TEATER // ANMELDELSE – ”Jeg tror måske, at jeg skal se noget mere moderne og nyt næste gang, jeg skal i teatret”, sådan skrev min 25-årige nevø til mig lige inden jeg satte mig til tastaturet for at skrive denne anmeldelse. Han havde et par dage forinden set Kongens Fald på Det Kongelige Teater. Jeg blev på samme tid trist og glad. Trist fordi scenekunsten har svært ved at tiltrække nye og unge tilskuere, og det derfor var en skam, at min nevø ikke kunne finde mange positive ting at fremhæve ved forestillingen. Glad, fordi han trods alt gerne vil i teatret igen.
Jeg er desværre meget enig med min nevø. Med den catalanske iscenesætter Carlus Padrissa, som både instruktør og scenograf er der så meget gøgl på scenen, at ordene drukner.
Forestillingen er (som bogen) bundet sammen af overskriftsform, hvor hver nye scene (som i bogen) får en overskrift: Fortæppet går ned og titlen på scenen kommer frem på fortæppet, hvorefter den efterfølgende scene bliver sat i ramme af en fortæller. Formen virker tung, for skabelonagtig og monotont samtidig med, at den trækker tempo ud af forestillingen. Måske disse elementer betyder, at skuespillerne føler sig låste i scenografi og koncepter, i hvert fald er der ikke de samme enestående skuespillerpræstationer, som danske teatergængere ellers er vant til.
Fra Nobel-pris til teatret
Siden Kongens Fald udkom i 1901 har ingen, hverken til scenen eller på film, turde kaste sig ud i en adaptation af Johannes V. Jensens hovedværk. Det er måske i grunden ikke så underligt. Romanen er kåret som den bedste danske roman i forrige århundrede, den er med i den nationale kulturkanon, ligesom Johannes V. Jensen i 1944 modtog den fineste hæder, da han modtog Nobelprisen i litteratur.
Kongens Fald er et bombardement af Johannes V. Jensens præcise og svulstige sproglige finurligheder og hele romanens væsen er blevet et symbol på den danske folkesjæl. Det er sagt, at Johannes V. Jensen med bogen holder et spejl op foran danskerne og siger ”sådan er vi”.
Samtidig er romanen kendt for sit brogede persongalleri, hvor personerne ikke gennemgår nogen synderlig udvikling, samt et stort set udeblivende plot.
Johannes V. Jensens historiske drama foregår i 1500-tallet, hvor Limfjordsdrengen Mikkel Thøgersen og kong Christian II mødes. To drømmere og fantaster, som vil have det hele, men ikke evner at handle i tide og gribe livet, når muligheden er der. Det er historien om det danske vægelsind. Om at ville det gode og kærlige og gøre det onde og hadefulde. I Kongens Fald mødes det grimme og det smukke, det rene og urene, livsviljen og dødsdriften i en dramatisk historie med incest, mord, tvivl, længsel, herremand, bønder, dumme og intellektuelle og Det Stockholmske Blodbad.
Det er med den bagage, at tæppet går til verdenspremieren på Kongens Fald, der sættes op i et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Aarhus Teater.
Ordet taber til scenografien
Den unge dramatiker Henrik Szklany har bearbejdet Johannes V. Jensens tekst. På næsten mirakuløs vis er det lykkedes at forvandle romanen til teaterdramatik, hvor Szklany både giver plads til fornyelse og til Johannes V. Jensens billedrige – og gammeldags – sprog.
Instruktionen og scenografien er lagt i hænderne på den catalanske iscenesætter Carlus Padrissa, der tilbage i 1980’erne blev kendt for at lave spektakulært totalteater med La Fura dels Baus, som Padrissa var med til at grundlægge i 1979.
