SEIKATSU – japansk hverdag: Forandringer er ved at ske ude omkring i Japans mange smukke rismarker. Men indtil videre uden store reformer og politiske beslutninger. Blot fordi tiden går, og den ene generation er ved at overtage efter den anden.
Da jeg første gang kom til Japan for over 30 år siden, lå der stadig rismarker dybt inde i centrum af Tokyo. Det var en del af det overrumplende ved at møde Japan. Charmen ved Japan, om man vil. Mange, såvel japanere som udlændinge, savner i dag dette skue.
En kombination af skatteregler, støtteordninger og zonelovgivning betød dengang, at det kunne betale sig. Landbruget havde jo stor magt. Landmændenes stemmer vejede tungt ved valgene til underhus og overhus – og det gør de egentlig stadig.
I dag er reglerne for, hvad der er byzone, og hvad der ikke er, imidlertid blevet skærpet. I dag ville en mand, som ejer et firkantet stykke land tæt ved bymidten, og som ikke umiddelbart har råd til at bygge noget på det, i stedet udleje det som parkeringsplads for kvarterets øvrige beboere. Det vil han kunne tjene mere ved.
Det vidunderlige Japan
Nu om dage skal man langt ud i forstæderne, før man finder de nærmeste rismarker. Men risdyrkning er stadig et erhverv, som foregår i et beskyttet værksted. Mange af de idylliske små firkantede rismarker, man ser, når man kører i tog gennem by og land, er passet af konen derhjemme, mens manden har fuldtidsarbejde et andet sted.
Det kan lade sig gøre, fordi familien får et fast beløb i statsstøtte pr.dyrket hektar ganske uanset udbyttet. Ikke just et system, som fremmer produktiviteten og de japanske risdyrkeres konkurrencedygtighed på verdensmarkedet.
Når man rejser gennem Japan, er udstrakte arealer med rismarker en del af synet af “det vidunderlige Japan”, som premierminister Shinzo Abe nostalgisk skriver om. Det japanske kulturlandskab med rismarker, spredte gårde med tegltage, skovklædte bjerge i baggrunden og fra tid til anden en adstadig flod, som løber gennem en dal, er uendeligt smukt og fotogent på den pittoreske måde. Man bliver aldrig træt af at rejse gennem Japan og se ud af vinduet.
Men hvis man kigger nærmere efter, så studser man over, at de enkelte marker er så små, som de er. Kan det virkelig betale sig? Og man begynder at lægge mærke til de mange krogede rygge blandt de landmænd og landmandskoner, som passer markerne. Der er næppe nogen under 65 i miles omkreds. Hvor længe kan det fortsætte?
Fire gange verdensmarkedsprisen
Det er politisk vigtigt for Japan at holde risdyrkningen i sving inden for den nuværende struktur. Landmændene bliver ældre, men de er relativt mange, og i modsætning til unge mennesker i byerne, så stemmer de altid ved valgene. Og de lokale landbrugskooperativer er i lokalsamfundet tæt forbundet med områdets politikere på tinge, næsten uanset hvilket parti de repræsenterer.
Derfor har Japan mange gange gjort forhandlinger omkring Stillehavets planlagte frihandels-organisation, TPP, endnu mere komplicerede, end de var i forvejen, fordi Japan netop ikke ønsker frihandel for ris. Der er bred politisk enighed om til det sidste at beskytte det japanske rismarked mod konkurrence udefra, og japanske forbrugere betaler hjertens gerne fire gange verdensmarkedsprisen for at være sikre på, at det er japansk ris, de køber i supermarkedet.
De gamle mennesker, som passer langt de fleste af Japans rismarker, har adgang til de mest optimale rissorter, og de kan hente de mest moderne udplantnings- og høstmaskiner nede i landbrugskooperativet. De ville mange steder sagtens kunne høste to gange om året, men de gør det sjældent. De orker det ikke, hvilket er forståeligt i deres alder, og i sidste ende er det lige så meget hektar-støtten som den solgte ris, de lever af.
Forandringer på vej
Det er imidlertid åbenlyst, at denne situation af simple demografiske årsager ikke kan fortsætte ret meget længere. I dag ligger flere og flere rismarker øde. Rismarker forsvinder – ikke kun inde i byerne, men også ude på landet.
De gamle ejere er døde eller blevet for gamle til at passe dem. Nogle marker ligger brak, men gradvist overtages andre marker i hvert fald nogle steder af yngre risdyrkere, som lægger dem sammen og forsøger at starte en mere moderne produktion.
Så jo, forandringer er ved at ske ude omkring i Japans mange smukke rismarker.
Men indtil videre uden store reformer og politiske beslutninger. Blot fordi tiden går, og den ene generation er ved at overtage efter den anden.
Ikke fordi visionære politikere omsider gennemfører de liberale reformer, som kritiske økonomer har argumenteret for i årevis. Men simpelt hen fordi så mange af de gamle risdyrkere dør og går på pension, at det ikke længere giver den samme mening at opretholde de subsidier og kunstige priser, som i årevis har holdt dem i live i erhvervet.
Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere til mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
Foto: Asger Røjle
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her