Da jeg var lille forstod jeg ikke, hvordan holocaust og folkemord kunne lade sig gøre. At så få reagerede på uhyrlighederne, der foregik lige rundt om dem. Det fatter jeg på et helt grundlæggende plan stadig ikke. Men nu, hvor voksenlivet trænger sig på, aner jeg desværre kun alt for godt, hvad baggrunden kunne være. Derfor er det tid til at træne borgermusklerne.
Da jeg var 12 år, gjorde kortfilmen The Wave et uudsletteligt indtryk på mig. Den handler om gymnasielæreren Mr. Ross, der underviser sine elever i Anden verdenskrig. Eleverne spørger, hvordan Hitler dog kunne få så mange tyskere til at gå med på nazismen. Hvorfor stillede ingen af dem spørgsmål? Hvorfor sagde ingen fra? Hvordan kunne de dog finde på at gøre som Hitler sagde, når nu det var så åbenlyst forkert?
Næste dag sætter læreren et eksperiment i gang. Under den rytmiske parole ”Strength through discipline, strength through community, strength through action” starter han bevægelsen ”The Wave”, der på få uger skaber et stærkt fællesskab blandt de fleste elever på skolen. Elever, der i fællesskabets navn snart begår uhyrligheder overfor de ganske få, som tør tvivle og råbe vagt i gevær.
Hvis du endnu aldrig har set filmen The Wave, kan det varmt anbefales – og har du teenagere i huset, så se med dem som en god optakt til vigtige samtaler om samfundet, ansvar og at sige fra. Og har du selv set den som teenager, så den igen. Vist er den bedaget og 80’er-agtig i udtrykket, men handlingen er stadig lige så relevant.
Efter et par ugers eksplosiv udvikling fortæller læreren eleverne, at deres high school kun udgør én lille del af en større national bevægelse, hvor lærere som han selv over hele landet har trænet eleverne – og i dag vil The Waves nationale leder for første gang tale til dem. Begejstrede og iført blå skjorter og armbind strømmer eleverne til den plakat- og bannersmykkede aula for andægtigt at lytte til deres nye nationale leder. De er med i noget stort. De er blomsten af USA’s ungdom.
Skærmene bliver tændt. Og frem toner Hitler, der taler til nazisterne.
Eleverne bryder sammen en efter en. De fleste af skam og chok over, hvor hurtigt og let, de gav køb på deres principper. Men flere af eleverne græder også, fordi de har mistet det system, de regler, det fællesskab og den mening med livet, The Wave på få uger havde givet dem. Især klassens tykke dreng, der meget tidligt i forløbet greb chancen for endelig at blive en del af fællesskabet – blandt andet ved at melde sig som bodyguard for Mr. Ross – er hårdt ramt, da Mr. Ross træder ned fra piedestalen og afslører sit bluffnummer. Jeg selv identificerede mig uden at blinke med den kønne, opvakte pige, der som den første – og længe den eneste – stillede spørgsmålstegn ved The Wave, og som undervejs må gå grueligt meget igennem for at holde fast i sine principper.
Barnetroen på, at jeg jo helt sikkert ville være en af dem, der gjorde det rigtige
Har du ikke set The Wave, har du sikkert hørt om Milgram-eksperimentet, hvor forsøgspersonerne i videnskabens navn skal give hinanden stød, og undret dig over, hvor langt forsøgspersonerne gik? Måske har du har hørt om Blue-eyes-brown-eyes-eksperimentet, hvor en lærer uden varsel giver al magt til de blåøjede, mens hun sammen med de blåøjede skammer de brunøjede elever. Ugen efter bytter hun ligeledes uden varsel rollerne om og giver al magt til de brunøjede – der desværre intet har lært af selv at være de udsatte og i stedet bruger deres nyerhvervede rettigheder til at tage hævn over de blåøjede. Måske har du har læst Lord of the Flies og ikke fattet, hvordan sulten kan få helt almindelige drenge, der strander på en øde ø til at udvikle sig til kannibaler.
Jeg er skræmt ved tanken om, at jeg hver dag står overfor tilsvarende vigtige valg og handlemuligheder, som jeg bare ikke i situationen genkender som et af livets store etiske til- eller fravalg.
