Der kan ikke herske megen tvivl om, at Donald Trump passer ind i den klassiske definition på en narcissist forstået som et menneske med en usund selvoptagethed, selvfølelse eller kærlighed til sig selv. De amerikanske medier har analyseret ham netop som en sådan i et år nu.
Det er ikke noget, man normalt opfatter som positivt, men ikke desto mindre er Trump mere populær end Hillary Clinton , og hans tilhængere er helt vilde med ham, hvilket står klart ved hans vælgermøder, som min POV-kollega Troels Gaihede beskrev i sidste uge, da han mødte The Donald ved et vælgermøde i Florida. Det kunne måske hænge sammen med, at narcissisme også har en positiv side.
Som amerikaneren Heinz Kohut gjorde opmærksom på i 1960’erne og 70’erne, da han reviderede de psykoanalytiske teorier om narcissisme, indeholder den såkaldte “modne narcissisme” ikke blot negative aspekter. Den kan også kan danne ”grundlaget for positive egenskaber som kreativitet, humor, visdom og evnen til at se sig selv i en større sammenhæng”. Og det er absolut egenskaber, som en kommende præsident vil stå sig godt ved at besidde.
Kohut udvidede imidlertid paletten ved også at pege på de såkaldte narcissistiske personlighedsforstyrrelser, der er karakteriseret ved, at personen bl.a. er ekstremt selvoptaget og har et umætteligt behov for at blive elsket og beundret af andre. Denne type forstyrrelse blev accepteret som en egentlig lidelse i Danmark i 1994, og her vil jeg mene, at man igen kan betragte The Donald som en klassisk tilståelsessag.
Den “modne narcissisme” har ikke blot negative aspekter. Den kan også kan danne ”grundlaget for positive egenskaber som kreativitet, humor, visdom og evnen til at se sig selv i en større sammenhæng”. Og det er jo absolut egenskaber, som en kommende præsident vil stå sig godt ved at besidde.
Så hvis man nu var Hillary Clinton og havde en dag tilbage før en afgørende præsidentdebat, der formentlig vil blive set af 100 millioner mennesker i USA og af mange flere verden over, hvad skulle man så gøre? Trumps debattaktik virkede fantastisk effektivt under det republikanske primærvalg, hvor han tilintetgjorde hver og en af sine 16 modstandere med en kombination af hån, skældsord, omfavnelse og ignorering.
Til gengæld stod han imidlertid aldrig over for blot en enkelt modstander og en moderator.
Keith Campbell, der har skrevet flere bøger om narcissisme – senest The Narcissism Epidemic – og som er professor i psykologi ved the University of Georgia, har skrevet en fantastisk artikel på netmediet the Daily Beast med titlen “Sådan besejrer man en narcissist”. Han tager også udgangspunkt i, at den narcissistiske leder har en ”mørk side” og en ”lys side”. Opgaven for Clinton er at få den mørke frem.
Narcissistens ønskedrøm: en kæmpestor offentlig debat
Som Campbell skriver, er narcissisme ”et tveægget sværd”, især når det gælder mennesker i lederstillinger, med den “lyse side”, der vises som dristighed, karisma og styrke, og den “mørke side”, der optræder som “hybris, demagogi og uetisk adfærd”.
”De lyse og mørke sider af narcissisme involverer ofte de samme egenskaber. Dristighed og selvtillid er inspirerende, men kan føre til risikable og dårligt gennemtænkte handlinger. Aggression og magt er afskrækkende, når egenskaberne synes ukontrollerede, men attraktive når de kanaliseres hen imod konfrontationen af et stort problem”, påpeger han.
Konteksten er også vigtig, når vi som vælgere skal forholde os til, hvorvidt vi kunne have brug for en narcissistisk leder. For når tiderne er farlige eller usikre, ønsker vælgerne sig ofte stærke narcissistiske ledere til at ”vejlede os i sikkerhed”, mens vi i gode tider ifølge Campbell hellere vil have ”management-fokuserede ledere til at holde tingene kørende”.
