MEDIER // KOMMENTAR – Konstruktiv journalistik er fuldt ud lige så kritisk som den klassiske journalistik. Og fordi den klassiske ikke slår til i en række sammenhænge og ofte efterlader læserne, seerne og lytterne med en forvrænget opfattelse af verden, har vi brug for at kunne supplere den med det løsningsfokuserede, siger Susanne Sayers, der peger på, at opfattelsen af begrebet i Danmark bygger på en udbredt fejlopfattelse, som man bl.a. har kunnet se i debatten omkring den nye DAB-kanal Loud. Kanalen vil blandt andet benytte sig af konstruktiv journalistik, og det har sat gang i påstande om, “at der aldrig vil komme et kritisk spørgsmål til politikerne mere. Det er noget sludder og en banalisering af en i øvrigt krævende journalistisk genre.”
Når jeg underviser de internationale journaliststuderende på DMJX i nyheder, har jeg en forelæsning om FN’s mål for 2030.
Jeg indleder den med en online-quiz, hvor de studerende skal svare på en række spørgsmål om verdens udvikling, blandt andet migration, fødselsrater, fattigdom og helbred. Det viser sig hver gang, at det store flertal giver svar, som er langt mere negative end den faktiske udvikling, der på en række områder er positiv.
Websitet Our World in Data citerer en holdningsundersøgelse foretaget af et analyseinstitut i 28 lande og med flere end 26.000 deltagere, og her svarer f.eks. 52 pct. forkert, at andelen af ekstremt fattige er vokset globalt, og størstedelen af resten vurderer, at det i hvert fald ikke er blevet bedre. Det er især befolkningen i de rigeste lande, der svarer negativt og forkert.
Det er altså ikke kun kommende journalister, der har en forskruet opfattelse af, hvordan det står til i verden. Det ser ud til at gælde det store flertal.
Den konstruktive journalistik ignorerer ikke problemer, men den rækker ud over dem og nøjes ikke med at fokusere på konflikt og uenighed
Når jeg taler med de journaliststuderende om det, spørger jeg dem, hvorfor det ser sådan ud. Og det tager dem ikke lang tid at komme med en række svar. Det dominerende er den måde, vi arbejder journalistisk på og vores særlige blik for konflikt og ‘nuhed’ – ting, der sker her og nu.
Og som Steven Pinker, den amerikansk-canadiske psykolog og bestsellerforfatter af blandt andet bogen The Better Angels of our Nature, konstaterede i et interview, jeg foretog med ham: Fremskridt sker ikke på en tilfældig tirsdag i oktober. Det gør ulykker. Vores måde at tænke nyheder på er ikke ret gode til at dække langsigtede udviklinger, hvad enten de er til det værre eller bedre. Noget, der sker hver dag, er ikke en nyhed i traditionel forstand.
Jeg mener, at det er et problem, og at det er stort. Vi efterlader mennesker med en tro på, at en negativ udvikling er uafvendelig, selv om erfaringen faktisk viser noget andet. Og da britiske BBC foretog en undersøgelse blandt brugerne for et par år siden, viste det sig, at hele 64 pct. af de unge ønskede journalistik, der også fokuserede på løsninger i stedet for bare at fortælle om problemerne.
Det kritisk konstruktive
BBC har brugt erfaringen til på en række områder at fokusere mere på løsninger. Det samme gør en række andre af de største og mest respekterede nyhedsmedier, blandt andre New York Times.
I Danmark er den såkaldte konstruktive journalistik imidlertid i strid modvind, muligvis på grund af en fejlopfattelse af, hvad den indebærer. Det er i hvert fald, hvad debatten omkring den nye DAB-kanal Loud får mig til at tro. Kanalen vil blandt andet benytte sig af konstruktiv journalistik, og det har sat gang i påstande om, at der aldrig vil komme et kritisk spørgsmål til politikerne mere.
