemmer, sluttede med ”Ain’t Nobody”, overgav vi os alle. Den flabede sang kunne vi alle, og vi lod os forføre i sommernatten, måske med ønsket om en koncert et ”rigtigt” indendørssted næste gang … og et band, der tør udfordre fru Khan.