FESTIVAL // ANMELDELSE – Aarhus Kammermusikfestival krydser besætninger, blander kendt med ukendt, nyt med gammelt og overskrider grænserne mellem klassisk musik og andre musikgenrer. Det er faktisk et rigtig velfungerende miks, mener Paw Hedegaard Amdisen.
Man kan næsten ikke forestille sig noget mere klassisk og nogle ville nok også sige mere ”støvet” end kammermusik. De klassiske musiknørder og musikudøveres genre par excellence.
Siden Wiener-klassikkens tid et ånderum for de store komponisters kreativitet og en målestok for kunstnerisk kvalitet. Komponeret med henblik på opførelse i et mere intimt rum.
Ofte musik skrevet til opførelse i venners lag og derefter distribueret til en offentlighed af kompetente udøvere, der igen opførte musikken for et dannet publikum af indforståede. Med andre ord musik for kendere.
Hvordan gør man denne musik relevant for et nutidigt og måske bredere og yngre publikum? Måske har de fundet opskriften i Aarhus.
Her har Aarhus Kammermusikfestival i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium, Musikhuset og en lang række andre samarbejdspartnere og fonde i de seneste år arrangeret en festival, der udfordrer de forestillinger, vi kunne have om kammermusik som noget, der lukker sig om sig selv og er gammeldags og elitært.
Ung festival med erfaring og nye konstellationer
Bag festivalen står et hold af unge musikere med pianisten Tony Nguyen i spidsen som festivalleder, men også en næsten fast grundstamme af dygtige, unge musikere, der i forskellige konstellationer optræder på festivalens koncerter.
Udover dette faste hold byder festivalen også på optrædener fra mere etablerede kammermusikalske ensembler, der på lige fod indgår i og i løbet af festivalen mikser sig med festivalens øvrige musikere. Ikke mindst til festivalens afslutningskoncert om søndagen.
Sidste år optrådte Nightingale String Quartet og i 2023 gjorde de fremadstormende unge musikere i Novo Quartet et stort indtryk på undertegnede. I år stod vokalgruppen Ensemble Edge og de syv strygere i Ensemble Hermes – to unge Aarhus-baserede ensembler – for denne del af ”festen”.
Denne blanding af erfarne kammermusikere og yngre musikere, der mødes på kryds og tværs – og i ugen op til festivalen i nye konstellationer øver op til fælles koncerter – er med til at give festivalen og festivalens koncerter en særlig dynamik og friskhed
Hertil føjer sig en række internationale gæster og endelig er der også et fast punkt på programmet – Rising Stars – hvor studerende fra konservatoriet i Aarhus går på scenen.
Denne blanding af erfarne kammermusikere og yngre musikere, der mødes på kryds og tværs, og i ugen op til festivalen i nye konstellationer øver op til fælles koncerter, er med til at give festivalen og festivalens koncerter en særlig dynamik og friskhed. Man mærker gennemgående en nerve og en ægte begejstring for at spille sammen, og netop samspillet og musikernes opmærksomhed på hinanden er kernen i den kammermusikalske musikoplevelse.
Nyt og gammelt – kendt og ukendt
Et andet særkende ved Aarhus Kammermusikfestival er det meget blandede festivalprogram, der både byder på helt ny partiturmusik og ældre og velkendte klassikere, men også går på jagt i mere ukendte komponister og værker.
Et meget godt eksempel på dette var årets åbningskoncert, der både bød på sjælden opført vokalmusik af den franske komponist Lili Boulanger og førstesatsen af Schuberts ikoniske Strygekvartet nr. 14 – som efterfølgende har fået tilnavnet ”Døden og pigen” efter en sang af Schubert selv, som citeres i værkets langsomme sats.
Koncerten blev i øvrigt sendt live som P2 Koncerten og kan derfor findes her, hvis man gerne vil have en smagsprøve på festivalprogrammet.
