KONCERT // ANMELDELSE – Torsdagens lettere kaotiske infrastrukturelle forhold i Valbyparken blev afløst af ro og harmoni på Syd for Solen, da franske Air dukkede op og opførte hele deres ikoniske udgivelse Moon Safari.
Foto: Eddie Michel
Air, den franske electro-duo, er ikke hyppige gæster på festivaler. Sidst de turnerede, er hele syv år siden, men i år overraskede de alle ved at tage på en massiv verdensturné, der hyldede 25-året for deres ikoniske udgivelse, Moon Safari – albummet, der var med til at sætte nye standarder for elektronisk musik i 1990’erne.
Mange vil nok nikke genkendende til superhittet ”Sexy Boy” og det trippede ”La Femme d’argent”. De dukkede op på en progressiv fransk space pop-scene, hvor også Daft Punk og Phoenix fik kæmpe opmærksomhed (medlemmerne fra begge bands er i øvrigt private venner med netop Air).
Det bevægende gensyn kastede os alle ud i et nostalgisk genbesøg med et album, der har betydet så meget
Air er tydeligt inspireret af Brian Eno, Kraftwerk, Tangerine Dream og ikke mindst landsmanden, den franske elektroniske pioner over dem alle, Jean-Michel Jarre.
Air blev dannet af de to venner, matematikeren Jean-Benoît Dunckel og den arkitektuddannede Nicolas Godin, i 1995.
Oprindeligt var deres plan kun at producere studieudgivelser og intet andet, men Moon Safari, deres debutalbum, blev en gigantisk global succes, hvilket gjorde, at de to franskmænd måtte ændre deres kurs og tage på turné, lave interviews og alt det, der hører med til et musikalsk gennembrud af den kaliber. Deres neddæmpede elektroniske pop havde fundet et stort publikum over hele verden.
Derfor var det en stor overraskelse, at Syd for Solen satte dem på plakaten. Det var ret tydeligt, at det primært var et modent publikum, der lod sig lokke forbi deres optræden.
Iklædt hvidt gik de på scenen sammen med trommeslageren Louis Delorme og satte strøm til deres Moog- og Korg-synthesizere, og det første nummer fra pladen, ”La Femme d’argent”, blev spillet. Begejstringen fra tilhørerne kom prompte!
”Sexy Boy” bragte stor jubel på pladsen, da de velkendte toner lød fra scenen
Franske Air havde været savnet på disse breddegrader. Det bevægende gensyn kastede os alle ud i et nostalgisk genbesøg med et album, der har betydet så meget – et nybrud i den elektroniske musik i 1990’erne, der rettelig fortjener en helt speciel plads i musikhistorien.
”Sexy Boy” bragte stor jubel på pladsen, da de velkendte toner lød fra scenen. Sangens betydning har været enorm for bandet, der i et nyligt interview også understregede, at de under indspilningen af nummeret godt vidste, at dette måske var noget, der var større end dem selv – en følelse, der må være helt speciel.
Også set i konteksten af et ujævnt musikalsk årti, som 1990’erne vitterlig var. Som bonusinfo var nummeret samtidig også tæt på ikke at komme med på pladen, fordi det var så atypisk i forhold til de andre numre med omkvæd og vers.
Tilblivelsen af flere af sangene på albummet indebar en bevidst brug af gentagelser. De skulle give en næsten psykedelisk og sensuel stemning, hvilket var et bevidst valg fra duoens side. Man må gerne føle både elegancen og melankolien i hele projektet. Det atmosfæriske har hele tiden været albummets store styrke.
Publikum blev forkælet med ekstra lange versioner af numre fra albummet, ligesom bandet, der jo stod knivskarpt i hvidt, til lejligheden også havde komponeret et fremragende flot grafisk setup (selvfølgelig havde de det).
De stod i en oplyst boks/kasse/rum, som roligt skiftede til de bløde og pastelfarvede nuancer i paletten. Baggrunden var både kompleks og til tider helt simpel med referencer til det ydre rum og fyrværkeri. Alt var sat sammen på den helt bløde og ambiente måde, hvilket gjorde, at grafikken blev et perfekt akkompagnement til den stilsikre musik.
Indimellem stod de også, som var de midt i et værk fra den japanske lyskunstner Yayoi Kusama, som du måske kender fra den permanente udstilling på Louisiana. Til sidst var der et par ekstra numre, der ikke hørte til på pladen, ”Venus” og ”Highschool Lover” – sidstnævnte er temaet fra filmen The Virgin Suicides.
Airs übercoolness var både dedikeret og gennemført. Det var deres tavshed også. Ud over deres lejlighedsvise sangvokaler var det ikke mange ord, der kom fra duoen – andet end få taknemmelige replikker.
Air lod i det hele taget værket tale for sig selv, og i en tid, hvor musikindustrien jager den næste hitsingle, var det befriende at høre et så ikonisk, helstøbt album, der i sin fuldkommenhed høster de allerhøjeste karakterer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
