ISRAEL // KRONIK – Med begrebet ”ofrenes ofre” forsøgte Edward Said at skabe empati og gensidig anerkendelse mellem jøder og palæstinensere. I dag bruges offerrollen til at retfærdiggøre ubegribelig vold i Gaza, mens Vesten ser passivt til. Kan man stadig tale om Israel som et offer – eller er offeridentiteten blevet en moralsk undtagelsestilstand, der forhindrer kritik og medfølelse med palæstinenserne?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Det er umuligt at have øjnene åbne uden også at have et knust hjerte.” Ordene kommer fra den ungarskfødte læge Gabor Maté, og de handler om Palæstina. Ødelæggelsernes omfang, og den menneskelige tragedie, er ingen hemmelighed.
Alligevel har EU i cirka 20 måneder ikke været i stand til at mobilisere en fælles holdning til den systematiske udslettelse af Gazas befolkning og ødelæggelsen af fremtidige livsmuligheder i området. Tyskland øgede fx støtten til Israel gennem tilførelse af nye våben og gennem moralsk støtte til afvisning af den sag om folkedrab, som Sydafrika anlagde mod Israel ved Den Internationale Domstol.
I USA bliver kritik af Israel brugt som argument for at smide mennesker ud og true universiteter med nedlæggelse. Den generelle modvilje mod at kritisere Israel er således helt i forlængelse af det, som den amerikansk-palæstinensiske litteraturforsker Edward Said sagde i 1986: Vi ved, at enhver form for kritik af Israel bliver betragtet som en paraply for antisemitisme.
Said havde i 1979 udgivet bogen The Question of Palestine. Her forsøgte han at trænge til bunds i det katastrofale problem, at palæstinenserne og jøderne konkurrerer om offerrollen, som han formulerede det.
I modsætning til den empati, som Said opfordrede til, har det liberale Vesten kategorisk nægtet at se palæstinensere som ofre, i nogen moralsk eller historisk betydning
Edward Said opstillede en forståelsesramme for konflikten, hvor palæstinenserne ”er blevet ofre for ofre”. Altså ofre for de jødiske ofre. Jøderne, som ofre for en historisk forfølgelse, som kulminerede i holocaust, fremføres jo netop også som en etisk retfærdiggørelse og begrundelse for Israels handlinger og fremfærd mod palæstinenserne.
Men kan man med nogen form for mening betragte nutidens israelske jøder som ofre? Midt i den vold og dehumanisering, som rettes mod palæstinenserne, kan formlen ”ofrenes ofre” så stadig give nogen mening, som en empatisk og etisk forklaring på det, som Gabor Maté sidste år beskrev på denne måde: ”Hvis der havde været YouTube, Instagram og TikTok omkring Auschwitz, ville vi have set det her: mennesker, der brænder levende. Og det er mere end forfærdeligt, det er ubegribeligt.”
Israel: Ofrenes ofre?
Israel argumenterer for, at deres igangværende angreb på Gaza kan begrundes gennem en optik, hvor det er Israel, som i et historisk perspektiv er det sande offer. Men tilbyder formlen ”ofrenes ofre” en relevant forklaring på Israels angreb? På den ene side har vi en lang jødisk historie med antisemitisk forfølgelse, ikke mindst fra det kristne Vesten. På den anden side har vi en nyere historie med den palæstinensiske lidelse gennem den antikoloniale vold, som er udsprunget af den israelske kolonisering af Palæstina.
Da Edward Said i 1979 prøvede at fremmane billedet af ”ofrenes ofre”, var det tænkt som et forsøg på at skabe grundlaget for en smule gensidig historisk og etisk forståelse; et mere empatisk blik på hinanden i Mellemøsten. Det er imidlertid en forståelse og empati, som palæstinenserne, i de sidste 20 måneder, er blevet nægtet af de fleste vestlige liberale lande.
I modsætning til den empati, som Said opfordrede til, har det liberale Vesten kategorisk nægtet at se palæstinensere som ofre i nogen moralsk eller historisk betydning. Med udgangspunkt i Edward Said kan vi imidlertid stille nogle spørgsmål, som næsten ikke bliver stillet i dag, midt i den aktuelle tragedie.
Edward Said forsøgte at etablere en skelnen mellem at være jøde og at være israeler. I dag kan det forekomme naivt, men Saids håb var at skabe en gensidig anerkendelse af de kollektive traumer, som både israelske jøder og palæstinensere lider under. Historisk havde palæstinenserne ikke noget at gøre med den nazistiske og antijødiske racisme, som gjorde jøderne til ofre for den forfølgelse, som førte frem til holocaust.
For palæstinenserne er israelske jøder imidlertid hovedårsagen til den dehumanisering, som siden 1948, med utilsløret vold, har gjort palæstinenserne til ofre for Israels aggressioner og forsøg på at eliminere mulighederne for et palæstinensisk samfund.
Den mest moralsk komplekse modstander
I hvilket omfang kan Saids begreb om ”ofrenes ofre” fra 1979 stadig være en troværdig ramme for at forstå den uforståelige vold, som vi er vidner til i Gaza? Med i denne ligning må naturligvis være, at israelske jøder rent faktisk blev gjort til ofre den 7. oktober 2023, hvor Hamas og en række andre militser angreb og dræbte 1.200 mennesker, inkl. 859 civile. Det var en massakre af kibbutz-folk og deltagere ved Nova-musikfestivalen. Der blev samtidig taget 240 gidsler, herunder børn og ældre. Meget tyder på, at der også foregik seksuel vold fra Hamas’ side mod de civile israelere.
