DIGTBATTLE // LITTERATUR – Med digtet Alt det Glostrup, blander POV’s Claus Ankersen sig i den digteriske fejde som i årets første måned har sat en anonym forstadsby på det litterære landkort.
Den litterære Glostrup-fejde startede i begyndelsen af januar. Fejden, som nærmere er en litterær kollaboration end en egentlig fejde, kaldes formentlig fejde. fordi deltagerne er digtere og ikke rappere.
Tre prominente stemmer, Henrik Nordbrandt, Thomas Boberg og Morten Søndergaard, har hver sat forstadsbyen i digt og i hurtig digterisk ping-pong leveret tre forskellige syn på virkeligheden og byen, som næsten hedder Glistrup.
Det første udfald kom fra Nordbrandt den 10. januar, hvor Gyldendals litterære forlagschef Simon Pasternak gjorde opmærksom på digterens kommende digtsamling, Så en morgen, ved at smide det stedsspecifikke digt, Glostrup, op på Facebook.
I digtet er Nordbrandt ikke ligefrem begejstret. Glostrup er det værste, der kunne ske, skriver digteren. Det bombastiske udsagn kom ikke til at stå alene ret længe, for allerede dagen efter posterer digterkollegaen Thomas Boberg et hyldestdigt som modsvar, Ode til Glostrup, som efterfølgende bliver trykt i Information. Boberg, som også har en ny udgivelse på trapperne, er lodret uenig i Nordbrandts fordømmelse. Glostrup er langt fra det værste. Nej, skriver Boberg, tværtimod, Glostrup er det bedste, der kunne ske.
Ugen efter blander digteren Morten Søndergaard sig i dette opløftende og nødvendige ordslag med digtet, I Glostrup bliver verden synlig, som ligeledes bliver bragt i dagbladet Information.
Nu blander digteren Claus Ankersen sig, og slår endnu en krølle på det kollektive Glostrupdigts fiktive hale. For det er nemlig alt sammen løgn og latin. Glostrup findes slet ikke, skriver Ankersen i digtet Alt det Glostrup.
Alt det Glostrup
Alt det Glostrup.
Det findes jo slet ikke
ikke inde i virkeligheden bag skærmene
ikke i Fie Laursenland
ikke i gamerland.
Glostrup findes faktisk
ikke noget sted
i glosuppeland.
Den by digterne bides om
ligger til højre for et potteskår
i en blomsterkasse af lyst træ
i Husets gård i Magstræde
hvor digtere og by sidst sås
og nappede sig nærmere
det som ikke findes.
Glostrup er mere et meme
end et minde
for ingen har været der
i digternes Glostrup
ikke engang de som går rundt
og tror de bor der.
Alle ved det.
Der er intet som Glostrup
fordi det ikke findes.
Glostrup er som verden
udenfor teenageværelset
mest virkelig i fantasi eller på film
i digte
ser vi en grå forstadsby rejse sine Disneytårne
med akupunktører og pølsevogne
og sammenflikkede erindringer
revet ud af tilfældigt udvalgte
fiktive liv, i digte
slentrer vi langs en indfaldsvej og ser
de usete mus i tagryggene
sprækkerne i murene
og revnerne i mundvigene
når glosuppen bliver et spejl
og digtene splintres
mens digterne jages ud
af opdigtede beboere
som kun digtere tror bor der
fordi det ikke findes
det der Glostrup.
Hvad fuck er Glostrup overhovedet?
Kan det spises?
Kan man få Glostrup til middag?
LÆS MERE AF CLAUS ANKERSEN HER
Foto: En konstrueret fantasiby på en kunstudstilling i Berlin, Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her