MUSIK // ANMELDELSE – Beethovens Eroica-symfoni blev højdepunktet, da Aarhus Symfoniorkester og chefdirigent Dmitry Matvienko sammen med cellisten Boris Andrianov spillede et program, der ellers spændte vidt fra ærkeromantikeren Robert Schumann til den mere intellektuelt kølige Anton Webern og hans senromantiske opus 1.
Hvor meget betyder komponistens indre liv for det musikalske udtryk, og hvor interessant er viden om komponistens liv og levned for den musikalske oplevelse? Eller er vi med musikken i et domæne, hvor alting taler for sig selv – som såkaldt absolut musik?
For en anmelder, der gerne vil sætte musikoplevelsen i sammenhæng, er det jo gode spørgsmål. Men en ting er sikkert. For den kultur- og kunsthistoriske strømning, vi kalder ”romantikken”, der er kunstnerens indre og formidlingen af kunstnerens følelser helt uomgængelige, og derfor også ret vigtige for forståelsen af musikken.
Ser man på de komponister, som Aarhus Symfoniorkester havde sat på programmet til torsdagens koncert – Ludwig van Beethoven, Robert Schumann og Anton Webern – så gælder det, at deres biografier hver især byder på personlige dramaer og et rigt indre liv, og at det på meget forskellig vis kommer til udtryk i deres musik.
Men det er også tre komponister, som befinder sig i hver deres ende af den skala, vi i mangel af bedre betegnelser kan give overskriften ”romantisk musik”.
Beethoven står – især med den 3. symfoni – på tærsklen mellem klassikken og romantikken. Schumann er indbegrebet af romantikken som musikalsk fænomen, hvilket cellokoncerten, der var på aftenens program, fint repræsenterer. Og Anton Webern repræsenterer – med sin Passacaglia for orkester, der var aftenens første værk – romantikkens sidste krampetrækninger og overgangen til et modernistisk tonesprog.
Hjernemusik og kerneromantik
Det romantiske i musikken forbindes ofte med store følelsesudbrud, og dem er der da også i det førnævnte orkesterværk af Anton Webern, som indledte koncerten. Men det er samtidig også meget kontrolleret og til tider kølig musik.
Webern var en del af kredsen omkring Arnold Schoenberg og udviklede sig senere til at blive en af tolvtonemusikkens strengeste repræsentanter og en stor inspirator for den såkaldte serialisme, som udgør den mest kalkulerende og intellektuelle del af den musikalske modernisme. Og det kan man på en måde allerede fornemme i Weberns Passacaglia, der blev komponeret i 1908 og var det første værk, som den meget selvkritiske Webern officielt ville stå ved.
Værket begynder næsten af ingenting med forsigtige pizzicato-klange, men udvikler sig undervejs i en mere ekspressiv retning, hvor tonaliteten udfordres til grænsen og dissonanserne står klare og uforløste frem. Til sidst dør værket ud i stilheden igen.
I forhold til orkesterstørrelse var Weberns værk aftenens mest krævende med en fuld senromantisk orkestrering, og der var som sådan ikke noget at udsætte på hverken orkestrets eller dirigentens livtag med værket. Alligevel – og det handlede måske i virkeligheden om værket selv – så lod musikken mig stå lidt upåvirket tilbage. Det var måske – også i fremførslen – mere hjernemusik end hjertemusik.
At han kunne spille med både vildskab, kraft og virtuositet, demonstrerede Andrianov dog til fulde med ekstranummeret Lamentatio af den italienske komponist Giovanni Sollima, som virkelig også gik rent ind hos aftenens publikum
Er der til gengæld nogen, der repræsenterer hjertet og det følelsesmæssigt overstrømmende, så er det Robert Schumann, der i perioder kæmpede voldsomt med indre dæmoner og endte sine dage på et sanatorium efter et mislykket selvmordsforsøg.