En af narcissistens stærkeste sider er netop den offentlige debat. En debat som den i aften (tirsdag morgen kl. 03 dansk tid) vil anbringe det narcissistiske individ i spotlyset og i centrum – som genstand for enorm opmærksomhed. Debatter mellem to mennesker er også en konkurrence, hvor debattøren får mulighed for at fremvise sine ypperste evner – og forhåbentlig besejre en rival. ”Mens mange mennesker ville blive mast af forventningens pres fra et live publikum, synes narcissister at klare sig bedre”, påpeger Campbell.
Trump har også mesterligt formået at spille på buhen og tilråb fra publikum. Men det virkemiddel kan han imidlertid ikke tage i brug mandag aften, for publikum deltager under løfter og strenge instrukser om at være stille under debatten – en faktor, som nogle iagttagere mener vil være et særskilt problem for Trump, der ofte henter styrke i applaus fra mængden.
I mandagens debat mellem Trump og Clinton vil han ”ønske at maksimere sin narcissistiske lyse side (styrke, karisma, energi, dristighed) og skjule sin mørke side (afstumpethed, fjendtlighed, ustabilitet)”, understreger Campbell, der også siger, at Clinton vil have det stik modsatte mål: ”Hun vil ønske at skrælle Trumps lyse side af og afsløre hans narcissistiske mørke side. Snarere end at se en stærk, visionær fighter, vil Clinton ønske at vise publikum, at Trump i virkeligheden er en smålig, ustabil, selvoptaget bølle”.
Men det er jo lettere sagt end gjort. Hvordan gør man så det?
Trumps strategi: tilbyd ro og ledelse i en kaotisk verden – undgå detaljer
Lad os først se på, hvad Trump vil gøre. Ifølge Campbell vil han forfølge fire specifikke strategier:
1. Trump vil præsentere et bredt og favnende budskab snarere end at fokusere på detaljer. Han vil også fremhæve behovet for handling i stedet for analyse, som Clinton tenderer mod at tilbyde. Trumps budskab vil hermed fremme ham selv og fokusere på hans status og succes.
2. Dernæst vil han aflede enhver kritik, han måtte blive udsat for. Sådan gør narcissister altid med negativ feedback, der bliver afvist som ”en anden persons skyld” eller som ”ligegyldig”. Ofte vil narcissisten angribe den person, der præsenterer kritikken, som Trump f.eks. gjorde under primærvalget, da Fox News’ studievært Megyn Kelly stillede kritiske spørgsmål om hans holdning til og sprogbrug om kvinder. Trump valgte at angribe hende og kalde hende en dårlig journalist, der burde tage på ferie.
3. Trump vil også gøre meget ud af at fremstille USA og verden som præget af ustabilitet og kaos. Stærke, narcissistiske ledere er nemlig efterspurgte, når der er krise. Så det er i Trumps interesse med en farlig og kaotisk verden – og at fremstille et USA, hvor de store byer er præget af oprør og fyldt med demonstrationer og vold og uroligheder. Det vil de seneste ugers mindre terrorangreb i New York, New Jersey og voldelige episoder i flere andre amerikanske byer netop sørge for som en mulighed.
4. Endelig vil Trump sandsynligvis også prøve at ”tilføje noget varme og omsorg til sit budskab især rettet mod kvinder og børn,” anfører Campbell. Så han kan neddæmpe frygten hos de vælgere, der mistænker ham for at være ”en farlig demagog”. I stedet vil det fremstille ham som en ”omsorgsfuld, men stærk leder …, der vil sætte hårdt ind mod de onde”, men være empatisk og blød over for kvinder og børn. Alt i alt vil han forsøge at fremstå som ”en dominerende, stærk vinder”.
Så hvordan skal Clinton så afsløre og imødegå Trumps strategi? Her er Campbells bud på, hvordan den demokratiske kandidat kan vise publikum sin modstanders narcissistiske “mørke side”.
Clintons strategi: afslør overdrivelser, tal politik og prøv med en rose
1. ”Den mest enkle måde at bringe det værste frem i en narcissistisk person er gennem en direkte trussel mod dennes ego: Sig “du er ikke så god” eller “det kan du slet ikke gøre”. Narcissisme plus ego er en trussel, der ofte fremkalder vrede og aggression, og som gør, at narcissisten kommer til at se ustabil, barnlig, eller bølleagtig ud”, indleder Campbell, der siger, at vi har set det under primærvalget, bl.a. da Trump langede ud efter forældrene til en dræbt krigshelt (det gik ikke så godt).