Det er noget sludder og en banalisering af en i øvrigt krævende journalistisk genre. Den konstruktive journalistik er i sin kerne kritisk – og ofte mere kritisk end den klassiske nyhedsjournalistik, som den hyppigt bedrives for tiden. Sidstnævnte postulerer at være kritisk ved at vælge sensationelle vinkler og at have konflikten som omdrejningspunkt. Men den er for slapt researchet til at være ægte kritisk.
Konflikten lever kun, fordi man stiller mikrofon til rådighed for kilder, som er indbyrdes uenige. Så kan de få lov at diskutere, om det nu regner eller ej – uden at journalisten på et eneste tidspunkt gider at gøre sig den ulejlighed at tjekke det.
Mange danske journalisters selvforståelse er, at de er kritiske over for magthaverne, og at ethvert forsøg på at bidrage mere konstruktivt er en slags leflen for magten, og de ser konstruktive nyheder som candyfloss
I den konstruktive journalistik er problemet stadig i centrum for dækningen, men angriber det anderledes. Den traditionelle kritiske journalistik har det med at skue bagud og stille de klassiske spørgsmål (når den vel at mærke husker det): Hvad, hvornår, hvordan, hvorfor og hvem. I den konstruktive journalistik tilføjes “og hvad så fremover?”, “hvad er løsningen?”, “hvad kan vi lære af det?”
Hvor den traditionelle kritiske journalistik kan efterlade læseren/seeren/lytteren med en følelse af afmagt og uafvendelighed, forsøger den konstruktive at bidrage til, hvordan man kan være en del af løsningen, og ved at bruge de gode eksempler til at vise, at udvikling er mulig. Hvis der for eksempel kommer en rapport om integration, vil den klassiske tilgang i pressen være at fokusere på de områder, hvor det står værst til og lave en reportage derfra.
I den konstruktive udgave vil man snarere kigge på, hvor det går godt og stille spørgsmålet, hvad der får det til at fungere (bedre) der. Det gør det også muligt at spørge, hvorfor alle ikke bare gør det, der virker bedst, i stedet for at nøjes med at hænge de værste ud.
Et helt aktuelt eksempel på en konstruktiv tilgang er denne artikel fra Zetland. Hjemløshed er et problem i Danmark. Det var et problem i Finland, men er det ikke længere i nær samme grad. Hvad har finnerne gjort? Og kan vi lære noget af dem? Det ser sådan ud. Og bevæbnet med den viden kan man gå skarpere til danske politikere og andre beslutningstagere og spørge, hvorfor vi ikke har formået at løse problemet, når det tydeligvis ikke er umuligt at løse.
Den konstruktive journalistik ignorerer ikke problemer, men den rækker ud over dem og nøjes ikke med at fokusere på konflikt og uenighed.
Bør navnet skiftes ud?
Det fungerer ikke på alle historier. Der er historier, som bedst fortælles på traditionel kritisk vis (i dens grundige og saglige udgave), eller hvor forsøg på løsningsmodeller vil forekomme påklistrede og irrelevante.
Professor Klaus Meier, som er leder af Journalistuddannelsen på Catholic University Eichstaett-Ingolstadt, er en af de efterhånden mange, som har undersøgt den konstruktive journalistik og responsen på den, og han anbefaler på baggrund af sine undersøgelser, at man som journalist håndterer de positive eksempler med professionel distance for at bevare troværdigheden, ligesom positive vinkler ikke må bruges til at glatte problemer over med. Brugt tankeløst kan konstruktiv journalistik netop ende med at blive bedøvende ligegyldige happy news – ganske som postuleret kritisk journalistik kan ende som sjuskede pseudoskandaler.
Men i det samlede miks af historier kan den velovervejede konstruktive tilgang bidrage med at gøre historierne mere vedkommende og give dem mere dybde og perspektiv.
