OKTOBER 1943 // TEMA – Jytte Israel lever med flugten over Øresund i oktober 1943 som en central del af sit erindringsgods. Det var også en skelsættende begivenhed, der kom til at rykke en del ved hendes identitet.
OR AKIVA, ISRAEL – En dag i slutningen af maj 1945 var Jytte, hendes søstre og deres mor på vej hjem til København. Som det store flertal af danske jøder havde de tilbragt 18 måneder i Sverige, efter flugten i oktober 1943. Da færgen nærmede sig Dragør, kom en tung, militær transportmaskine lavt henover og lagde an til landing i Kastrup.
”Vi havde boet i Arboga, som ligger ikke så forfærdelig langt fra Stockholm,” fortæller hun. ”Den 30. maj fik vi at vide, at vi skulle møde på togstationen, og den halve lille by mødte op for at ønske os god rejse hjem. Det var meget festligt, og min lærerinde fra første klasse forærede mig en lille bog. Det var en førsteudgave af Pippi Langstrømpe, den første, hun havde skrevet.”
Kurér for modstandsbevægelsen
Vi møder Jytte Israel hjemme i den lille by Or Akiva, hvor hun bor en times kørsel nord for Tel Aviv. Hun vælger at starte sin fortælling med disse to små erindringsglimt. De står som en lykkelig afslutning på de dramatiske dage i oktober 1943, hvor flugten over Øresund har været afgørende med til at forme hendes identitet. Hun var syv år gammel på det tidspunkt, og det hele står mejslet i erindringen.
”Min far var kommunist,” siger hun. ”Han levede som omrejsende repræsentant for et firma, der solgte hæftemaskiner til fiskerne. Han tog toget til Jylland, og så cyklede han rundt fra sted til sted. Under besættelsen kom han hurtigt med i modstandsbevægelsen, og på grund af sit arbejde fungerede han som kurér. Men det endte med, at han blev stukket af en gammel skolekammerat. Denne sympatiserede med nazisterne, og han meldte min far til Gestapo, som pågreb ham og sendte ham i Vestre Fængsel.”
Fra Vestre Fængsel var han blevet ført til Tyskland, hvor han tilbragte resten af krigen i en tvangsarbejdslejr. Han var frygteligt medtaget af den tid
Faderen var kommet til Danmark, da han var to år gammel. Familien flygtede fra Belarus efter en række voldsomme pogromer, som hærgede store dele af Rusland og Østeuropa i 1905. Målet var Amerika, men da de nåede København, slap pengene op, så de blev i Danmark.
”Min mors familie kom også fra Rusland. Morfar stammede fra byen Rostov ved Don, og mormor var fra en lille by ved navn Henichesk, som ligger på den ukrainske sortehavskyst. Der var ingen børn endnu. Min mor var endnu i sin mors mave og blev født i København, så derfor er jeg vel andengenerationsindvandrer,” smiler Jytte, der selv blev født i 1936.
Tøvede med at flygte
Familien fik etableret sig som håndværkere i København. Jytte har en flot kobberskål, som er en gave til bedstefaderen fra Jødisk Håndværkerforening. Inskriptionen er på jiddisch. Hun fortæller, at indvandrerfamilierne var meget religiøse, men de kom ikke meget i synagogen, og den unge generation, altså hendes forældre, lagde lidt efter lidt religionen på hylden.
I hendes barndomshjem blev ingen af helligdagene overholdt, og kosherreglerne spillede slet ingen rolle. Andre dele af familien så med bekymring på dette, og en onkel inviterede dem med jævne mellemrum hjem til sig, så Jytte og hendes to søstre kunne lære noget om de jødiske ritualer.
Vi spiste alt, hvad vi kunne. Vi børn fik også en sovepille, som vi skulle tage, når vi fik besked på det
Det var anderledes at besøge en anden onkel, der havde giftet sig med Oda. Hun var pæredansk og datter af en slagtermester fra Faxe Ladeplads. Hun havde et stort flygel, som hun spillede på, og der var altid gang i den, når man besøgte tante Oda og onkel Shleume (Salomon).
