Kan du ikke se stjernen?

Synnøve Søe 21.09.2016

Smitter selvmord, det er bare dét, jeg gerne vil vide …

Selvmord. Når dét ord ikke er en trussel længere. Når det ikke længere kun er et forsøg, endnu et, men alt for meget alvor. For to år siden stod jeg ved min drengeven, Christians kiste og skulle sige et eller andet, der gav mening for hans unge børn, hans øvrige familie, venner og kollegaer.

Jeg havde tænkt, skrevet ned og forberedt mig i flere uger på hvad jeg ville sige i kirken til bisættelsen. Imens var min ven – eller rettere hans lig – på Retsmedicinsk Institut i København for at få taget alle de prøver, der nu skal tages for at slå fast, hvad dødsårsagen var.

Jeg sad på kirkebænken ved siden af Bjørn; han, jeg, Christians mor og Christian havde holdt juleaften sammen to en halv måned tidligere, og det var familien, der havde set noget, jeg havde skrevet til Christian, som havde spurgt, om jeg ville tale efter præsten. Christians pårørende og venner i alle aldre fyldte Nexø Kirke, en stor, broget, elskende og forstenet flok.

Der var hans børns klassekammerater, som havde fået fri fra skole, deres lærere, studiekammerater, håndværkerkollegaer, kunstnerkollegaer, mennesker fra alle hjørner, kroge, fra top og bund og kældre og trendy cafeer. De sørgende var kommet i god tid og en del fik ikke en siddeplads men måtte stå, hvor de nu kunne.

Præsten var færdig med at tale, han nikkede venligt og sørgmodigt til mig. Han var også en af Christians nære venner. Jeg rejste mig, familievennen Bjørn gav min arm et klem og jeg gik de få skridt op til kisten.

Der lå en enorm krans af drivtømmer foran kisten, den var samlet så kærligt og omsorgsfuldt af nære venner. Drivtømmer var det ”materiale”, der optog Christian allermest, mens han levede og fra at samle det ”vaskede” træ op for sjov rundt omkring på Bornholms hvide strande, men mest syd på øen i Snogebæk, blev drivtømmeret hans kunstneriske udtryk. Nu lå kransen der. Lavet af nogen andre.

Jeg græd ikke. Jeg bad. Bad for alle, der havde mistet Christian, hans børn især, jeg bad også for mit eget liv for jeg måtte have svar på det truende spørgsmål, der for skærende rundt i lysende neon inden i mig: Kære Gud, please svar mig, smitter det? Smitter selvmord?

Jeg stod lidt og så på kisten med mine papirer i hånden. Det eneste, jeg havde lyst til at sige, men det stod ingen steder i det jeg havde skrevet, var et spørgsmål: Smitter selvmord?

Jeg dør en lille smule

for hvert sekund, der går

jeg bærer døden med mig

igennem livets år.

En nat, måske en martsnat,

så mild af regn og tø,

skal jeg gå bort i mørket

og holde op at dø.

Grethe Risbjerg Thomsen (f.1925-2009).

Lis Damm, Måske en Martsnat (“Knogler & Ben”):

Christian døde ikke en martsnat, men en marts eftermiddag i 2014. Han satte ild til sit byhus på Bornholm, 54 år gammel. Det var søndag, og der var stille i Nexø med forårssol, børn der spillede fodbold oppe på Stadion, andre der gik tur på havnen, men de fleste brugte eftermiddagen på at rydde op i haven efter vinteren.

Pludselig var Brogade, en ensrettet gade der fører op til Torvet midt i Nexø, fyldt med brandbiler, ambulancer og nysgerrige teenagedrenge på cykler. Jeg véd, at de drenge på cyklerne var der, for en af dem var min egen søn, han har kendt Christian, siden han var knapt to år gammel, og Romeo ringede til mig den søndag eftermiddag. Jeg får stadig kvalme, når jeg alt for ofte ”spiller båndet inden i mit hoved”, og kan høre min da 16-årige drengs alt for kontrollerede stemme.

”Mor…”

”Ja, skat…?”

”Tag det roligt, Mor, jeg vil ha’, at du skal ta’ det roligt, ikke?”

Jeg kunne høre at der var noget rivende galt. Jeg sad og spillede kort med en veninde, da Romeo ringede.

”Hvad er der, Romeo…? Hvad er der sket?”

”Mor, Christian han…”

Jeg sad hele marts natten mellem søndag og mandag, efter at min søn havde fortalt mig om Christians død i min lejlighed i Aarsdale, et lille fiskerleje på Bornholm. I favnen havde jeg et kæmpe kors, som jeg vuggede frem og tilbage, som om korset var et lille barn. Jeg græd ikke. Jeg bad. Bad for alle, der havde mistet Christian, hans børn især, jeg bad også for mit eget liv for jeg måtte have svar på det truende spørgsmål, der for skærende rundt i lysende neon inden i mig: Kære Gud, please svar mig, smitter det? Smitter selvmord?

Godt to år efter Christians selvmord sidder jeg på en café på Banegårdspladsen i Aarhus, i byen hvor jeg bor nu, og ser på nogen fantastiske fotografier. Et af billederne bliver jeg ved med at vende tilbage til, det er det, I kan se der ”bærer” denne historie øverst oppe på siden.

Det mørkeblå næsten sorte fotografi er taget af den talentfulde og kun 19-årige indiske fotograf, Sohail Singh. Han har kun været i Danmark i ganske kort tid og går på Journalisthøjskolen i Aarhus. Billedet, jeg er standset op ved og vendt tilbage til flere gange, tog Sohail Singh af nattehimlen i Punjab, lige da han havde modtaget legatet (et scholarship for “Outstanding Photography” med alt betalt) til at videreuddanne sig i Aarhus i fem måneder.

Sohail og jeg mødtes tilfældigt til en koncert fornylig. Jeg er vild med fotografier og ville gerne se hans arbejde, tanker og ideer, og efter at jeg havde mødt ham, kontaktede jeg hans lektor på Journalisthøjskolen, Mads Greve, der selv er en anerkendt fotograf.

”Jeg er overrasket over, at så ung en fotograf har så stærkt et billedsprog. Sohail har jo ikke været min elev så længe, men jeg er meget spændt på hans udvikling, han har virkelig talent,” siger Mads Greve.

Så nu sidder vi her på cafeen, Sohail og jeg, og ser på hans billeder.

“Jeg er så betaget af det her billede, men jeg ved ikke hvorfor, det er jo bare et mørkeblåt næsten sort billede…” siger jeg og ser på fotografiet igen.

“Kan du ikke se stjernen?”

“Stjernen? Nej, for mig er det bare mørkt og helt sort.…”

”Sådan er det jo nogen gange,” siger Sohail og ser stille på mig.

Foto: Sohail Singh.

POV International betaler ikke sine skribenter. Hvis du er glad for Synnøve Søes artikler og vil donere et beløb, stort eller lille, det bestemmer du selv, til hendes arbejde er hendes Mobile Pay: 2868 9830

Grethe Risbjerg Thomsens (f.1925-2009) tekst bringes med tilladelse af rettighedsindehaverne.