ANTISEMITISME // KOMMENTAR – Antisemitismen har længe været på fremmarch i Europa. Det er dokumenteret hinsides enhver tvivl. Men vi, som bor langt fra den reelle kampplads, må besinde os så meget som muligt, skriver Adam Holm. Navnlig pro-palæstinenserne må være langt mere opmærksomme på at bremse antijødiske ytringer og handlinger.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hør, det er dødsens alvorligt! To eksplosioner i umiddelbar nærhed af Israels ambassade. Og Carolineskolen, som nu tvinges til at lukke af sikkerhedsgrunde.
Mens efterforskningen går sin gang, er det nødvendigt at skrive nogle linjer af den enkle grund, at sådanne anslag ikke må få lov at passere, som om det var en triviel hændelse, en normalitet af den slags, der efterlader os immune og snart ikke afføder andet end et skuldertræk.
Lad være, at krigen – kald det ikke længere for ”konflikten” – mellem Israel og Iran og deres respektive allierede og vasaller, er dybt ulykkelig. Civile dør i stort tal, navnlig på palæstinensisk og libanesisk side, og på israelsk side må folk på et splitsekund skynde sig i skjul for fjendtlige droner og missiler.
Der er ingen uplettet og beundringsværdig part i denne blodige strid. Og hvad værre er, der er ingen som helst udsigt til diplomatiske samtaler og mulige kompromiser.
Hvis krig var meteorologi, ville vejrudsigten for den kommende tid være til at tyde for selv en lægmand: bomberegn i stride strømme og politisk tordentale.
Ved indgangen til Rosh Hashanah og fejringen af år 5785 er der reelt ikke andet at skue end krig og gengældelsesangreb, så langt øjet rækker.
Som Amos Oz engang skrev, så kan man ikke bringe spørgsmålstegn – læs: tvivl – ind hos de mest forbenede fanatikere. De er omvandrende udråbstegn. For dem er selvransagelse lig med svaghed!
Vi, som bor langt fra den reelle kampplads, men af forskellige private og politiske grunde alligevel investerer vores hjerteblod på den ene eller den anden side, eller måske forsøger at skræve over de stadig mere fjerntliggende positioner, må besinde os så meget som muligt.
Eksplosioner i gaderne? Trusler mod synagogen og andre jødiske institutioner? Jødiske børn, der må modtage undervisning med politibevogtning foran skoleporten?
Hvor god grund navnlig pro-palæstinenserne end har til at føle vrede over situationen for deres betrængte landsmænd i Gaza, må de være langt mere opmærksomme på at bremse antijødiske ytringer og handlinger her i landet
Antisemitismen har længe har været på fremmarch i Europa. Det er dokumenteret hinsides enhver tvivl. Nynazister og ultranationalister er i uskøn forening med en del af den radikale venstrefløj og grupper blandt pro-palæstinensiske muslimer ansvarlige for at nedbryde sondringen mellem staten Israel og jøder i almenhed.
Hvor god grund navnlig pro-palæstinenserne end har til at føle vrede over situationen for deres betrængte landsmænd i Gaza, må de være langt mere opmærksomme på at bremse antijødiske ytringer og handlinger her i landet.
Kan nogen huske at have set politi og militær posteret foran halalslagtere og moskéer i Danmark? Er palæstinensere nervøse for at vise deres flag på gader og stræder eller gå med T-shirts og halssmykker, der hylder Palæstina? Nej.
Til gengæld er der ingen ende på de forholdsregler, mange jøder må tage, inden de fx om lørdagen går til bøn, eller hvis de skulle få den gode idé at bevæge sig til den jødiske slagter på ydre Østerbro. Jeg kender danske jøder, der føler sig ilde til mode i bestemte områder af København, og som enten har valgt at flytte til en anden bydel eller overvejer at gøre det. Derimod kender jeg ingen eksempler på muslimer, der må forlade deres boligopgang af angst for jødiske naboer.
Hvis man er en smule fremkommelig – kald det bare ”progressiv” – vil man som ideal gerne have et samfund, hvor også minoriteter kan færdes trygt uberoende af det frygtelige rabalder på den store verdensscene.
Heldigvis er der gode eksempler på fælles initiativer og ægte venskaber mellem folk, som under andre himmelstrøg ellers ville stå med våben i hånd og stræbe hinanden efter livet.
Alt er ikke sort-hvidt, men når eksplosionerne runger, og gnisterne springer, er det bydende nødvendigt at stoppe de brandstiftere, som leger med ilden. Der er blus på faklerne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