Hver gang jeg som barn og teenager hørte om den slags, sad jeg tilbage med den samme undren som eleverne i begyndelsen af The Wave. Hvordan kan det ske? Hvorfor siger ingen fra? Hvordan kan helt almindelige mennesker så hurtigt blive så dyriske? Og hver gang var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg selvfølgelig ville være en af dem, der handlede helt rigtigt, hvis det var mig selv, der havde valget.
Voksenerkendelsen af, hvor svært det er at handle
Men jo ældre jeg bliver, jo mere er jeg begyndt at tvivle på, at jeg i praksis ville handle helt så ædelt, som jeg håber. Mine gode intentioner er intakte, og jeg tror stadig på, at jeg nok skulle reagere forholdsvis fornuftigt, hvis nogen i videnskabens navn bad mig give forsvarsløse forsøgspersoner stød; skamme mine klassekammerater for at have blå øjne eller for ikke at messe tilstrækkeligt højt med på ”Strength through discipline, strength through community, strength through action” – eller blive kannibal, hvis jeg strandede på en øde ø.
Men jeg er skræmt ved tanken om, at jeg hver dag står overfor tilsvarende vigtige valg og handlemuligheder, som jeg bare ikke i situationen genkender som et af livets store etiske til- eller fravalg.
Fordi de anno 2016 ser helt anderledes ud end de etiske og moralske problemstillinger, jeg siden jeg så The Wave har trænet mig selv til at opdage og reagere på. Fordi de er svære at genkende, før det i bagklogskabens klare lys står klart, hvilke små fatale skred, der endte med at blive de afgørende. Eller fordi de forbigår min opmærksomhed, fordi jeg jo lige havde travlt med alt muligt andet.
Endnu mere rædselsslagen er jeg, når jeg rent faktisk genkender dem – og alligevel ikke aner, hvordan jeg skal handle og reagere. Og derfor alt for ofte ender med ingenting at gøre.
Hvad skal jeg kæmpe med – hvad er mit våben?
Hvad skal jeg kæmpe med? Hvad er mit våben? Hvordan kæmper jeg for alt det, jeg har kært, uden at det samtidig er i direkte konflikt med alt muligt andet, jeg har kært. Som for eksempel, at jeg tror på åbne og fordomsfrie samtaler fremfor kamp, våben og verbale skyttegravskrige.
Hvad er egentlig det bedste, jeg kan gøre, når jeg opdager hjemmesider, hvor nazisympatisører og selvmordsbombere begrunder også déres handlinger med, at dé kæmper for alt, hvad dé har kært og er klar til at dø om så det gælder? Når de historiekyndige omkring mig trækker tydelige paralleller mellem 30’erne og vores samtid? Når politikerne begynder at file på de FN-konventioner og menneskerettigheder, der i sin tid blev indført for at sikre bare et mindstemål af etik og moral, når verdenskriserne kradser så meget, at enhver har det med at blive sig selv nærmest. Når den nye gymnasiereform samtidig vil skære så meget af historieundervisningen væk, at ramaskrigene om ”aldrig igen!” ikke længere vil have den samme klangbund.
Hvordan kan jeg dog se så passivt til, mens det velfærdssamfund, vi har opbygget gennem generationer og som jeg selv har nydt så utroligt godt af under min egen opvækst og uddannelse, bliver afmonteret bid for bid? Hvorfor er jeg ikke mere oppe på barrikaderne – for de unges skyld, men også for hele samfundets skyld – når det uddannelsessystem vi i årtier har brystet os af uddannede stærke, kreative og originale individer med få snuptag og reformer forvandles til pølsefabrikker, hvor fremdrift går forud for originalitet og selvstændighed? Hvorfor behovsudsætter jeg ikke bare en lille smule ved at skære ned på et par af udlandsrejserne og spise lidt mindre kød, end jeg har ret eller råd til?
Jeg – et eksempel til skræk og advarsel?