2. ”Hvis jeg var Team Clinton, vil jeg scanne gennem Twitter og oprette en database over alle de trusler, der har bragt Trump ud af balance. Jeg ville destillere dem ned til en eller to centrale egobaserede trusler og derefter strø dem ud over hele debatten. Målet er at få Trump til at fremstå som ude af kontrol og som vred ”, siger Campbell, der også understreger, at det ideelle for Clinton er, at få sin modstander til at “slå ned på nogen, der ser svage eller usikre ud. For ”alle elsker en fighter (det er den lyse side), mens alle omvendt hader en bølle (den mørke side).”
3. En anden taktik, som Clinton kan anvende, er at fokusere på politiske detaljer frem for visioner. Det er Trump notorisk dårlig til, og hvis han klokker i det, vil han ikke fremstå som en leder.
4. Fokus på USA’s nuværende økonomiske vækst og stabilitet ville være en tredje god taktik. Og det er fordi vælgernes ønske om en dominerende, modig, narcissistisk leder ikke er særlig udtalt, hvis vælgerne vurderer, at samfundet har brug for stabilitet og kompetence. ”Så vil de ønske sig en erfaren insider ved rattet i stedet for en uprøvet outsider”, påpeger professoren. Endelig, hvis Clinton ønsker at forsøge sig med, hvad Campbell kalder ”lidt risikabelt psykologisk jiu-jitsu”, så kunne hun bringe Trump ud af balance gennem smiger. Hvis hun komplimenterer Trump, vil han blive forvirret. Trump elsker nemlig komplimenter næsten lige så meget som han ikke kan lide kritik – men det vil han ikke forvente fra Clinton, påpeger Campbell.
Trump er en politisk Godzilla
Ovenstående bud på taktik er noget af det bedste, jeg har læst i den amerikanske presse i de seneste par uger. Og det er fordi professor Campbell for det første bruger en forskningsbaseret strategi, der er afprøvet i praksis gennem forsøg. Og fordi det også er min overbevisning, at Trump er så aparte en kandidat – og så utraditionel – at man ikke kan slå ham ved at anvende politisk metodologi. Trump er så langt fra business as usual, at der skal nye boller på suppen. Så psykologi og fokus på form frem for politisk indhold, kunne være et godt bud.
For som Campbell sluttelig siger, kan man måske bedst forstå Trump som en politisk Godzilla – monstret fra storfilmen om Mothra vs. Godzilla:
”Vi elsker Godzilla, når Mothra angriber, fordi vi ved, at Godzilla er det rigtige monster, der kan frelse os; men vi hader Godzilla, når han lader sin flammeånde udrydde svage mennesker og destruere storbyer; når først roen er genoprettet, vil vi have Godzilla sikkert tilbage på tv-skærmen eller filmlærredet, hvor det kun handler om underholdning”.
Og det er utvivlsomt sandt, at mange amerikanere – ca. halvdelen af befolkningen – ville drage et lettelsens suk, hvis realitystjernen ville forsvinde fra amerikansk politik og vende tilbage til underholdningsbranchen. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er for sent. Om den anden halvdel – dem der lige nu er fristet af Trump – netop mener, at tiderne er så onde, ustabile og usikre, at det, USA og verden netop har brug for, rent faktisk er et stort stærkt monster. Tirsdag morgen ved vi, om Clinton har lyttet til Campbell. Det siges i kulisserne, at hun rent faktisk har hyret en ekspert i narcissisme. Blot ved vi ikke, hvem det er.
Holder du af det jeg skriver? POV International lønner ikke sine bloggere. Så hvis du har lyst, kan du donere direkte til mit arbejde som chefredaktør og skribent efter endt læsning. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Vi stoler på læsernes dømmekraft. Jeg modtager donationer direkte via Mobile Pay: 93 85 05 85
Topfoto: Wikipedia.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her