De sociale medier er blevet et mekka for mennesker, der ikke kan styre deres følelser og derudover har et behov for at udstille disse. Som var det det mest naturlige i verden delagtiggør vi alle i vores sårbarhed, bekymringer, had eller frustrationer i en ufiltreret og for debatmiljøet usund grad. Mange reagerer ikke længere på indholdet af det, de læser men på det, som læsningen gør ved dem. Bliver jeg stødt eller sur over det, som andre skriver, må jeg kalde dem, hvad jeg vil
Der tales meget om omgangstonen på Facebook og andre sociale medier. Men tonen er skabt af vores egen manglende evne til at kunne kontrollere vores følelser. Vil du bidrage til en anden tone, må du hele tiden være opmærksom på ikke at blive voldtaget af dine følelser. At være i sine følelsers vold forplumrer nemlig enhver dialog eller debat. At være i sine følelsers vold forplumrer enhver dialog eller debat. Det gælder ikke kun vrede og had, men ligesåvel når man bliver såret eller mismodig. Følelserne er den støj, der forstyrrer ethvert budskab.
Mangel på selvkontrol, hvor følelserne flagrer uhæmmet, kan også komme til at ramme afsenderen utilsigtet hårdt. Og forstår man dette, vil man til gengæld i højere grad kunne skrive oplæg, der ikke trigger had eller vrede. Omvendt må vi som modtager af ethvert budskab også i videst muligt omfang sørge for, at det er vores tænkende og reflekterende hjerne, der læser teksten og ikke den følende.
Alt det som irriterer, provokerer eller sårer dig er en projektion. Det vil sige, at budskabet kan aktivere nogle følelser eller reaktioner, du genkender, men som du ikke er bevidst om. Du vil typisk blive voldsomt provokeret af sundhedsapostle, fordi du inderst inde ville ønske at kunne leve på samme måde, men ikke helt formår eller har den nødvendige disciplin til det.
Hvis man er et meget kontrolleret menneske, vil man ofte blive udfordret af andres manglende perfektion. Hvis du for eksempel kan mærke en kraftig irritation, næsten frustration over andres stavefejl, vægt, livsstil og rod. Her er pointen, eller projektionen, at du netop skal arbejde med den kontrol, fordi du inderst inde har et ønske om at slippe den. Du ved det bare ikke endnu.
At være i sine følelsers vold forplumrer enhver dialog eller debat. Det gælder ikke kun vrede og had, men ligesåvel når man bliver såret eller mismodig. Følelserne er den støj, der forstyrrer ethvert budskab.
Det handler ikke om at undgå følelser, men om at kunne administrere dem, så det andre gør eller siger kan passere gennem dit system. Men det kan du først, når du lever i relativ harmoni med dig selv. Kan du være i selskab med dig selv, kan du nemlig lettere være sammen med alle. Det er en del af det, vi lærer, når vi vælger at vende den anden kind til, når vi bliver slået.
Og har du allerede nu lyst til at reagere voldsomt på det, jeg skriver her, så er det nu, din læreproces starter.
Ord kan vitterligt slå ihjel
De ord vi anvender, er heller ikke bare ord men handlinger. Vi rør hinanden med ord.
Den chilenske biolog og filosof Humberto Maturana sagde, at mennesket er det eneste dyr, der kærtegner og slår ihjel med ord. Så ord skal bruges med omtanke, så de ikke skader, men flytter og udvikler mennesker til fællesskabets bedste. Enhver ytring, som udøves af andre, fremkalder en reaktion hos os. Har du ikke noget pænt at sige eller skrive om en anden person, så lad være med at skriv eller sige noget.
Man kan forholde sig til eller være nysgerrig efter, hvad ytringen betyder og hvilke intentioner, der ligger bag, frem for bare at forholde sig til det umiddelbare indhold. Meningen bor ikke i psyken eller i din personlighed, den skabes i og gennem sproget. Det betyder, at de historier, vi fortæller om os selv, produceres i sproget. Forstået på den måde, at vi taler noget frem, vi gerne vil vise. Vi bruger sproget til at vise, hvordan vi gerne vil opfattetes, ikke nødvendigvis hvordan vi er. Så det at ville stikke ud som en original kan være den ubevidste handling, der ikke handler om at mene noget andet og bare være Rasmus Modsat, men om at fremprovokere en reaktion hos andre. Det gør man for at blive set eller lagt mærke til. Dybest set udtrykker det et behov for anerkendelse.
