TEATER // ANMELDELSE – Det lyder lidt som en politisk undersøgelseskommission: Hvor meget vidste han, og hvornår vidste han det? Et uudtalt spørgsmål er, om han i virkeligheden ville være lykkeligere af at leve i uvidenhed. Eller hun. Eller ham den anden. Folketeatrets Bedrag, som er på turné til 22. marts, er et vidunderligt vittigt puslespil, hvor alle bedrager alle (og lader sig bedrage).
Hvis ikke det var for det tidsmæssige sammenfald af premiererne, ville jeg nok ikke have tænkt over det, men første scene i Harold Pinters Bedrag refererer direkte til Stolthed og fordom (dansedialogen mellem Elizabeth og Darcy). Tidsbilledet er et andet, samfundsforhold og kønsroller er anderledes, men slægtskabet i form af fokus på den vittige dialog er tydeligt.
Kunstgrebet i Bedrag er, at historien fortælles bagfra. Der tælles baglæns mod en begivenhed, som vi ikke ved, hvad er, før vi når til sidste scene. Der lægges masser af spor ud – også falske – men centralt står affæren mellem Emma (et godt Jane Austen navn) og Peter – henholdsvis Roberts kone og bedste ven.
Hvem bedrager hvem?
Spørgsmålet, der rejses allerede i første scene, er, hvor meget Robert har vidst, og hvornår han fandt ud af det. Og hvem der i givet fald er blevet bedraget.
Samtidig er der nemlig et underspillet tema, der handler om, hvor meget Peter er uvidende om. For hvad laver hans travle lægekone Johanne i virkeligheden, mens han dyrker affæren med Emma. For det er helt sikkert, at hans erindring ikke altid stemmer overens med, hvad der er sket.
I sig selv er det lidt at et bedrag, at forestillingen har undertitlen ”en moderne klassiker om utroskab”
Det er et af de løbende temaer, at Emma hele tiden korrigerer ham. Tilsvarende er den lovede tennismatch mellem Robert og Peter et emne, der vender tilbage igen og igen, ligesom løbende referencer til de forfattere, som Peter er agent for, og som Robert udgiver … og som Emma måske/måske ikke bryder sig om.
Endelig er der altså spørgsmålet om, hvad Johanne laver og ved.
To venner kommer ind på en restaurant
En komisk lille perle er en frokost mellem vennerne Robert og Peter, hvor Robert er blevet klar over Peters affære med Emma, men hvor Peter er uvidende om, at han ved det. Ikke mindst i kraft af Adam Schmidt, der nærmest stjæler scenen som tjeneren på en italiensk restaurant, hvor han dukker op på de forkerte tidspunkter og lejlighedsvis kommenterer samtalen.
Og nej, jeg har ikke afsløret for meget. Det hele kommer faktisk frem i den første scene mellem Peter og Emma i ”år 9”. Det spændende, sjove og virkelig elegante ved Bedrag er, hvordan det, vi tror, vi ved, viser sig måske at være sandt på en anden måde, end vi havde antaget, når vi skruer tiden tilbage til år 6, år 5, år 3 og endelig år 0.
I sig selv er det lidt at et bedrag, at forestillingen har undertitlen ”en moderne klassiker om utroskab”. Selv om det handler om en affære – måske flere – så er det netop forstillelsen, dobbeltspillet, bedraget og nok så vigtigt selvbedraget, der er det centrale. Ikke utroskab i betydningen sex uden for ægteskabet.
Vittigt og velspillet
Harold Pinters tekst er vittig og elegant og virkelig godt oversat af Line Knutzon, der forstår sprogets finesser. Det er tekst for tekstens skyld, hvor skuespillerne får lov til at brillere med betoninger og kropssprog, der modsiger ordene, hvilket selvfølgelig springer i øjnene, fordi vi kender facit – altså år 9.
Castingen er genial. Niels Ellegaard (Peter) og Henrik Lykkegaard (Robert) han markeret sig som fast makkerpar på den danske scene gennem adskillige år og er troværdige som de gamle skolekammerater, der står sammen i tykt og tyndt. De arbejder sammen. Deres familier kommer sammen. Deres børn har leget sammen. Og så lige den lille detalje med Emma.
Det er en leg med ord. En intellektuel udfordring. En duel på vid og vittighed
Hun spilles med diskret charme af Anette Støvelbæk, så man aner hendes drømme om noget andet og mere. Måske mest uærlig over for sig selv, altså endnu et bedrag.
Diskret stoleleg
Som altid arbejder en turnerende forestilling med en meget fleksibel scenografi. I dette tilfælde gør scenografen Marianne Nilsson den til et lille ordspil på utroskaben, idet bagtæppets opstablede stole, der stilles frem og flyttes væk igen, udgør en slags stoleleg. Du ved – den, hvor der altid er en, der ikke får en stol, men står udenfor.
De skuespillere, der ikke er med i en given scene, sidder pænt uden for rampelyset som iagttagere (ligesom vi i publikum) og understreger forestillingens karakter af kunst. Det er en leg med ord. Med tre aktører (+ tjeneren). En intellektuel udfordring. En duel på vid og vittighed.
Den største ros, man nok kan give i denne sammenhæng, er, at denne stiløvelse får en til at snakke videre bagefter. Det er let at digte videre. Der er sidehandlinger, der ikke bliver udforsket. Der er sætninger, der kan have flere betydninger. Der er erindringsforskydningerne og handlinger, der kan tolkes på flere måder. Og der er selvfølgelig både de åbenlyse løgne og fortielserne … titlens Bedrag.
Så svaret på, hvad vi i 2022 skal med Harold Pinters ny-klassiker fra 1978, er, at det simpelthen er godt teater.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
