TEATER // ANMELDELSE – H.C. Andersens eventyr Snedronningen er i Kim Fupz Aakesons nye bearbejdning tæt på genial som familieforestilling for Det Kongelige Teater i Ulvedalene. Her kan familier med Tik Tok-brugende og PUBG:Battlegrounds-spillende teenagere få teatermagi for alle pengene. Den nutidige relevans er nem at lave associationer til – splinten i øjet er ukompliceret at finde i verden netop nu. Sværere er det måske at pege på, hvem der kysser Snedronningen i disse år?
”Jubii, endelig”, råbte jeg hele vejen gennem Dyrehaven, fra Klampenborg station forbi Bakken og Peter Lieps Hus, inden jeg ramte Ulvedalene. Stedet, der i efterhånden mange år – med den 43 meter høje Djævlebakke (som mange kender fra vinterens kælketure) – har været hjemsted for Det Kongelige Teaters store sommer-teateropsætninger under åben himmel.
”Jubii”, fordi jeg længe har savnet at se en forestilling, der tager udgangspunkt i et værk af ’den danske nationalforfatter’ H.C. Andersen. Hvad passer bedre til ideen om magisk teater for hele familien?
What’s not to like? Som H. C. Andersen vist aldrig sagde
Ingen kringelvej her: At lade en af vores tids mest alsidige og anerkendte (manus)forfattere, Kim Fupz Aakeson, dramatisere et af H. C. Andersens vigtigste og mest betydningsfulde eventyr, Snedronningen, til nutidigt, frækt og sjovt sprog, uden at miste originalens oprindelige handling, betydning og struktur, er tæt på genialt.
Med sit spektakulære sceniske udtryk fyldt med effekter, snekanoner, offroaders, LED-skærme, laserlys og moderne pyro-teknik, lader forestillingen ikke de største stadionkoncerter noget tilbage. Tilsætter man så Marie Koldkjær Højlund og Anders Bolls driftssikre og lyttevenlige teatermusik toppet med et hold sprudlende skuespillere, dansere og statister, så lever Snedronningen op til alt det, man kan forvente sig og forlange af et familiedrama anno 2025.
Her kan Tik Tok-brugeren og den PUBG:Battlegrounds-spillende teenager sammen med de analoghungrende bedsteforældre og forældre med boomer-tendenser i to en halv time sniffe familiehygge og samtidig blive proppet med teatermagi.
What’s not to like? Som H. C. Andersen vist aldrig sagde.
Kay og Gerdas kærlighed
Instruktøren Nicolei Faber og Kim Fupz Aakeson har bevaret strukturen fra eventyret. Kronologisk og logisk bygget op af syv historier.
hun svarer igen med nærmest bibelske kræfter, at kærligheden er stærkest
Fortællingen begynder med isdjævlen og hans djævlebørn, der skaber spejlet med de magiske kræfter, som får mennesker til at se verden på en forvrænget og negativ måde. Spejlet smadres, og får man en splint i øjet, vil Snedronningen befri menneskene fra følelsernes tyranni. Hun står for det onde, det kolde og det rationelle i kontrast til den varme, intuitive og følelsesladede verden.
I den verden møder vi de to hovedpersoner, Kay og Gerda. De leger fange med vennerne og kærester rundt, indtil Kay bliver ramt af spejlets magi. Han bliver kold og ufølsom til Gerdas store undren. Rosen, som Gerda har givet Kay, går fra at være et mirakel mellem de to, til blot at være et produkt af fotosyntese – vand, jord, sol.
Snedronningen bortfører Kay og tager ham med sig til sit isslot, hvor hun med kys får ham til at glemme alt om kærlighed og varme følelser, men i stedet får ham til at huske tabeller og ordremser. Tilbage står en ulykkelig Gerda, der beslutter sig for at finde Kay. På en lang, ensom og farlig rejse kommer hun til forskellige lande, hvor hun møder forskellige karakterer. Hun kommer til floden, blomsterhaven, kongeslottet, røverbanden, møder kragen, rensdyret og kommer til Finnekonen. Hvert sted møder Gerda menneskets ’sande jeg’ i form af grådighed, egoisme, fristelser, lys og mørke, og hun svarer igen med nærmest bibelske kræfter, at kærligheden er stærkest.
Men Gerda hjælpes også på vej, inden hun til sidst finder Snedronningens slot. Hun modstår – modsat Kay – Snedronningens kys. Gerda er gennem sin rejse og sine erfaringer blevet klogere, og gennem kærlighed og beslutsomhed bryder hun Snedronningens magi og får sin Kay tilbage.
Kærligheden mellem Gerda og Kay vinder.
Som skabt til teater
Med sine syv kapitler er Snedronningen som skabt til scenekunst. Her kan man i den grad sige, at den gamle svinger fra Odense kan sin dramaturgi.
Hvert ’land’ Gerda besøger på sin vej mod Snedronningens slot har sin egen æstetik og vitalitet. Her springer især farvestrålende og fantasifulde kostumer i øjnene, som var de splinter fra ilddjævlens spejl bare fyldt med positiv energi. Fra de powerfulde blomsterkostumer til den lyserøde, bloddryppende røverbandes påklædning og det businessagtige corporatedesign, som præger kongeslottet. Ida Marie Ellekildes kostumer er med til at råbe netop så højt, som man skal, når der laves teater for 3.000 mennesker udendørs i Dyrehaven.
Som en slags mellemlægspapir kommer isdjævlen og hans børn mellem alle ’landene’ drønende forbi på deres offroaders. Med humor og en gang imellem med en sang giver den en slags status over, hvor forestillingen er på vej hen. Hvad har vi lært? Og hvad fortalte den netop afsluttede scene? Måske en kende pædagogisk, måske en hilsen til H.C Andersen, der selv i Snedronningen skrev: Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved.
Danmarks sværeste scene for skuespillere
Der er kun ros til skuespillere, dansere og statister på scenen. Jeg tror, scenen i Ulvedalene er Danmarks sværeste scene at stå på, hvis målet er at opnå nærhed og synergi med publikum. Alt skal være stort for at lykkedes, alt skal være spektakulært, alt skal larme og råbe. Scenekunstens umiddelbare styrke, nemlig intimiteten og den direkte kommunikation, har det svært i Dyrehavens endeløse scenerum. Til gengæld kan det store rum skabe et fællesskab og en kollektiv oplevelse.
Jeg gik egentlig fra Dyrehaven med idéen om ikke at nævne nogle på scenen ved navn. For ingen nævnt vil være en samlet ros til ensemblet. Det synes jeg faktisk, de fortjener.
Men Laura Skjoldborgs rolle som Gerda fortjener alligevel lidt ekstra opmærksomhed. Gerda er forestillingens absolutte hovedrolle, som Laura Skjoldborg fylder ud på fornemmeste vis. Hun glider ind i de store optrin, hun står alene på scenen med en naturlig selvfølgelighed, og hun både taler og synger, så man kun kan beundre hendes præstation.
Det Kongelige Teater har de seneste år været stærkere, når de underholder, end når de laver kunst. Vores nationalscene er blevet gode til at køre det helt store skyts frem, hvor de rammer et bredt publikum. På den skala rammer Snedronningen igen bull’s eye, omend jeg synes, at slutningen bliver lidt for meget laser, lys og larm.
Med Snedronningen er den nutidige relevans nem at lave associationer til – splinten i øjet er ukompliceret at finde i verden netop nu. Sværere er det måske at pege på, hvem der kysser Snedronningen i disse år?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og