På papiret kan det ligne det perfekte match. Den unge Henrik Szklany (født 1985), et af de største danske dramatikertalenter, kender af det danske sprog og af Johannes V. Jensens betydning i dansk litteratur, overfor den 26 år ældre Carlus Padrissa (født 1959), internationalt kendt for at være en multikreativ instruktør og eventmager med catalansk fandenivoldskhed. Padrissa stod for åbningsceremonien ved De olympiske Lege i hjembyen Barcelona i 1992.
Men desværre tipper balancen mellem ordene, scenografien og personinstruktionen meget tidligt i forestillingen. Det er indiskutabelt, at Carlus Padrissa skaber store og flotte tableauer i Skuespilhusets store teaterrum.
Rummet er fyldt med store kurve, der hænger ned fra loftet; der er en kæmpe maskinagtig genstand på scenen (den kræver 5-6 sceneteknikkere at flytte rundt), som kan bruges både som stjernekigger og som krigsvåben; skuespillerne proppes i et stort akvarium fyldt med vand; der foregår bloddryppende hesteslagtning.
Scenen er hele tiden fyldt med vand, som skuespillerne plasker rundt i, hvis de da ikke lige suser rundt i salen. Samtidig kommer der en ”slags ekstra scene” ned fra loftet, hvor meget af selve spillet foregår. En lille scene, som illuderer stor robåd, hus, elskovsrede og meget andet.
I det ene scenebillede endda med orange redningsveste, som hint til den europæiske flygtningekrise. Kill your darlings, redningsvestene er efterhånden set i lidt for mange kunstværker de seneste år.
Og som det ikke var nok, så fyldes både bag- og fortæppe med live videoprojektioner og med optagelser af blandt andet hav, skov, mark, og soldater på march.
Selvom scenerummet til stadighed udfordres af nye tekniske elementer, så er der ikke meget nytænkning. Man skal ikke google særligt længe for at finde videoer, hvor Padrissa bruger samme sceneudtryk i andre forestillinger. Og mens det hele foregår, så føler man sig hensat til totalteater for 30-40 år siden. På YouTube kan man faktisk også se, at Carlus Padrissa de seneste mange år er brugt mere som operainstruktør end som decideret teateriscenesætter, hvilket man godt forstår. Padrissas scenografi passer bedre til klassiske operaværker.
I Kongens Fald savner jeg plads til ordet og skuespillerne. Padrissa-udgave af Kongen Fald virker teatermæssigt gammeldags, hvor Johannes V. Jensens (og Henrik Szklanys) smukke ord – og dermed fortællingen – bogstaveligt talt drukner i en volumensyg scenografi. Ligesom det ikke virker, som om skuespillerene har fået meget hjælp til at finde ind til deres roller.
Et skud mere, tak
For at vende tilbage til min nevø, som næste gang gerne vil se nyt og moderne teater. Det skulle Kongens Fald jo gerne have været i en helt ny 2018-udgave, men det lykkes desværre ikke landets to største teaterscener at løfte dramatiseringen.
Nu har vi prøvet denne catalanske udgave. Det kunne være fantastisk, hvis Trine Holm Thomsen, direktør på Aarhus Teater, og Morten Kirkskov, skuespilchef på Det Kongelige Teater, satte sig sammen med en vision om at sætte Johannes V. Jensens klassiker op endnu engang. I en ny og moderne version, som min nevø ville juble over.
Teatrene skulle så bruge den samme gage, som Carlus Padrissa har fået, men bruge pengene på unge danske scenekunstfolk, så de kunne give deres bud.
Kongens Fald spiller i Skuespilhuset til den 21. december og på Aarhus Teater fra den 10. januar til 9. februar 2019.
Iscenesættelse og scenografi: Carlus Padrissa
Dramatiker: Henrik Szklany
Kostumedesign: Karin Betz
Komponist: Adele Madau
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Jonas Vest
Medvirkende: Joen Højerslev, Maria Rossing, Lila Nobel, Mikkel Becker Hilgart, Peter Christoffersen, Anne Plauborg, Jens Andersen, Alvin Olid Bursøe, Janus Elsig m.fl.
Fotos: Miklos Szabo
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