Det er ikke fordi, jeg ikke ser tegnene på alt muligt, der går den rivravruskende forkerte vej. Men hvis det i overmorgen viser sig, at jeg i skrivende stund er en af de intetanende forsøgspersoner i en dokumentarfilm, der med skjult kamera filmer voksne danskere anno 2016 for at undersøge, hvornår vi dog vågner op af vores store fornægtelse, og begynder at handle, ville jeg få et chok over at se mig selv udefra. Og jeg ville spørge fuldstændig som de unge gymnasiaster i begyndelsen af The Wave: ”Hvordan kunne hun lade det ske? Hvorfor reagerede hun ikke? Hvorfor gjorde hun ikke noget?”
Det er ikke så svært at reagere ved at stille mig i fredsring, gå i fakkeltog og lægge et sympati-flag-filter henover mit profilbillede, når først et terrorangreb eller en ny lov allerede er breaking news. Det kan være vigtige symbolhandlinger, men det er trods alt kun symbolhandlinger. Det er i hverdagen, jeg træffer de afgørende valg.
Hvis ikke jeg begynder at gøre noget nu, er jeg ikke et hak bedre end medløberne i The Wave og tyskerne i 30’erne. Derfor har jeg sammensat et fitnessprogram, så jeg kan få genoptrænet mine borgermuskler. Vi starter med den mest basale øvelse – den handler om at træne sit makroskopiske blik, så du får øje for, hvordan du selv kan bruge din handlekraft i hverdagen og starte nye handlefællesskaber.
Fitnessprogram for de indre borgermuskler – denne måneds øvelse: Træn dit makroskopiske blik
Det makroskopiske blik illustreret af Kristian Eskild Jensen i bogen “Borgerlyst – mere handlekraft i hverdagen”, der kan downloades gratis her.
Den første store udfordring er, at jeg i dagligdagen er helt uforberedt på, at det er lige præcis om fem minutter, jeg kommer til at stå overfor et afgørende valg. Det er ikke så svært at reagere ved at stille mig i fredsring, gå i fakkeltog og lægge et sympati-flag-filter henover mit profilbillede, når først et terrorangreb eller en ny lov allerede er breaking news. Det kan være vigtige symbolhandlinger, men det er trods alt kun symbolhandlinger. Det er i hverdagen, jeg træffer de afgørende valg. Ofte helt uden at være opmærksom på dem.
Men med summen af alle mine små handlinger, præger jeg min samtid og vores fælles fremtid. Problemet er bare, at de er svære at træffe fremadrettet og nemme at udskyde på ubestemt tid, fordi man ikke aner, hvor presserende de er.
Udsæt aldrig dine gode intentioner på ubestemt tid
I den fine lille film om de to oprørske oldemødre Shirley og Hinda, der sætter sig for at forstå, hvorfor vi bliver ved med at snakke så meget om vækst, når vi inderst inde alle sammen godt ved, at kloden ikke kan klare mere vækst, kan man få inspiration til noget af svaret:
Undervejs møder de en forsker, der forklarer dem, at det er med klimaforandringerne som med en flaske med bananfluer. I starten går udviklingen ret langsomt. En bananflue bliver til to. To bliver til fire. Fire bliver til otte. Først går det langsomt og ser ud af ingenting. Men pludselig går det virkelig hurtigt, fordi antallet fordobles hver gang.
Og det som man sjældent opdager, før det er for sent er, at det øjeblik, hvor flasken er halvt tom, er øjeblikket før, den vil være helt fuld, Fordi antallet af bananfluer i et hug vil have fordoblet sig selv. Lige indtil det øjeblik, hvor det var for sent, så det ud til, at der stadig var masser af tid at løbe på, men reelt lå de afgørende valg og handlerum langt tidligere i forløbet.
Lige i beslutningsøjeblikket er der for det meste masser af forholdsvis gode grunde til, at jeg vælger at gøre det forkerte. Man skal jo vælge sine kampe og kan jo heller ikke tage ansvar alt.
Jo! Det er hverken ond eller manglende vilje. Det er mest af alt bare dagligdagens små beslutninger og derfor ikke noget, jeg er nær så opmærksom på, som jeg ville være, hvis jeg blev spurgt om jeg ville deltage i et videnskabeligt eksperiment eller deltog i et realityprogram, der skulle teste mine overlevelsesevner på en øde ø og min evne til at indgå strategiske alliancer på andres bekostning. Så skulle man da nok lige se mig holde den etiske fane højt og vise dem alle sammen, at jeg i hvert fald ikke er sådan en, der bare ukritisk følger med flokken eller sætter mig selv først.
