
BALLET // ANMELDELSE – Danmarkspremieren på Le Jeune homme et la Mort blev sikkert danset af Alban Lendorf, men i en noget uforløst iscenesættelse: Opsætningen mangler den åndrige slutning, det voldsomme drama skal udløses i.
Død og ulykkelig kærlighed er hovedtemaet i de to balletter, der udgør programmet for Sommerballet på Bellevue Teatret i år. I over en times uafbrudt danseridt, blev vi ført gennem en hæsblæsende og højekspressionistisk gennemspilning af Shakespeares udødelige fortælling om netop døden som umulig kærlighed mellem to elskende.
Det var det portugisiske danseensemble, Quorum, ledet og instrueret af koreografen Daniel Cardoso, som her stod bag sine fire damer og fire herrer. Tilsammen udgjorde de det rige persongalleri i kærlighedsdramaet, men det tog nogen tid for undertegnede bare at forstå, hvem der var hvem, og hvad de ville sige hinanden.
Årsagen hertil er primært, at dansestilen i al væsentligt forekom ens for samtlige medvirkende. Et højekspressionistisk bevægelsesmønster, der desværre gentages i det uendelige og ikke just gør fremdriften i dramaet særlig tydelig.
Når dansestilen samtidig er sammensat af ingredienser, som var kendetegnende for 1930’ernes centraleuropæiske Ausdruckstanz og er iblandet talrige elementer fra American modern dance, José Limon og Martha Graham, så blev det mere end svært at finde ind til en egentlig original kerne i denne ballet.
Bevægelserne ligesom bortvaskede enhver intensitet med sine vilde og voldsomme bevægelser, der lignede dansere, som søgte ud af en spændetrøje, end personer, der drages mod og fra hinanden
At ville fortolke Romeo og Julie-fortællingen i ét sammenhængende forløb over en time og 10 minutter er i sig selv en udfordring, såvel for danserne som for publikum.
Det kunne aftvinge respekt, hvis det ikke var fordi, at man aldrig for alvor blev draget ind i det koreografiske drama, hvor bevægelserne ligesom bortvaskede enhver intensitet med sine vilde og voldsomme bevægelser, der lignede dansere, som søgte ud af en spændetrøje, end personer, der drages mod og fra hinanden.

At destillere Prokofjevs helaftensballet ned til lidt over en times fortløbende musikalsk drama, fremført af et ensemble på 13 konservatoriestuderende anført af Max Artved, er også en art bedrift, der ligefuldt kunne have aftvunget respekt, hvis det ikke var for den hjælpeløse elektriske forstærkning, der temmelig uhensigtsmæssigt også forstærkede de mange steder, hvor musikerne spillede både hele og halve toner forbi hinanden og noderne i et uskønt klangbillede.
Lydsiden af denne forestilling fremstod derfor som en lydkulisse, der mere distraherede end medfortolkede dramaet på scenen.
Et sindbillede på tilværelsens mening
Ganske anderledes var den ledsagende båndmusik til Roland Petits berømmede enakters ballet Le Jeune homme et la mort, der så scenens lys i Paris i 1946.
Oprindelig blev balletten skabt til fri improvisatorisk jazzmusik, men efter trinene og scenegangen var blevet lagt fast, nåede digteren og balletlibrettisten Jean Cocteau sammen med koreografen Roland Petit til den beslutning, at Jean Babilée, den oprindelige mandlige solist i balletten, bedre ville fylde dramaet og det sceniske rum, når det udspilles til Bachs svulmende Passacaglia i c-mol.
Det er denne ballet, der med forskellige længere intervaller har holdt sig på scenen helt op til i dag, og som vi nu for første gang kan se på en dansk scene.
Alban Lendorf danser med stor koncentration og fysisk styrke figurens stadig stigende desperation lige lukt mod sit endeligt
Dramaet lå Cocteau personligt nært som kunstner med hans konstante tvivl om sit eget virkelige værd. Værket kan derfor betragtes som et sindbillede på hans egne eksistentielle grundspørgsmål om tilværelsens mening.
Netop på grund af denne usikkerhed overfor sit eget kunstnernaturel søgte han ustandseligt mod nye udtryksmuligheder for sin kunstneriske drift og det i mange forskellige retninger.
I hovedrollen ses den unge kunstner, der i sit atelier martres af tvivlen om sit eget værd og modtager den kvinde, han elsker, men som tilsyneladende er ham utro.

Konflikten mellem de to fører til, at hun beder ham gøre en ende på sit liv, hvorefter de sammen vil kunne drage ud og op til en helt anden og bedre verden.
Kvinden er altså i dette drama langt mere end en skæbnemuse for den kunstner, der ikke kan finde ro i sig selv, end blot den simple femme fatale man ved første blik kan opfatte hende som.
Efter selv personligt at have oplevet denne ballet opført i Paris i 1975 med Rudolf Nureyev og Zizi Jeanmaire, må en vurdering af Bellevue Teatrets opsætning naturligvis ses i dette lys, selvom enhver udførelse samtidig rettelig også bør bedømmes in it’s own right.
I opsætningen på Bellevue teatret danser Alban Lendorf hovedpartiet med stor koncentration og fysisk styrke figurens stadig stigende desperation lige lukt mod afslutningen, hvor han tilskyndet af kvinden hænger sig selv. Kvinden, danset af Cassandra Trenary, tager først da hans hånd for at føre ham over i den verden, de begge tilsyneladende bedst hører hjemme i.
Scenografien, som i sluttableauet ifølge librettoen skal vise de to sammen gå ud over Paris’ tage – som i et Chagall’sk maleri – yder opsætningen ikke nogen retfærdighed på Bellevue Teatret, hvor de to dansere blot ses spadsere ud i sidekulissen. Dette kan have indlysende scenetekniske årsager, men forhindrer unægtelig den åndrige slutning, det voldsomme drama skal udløses i.
Kvinden er i Luigi Boninos instruktion desuden for bastant nærværende i hele sin fremtoning, idet både troløsheden og kunstnerens muse temperamentsmæssigt aldrig finder sammen i figuren.
Hovedindtrykket af Danmarkspremieren på Petits ballet bliver derfor en sikkert danset, men noget uforløst fortolkning af dette ballethistoriske værk fra en tid for længe siden, hvor udvendig klassisk trinballet blev omstøbt til et mere nutidigt indre skæbnedrama.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.