Cellokoncerten fra 1850, som med sine små 25 minutters varighed måske er bedre at betegne som et koncertstykke, er dog skrevet i en relativ lykkelig periode af Schumanns liv. Det er et grundlæggende optimistisk og lyrisk stykke musik, hvor celloen ikke er et virtuost centrum for musikken, men mere orkestrets eftertænksomme samtalepartner.
Aftenens russiske solist, Boris Andrianov, havde især held med at formidle de mere syngende og lyriske passager i værket. Især i formidlingen af koncertens meget sangbare hovedtema og den korte midterdel af værket gav det pote. I de mere kraftfulde passager af koncerten savnede jeg måske lidt mere pondus og vildskab fra russerens side til at matche orkestrets klang.
At han kunne spille med både vildskab, kraft og virtuositet – og synge – demonstrerede Andrianov dog til fulde med ekstranummeret Lamentatio af den italienske komponist Giovanni Sollima, som virkelig også gik rent ind hos aftenens publikum. Dette punktum for 1. halvleg af koncerten løftede stemningen og forventningen til 2. halvleg – Beethovens Eroica-symfoni.
Beethoven med saft og kraft
Allerede fra første sekund stod det klart, at Dmitry Matvienko havde et helt særligt ærinde med Beethovens 3. symfoni. Med et attacca-slag, der i hvert fald overrumplede en god del af aftenens publikum, satte Matvienko således gang i en både spændstig, energisk og vital fortolkning af Beethovens store 3. symfoni, der altså også bærer tilnavnet ”Eroica” – heltesymfonien.
Oprindeligt dedikerede Beethoven symfonien til Napoleon, som Beethoven i udgangspunktet så som en repræsentant for et nyt og revolutionerende budskab om frihed, lighed og broderskab. Da Napoleon kronede sig selv som kejser stregede Beethoven bogstaveligt talt dedikationen godt og grundigt ud, men det optimistiske budskab og den gode livsbekræftende energi stod tilbage. Særligt i symfoniens to ydersatser og i scherzoen.
Orkestret gjorde som helhed en virkelig god figur med bragende gode soli, men et personligt højdepunkt for undertegnede var dog hornspillet i scherzo-satsen, som jeg sjældent har hørt spillet med så stort schwung og god hornklang
Som en undtagelse står selvfølgelig 2. satsens sørgemarch. Her gør romantikkens fokus på hvad der rører sig i det indre for alvor sit indtog i Beethovens symfoniske værk. Det er et drama, som Matvienkos og Aarhus Symfoniorkesters udgave fuldt ud formidlede, hvor tragisk opgivelse og heroisk kamp for overlevelse skiftevis kæmper om overtaget.
Rent biografisk er det omtrent på dette tidspunkt i Beethovens liv, at det går op for ham, at han uigenkaldeligt er ved at miste hørelsen, og det er svært ikke at tolke disse livbegivenheder ind i musikken og den eksistentielle kamp mellem opgivelse og trodsig eller heltemodig ja-sigen til livet, som altså på en måde lader sig høre i musikken. Især når den spilles med den nerve og intensitet, som Matvienko og Aarhus-symfonikerne lagde for dagen.
Orkestret gjorde som helhed en virkelig god figur med bragende gode soli, men et personligt højdepunkt for undertegnede var dog hornspillet i scherzo-satsen, som jeg sjældent har hørt spillet med så stort schwung og god hornklang.
I symfoniens finalesats er det legebarnet Beethoven, der er på banen, når der leges med simple motiver, hvor instrumentgrupperne nærmest kommenterer og vrænger af hinanden, men hvor der også leges med mere alvorlige sager som fugaformen. Og midt i alt det legesyge, så bobler der både lyriske passager og triumferende blæserpassager frem, og alting samler sig i hvad der kun kan betegnes som en stor livsbekræftende hyldest til mennesket, friheden og broderskabet.
Eller det var i hvert fald der Aarhus Symfoniorkester og Dmitry Matvienko sendte mig hen med deres udgave af Beethoven, der bød på netop den saft og kraft, den energi og ultimative livsglæde, som gør, at man igen og igen kan vende tilbage til Beethoven og hans symfoniske urkraft.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og