Er du blevet bekvemt svagtsynet?
Men når det er virkelighed og dagligdag, er det straks sværere at træffe valg og fravalg, der ellers burde være indlysende nemme at træffe. Og det er ofte først i bagklogskabens klare lys, at det står klart, hvor det var, jeg lige skulle have været lidt mere opmærksom på det store billede, før jeg tænkte på mine egne behov. Alle tegnene var der. Jeg så, men jeg genkendte dem dengang ikke som de afgørende.
Måske gjorde jeg ligefrem mig selv bekvemt svagtsynet, fordi det rigtige valg var det ubekvemme valg. Måske formulerer jeg ligefrem nogle pseudokritiske modspørgsmål, så jeg kan føle mig lidt klog og intellektuel, mens jeg overbeviser mig selv om, at det er ok, hvis jeg ikke hele tiden handler i overensstemmelse med min egen overbevisning. Tror jeg virkelig, at klimaproblemerne fordufter, bare fordi jeg skifter en sparepære? Fortjener jeg ikke den rejse til Langbortistan, nu hvor jeg har arbejdet så hårdt? Ville mine gode gerninger ikke alligevel bare være ren godhedspropaganda for mit eget me-brand? Er det dybest set ikke udtryk for galopperende storhedsvanvid, hvis jeg virkelig tror, at min lille velhængte fredags-steak fra eller til mine betyder noget som helst i det store perspektiv?
Måske gjorde jeg ligefrem mig selv bekvemt svagtsynet, fordi det rigtige valg var det ubekvemme valg. Måske formulerer jeg ligefrem nogle pseudokritiske modspørgsmål, så jeg kan føle mig lidt klog og intellektuel, mens jeg overbeviser mig selv om, at det er ok, hvis jeg ikke hele tiden handler i overensstemmelse med min egen overbevisning
Og det er lige præcis dér, jeg ifølge mit nye fitness-program skal hugge bremserne i og afspore mine egne tanker, hvis jeg skal komme godt i gang med at træne mine borgermuskler. For det er lige præcis dér, det går galt og jeg med et hav af undskyldninger kommer til at udsætte mine gode intentioner på ubestemt tid. Det er lige præcis her, det er vigtigt i stedet at optræne det makroskopiske blik.
Et mikroskop kan hjælpe os med at se ting, der er for små til, at vi kan se dem med det blotte øje. Et teleskop kan hjælpe os med at se ting, der er meget langt væk. Men i følge den franske videnskabsmand Joël de Rosney har vi også brug for et redskab, der kan hjælpe os med at se ting, der er for komplekse til, at vi kan overskue dem – et makroskop. Det makroskopiske blik gør os mere bevidste om, hvordan vores egne små hverdagshandlinger påvirker den store verdenssituation – og hvilken betydning verdenssituationen og de samfundsforandringer, de medfører, kan påvirke ens eget lille liv.
Mikroskop, teleskop og makroskop illustreret af Kristian Eskild Jensen
Fra individ til handlefællesskab
I praksis ligger det største udviklingspotentiale i at opdyrke lokale handlefællesskaber, så vi ikke hver især står helt alene med vores gode intentioner, men vi i stedet slår pjalterne sammen og sætter nogle større aftryk. Ikke alene får vi hver især fornyet troen på, at det nytter og har det sjovere, når vi løfter i flok. Det påvirker også det fjerne perspektiv tydeligere, fordi lokale handlefællesskaber er nemmere at få øje på langvejs fra, end enkelte individers handlinger.
Hvis du for eksempel er godt i gang med at kompostere selv, kan du gøre en endnu større forskel ved at spørge de andre i din opgang eller på din vej, om de også vil være med. Som initiativtager kan du sørge for kompostbeholderen og lære de andre, hvordan man gør. Det er også dig og et par andre, der påtager jer ansvaret for at tilføre luft, vand og orme efter behov, så alle de andre ikke behøver at bekymre sig om dét og I er sikre på, at det fungerer. Så har du hurtigt sat et ti gange større aftryk. Og når alle dem, der er kommet med i din ordning, er blevet så fortrolige med det, at de også kan lære fra sig, er der gode chancer for, at de fortæller nogle af deres venner om jeres kompostordning og hvor nemt det var at sætte i gang. Og måske tager over til dem, for at hjælpe med at kickstarte komposten. Og så har du pludselig været med til at starte en bevægelse.