Den jødiske identitet var til stede, men samtidig følte familien sig så integreret i det danske samfund, at det kom temmelig overrumplende, da de i slutningen af september 1943 fik at vide, at de måtte bort. Moderen tog kontakt til et ældre indremissionsk ægtepar i Sorgenfri. Manden arbejdede på Frilandsmuseet, og parret havde passet moderen, da hun var lille, og for Jytte var de en slags reservebedsteforældre.
”Men min mor tøvede med at flygte til Sverige,” husker hun. ”Min far sad jo i Vestre Fængsel, og hun vidste ikke, hvad der skulle blive af ham.”
Sherlock Holmes
I løbet af nogle dage blev det imidlertid bydende nødvendigt at flygte. Nazisterne fortsatte jagten på jøder, og det var for farligt at blive i landet. En aften tog de ind til København, til et sted hvor modstandsbevægelsen samlede jøder, der skulle til Sverige. Hun husker, at det var noget med Salicaths flytteforretning. Der var en mand med et træben, og Jytte troede, at det var den Peter Freuchen, som hendes far havde læst historier om, når pigerne skulle i seng om aftenen.
”Selvom det var rationeringstider med knaphed på alt, havde de sørget for, at vi fik noget at spise. Vi skulle jo ud på en lang rejse, så de havde lavet hamburgerryg,” smiler hun. ”Det er jo svinekød og dermed i strid med de jødiske spiseregler, så jeg tror nok, at en del af de flygtende jøder undlod at spise noget. Men vi spiste alt, hvad vi kunne. Vi børn fik også en sovepille, som vi skulle tage, når vi fik besked på det.”
Ud på aftenen blev de flygtende kørt i taxier ud til Islands Brygge. Her blev de mødt af en anden forunderlig person. Det var en mand i slåbrok og sutsko, og i munden havde han en merskumspibe, så Jytte var straks klar over, at det måtte være Sherlock Holmes.
”Vi skulle gemme os mellem nogle skure på kajen, hvor vi kunne se et skib, der normalt sejlede med kul fra Lübeck til København. Der var fire tyske soldater til at holde vagt. Når de to og to gik i hver sin retning og bort fra landgangen, skulle vi hurtigt krydse kajen for at komme ombord. Klodset som jeg var, fik jeg den ene fod i klemme mellem skibet og kajen, og da en af hjælperne trak mig fri, faldt skoen i vandet. På den måde kom jeg til Sverige med kun én sko.”
Historien om Sherlock Holmes står i hendes øjne som et stjerneeksempel på den danske kreativitet og hjælpsomhed, da det virkelig gjaldt
Der var mange jøder med på denne transport, og lidt efter lidt blev de gemt af vejen i skibets lastrum. Til sidst blev lugerne lukket, og mandskabet placerede presenninger og en masse andet ovenpå.
Med et hørte man tunge støvler oppe på dækket. Det var de tyske soldater, som var kommet ombord. De skulle give tilladelse til afsejling, men de havde fattet mistanke. Jytte kunne høre, at de begyndte at rode ved alt det, som var blevet smidt ovenpå lastlugerne.
”Men lige pludselig blev der helt stille. Vi sad en masse mennesker sammen, men der var helt mørkt og stille. Efter lang tids åndeløs venten var der nogen, der begyndte at synge deroppe. Vi kunne høre, at det var tyske fædrelandssange, så det måtte være soldaterne, der sang. Det fortsatte nogen tid. Med et kunne vi høre, at de gik fra borde, og så kunne vi mærke, at vi sejlede.”
Midt på Øresund blev lastlugerne åbnet, og folk fik lov til at komme op. Jytte fortæller, at alle var kulsorte af kulstøv. Men svedperler havde tegnet hvide streger i ansigterne, så de alle lignede en flok zebraer. Kaptajnen fingerede maskinproblemer og ville derfor søge nærmeste havn, som var i Sverige. Luften var frisk i den tidlige morgen på Øresund, men med et blev de hurtigt gennet ned i lastrummet igen. Man havde nemlig set, at Bornholmerbåden var på vej gennem Falsterbokanalen, og den havde tyske soldater ombord.
Fransk cognac
Det lykkedes kulskibet at komme til Sverige uden videre forhindringer, og Jytte beskriver sin tid i det svenske som lykkelig. Der var otte jødiske familier i Arboga, og den hjertelige afsked i forbindelse med hjemrejsen til Danmark efter befrielsen siger alt.