At nyere ”klassisk” musik også har en stor plads i festivalens program, var tydeligt om lørdagen, hvor slagtøjet og klaveret som en slags slagtøj spillede en central rolle i dagens første koncert. Højdepunktet for undertegnede blev her Steve Reichs Sextet for klaver/synthesizer og slagtøj fra 1984, som blev ført til et forrygende klimaks af Tony Nguyen og David Munk-Nielsen på klaver og synthesizer (primært) og Henrik Knarborg, Lise Lauersen, Francesca Castrucci og Gianluca Grugni på slagtøj.
Værket er et eksempel på den amerikanske minimalisme, hvor gentagne mønstre med små forskydninger skaber en nærmest hypnotisk effekt. At se værket blive fremført live var en særlig oplevelse, fordi værket også bygger på, at musikerne i løbet af værket skifter position og instrument. På den måde tilføjes et performativt element til musikken, som man af gode grunde ikke kan høre, hvis man kun lytter til musikken.
Når vi er ved det nye – ja, det helt dugfriske, så bød lørdag aften også på en uropførelse af et værk komponeret til festivalen. Det var multiinstrumentalisten og komponisten Rasmus Dahl, der med værket Hadean Songs stod for dette indslag. Værket som i programnoterne blev beskrevet som ”en slags mini-musical for kor, strygere og klaver” forende festivalens to store ensembler – vokalisterne i Ensemble Edge og strygerne i Ensemble Hermes – i en femsatset struktur, der bevægede sig et sted mellem nostalgisk film-/musicalmusik og folkemusikalsk inspiration.
Personligt har jeg det lidt stramt med musik, der yder så lidt modstand, men musikken blev dygtigt fremført, og det var tydeligt, at både musikere og komponisten bag klaveret virkelig havde fundet hinanden og en fælles begejstring for musikken.
I sidste ende – efter både uropførelse og koncerten med Rasmus Dahls eget orkester – sad jeg dog et eller andet sted stadig tilbage og savnede at finde ud af hvem Rasmus Dahl egentlig selv er som skabende kunstner
Fredag aften havde Rasmus Dahl i en anden konstellation med folkemusiktrioen Carol Supreme allerede givet smagsprøver på sit musikalske talent, og efter pausen lørdag aften fortsatte han sammen med Rasmus Dahl Unearth Orchestra – en hel tredje konstellation af musikere – med at give en række smagsprøver på egne kompositioner.
Her viste sig igen en blanding af forskellige inspirationer. Bl.a. igen folkemusik, musical og filmmusik, men jeg fik også nogle steder i musikken associationer til den italienske pianist og komponist Ludovico Einaudi.
I sidste ende efter både uropførelse og koncerten med Rasmus Dahls eget orkester sad jeg dog et eller andet sted stadig tilbage og savnede at finde ud af hvem Rasmus Dahl egentlig selv er som skabende kunstner.
Det kunne jeg så sidde og fundere lidt over efterfølgende under den lille indlagte Pub Quiz i klassisk musik, der var indlagt som en afslutning på lørdagens program.
Ingen rød tråd, men en levende festival
Det vil ikke være forkert at sige, og det tror jeg egentlig heller ikke festivalarrangørerne ville være uenige i, at Aarhus Kammermusikfestival er en festival, der peger i mange forskellige retninger. At se en rød tråd gå igennem festivalen – tematisk eller genremæssigt – er således svært, selvom man selvfølgelig kan sige, at kammermusik og musik for mindre ensembler selvfølgelig i sig selv er en form for ramme om festivalen.
Men det er måske også derfor, at Aarhus Kammermusikfestival er både en spændende og levende festival. Fordi den udfordrer vores forestillinger om, hvad kammermusik er og hvad kammermusik kan
På den måde sætter man sig publikumsmæssigt lidt mellem flere forskellige stole. Antallet af kammermusikalske klassikere på programmet er ikke overvældende og faktisk var årets program i så henseende endnu mindre ”klassisk” end sidste års program.
Men det er måske også derfor, at Aarhus Kammermusikfestival er både en spændende og levende festival. Fordi den udfordrer vores forestillinger om, hvad kammermusik er og hvad kammermusik kan.