Siden flygtningestrømmene for alvor spredte sig sidste sensommer, har der været mange fine eksempler på meget handlekraftige nye fællesskaber. Med Venligboerne som det mest velkendte – og virkelig gode – eksempel.
I denne lille film fortæller Lars AP undertegnede om opstarten af Fucking Flink og de projekteksplosioner, der skete undervejs.
Et andet eksempel er Fucking Flink-bevægelsen. Stifteren Lars AP ynder at fortælle, hvordan hans eget navlepilleri (en undren over, hvorfor han følte sig flinkere når han talte engelsk, end når han talte dansk – og hvorfor danskerne som verdens lykkeligste folk dog ikke også var meget flinkere end vi er – viste sig at være ”kollektivt anvendeligt navlepilleri”, da han først begyndte at tale med andre om det. Der var mange andre end ham, der også havde lyst til at gøre danskerne til verdens flinkeste folk. Der manglede ”bare” en bevægelse at samles om.
Historien ligner på mange måder den udvikling, Mads Boserup Lauritsen oplevede, da han startede TagTomat. Så du kan se i filmen nedenfor startede det med et par tomatplanter på cykelskurets tag i hans egen baggård, og har udviklet sig en veritabel bybonde-bevægelse med byhaver på tage, i parker og på parkeringspladser. Ingen af os anede, hvor meget vores idéer ville fænge, da vi satte dem i gang. Vi startede alle i det små og tog udgangspunkt i vores egen undren. Men så snart vi sagde det højt og begyndte at udvikle nogle enkle redskaber, metoder og opskrifter andre nemt kunne anvende, dér hvor dé var, spredte det sig lynhurtigt.
Mads Boserup Lauritsen fortæller, hvordan et par tomatplanter på cykelskuret blev til en hel bevægelse af bybønder
Samtalesaloner som eksempel på en open source-opskrift
Når du får trænet dit makroskopiske blik, begynder du også at kunne mærke andre fordele. Pludselig bliver det i det hele taget meget nemmere at være en af dem, der gør noget. Overalt begynder du at se, hvordan tingene kunne gøres smartere, nemmere og billigere, så flere kunne få glæde af mere. Det vil falde dig nemt at arrangere deleordninger på værktøj, babyudstyr, have- og køkkenredskaber. Og det vil falde dig helt naturligt at dele din opskrift på, hvordan du fik stablet din madklub, din sprogskole for flygtninge eller dit lokale fødevarefællesskab på benene, så andre kan komme i gang med det samme uden at genopfinde den dybe tallerken.
Et eksempel på, hvor langt man kan nå ved at dele en simpel opskrift, er de Samtalesaloner, jeg sammen med Andreas Lloyd har udviklet som en del af Samfundslaboratoriet Borgerlyst.
Det nære perspektiv: Samtalesalonerne udsprang af vores egen lyst til at møde folk, der ikke lignede os selv og snakke om vigtige samfundsspørgsmål på tværs af aldre, landsdele, fag, socialklasser, religioner og politiske holdninger. Det udviklede nogle ret enkle greb, der er meget nemme for andre at bruge, hvis de også har lyst til at samle en masse forskellige mennesker og skabe grobund for vigtige samtaler.
Det fælles perspektiv: Alt det materiale, vi har udviklet gennem tiden, er open source – det vil sige, at det ligger frit tilgængeligt for alle andre at lade sig inspirere af og bygge videre på, så længe de deler det på samme vilkår. Og det har mange vidt forskellige mennesker benyttet sig af i dag. Over hele landet åbner privatpersoner deres hjem eller låner en café for at holde samtalesaloner. Kommuner og ministerier bruger samtalesalonerne til at styrke samarbejdet mellem politikere, embedsfolk og borgere. Psykologer, arkitekter og byudviklere har videreudviklet metoderne. Og en tekstildesigner har håndbroderet samtaleduge med spørgsmål fra vores samtalemenuer, så man altid har nogle gode spørgsmål at snakke om ved middagsbordet. Det startede alt sammen med Anderas’ og mit personlige ønske om at have bedre samtaler i vores hverdag og har udviklet sig en masse nye fællesskaber over hele landet.
