MANIFEST: I september deltog debattør Esben Søvang Maaløe i tre dages københavnsk modstandskamp med underklassen og en lang række af velfærdssamfundets varme hænder – de to grupperinger i Danmark, der for tiden har den mest tvivlsomme fornøjelse af den velfærdsudhuling, som “tørre talknusere med allerede udaterede økonomiske teorier mener er en absolut nødvendighed. Også selvom nationen under et faktisk aldrig har været mere velhavende”. POV International bringer hans beretning i en miniserie på tre dele. Dette er den første del, og den optimistiske konklusion står øverst: Det rør på sig.
De agterudsejlede, dem arbejdsmarkedet ikke kan rumme, de syge, de nedslidte og de forarmede er færdige med at skamme sig over deres forhold. De har forstået, at der skal sammenhold og handling til, før de lammende forringelser af de mest udsatte borgeres forhold bliver taget af bordet igen. Og hvor stort set alle andre grupperinger i samfundet har etablerede organisationer, der taler deres sag, findes der faktisk endnu ikke noget tilsvarende for kontanthjælpsmodtageren.
Men som det gamle ordsprog siger: Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og nu rør det på sig i underklassen. De organiserer sig og går til modstand. De vedtagne stramninger, der ifølge flere NGO’er, tænketanke og partier vil betyde flere fattige, flere udsættelser og flere hjemløse, er åbenbart så skidt for nogen, at de for første gang er begyndt at finde sammen, både i konkrete og praktiske hjælpenetværk og i protestsammenslutninger.
Mange har opdaget, at der er flere, der har det ligesom dem selv. En gryende forståelse er ved at vinde indpas: Nemlig nej, der er ikke noget at skamme sig over! Tværtimod er der noget at kæmpe for. Det må enhver med en smule demokratisk ånd anse for positivt.
Følgelig var der også arrangementer over hele landet omkring “Sorte Onsdag” – den dag over 30.000 kontanthjælpsmodtagere med den kurante landsfaders ord fik at vide, at de nu skal klare sig for endnu ”mere mindre” end det ”mindre mindre”, de hidtil har måttet klare sig for.
Trods de triste omstændigheder var det en fornøjelse for mig at dække tre dages underklassekamp i København som nyslået reporter. Tre dage, hvor det ikke bare var i København, underklassen rørte på sig i øvrigt. Der var protester over hele landet, og jeg må på forhånd undskylde eventuelt københavneri med, at det er her jeg bor, og at jeg ikke har repræsentationskonto. Lad os gå i gang:
Dag 1: Krisemøde på Københavns Rådhus
Enhedslisten København og ungdomsorganisationen Socialistisk Ungdomsfront (SUF) havde tirsdag 13. september indkaldt til såkaldt ”krisemøde” på Københavns Rådhus.
Da jeg gik op mod den store hovedindgang, kunne jeg ikke lade være med at tænke på København i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg tænkte på det morads af fattigdom, skidne gader, dybe baggårde i fire lag, sult, druk, vold og alt for mange børn, som den tids København var præget af. En tid som vel især arbejderbevægelsen, men egentlig hele Danmark tog ved lære af, dog ikke uden at Louis Pio og hans proselytter først måtte have polititørre tæsk på Fælleden.
Jeg tænkte på min fars opvækst i ’40’erne, gadekampe mellem drengene, tørre tæsk (igen!) i skolen, hold-kæft-vær-artig-forsvind-opdragelsen, og på den franske økonom Thomas Piketty, der har vist, at uligheden i formuer – den ulighed vi nok taler en del om, men ikke gør meget ved – igen i dag har nået højderne, der kendetegnede starten af sidste århundrede.
Jeg skammer mig sådan..
Krisemødet er åbent for alle, men Facebookgrupper som Næstehjælperne, Bekæmp Fattigdom Nu og Jobcenterets Ofre er særligt inviterede. De tre fællesskaber er opstået som reaktion på, hvad medlemmerne opfatter som et systemisk overgreb på dem som individer og som gruppe.
De hjemløses organisation, SAND, er også til stede; deres medlemmer står som regel i forreste række, når rigets finanser absolut må reddes.
Mødet kan ikke kaldes en publikumsmagnet, men der er faktisk dukket en del mennesker op. Vi er nok omkring 30-40 personer. De to initiativtagere til mødet, Enhedslistens byrådsrepræsentanter Ninna Hedeager Olsen og Ulrik Kohl, er de yngste deltagere i en forsamling, hvor gennemsnitsalderen er forholdsvis høj. Det er nok ikke et tilfælde, tænker jeg: Arbejdsmarkedet har for mange været en opslidende affære, og livet i sig selv tærer på knogler og ben, og man er derfor i større risiko for at være enten uarbejdsdygtig eller uønsket på arbejdsmarkedet, når man når lidt længere op i årene.
