TEATER // ANMELDELSE – Aarhus Teater har lavet et lille teatermesterværk ud af film- og bogklassikeren A Clockwork Orange. Med en stram iscenesættelse, fantasifuld scenografi, eminent skuespil og en helt unik tekst smelter det hele sammen og rammer et ekstremt højt niveau, så historien om den voldelige teenager Alex, der bliver tilrettet af regeringens forbedringsprogram, fremstår som et moderne nutidsdrama om frihed og ansvar.
”Og jeg glanede mine hjerner og hjerter. For jeg følte sådan en betragtelig plads i verden.
Jeg stirrede Kims flammende litso eller ansigt ihærdighed.
Og jeg gloede Bums ildevarslende rot, altså mund, og gummerne og gubberne eller læberne, og jeg tænkte ved mig selv: Vi kan lissom trække vejret nu her sammen.
Vi kan kradse hul i tandløse samtids tandkød. Nu roder vi bod på øl det smuds og får lidt luft.”
(Alex i A Clockwork Orange)
Det er altid lidt, som at gå på gløder, når man skal i teatret og se en adaption indenfor en vilkårlig rækkefølge af konceptet fra bog-til eller film-til teater. Nogle gange lykkedes adaptionen med stor succes. Andre gange bliver det en pinsel at sidde i et teaterrum, og se en yndlings bog eller film blive flået til ukendelighed. Det ligner dog et koncept som teatercheferne er glade for.
Udover A Clockwork Orange kan man, her efter Corona genåbningen, blandt andet se adaptioner som Charlie og Chokoladefabrikken (Aarhus Teater Store Scene), Hobbitten (Dyrehaven, Det Kongelige Teater) og Ebberød Bank (Det Kongelige Teater). What’s not to like, som økonomifolkene formentlige siger på teatrene.
Ifølge Alex er ondskab den mest naturlige tilstand for alle mennesker. Ved at være ond, bliver han et helt menneske
Nå, men det var et lille sidespring, som A Clockwork Orange har så mange af. For forestillingen på STUDIO-scenen på Aarhus Teater får gjort min frygt for at gå hjem på pinefulde, rødglødende fødder til skamme.
Det også selvom de fleste kender historien, som den engelske forfatter Anthony Burgess skrev i 1962, og instruktøren Stanley Kubrick gjorde udødelig med sin filmatisering i 1971. Efter filmpremieren blev Kubrick kritiseret for udpensle volden og få den til at fremstå æstetisk ved at bruge klassisk musik som underlægning til ekstremt voldelige scener.
Historien om historien
Kogt ned så handler A Clockwork Orange Alex DeLarge, der er fanget og splittet mellem friheden (druks, sex, vold) og det undertrykkende samfund. Ifølge Alex er ondskab den mest naturlige tilstand for alle mennesker. Ved at være ond, bliver han et helt menneske. Som hovedperson er han på én og samme tid både ond og spændende. Alex er symbolet på de mennesker, som samfundet forsøger at ensrette. De anderledes tænkende, provokerende og alternative typer. Sammen med sin gruppe trodser han normer og systemer og vælger sin egen vej.
En forbrydelse går galt, vennerne forråder ham, så Alex ender i fængsel. To år efter at være blevet fængslet bliver Alex udvalgt til at følge regeringens “forbedringsprogram”, der hjernevasker Alex, så han kan blive en normal, tilpasset samfundsborger.
Hun debuterer som instruktør, men har samtidig stået for scenografien og kostumerne (der er hendes oprindelige uddannelse)
Det er historien om individet over for systemet. Det gode over for det onde. De unge over for de gamle. Den frie vilje over for pålagte normer og regler.
Er regeringen en morder, hvis den myrder en morder, lyder det retoriske spørgsmål i slutningen af A Clockwork Orange. Svaret er et rungende JA! Anthony Burgess søger hele tiden sit svar i spændingsfeltet mellem fri vilje og socialt ansvar, og spørger, hvor langt staten skal og må påvirke den individuelle frihed, og om moral er medfødt eller tillært.
Er det bedre for en mand at have valgt det onde end at have pålagt ham det gode?
Sublim hele-tre-ting debut
Iscenesættelsen er lagt i hænderne på Aarhus Teaters huskunstner Nathalie Mellbye. Hun debuterer som instruktør, men har samtidig stået for scenografien og kostumerne (der er hendes oprindelige uddannelse).
Og hvilken debut, hvilken tretrins raket. Hele scene- og publikumsrummet på STUDIO er dekoreret som vægmalerier i en kirke, hvor ældre symboler blander sig med tags og graffiti. Kostumerne (se fotos) er formentlig inspireret af Kubricks film, hvor klovnedragter, parykker, masker, briller og seksuelle fetich-elementer er hovedtræk. Den lille drejescene er omdrejningspunktet for alle rum og fremstå rå, som var det et socialt boligbyggeri i Aarhus Vest.
Hvordan får man lige skåret det ned, så det matcher den forholdsvis lille STUDIO-scene og smalle økonomi?