Samtaledøgn om Danmark
Det fjerne perspektiv: Og hvis vi vender tilbage til mine indledende tanker om ”The Wave” og tvivl om, hvordan jeg skal være med til at handle og reagere på de aktuelle samtidsudfordringer, har samtalesalonerne faktisk også vist sig at være et rigtig godt sted at lufte mine bekymringer, lære andres perspektiver at kende og finde ligesindede at handle og reagere sammen med.
Som for eksempel da jeg den 4. marts sammen med Helle Solvang fra Sproglaboratoriet på P1 holdt ”Samtaledøgn om Danmark”.
Her samlede vi 100 samtidsaktører på tværs af sektorer og politiske overbevisninger i Tårnet på Christiansborg for at udvikle visioner, vi kan samles om og løsninger, vi alle sammen kan være stolte af. Med et samtalekit opfordrede vi folk over hele landet til også at samles samme døgn om samme samtalemenu. Og det blev til over 30 vidt forskellige arrangementer over hele landet. Folk mødtes i private hjem, på cafeer, i klubhuse, i kirker og på teatre for at snakke med. Og mange, mange andre snakkede om den samme samtalemenu over fredagsøllen, til børnefødselsdagen eller til parmiddagen samme aften.
Collage med nogle af de mange billeder, folk sendte ind fra deres lokale samtalesaloner over hele landet under samtaledøgnet 4. marts 2016.
Alle små nøk tæller
Når du først får trænet dit makroskopiske blik, bliver du også bedre til at argumentere – både overfor dig selv og andre – når fristelsen opstår til at skyde skylden på systemet og strukturerne. Det er ikke forbi du ikke er smerteligt bevidst om, hvor vigtigt det er, at der også sker forandringer på det hele overordnede plan, men du holder op med at skyde dine egne.
For selvom det også er vigtigt og nødvendigt, er det også næsten umuligt at gøre noget ved som enkeltperson her og nu, og så risikerer du alt for let af miste modet. Hvis du får trænet dit makroskopiske blik, bliver du ikke alene meget bevidst om, at også systemerne og de store strukturer afhænger af, at vi som enkeltpersoner begynder at reagere, for politikerne og beslutningstagerne begynder i hvert fald ikke at tage de ubekvemme beslutninger, før vælgerne massivt begynder at efterspørge det. Når du begynder at fortælle andre om det makroskopiske blik, begynder de at kunne se, at de faktisk selv spiller en meget vigtig rolle, hvis de ønsker forandringer. Men først og fremmest er du bevidst om, at de nødvendige forandringer starter med dig selv.
Følg med i de kommende måneder
Det var slut på dagens lektion. Og i de kommende uger, vil du have rigeligt at gøre med at træne dit makroskopiske blik og mærke idéerne til forskellige handlefællesskaber spire frem. Men om nogle uger er jeg klar med en ny øvelse til vores fælles fitnessprogram.
Du kan ikke redde hele verden. Men alt hvad du gør nytter. Om ikke andet en lille bitte smule. Også selvom du indimellem må erkende, at selv du bare er et menneske. Alle de mennesker, der gennem tiden har påvirket historien, var også ”bare mennesker”.
Forbered dig på, at du indimellem falder i og trænger til at opføre dig pissehamrende egoistisk. Fordi du kan, fordi du har råd, fordi det er din ret, fordi du fortjener det… Det sker. Selv for de bedste. Det vigtige er, at du så ikke smider håndklædet i ringen og siger, at så kan det også være lige meget. Husk dig selv på, at hver lille ting, du trods alt gør rigtigt, er bedre end slet ikke at gøre noget.
Du kan ikke redde hele verden. Men alt hvad du gør nytter. Om ikke andet en lille bitte smule. Også selvom du indimellem må erkende, at selv du bare er et menneske. Alle de mennesker, der gennem tiden har påvirket historien, var også ”bare mennesker”. Mennesker, der ligesom du og jeg lige nu stod overfor valget mellem den store fornægtelse og de mange små handlekraftige valg, der tilsammen prægede deres samtid. Og lige nu er det os, der er dem.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