Men i løbet af de 18 måneder nagede uvisheden også. Da de kom hjem til Danmark i slutningen af maj 1945, tog moderen og døtrene direkte til det ældre ægtepar i Sorgenfri. De vidste ikke, hvad de kom hjem til, men hos parret i Sorgenfri følte de, at de kom i sikker havn. Og mens de var der, skete det, som Jytte selv betegner som et mirakel.
”Nogen kom løbende og fortalte, at min far var kommet hjem, og at han var på vej med toget til Sorgenfri. Så jeg skyndte mig ned til stationen, og da jeg nærmede mig, mødte jeg en underlig mand. Han var meget tynd, og tøjet hang på ham. Men han standsede op, og vi så på hinanden, og så fór jeg om halsen på min far.”
Det viste sig, at den tunge transportmaskine, der tidligere på dagen lagde an til landing i Kastrup, havde bragt hendes far hjem. Fra Vestre Fængsel var han blevet ført til Tyskland, hvor han tilbragte resten af krigen i en tvangsarbejdslejr. Han var frygteligt medtaget af den tid, men Jytte fortæller, at civile tyskere lagde kartofler, gulerødder og det lidt, de ellers havde ud på de steder, hvor fangerne arbejdede, og det har sandsynligvis reddet ham. Hendes far fik nogle gode år sammen med sin familie efter hjemkomsten.
Senere i livet fik hun også opklaret, hvad der egentlig skete på kulskibet, den nat på Islands Brygge. Den omtalte Sherlock Holmes var centralt placeret i modstandskampen på Bryggen, og han var gode venner med skibets kaptajn. Da denne så, at det begyndte at brænde på, ringede han straks til sin ven.
”Sherlock Holmes var snarrådig. Han havde en flaske fransk cognac i spisekammeret. Tænk engang, hvem havde sådan noget mere end tre år inde i besættelsen? Men han tog flasken i lommen og lod som om, han gik aftentur på kajen. Han talte noget tysk og kom i snak med soldaterne, og da de gik i gang med ransagningen af skibet, spurgte han, om de ikke heller ville have en kop kaffe og en lille en i kaptajnens kahyt. Så soldaterne kom i mægtig godt humør, og de underskrev afsejlingspapirerne, selvom de nok har haft en mistanke om, at der var noget galt.”
Identitet
Historien om Sherlock Holmes står i hendes øjne som et stjerneeksempel på den danske kreativitet og hjælpsomhed, da det virkelig gjaldt. Hun taler også med begejstring om modtagelsen, da familien kom tilbage til Danmark og skulle genstarte tilværelsen.
Ikke desto mindre møder vi hende i Israel, hvor hun har boet i mange år, for dette er en vigtig krølle på historien. Jytte rejser ofte til Danmark, hvor hun opholder sig en meget stor del af tiden, for der er både familie og masser af venner.
Begivenhederne i oktober 1943 rykkede imidlertid noget ved hendes identitet. Hun uddannede sig til sygeplejerske og børnehavelærerinde, som det hed dengang, og mange af hendes medstuderende kendte til hendes jødiske baggrund og begyndte at stille interesserede spørgsmål. Det var i tiden efter, at Israel var blevet oprettet, og hele sagen var et varmt emne.
”Men jeg vidste jo ikke rigtig noget. Min far var nærmest anti-religiøs, og jeg ved ikke engang, om jeg var klar over, at jeg var jøde,” smiler hun.
Efter krigen begyndte hun at involvere sig i jødisk foreningsarbejde, og på et tidspunkt rejste hun til Israel for at få mere at vide. Hun deltog i en arkæologisk udgravning, men havde ellers ikke nogen tanke om at blive boende i landet. Dette ændrede sig dog, da hun mødte manden i sit liv, hvor hun også giftede sig til efternavnet Israel.
For en del år siden blev hun alene. Hun bor fortsat i Israel, men har stadig den stærkt sekulære indstilling, som hun voksede op med i sine helt tidlige år, og hun føler sig nært knyttet til det Danmark, som hun stadig er en del af.
Læs flere artikler fra temaet “Oktober 1943” her, f.eks. Laurids Mikaelsens “Heltene fra oktober 1943”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