Mødet starter med en velkomst. Derefter er det de forskellige repræsentanters tur til at fortælle om, hvad netop de ser, og hvordan de forsøger at stemme imod det massive pres, alle er enige om, at de nye regler udgør.
Ulla Curdt-Christiansen repræsenterer Næstehjælperne, en Facebookgruppe der ikke alene formulerer modstand mod reformerne i medierne, men som også koordinerer materiel, juridisk og moralsk hjælp mennesker i mellem. Et indlæg fra et nyt medlem af Næstehjælper-gruppen starter ofte noget i stil med: ”Jeg skammer mig sådan over, at måtte bede om …” Og for at imødegå den skam, og for at vise medmennesker respekt i deres nød, er det en pointe for Næstehjælperne, at anonymitet er en, ofte kærkommen, mulighed, der respekteres, så længe afsenderen er kendt af admin-gruppen.
Gruppen ser sig selv som et fristed, hvor alle helst skal kunne tale direkte og åbent om deres problemer, og hvor de, der har mulighed for at hjælpe, kan møde dem, der har hjælp behov. Allerhelst så gruppen, at der ikke var brug for den, at der ikke var brug for genopbygning, der hvor myndighederne bryder ned, men medlemsaktiviteten viser desværre noget andet: Næstehjælpernes hovedgruppe på FB tæller pt. 6045 medlemmer.
Barske nedskæringer med omfattende konsekvenser
Kim Madsen, som repræsenterer gruppen Jobcenterets Ofre, fortæller, at netværket har eksisteret siden 2014. Medlemstallet er vokset til over 3000, og Jobcentrets Ofre er i dag en egentlig forening, hvor mange betaler det årlige medlemsgebyr på 25 kr. Midlerne anvendes til administration, og gruppen forsøger at skaffe midler hos private og fonde bl.a. til advokathjælp i de mange fejlsagsbehandlinger medlemmerne oplever. Jobcentrets Ofre har taget mange initiativer til events og demonstrationer og deltog også på Folkemødet på Bornholm i år. Kim er selv svært plaget af slidgigt: Hans historie er, at Jobcenteret fuldt ud anerkendte hans tilstand, og lovede ham de ville tage hensyn til, men alligevel erklærede ham ”aktivitets-parat”.
Enhedslistens Ninna Hedeager Olsen fortæller om frustration blandt kommunalpolitikerne. De er i vid udstrækning underlagt de rammer, som regeringen udstikker, men i København forsøger man, så langt man kan, at afbøde de værste konsekvenser. Bl.a. har man en plan om at etablere ultrabillige boliger. I første omgang kan det desværre kun blive til 300. Ikke meget, når man betænker, at op mod 3500 af de 6000 borgere, der bliver ramt af Kontanthjælpsloftet i København, er i fare for at blive sat på gaden.
Steen Rosenquist fra hjemløseorganisationen SAND fortæller, hvordan Københavns Kommune nu sløjfer intet mindre end 58 millioner kroner, der var øremærket til hjemløseindsatsen. Pengene vil i stedet blive ført over i den såkaldte Satspulje. Det kommer til at betyde, at man får svært ved at planlægge blivende initiativer og vil komme til at gå hårdt ud over eksisterende tiltag som Natcafeen, natherberger og misbrugsbehandlingen, herunder især alkoholbehandlingen. Altså en række tilbud, der ifølge Steen, har bevist deres gavnlige effekt over al tvivl. ”Det her kommer til at betyde, at flere folk vil dø af kulde i vores gader”, spår han.
Glæde og afmagt
En socialpædagog, der er til stede for egen regning, fortæller om de omkostninger, det har, at skulle være frontlinjepersonale for en række bestemmelser, man dybest set selv mener, er direkte skadelige og i hvert fald ikke konstruktive. Der er ingen tvivl om, at frustrationen trives langt ind i de professionelles rækker.
Claus Jansson beretter om gruppen Bekæmp Fattigdom Nu, der ligesom de andre grupper består af alarmerede borgere. Bekæmp Fattigdom Nu har eksisteret siden 2014, og har siden da arrangeret demonstrationer og happenings i forsøg på at give modvægt til reformivrige folkevalgte. Det var bl.a. Bekæmp Fattigdom Nu, der arrangerede den såkaldte Sørgemarch og den store demonstration foran Christiansborg på Folketingets åbningsdag 4. oktober.
Stemningen ved mødet skifter i takt med de emner, der vendes, og de mentale bølgedale og -toppe indlæggene på skift fremkalder. Mismod og pessimisme afløses af åbenlys glæde ved i det mindste at foretage sig noget, for derefter atter at blive afløst af mere mørke.