Det vil sige, at du faktisk, når alt kommer til alt, selv vælger din vrede eller sårethed. Du kunne vælge et andet perspektiv. Men det gør du netop ikke, hvis det at være såret eller forurettet er et arbejdstema i dit liv.
De ord vi anvender, er ikke bare ord men handlinger. Vi rør hinanden med ord. Hver gang man definerer et menneske eller en situation, skærer man noget andet fra. Man fravælger noget, der også kunne siges.
De begreber, man anvender, kan også samtidig være et overgreb. Hver gang man definerer et menneske eller en situation, skærer man noget andet fra. Man fravælger noget, der også kunne siges. Enhver fortolkning er med andre ord et indgreb i verden. Det vil sige, at når du siger eller definerer noget, er det ikke sandheden, men den del af helheden, du vælger at fokusere på. Om vi eksempelvis har plads til flere flygtninge eller ikke, bestemmes for mange ikke ud fra et faktuelt eller undersøgende perspektiv, men følelser som iboende angst, had som har fulgt en siden barndommen, eller måske et uerkendt behov for egen omsorg, som så projekteres over i andre mennesker eller en konkret situation.
Følelser er noget man kigger på
Der har i vores tid været en tendens til, at vi skulle leve i vores følelser. Det er ikke så underligt og sikkert en naturlig reaktion på vores forældres tid, hvor man aldrig snakkede om følelser. Vi skulle ikke føle, men det er selvfølgelig helt ok at føle noget. Det betyder ikke nødvendigvis at vi skal belemre andre med vores følelser.
Børn der er meget udadreagerende, skal f.eks. lære at styre sig, og det skal voksne, der ikke har lært det, også. Det er en udvikling, hvor man erkender, at man har følelser og kan reflektere over dem, og hvor man når dertil, hvor man kontrollerer og styrer dem, Man skal kunne metallisere. Du skal kunne se et andet menneske indefra, og samtidig se dig selv, og ikke blande de to ting sammen.
Det er ethvert menneskes eget ansvar at udvikle sig derhen, hvor det kan understøtte og acceptere andre menneskers følelser. For de er også i en proces, selvom de ikke er bevidste om det. Du hjælper ikke et andet menneske i den proces ved at kalde dem idioter, fascister, speltmødre, racister, islamofober, pladderhumanister og hvad man ellers støder på af fordømmende ukvemsord.
Hvor meget bedre er vi selv, hvis vi fordømmer dem, som fordømmer os eller andre?
Dit næste træk gør forskellen
Vi poster ikke om os selv blot for at vise os selv frem, men for at føle os anerkendt gennem de likes, et nyt profilbillede kan give eller en opdatering eller tekst kan skabe af bekræftende eller rosende tilkendegivelser. Jo mere behov for anerkendelse du har, jo oftere vil du ændre dit billede, jo mere aktiv vil du være. Vi viser et billede af os selv, hvor vi er glade og lever det lykkelige liv. Men igen. Det er det, vi gerne vil vise, ikke sådan som ens liv nødvendigvis ser ud. Medmindre sorgen i ens liv er så stor, at vi ikke kan rumme den alene. Også her ser vi mange eksempler på, hvordan selv sorgen og døden er konstruerede og perfekte billeder af lidelse. Andre reagerer så på den lidelse, du ikke selv kan se eller vil erkende.
Når du ikke kan kontrollere dine følelser, bliver det svært at forstå og rumme, at det at være alene er et livsvilkår. Og konsekvensen bliver ofte ensomhed. Men sagen er, at vi alle må leve med at være alene og vi må selv tage ansvaret for vore valg i livet. Accepterer vi dette, er risikoen for at vi ikke bliver ensomme langt mindre.
Hvis du har noget på hjerte, så vent med at skrive det til hjernen har æltet det godt og grundigt, og teksten har hævet natten over.
Til slut, husk dette: At skrive budskaber eller modtage dem gennem sine følelser er problematisk og alle bør tænke sig rigtigt godt om, før de poster eller reagerer på opslag. At skrive eller at reagere, mens man er i følelsernes vold kommer der aldrig noget godt ud af. Alle kan se, når en tekst er gennemsyret af had, og det er det had, vi reagere på, ubevidst, og ikke en ellers udmærket tekst, man sågar måske kunne få mere forstand af.
Hvis du har noget på hjerte, så vent med at skrive det til hjernen har æltet det godt og grundigt, og teksten har hævet natten over.
Foto: Pixabay
Du kan betale for læsningen af denne blogpost ved at donere direkte til Thomas Milsted på Mobile Pay: 31418376
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her