Siden har Israel siddet på den moralske ret til at formulere, hvad der er sket og sker nu. Dette kan meget dækkende sammenfattes i et udsagn fra den tidligere israelske premierminister Naftali Bennet, som få dage efter Hamas-angrebet råbte efter en journalist, som spurgte til de civile palæstinensiske ofre, bl.a. børn og nyfødte i Gaza: ”Vil du seriøst blive ved med at spørge mig om palæstinensiske civile? Hvad er der galt med dig? Har du ikke set, hvad der er sket? Vi kæmper mod nazister.”
De andre, som bliver dræbt, er ikke helt så menneskelige som os; faktisk slet ikke levende på samme måde som os
Her bliver palæstinenserne koblet sammen med de europæiske nazister, hvormed der etableres en moralsk logik, som bygger på, at Israel er historiens permanente offer. Konsekvensen blev en næsten omgående lammelse af kritiske stemmer fra USA og EU. Trods israelske lederes trusler om udryddelse, etnisk udrensning og total ødelæggelse af Gaza, herunder med atomvåben, er det først nu, at EU er begyndt at røre på sig. Først d. 20. maj annoncerede EU, at man ville gennemgå den såkaldte associeringsaftale med Israel. Splittelse mellem EU-landene vil imidlertid gøre det svært at bane vej for kollektive handlinger mod Israel.
Det var ikke Edward Saids ønske, at formlen ”ofrenes ofre” skulle bruges som begrundelse for en globaliseret og historieløs moralitet, som permanent og uendeligt kunne skærme Israel for moralske domme. Men han forudså, at det kunne gå i den retning. Han understregede derfor den uhyggelige vanskelighed, som palæstinenserne altid ville møde, fordi de står over for den mest moralsk komplekse af alle modstandere: de israelske jøder, med en lang og tragisk historie, hvor viktimisering er blevet en rutinemæssig ramme, som alle konflikter, al kritik og modstand sættes ind i.
Krigens rammer
Den amerikanske filosof Judith Butler skriver i bogen Krigens rammer, at enhver krig har sin egen ”indramning”. En indramning, som kun tillader os at se visse ting; faktisk kun det, som vi kan genkende fra os selv og vores eget verdensbillede. Det er fx en ramme, som bestemmer, hvilke liv vi enten opfatter, eller ikke opfatter, som lige så værdifulde som vores eget. De andre, som bliver dræbt, er ikke helt så menneskelige som os; faktisk slet ikke levende på samme måde som os.
Der er brug for, at ikke mindst EU begynder at løsrive sig fra den moralske dominans, som knytter sig til den israelske rammesætning af tragedien
Det betyder imidlertid også, at vi ikke oplever samme sorg, vrede og uretfærdighedsfølelse over deres tabte og dræbte liv, som vi gør over de liv, der har lighed med vores eget. Flere af Judith Butlers analyser passer på tragedien i Gaza. Den israelske indramning af begivenhederne har således i stor udstrækning forhindret os i for alvor at ”se” de mennesker, som dræbes og lider i Gaza, selv om vi ser det på videooptagelser og hører skrigene. ”Indramningen” af tragedien tillader os at se det israelske perspektiv, med den historiske jødiske lidelse som det moralske kompas for, hvem vi skal sørge over, og hvem der blot er ”dyr”, som de israelske politikere beskriver palæstinenserne.
Der kan sørges over de liv, vi kan genkende fra ”indramningen”, men ikke over de andre. Det er et problem for fx EU’s muligheder for at lægge pres på Israel. Utilsigtet kommer Judith Butler imidlertid også selv til at gå i denne fælde. Hun har således beskrevet massakren, begået af Hamas d. 7. oktober 2023, som en ”modstandshandling”, hvilket resulterede i stærke reaktioner, som hævdede, at hun ikke havde øje for Hamas’ terrorhandling, men kun for Israels modsvar. Det viser, hvor svært det er at bryde den onde cirkel, som også er konsekvensen af idéen om ”ofrenes ofre”.
Brud med frygtens spiral
Der er brug for, at ikke mindst EU begynder at løsrive sig fra den moralske dominans, som knytter sig til den israelske rammesætning af tragedien. Edward Said anerkendte den jødiske lidelse, men gjorde mere end det. Han pegede på den skade, som misbrug af denne lidelse medfører for både israelerne og palæstinenserne.
En undersøgelse fra begyndelsen af juni viser i hvert fald, at den israelske offentlighed i stigende grad er skeptisk over for muligheden for varig fred
På den ene side forstod han ”den frygt, som de fleste jøder føler for, om Israels sikkerhed giver tilstrækkelig beskyttelse mod fremtidige folkedrabsforsøg på det jødiske folk”, som han skrev i The Question of Palestine. På den anden side fremhævede han, at det ikke kan ”være nogen måde at leve et liv tilfredsstillende på, hvis hovedopmærksomheden er at forhindre fortiden i at gentage sig”. Så går man i hvert fald ind i fremtiden med ryggen til.
Men det er måske også ved at være det, som flere og flere gør. En undersøgelse fra begyndelsen af juni viser i hvert fald, at den israelske offentlighed i stigende grad er skeptisk over for muligheden for varig fred. De fleste ser manglende tillid mellem Israel og palæstinenserne som den store hindring, og det skaber naturligvis legitimitet for forsøg på ”endegyldige løsninger”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og