Magtesløshed er nok en af de værste følelser, man som menneske kan have. Mange fortæller om befrielsen, de har oplevet, ved at opdage, at de ikke er alene; at andre har det som dem. For nu at citere Sebastians klassiker helt til ende: ”Det er helt på det rene, de har det li’som dig”.
To gange bryder en deltager i gråd. Det er hårdt at fortælle andre om, hvor urimeligt man bliver behandlet, og hvor lille og svag man kommer til at føle sig, når helt åbenlyse fysiske eller psykiske problemer, ”nuanceres”, slås hen eller slet og ret ignoreres. Men ingen synes, det er pinligt. Alle ser bekymrede ud, og de, der er tættest på, er hurtige med et trøstende greb i armen, et kram eller klap på skulderen.
Her er det ikke pinligt at være udsat, her er det i vid udstrækning et skæbnefællesskab. Ingen af de tilstedeværende virker i øvrigt, som om de lever op til Karina Pedersens (debattør, der er blevet kritiseret for at komme med usandheder) stereotype fordømmelse af underklassen som moral- og empatiløs.
Dansk forår
Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, er også til stede, og han fortæller, at han i sin tid som politisk aktiv aldrig har set folk organisere sig på den måde. Finn er ingen vårhare, så det er ord, der gør indtryk på forsamlingen. Bittersød er vel den glæde, man føler ved dog at handle i nødens stund, og minder den måde folk bruger de sociale medier til at finde hinanden på måske ikke lidt om et ”dansk forår?”
Efter mødet spørger jeg Ulrik Kohl (Enh.), hvorfor de har taget initiativet. Det er der flere grunde til. Først og fremmest mener Ulrik, at det er vigtigt at høre ”de rigtige eksperter”. Ifølge ham er det de mennesker, hvis virkelighed bliver ramt og ændret til det værre af de nye regler.
Det er også vigtigt, at tilsyneladende modkræfter indser, hvor meget de reelt har til fælles.
Studerende, folk ansat i det private, folk ansat i det offentlige, alle rammes af tiltag, der ikke er til gavn for dem, og med udhulingen af det sociale sikkerhedsnet forsvinder den tryghed, middelklassen ellers i mange år har følt ved at bo i Danmark. Så mødet er også et forsøg på at forene kræfterne på tværs af umiddelbare interesseforhold. Derudover arbejder Liste Ø også på at få arrangeret en høring på Christiansborg, hvor de, der høres, altså eksperterne, er dem, der bliver ramt af loftet.
Fakta:
- 56 procent af borgerne er ifølge en Gallup TNT-undersøgelse for Berlingske enige eller overvejende enige om, at kontanthjælpsmodtagere er i stand til at arbejde.
- Beskæftigelsesministeriet har anslået, at kun 25% af kontanthjælpsmodtagerne reelt er i stand til at tage et arbejde.
- 69 procent af borgerne er ifølge undersøgelsen enige eller overvejende enige med regeringen om, at ydelserne skal være lavere end lavtlønsjob, så det kan betale sig at arbejde.
- Ydelserne er allerede lavere end minimumslønnen. En enlig kontanthjælpsmodtager uden børn modtager det, der svarer til 65 kroner i timen, mens en forsørger på kontanthjælp modtager, hvad der svarer til 90 kroner i timen. Mindstelønnen for en ufaglært HK’er er 112 kr. i timen.
- 47 procent af borgerne ser negativt eller overvejende negativt på loftet.
- 42 procent af borgerne forholder sig positivt eller overvejende positivt til loftet.
- Rockwool Fondens Forskningsenhed har anført, at størrelsen på minimumslønnen dynamisk følger størrelsen på arbejdsløshedsoverførslerne. Hvis overførslerne bringes ned, bliver lavtlønnen således mindre over tid, ligesom lavtlønnen stiger relativt i takt med højere overførsler.
- Det er et fåtal, der ikke vil få økonomisk gevinst ved skift fra kontanthjælp til lavtlønsjob. Typisk stiger den disponible indkomst med mellem 2-3.000 kr. om måneden. Før indførelsen af kontanthjælpsloftet var der iflg. Beskæftigelsesministeriet 14.000 personer, der ikke ville opnå økonomisk gevinst på mere end 1000 kr. ved at skifte til job. Nu viser tal fra Finansministeriet, at der efter indførelsen af kontanthjælpsloftet stadig vil være 14.000, der ikke opnår mere end 1000 i økonomisk gevinst ved skifte til job.
Serien fortsætter i morgen. Redaktør: Alexander Meinertz.
Topfoto: Oktoberdemonstration mod fattigdom. Fra Facebooksiden: Bekæmp Fattigdom NU @FattigdomsKonference.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