Et godt eksempel på dette var teaterkoncerten ”Stilhed” søndag eftermiddag, hvor skuespilleren Holger Østergaard sammen med strygerne i Ensemble Hermes kombinerede en række kammermusikalske værker og bidder af kammermusikalske værker med en historie om en mands eksistentielle ensomhed. Forestillingen som efterfølgende kan opleves på forskellige teatre var virkelig velkonstrueret og et godt eksempel på hvordan man med formidling og drama – ved at levere en kontekst – kan gøre den klassiske kompositionsmusik endnu mere levende for publikum.
Holger Østergaards monolog gik i løbet af forestillingen både i opposition og i dialog med musikerne og de meget velvalgte stykker af primært nyere kammermusik, som blev spillet med stor indlevelse af de dygtige strygere i ensemble Hermes.
Afslutning på toppen
De kammermusikalske klassikere er som sagt ikke det der fylder mest, men når de så dukker op i løbet af festivalens program, så fremstår de også virkelig klart, som de musikalske perler, de er.
Meget passende opstod et sådant øjeblik til festivalens sidste koncert søndag aften, hvor Robert Schumanns Klaverkvintet i es-dur var på programmet. Som festivalens konferencier Matias Vestergård understregede i sin introduktion, så er dette en absolut klassiker, når det kommer til kammermusik og fast inventar på internationale festivaler for kammermusik. Et værk fra kammermusikkens storhedstid i den tyske højromantik, og musik, der er både energisk og sindsoprivende på en måde, som næsten kun Schumann kan være det.
Med David Munk-Nielsen på klaver, Anna Agafia Egholm og Ethan Hou på violin, Johannes Pihl på bratsch og Jonathan Swensen på cello var der tale om en all star-kvintet af musikere, hvoraf flere udgør den faste kerne af udøvere på festivalen. Og de gjorde det virkelig også godt. Med overskud og virtuositet, men også med den særlige opmærksomhed på hinanden, som er et så fascinerende aspekt af kammermusikken, når alting virkelig spiller. Og for mig blev det nok et af festivalens musikalske højdepunkter.
Det er ret tydeligt, at man med Aarhus Kammermusikfestival har fået en klassisk musikfestival i Danmark, der kan noget mere og andet end så mange andre klassiske musikfestivaler
Afslutningskoncerten bød også på en sand strygerfest eller ”stringfest”, som det hed i programmet. For efter en kort pause gik et strygeorkester sammensat af Ensemble Hermes og konservatoriestuderende på scenen med Magnus Plejdrup som dirigent. Det er efterhånden blevet en tradition, at festivalen afslutter med nogle værker med lidt større besætning, der bringer flere af festivalens deltagere i spil.
Med Samuel Barbers ekstremt populære Adagio fra 1936 blev der her også lagt ud med en absolut klassiker, men det blev i virkeligheden polske Grażyna Bacewiczs Koncert for Strygeorkester og Jessie Montgomerys Banner for strygekvartet og strygeorkester – et forholdsvis nyt værk fra 2014 – der fangede opmærksomheden mest. I sidstnævnte værk kom en strygekvartet bestående af Anne Agafia Egholm, Ethan Hou, Johannes Pihl og Jonathan Swensen igen på scenen, og var med til at give festivalen en afslutning på toppen.
Det er ret tydeligt, at man med Aarhus Kammermusikfestival har fået en klassisk musikfestival i Danmark, der kan noget mere og andet end så mange andre klassiske musikfestivaler. En festival, der i sin mangfoldighed åbner op og serverer noget for enhver smag og dermed selvfølgelig også ind i mellem noget, der ikke falder i alles smag. Men også en festival, der gør kammermusikken levende ved også at sætte den ind i en kontekst og ved også at tage formidlingen af musikken seriøst.
Dels ved at lade konferencier Matias Vestergård introducere og kæde alle festivalens koncerter sammen, men også ved at levere koncerter, der i sig selv er formidlende og viser kammermusikken frem på nye måder.
Til næste år kan man opleve festivalen igen og den bliver, kunne festivalleder Tony Nguyen afsløre i sin epilog og takketale til medvirkende og publikum, udvidet med en ekstra festivaldag. Hvis man er nysgerrig, så kan man altså allerede nu reservere datoerne fra 24/9 til 27/9 og følge med på festivalens Facebook-side, hvor der løbende vil komme nyt om festivalen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og