Nathalie Mellbye har taget masser af valg. Og masser af gode valg og fravalg. Det er oftest lige så vigtigt at vælge fra i forhold til filmen og bogen som det, der er valgt til. Hver enkelt scene, hver enkelt person og hver enkelt replik er nemlig med til at drive historien frem. Nathalie Mellbye valg virker sikre og gennemtænkte og er taget i samspil med forestillingens øvrige medvirkende.
Persongalleriet er ofte et af de steder, hvor adaptioner mislykkedes. Alex er den altdominerende hovedrolle. I filmen møder han vennerne, folk på Moloko-cafeen, sine forældre, politifolk, socialrådgiveren, fængselspersonale, medfanger, indenrigsministeren, forfatteren og hans sambo, kattedamen og mange, mange flere.
Hvordan får man lige skåret det ned, så det matcher den forholdsvis lille STUDIO-scene og smalle økonomi? Nathalie Mellbye har valgt en skuespiller til at spille Alex, mens to skuespillere deler de andre roller mellem sig. Endelig er der seks sangere fra Aarhus Teaters kor, som udover at synge og være lydtæppe også fylder ud i scenerummet, som for eksempel cafe-gæster, fængselsfanger eller katte. Det et lykkedes til fulde at lave et troværdigt rum for historien og for personerne.
Nathalie Mellbyes iscenesættelse, kostumer og scenografi er genial.
For vilde skuespils præstationer
At det lykkedes så godt skyldes i høj grad de tre skuespillere.
Emil Prenter spiller Alex med en sikkerhed, en ægthed og en præcision, så publikum går med ham i alle hans facetter. Emil Prenter leverer skuespilkunst, når det er bedst, i en rolle, hvor publikum helst skal hele følelsesregistret igennem. Og det kommer vi.
De skruer op og ned og rammer præcis det niveau og de nuancer, de søger. Højt – lavt. Roligt – vildt. Følsomt – råt. Humoristisk – alvorligt
Sofia Nolsøe spiller vennen, Bum, og den nyuddannede Lasse Steen spiller den anden ven, Kim. Altså sådan i første omgang. For de to fylder som nævnt også alle de andre roller ud. De gør det til perfektion. Når få skuespillere deler for mange roller, kan man ofte miste både overblik og troværdighed i spillet. Sofia Nolsøe og Lasse Steen sætter i den grad deres særpræg på hver enkelt person.
Lasse Steen er vidunderlig og tilpas modbydelig som fængselspræsten og forfatteren. Sofie Nolsøe er morsom og ondskabsfuld som socialrådgiveren. Som Emil Prenter leverer de fra skuespilkunstens øverste hylde.
Samlet fremstår de tre nærmest som knapperne på et godt stereoanlæg. De skruer op og ned og rammer præcis det niveau og de nuancer, de søger. Højt – lavt. Roligt – vildt. Følsomt – råt. Humoristisk – alvorligt.
De guider publikum gennem historien med en helt utrolig sikkerhed. Og som om det ikke var nok. De tre spiller også instrumenter, og Lasse Steen har komponeret flere numre til forestillingen, som de tre i fællesskab har pudset af.
Emil Prenter, Sofia Nolsøe og Lasse Steen skuespil er genialt.
Den vilde og præcise sproglige dramatisering
Intet skuespil uden ord. Forfatteren Bjørn Rasmussen har ny-dramatiseret teksten i A Clockwork Orange. Teksten er ganske enkelt enestående.
Mit Hjerte er en frugt
Dryp dryp dryp
Mit hjerte er et ur, der tikker
Tik tak tik
Suk som en slikkepind
Mit hjerte klikker taktfast denne sætning
Det virker som om Bjørn Rasmussen har haft hvert enkelt ord i munden, tygget på det, smagt det igen og igen for til sidste at finde det rigtige ord i den givne sætning
Teksten og ordene er det svære ved A Clockwork Orange. Det ene øjeblik taler Alex og hans venner, Bum og Kim, et nærmeste uforståeligt, stiliseret slang for teenagere. De unge kan det næste øjeblik udtrykke sig poetisk og lyrisk. I andre replikker findes højder og præcision, som var det et værk af Shakespeare, for så det næste øjeblik at slå over i et politisk- og embedsmandsagtigt sprog.
Det er sjældent, jeg har oplevet en dramatisering så oprigtig, fantasifuld og præcis som denne. Det virker som om Bjørn Rasmussen har haft hvert enkelt ord i munden, tygget på det, smagt det igen og igen for til sidste at finde det rigtige ord i den givne sætning. Bjørn Rasmussen, der i 2011 bragede igennem med romanen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, har før lavet teater. Denne dramatisering er smør for øregang og sjæl.
Bjørn Rasmussens dramatisering er genial.
Lad mig slutte med et citat:
”Hvis han kun kan gøre godt eller kun gøre ondt, så er han en clockwork orange, hvilket betyder, at han ser ud som en organisme, der er dejlig med farve og saft, men faktisk kun er et urværk, der skal afvikles af Gud eller Djævelen.”
Tak til Aarhus Teater for genialt teater.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF OLE BLEGVAD HER
Foto: Anna Marín Schram
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