Der er flere skoler og tilgange til det konstruktive, og nogle af dem er tæt beslægtet med det, der i min studietid i slutfirserne hed ‘borgerdrevet journalistik’ og ‘public journalism’. Her er der hyppigt et mere aktivistisk element, hvor medierne også inddrager borgere og læsere i forsøget på at finde løsninger.
Det er en journalistisk dyd at vise verden, som den er. Hvis vi kun fokuserer på det negative, viser vi en lille del af virkeligheden
Skal det fungere, er det tidkrævende. Det er ikke gjort med voxpops med fem forskellige mere eller mindre tilfældige mennesker. Inputtene skal behandles journalistisk, bæres tilbage til de oprindelige kilder og beslutningstagere osv., så de bruges reelt og aktivt. Ellers er det bare et postulat.
Måske er det derfor, at forsøgene på konstruktiv journalistik ofte ender forkølet. Der er ikke den tilstrækkelige tid til det, og der er for mange misforståelser af, hvad den konstruktive journalistik kan og ikke kan, og hvad den kræver.
Når den er bedst, er den fuldt ud så benhårdt i haserne på magten som den klassisk kritiske; den er researchet i bund, den er vedholdende, og den er original, lyttende og opsøgende og efterlader publikum med en dybere forståelse af problemet, og hvordan de selv kan være med til at løse det – eller hvem de skal kræve løsninger af, hvis problemet kun kan løses med mere fundamentale systemiske ændringer.
Det kan være, at selve betegnelsen ‘konstruktiv journalistik’ er en del af forklaringen på danske journalisters skepsis. Den kan tilskrives danske Cathrine Gyldensted, som er en pioner og førende kapacitet på området, men måske har ‘konstruktiv’ fået en forkert klang, fordi vi i Danmark i mange sammenhænge forveksler konstruktiv med lalleglad positiv.
BBC har i stedet for ‘konstruktiv journalistik’ valgt at bruge benævnelsen ‘løsningsfokuseret journalistik’, og det er efter min mening mere præcist, fordi der i ordet løsning også implicit ligger, at der er et problem.
Men jeg tror ikke, at modstanden elimineres med et navneskifte. Mange danske journalisters selvforståelse er, at de er kritiske over for magthaverne, og at ethvert forsøg på at bidrage mere konstruktivt er en slags leflen for magten, og de ser konstruktive nyheder som candyfloss. Som når sidste nyhedsindslag på dagen er en fortrøstningsfuld historie om en såret tiger, der får et kunstigt ben. Eller de er bange for at blive stemplet som aktivistiske til fordel for en bestemt politisk side – hvad der også er en reel risiko, som kræver nøje overvejelser og transparens.
Det er en journalistisk dyd at vise verden, som den er. Hvis vi kun fokuserer på det negative, viser vi en lille del af virkeligheden. Og her bør den konstruktive og løsningsfokuserede tilgang være en naturlig del af vores samlede værktøjskasse
Igen: Det er ikke alle historier, som skal gribes an på den måde.
Professor Steven Pinker mener, at fokus på det negativt kritiske har rødder tilbage til oplysningstiden og senere de intellektuelle miljøer i Europa, hvor kritik af det bestående var i centrum, og hvor man blev anset for at være naiv og dårligere begavet i samtalesalonerne, hvis man var positiv, mens de kloge var pessimister. Men de bedste af dem tilbød faktisk også alternativer til det bestående, og de var med til at skabe forandringer.
Og det er en journalistisk dyd at vise verden, som den er. Hvis vi kun fokuserer på det negative, viser vi en lille del af virkeligheden. Og her bør den konstruktive og løsningsfokuserede tilgang være en naturlig del af vores samlede værktøjskasse.
Vil du gerne læse flere tekster af Susanne Sayers – så kan du klikke her. Og hvis du holder af POV, skulle du tage at abonnere – det sker øverst på sitet. Du kan også modtage POV’s gratis ugebrev POV Weekend hver fredag morgen.
Tilmeld dig POV Weekend her.
Foto: Pexels
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
